Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige Neste

XIII. Fru Goethe som brevskriver. – Raadsherrens sygdom. – Cornelias død. – Brev til Lavater. – Besøg fra Weimar

Goethes flytning til Weimar betegner i dobbelt henseende et afsnit i hans moders liv. Kun paa afstand kunde hun fra nu af følge ham; hans besøg var korte og sjeldne. Men samtidig holdt hun gjennem en rig brevveksling forbindelsen vedlige med ham og den verden, hvori han færdedes. I sit stille hjem skrev hun de breve, der speiler hendes stemninger, der saa vakkert taler om hendes arbeide og livssyn, og som senere er bleven læst af hundrede tusinder.

Fru Ajas breve er snart korte, snart lange; snart følger de hurtig efter hverandre, snart er der betydelige mellemrum. Tidevis lider hun af «skræk for blæk», som hun siger. Til andre tider havde hun 99skrivekløe, og da fandt hun det deiligt at sidde ved sit skrivebord.

Hun stod i brevveksling med høie og lave, med lærde og ulærde. Hver maaned ryddede hun op i sine skuffer. Naar hun saa, hvordan breve fra forskjellige personer laa fredelig side om side, lo hun høit, efter hvad hun selv fortæller.

Hendes breve er afpassede efter modtagerens forhold og aandsretning; hun sætter sig ind i de forskjelliges tankegang og finder med lethed malende udtryk og træffende lignelser.

Hun skriver, som hun taler, og bruger gjerne bibelsteder og ordsprog for at give sine udtalelser fynd og klem. Hun trøster, opmuntrer og viser sin store kjærlighed til menneskene, som hverken er guder eller helgener, men som efter hendes mening «dog fortjener at man elsker dem».

I Weimar ønskede man meget at lære fru Aja at kjende. Hertugen, Merck, Knebel, Herder og fremfor alt Goethe havde fortalt saa meget om hende, Lavater og lægen Zimmermann havde rost hende i saa høie toner i breve, at man med spænding imødesaa et personligt møde.

«Jeg maa for enhver pris lære Goethes moder at kjende,» skrev Wieland til Merck vaaren 1777.

En broget skare af skjønaander og markedsreisende gik fremdeles ud og ind i hendes hus.

Naar altfor store skarer indfandt sig samtidig, sagde hun: «Der kommer saa mange gjester, at jeg ikke faar tid til at pudse næsen.»

Hendes raad og understøttelse stod rede for alle.

«Min kasse er bleven aldeles tømt under 100markedet,» skrev hun til skuespiller Grossmann. «De kjender raadsherren saa godt, at De ved, hvor umulig han er. – Vær vis paa, at det gjør mig ondt, – gid jeg blot kunde hjælpe, som jeg vilde!»

Raadsherrens gjerrighed tog fuldstændig overhaand. Hans hustru maatte gjøre gjæld og anvende megen list for at holde huset paa passende fod, og hendes retlinjede natur led under dette.

Nogen tid efter sønnens afreise til Weimar blev den gamle rammet af et slagtilfælde. Visselig kom han sig; men fru Aja maatte fra nu af uafladelig opvarte ham og staa til hans tjeneste. Endnu beskjæftigede han sig med sit bibliotek; han gjennemsaa det og ærgrede sig, naar han ikke kunde finde alt det, han søgte. Hustruen maatte skrive til høire og venstre om smaasager, som han vilde have rede paa. – –

Fru Goethes svigersøn var ingen uelskværdig mand; men han var heller ikke let at leve sammen med. Cornelia manglede al forstaaelse for sin mands kraftige virkelyst, og han paa sin side havde liden forstaaelse for hendes nervøse følsomhed.

Han havde ikke passet ved hoffet i Karlsruhe, men han passede udmerket som amtmand i Emmendingen. Hans embedsbolig var stor, og den var omgivet af en deilig have. Han kjøbte huset af staten og byggede det om efter sin egen smag.

For en kraftig og virksom husmoder med god helbred vilde dette have været et herligt liv. Men Cornelia var svag, hun trængte at skaanes, og hun likte sig ikke paa det nye sted; Schlosser klager i sine breve over, at hun er bange for at gaa i kjøkken og kjelder og stænger sig inde for hvert vindpust.

101Midt under husets ombygning nedkom hun med en datter. Hendes kræfter blev fuldstændig udtømte. Den to og tyveaarige Cornelia maatte holde sengen i to aar, og hendes tungsind tog overhaand.

Da hun omsider kom op af sygesengen, blev hun svanger for anden gang, og ved vaarens frembrud kom igjen en liden pige til verden.

Fru Goethe havde uden uro afventet denne begivenhed. Men istedetfor de gode efterretninger, som hun saa sikkert havde haabet paa, kom budskabet om, at hendes datter var død.Forfatternote: Den 8de juni 1777.

Hun var dybt rystet. Den store sorg forværrede hendes mands tilstand; og paa Wolfgang virkede Cornelias død som et tordenslag.

«Min søsters død har berørt mig dobbelt smertelig, fordi den har overrasket mig i en saa lykkelig tid,» skrev han til sin moder.

