XXIV. Goethe besøger moderen med sin familie. – Fru Goethe og Christiane Vulpius. – «Hermann und Dorothea». – Schlossers død

Høsten 1794 og 1795 havde Goethe talt om at komme til Frankfurt; hans kuffert var allerede kommen til moderen. Karl August havde tænkt at sende 193ham til krigsskuepladsen, men havde ombestemt sig sidste minut, og han var bleven i Weimar.

Sammen med en ungdomsven planlagde han en reise til Italien.

Men inden han drog afsted, vilde han saavidt muligt sikre sin lille families fremtid. Hans moder var 194en kraftig dame, og det kunde tænkes, at hun vilde overleve ham; han bad hende derfor om at give afkald paa sine arverettigheder til fordel for August og Christiane. Fru Aja svarede, at hun med glæde vilde gjøre alt, hvad der kunde glæde ham, og at hun gjerne gav afkald paa arven; men hun haabede inderlig, at hun ikke maatte komme til at overleve ham, og at han endnu maatte leve i firti aar.

Efter at have ordnet dette anliggende, som længe havde trykket ham, besluttede han at forestille August og Christiane for sin moder.

Det havde været en umaadelig skuffelse for hende, at han ikke var kommen til hende de foregaaende aar, da hun saa sikkert ventede ham. Nu da han vaaren 1797 meldte sin ankomst, havde hun endnu ikke glemt, hvad hun havde lidt af længsel og sindsbevægelse, da han udeblev.

Hun skrev til ham den 25de juni:

«Kjære søn!

Meddelelsen om din kuffert har glædet mig meget. Den skal blive vel opbevaret; men jeg betakker mig allerunderdanigst for at sende den tilbage uden dig! Thi jeg har endnu i friskt minde, hvordan jeg for to aar siden stirrede ud af vinduet og holdt skarpt udkik med hver eneste postvogn, der kjørte nedad Zeil, – og dette i hele fjorten dage! Denne gang gjør jeg ingen forberedelser, alt staar, som det staar, indtil du skriver: Den og den dag reiser jeg, og den og den dag haaber jeg at være hos Dem! Thi skjønaander er skjønaander! – og dermed basta.»

Men han kom virkelig og blev hos hende næsten 195en hel maaned. Christiane og barnet var en uges tid i Frankfurt; de boede i et hotel i nærheden, hvor han og fru Goethe spiste sammen med dem.

Intet viser bedre fru Ajas storslagne karakter end den hjertelighed, hvormed hun modtog dem. Medens den fornemme verden i Weimar mødte Christiane med foragt, blev hun behandlet som en datter af raadsherinden. Hun følte sig beslegtet med det varme og ærlige i hendes natur. Hun holdt af hende paa grund af hendes kjærlighed og trofasthed mod Goethe; og som god husmoder satte hun pris paa hendes dygtighed. At hun var af lavere stand, spilte ingen rolle for moderen; for hende var det hovedsagen, at hendes søn var lykkeligere i dette forhold, end han vilde have været i «uheldigt egteskab».

Hun ønskede, at Goethe skulde egte hende, men hun søgte aldrig at paavirke ham til dette skridt; hun vidste, at vielsen for ham var en tom form.

Efter dette personlige møde opstod der et hjerteligt hengivenhedsforhold mellem dem. Christiane sendte hende bøger samt et varmt, taknemmeligt brev; i pakken lagde hun et par strømper, som hun selv havde strikket til hende. Fru Goethe sendte hende til gjengjæld ikke blot gode raad og kjærlig opmuntring, men en uendelighed af smaa og store gaver.

Den lille sønnesøn vandt straks bedstemoderens hjerte. Han var dengang mellem syv og otte aar gammel. Men længe før havde hun sendt hilsener, julegaver og mange smukke ting til ham. Efter besøget skrev de regelmæssig til hinanden; August sendte hende tykke bøger, hvori han fortalte stort og smaat om deres familieliv i Weimar.

196«Hver gang jeg faar et hefte, der er saa smukt og tydelig skrevet, glæder jeg mig over, at du har saa let for at fremstille alting saa klart og anskueligt,» skrev bedstemoderen.Forfatternote: Den 21de juli 1798. «Hvis jeg likte ligesaa godt at skrive, som du gjør, kunde jeg fortælle dig, hvilken elendig opdragelse børnene fik i mine unge dage. – Kjære August! jeg ved af erfaring, hvad det vil sige at have glæde af sit barn! Din kjære fader har aldrig gjort mig sorg eller fortræd. Derfor har Gud velsignet ham, saa at han er bleven ophøiet over mange andre, og Han har skjænket ham stor berømmelse. Alle retsindige mennesker sætter ham høit. Tag ham til exempel og mønster! – Man kan ikke tænke sig, at en saa prægtig gut som min August, der eier en saadan fader, ikke skulde gjøre sig al umag for at følge i hans fodspor.»

Charlotte von Stein havde fjernet sønnen fra moderen; Christiane førte dem nærmere sammen. Hendes godhed mod de to, der stod hans hjerte nærmest, rørte Goethe og vakte hans dybe taknemmelighed. Af hans breve til Schiller ser vi, hvor godt og hyggelig han under dette besøg havde det sammen med sin moder. Frankfurt syntes ham interessantere end i ungdommen. Han samlede oplysninger om forskjellige forhold, der vedrørte hans fødeby; og takket være sit indgaaende kjendskab til personer og institutioner, kunde fru Aja hjælpe ham med dette.

Det bidrog til at styrke det gode forhold, at sønnen paa en taktfuld maade ordnede en pinlig sag. Den største del af fru Goethes formue stod i usikre udenlandske værdipapirer; en fjernere slegtning, 197doktor Starck, havde udkastet den tanke, at man burde gjøre hende umyndig for at redde pengene; men baade hendes søn og hendes svigersøn modsatte sig dette bestemt. Goethe fremholdt, at hun i sin mands levetid havde baaret det tunge økonomiske tryk med største taalmodighed; han erklærede, at hun ikke alene havde ret til at forvalte sin egen formue, men at hun kunde bruge op alt, hvad hun eiede, hvis hun havde lyst.

Samværet var særdeles tilfredsstillende for begge. Fru Goethe talte længe med begeistring om den lykkelige tid, og efter afreisen skrev hendes søn, at afskeden fra moderen havde faldt ham tung.

Nogen tid efter hans tilbagekomst til Weimar udkom hans herlige idylliske epos «Hermann und Dorothea». Han sendte hende straks to exemplarer; det ene var trykt paa det fineste papir og indbundet i silke. Aaret efter sendte han hende et tredie exemplar, der var endnu mere pragtfuldt indbundet.

«Verket fortjener at udstyres saa smukt,» skrev fru Goethe; «det er et uforligneligt mesterverk. Jeg bærer det rundt med mig, som katten bærer sine unger.»

Fuld af glæde fortalte hun sin søn, at en af Frankfurts fremragende geistlige havde citeret vers af «Hermann und Dorothea» ved en brudevielse og havde tilføiet, at bedre ord kunde man ikke give et brudepar med paa veien.

I «Hermann und Dorothea» gav Goethe sin moder et nyt bevis paa sin kjærlighed og forstaaelse, skjønt de havde været adskilte saa længe: Som Hermanns moder har han tegnet fru Goethe; ogsaa her har 198han – som i Götz von Berlichingen – kaldt hende Elisabeth efter hende. – –

Skildringen af hendes klogskab og ømhed, hendes ønske om at se sønnen gift og lykkelig, hendes vanskelige stilling ved siden af den pedantiske mand og den inderlige forstaaelse mellem moder og søn rørte fru Goethe dybt.

Et aars tid efter at sønnen havde forladt hende, vendte hendes svigersøn uventet tilbage til Frankfurt; han var bleven udnævnt til borgermester efter sin broder, som nylig var død.

«Hvem skulde have drømt om dette,» skrev fru Aja til Goethe.Forfatternote: Den l5de september 1798. «Jeg faar i ham en støtte, og det kan jeg trænge under de nuværende forhold, som fremdeles er vanskelige. – Jeg glæder mig til omgangen med fru Schlosser; skjønt jeg har adskillige damebekjendtskaber, er der ingen, som helt forstaar mig. Erindringen om de gamle tider vaagner atter: da Hanchen sad hos mig ved det runde bord i det gamle hus, og du mangen hyggelig aften var gjenstand for vor samtale.

Det er alligevel komisk, at Schlosser, som næsten løber til verdens ende af frygt for franskmændene, og som gjør store opofrelser for at undgaa dem, vender tilbage paa en tid, da de mennesker, som han frygter, næsten omringer os, og man endnu ikke ved, hvordan alt vil ende.»

Schlossers frygt for franskmændene synes at have været en forudanelse; kampene i byens nærhed blev aarsag til hans død.

Den 20de oktober 1799 skrev fru Goethe:

199«Den efterretning, som jeg idag bringer dig, vil komme uventet, og den vil bedrøve dig. Schlosser er død; han blev reven bort fra os den 17de dennes af lungebetændelse.

De par aar i Eutin synes ikke at have været heldige for ham. Da han reiste, saa han frisk og blomstrende ud; ved hans tilbagekomst for elleve maaneder siden kjendte man ham næsten ikke igjen. Idag for fjorten dage siden opholdt han sig i sin have, som han nylig havde kjøbt. – Han hørte skud, men blev ved med sit arbeide. Skuddene kom nærmere; da skyndte han sig afsted og kom til Eschenheimerport. Den var stængt, broen var trukket op, franskmændene stod foran den. En mand sagde til ham, at han kunde komme ind ad den nye port, hvis han skyndte sig. Nu anstrengte han sig til det yderste, kom ogsaa vel ind, men var ophedet og angst. Han gik hen til sin svigerinde, som laa syg i et forfærdelig varmt værelse, og hvor han selvfølgelig blev endnu mere ophedet. Nu blev det pludselig bestemt, at der skulde holdes møde i raadhuset, og han maatte ile afsted til den store, kolde raadssal. Dagen efter fik han hoste, feber og aandenød. Han vilde ikke have læge. Endelig kom der en, som fandt ham dødssyg; man hentede en til, som ligeledes erklærede, at sygdommen var meget farlig.

Denne gang havde de ret; thi han døde!

Den gode fru Schlosser og hendes to kjære børn sender dig hjertelige hilsener.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.