Fru Goethe skrev til Lavater:

«Gud giver den trætte kraft, og den, som ingen kræfter har, giver Han stor styrke. Hvad Han lover, vil Han sikkert holde! – – Det kom saa helt uventet, lyn og torden kom samtidig. Kjære Lavater, – den stakkels moder har havt meget, meget at bære! Min mand har været syg i hele vinter; bare man slog i en dør, fór han sammen af skræk. Og denne mand maatte jeg bringe budskabet om, at hans datter var død, – hun, som han elskede over alt i verden! Jeg var sønderknust. Men tanken paa, at der ikke sker en ulykke i staden, uden at Herren sender den, holdt mig oppe, saa at jeg ikke aldeles laa under for min sorg.

102Jeg vilde være sunken fuldstændig sammen, hvis jeg ikke havde havt min klippefaste tro paa Gud, som tæller vore hovedhaar, som ikke lader en spurv falde til jorden, og som ikke slumrer og sover, – – Han, som med ét ord er kjærlighed!» –

De to døtres pleie og opdragelse gjorde det nødvendigt for Schlosser at indgaa et nyt egteskab. Fem maaneder efter Cornelias død blev han forlovet med Johanna Fahlmer, og de giftede sig snart.

Wolfgang Goethe forsonede sig aldrig med denne forbindelse; skjønt Schlosser var hans ungdomsven, havde han ikke likt ham, efterat han var bleven hans svoger. Hans venskab for Johanna Fahlmer blev afkjølet, og brevvekslingen blev afbrudt. Hun stillede sig helt paa sin mands side, og de mødtes aldrig mere.

Hans moders følelser for Johanna var derimod lige hjertelige som før. Ogsaa hendes forhold til Schlosser blev ved at være udmerket.

Hun beklagede, at hendes veninde kom saa langt bort fra hende; men hun var tilfreds over, at hendes børnebørn fik en god moder, som hun havde tillid til. Hendes omsorg for Cornelias døtre og fru Goethes kjærlighed til Johannas egne børn styrkede i høi grad baandet mellem dem.

Venskabsforbindelser, der blev knyttede med Weimar, gjorde atter stemningen lysere i huset ved Hirschgraben.

Den første december 1777 meldte Wieland, at han vilde besøge Goethes forældre, og at han vilde medbringe endnu en gjest, «en stor, vakker mand ved navn Kranz, en vordende virtuos ved vort kapel!» 103Han bad fru Aja om under ingen omtændighed at gjøre forandringer i huset paa grund af deres ankomst:

«Den største ære, De kan vise mig, er at behandle mig som søn.»

Midt i maaneden kom de ventede gjester. Merck fulgte dem. Maxe Brentano, «Lørdagssmaapigerne» og andre af husets venner blev indbudne til ære for de fremmede, der tilbragte uforglemmelige dage i «Casa santa», som Wieland døbte Goethes forældrehjem.

Et brev fra husfruen til skuespillerinden Caroline Grossmann giver en forestilling om, hvor muntert det gik til:

«Mit hus er fra øverst til nederst fuldproppet af skjønaander. Wieland har været her nogle dage, ligeledes vor ven Merck. Hr. doktor Wagener kan fortælle Dem, at alt er hurlumhei fra morgen til langt paa nat. De, kjære veninde, som selv er gift med en digter, ved af erfaring, at denne menneskerace skaber mere forvirring paa en eneste dag, end vi andre stakkels jordbundne paa et helt aar. De vil derfor let kunne tænke Dem, hvilken uorden der hersker i mit hus:»

Wieland fortalte hende under dette besøg om sin digtning «Oberon», som han havde planlagt. Han var i høi grad begeistret for hende; han sagde Weimar:

«Fru Aja er dronningen over alle kvinder!»

Til hende selv skrev han:

«Himlen gjengjælde Dem de herlige dage, som jeg oplevede sammen med Dem, hos Dem og takket være Dem!»


104Den unge musiker, der fulgte ham, var ikke mindre begeistret:

«Kjære fru raadsherinde! lad mig faa lov til at skrive til Dem, jeg maa skaffe mig luft! –

105Uden betænkning kalder jeg de dage, jeg tilbragte i Deres hjem, for de lykkeligste i mit liv. Jeg kan umulig beskrive, hvad jeg følte, medens jeg sad ved Deres runde bord. – Hvor jeg nu har lært at elske menneskene! Jeg har aldrig glædet mig saa over min tilværelse; jeg var saa lykkelig, at jeg fuldstændig glemte, hvem jeg var, og hvor jeg var! Jeg lo saa, at det var ganske upassende. Men mange af samtalerne gjorde mig alvorlig og eftertænksom og rørte mig næsten til taarer, – ofte var det, som om himlen aabnede sig for mig og jeg saa alle de uendelige herligheder ligge foran mig.

Raadsherren var altid stille; men jeg tror, han var glad i sjælen, skjønt det ikke kom til udbrud. Han sagde flere gange: «Det er godt, det er meget godt!»

De sad ligeoverfor mig som den stormægtigste! I hvor høi grad samtalen end interesserede Dem, var der intet af det, som foregik i værelset, der undgik Deres blik. – Jeg sad kun og nød. O Casa, o Casa santa!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.