Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige Neste

XVII. Fru Goethe som enke. – Goethe og fru von Stein. – Fritz von Stein besøger Goethes moder

Fru Goethe følte en stor tomhed, da hun var bleven enke; et halvt aar efter sin mands død skrev hun til Anna Amalie:

«Nu maa jeg søge alle fornøielser udenfor mit hjem; thi der er det stille og øde som paa en kirkegaard.»

Hun graver efter nye kilder, men «enten finder hun intet vand, eller ogsaa er det grumset».

Det varede dog ikke længe, før hun igjen aabnede sit hus. Da hun nu frit kunde disponere over formuen, udfoldede hun ikke blot sin gamle gjestfrihed, men en storartet godgjørenhed.

Folk kom langveis fra for at lære hende at kjende; 131mange ventede mere af et besøg hos hende end af et besøg hos sønnen, som ifølge rygtet var ret utilnærmelig.

Med en dronnings trygge værdighed modtog hun den hyldest, som man ydede hende som Goethes moder. Hun viste gjerne sine gjester de værelser, hvor han havde legt, og hvor han havde skrevet «Götz» og «Werther». Aldrig var hendes blik mere straalende, end naar hun fortalte om hans barndom og første ungdom.

Blandt de mange, der søgte hende i disse aar, var forfatterinden Elisa von der Recke. Hendes selskabsdame skrev i sin dagbog:

«Raadsherinde Goethe er endnu ungdommelig, livlig, ildfuld og meget talende. Naar hendes søn nævnes, giver hun med fornøielse alle mulige oplysninger. Man kan ikke gjøre hende en større glæde end ved at vise sig ivrig for at høre om ham.»

«Efterat store aander, profeter, genier og den slags mennesker har været Deres gjester, hører man ikke længer hverken ondt eller godt fra fru Aja,» skrev hertuginde Anna Amalie.Forfatternote: Den 17de oktober 1782. «Jeg vover kun fra det fjerne at banke paa døren til den blaa stue og spørge: Hvordan staar det til med fru raadsherinden? Mon hun endnu kaster et blik til vennerne i det fjerne? – Skulde mine spørgsmaal komme ubeleilig og forstyrre Dem i Deres betragtninger, saa tilgiv det paa grund af min trang til at høre noget fra fru Aja efter en saa lang taushed.

Herfra kunde jeg fortælle Dem meget vakkert, blandt andet at hr. geheimeraad von Goethes palads 132bliver prægtig smykket baade udvendig og indvendig, og at det bliver et af de smukkeste i Weimar.»

Digtermoderen var baade glad og stolt over, at saa mange besøgte hende, og over, at hun ikke behøvede at forlade Frankfurt for at se Tysklands berømtheder. Men den eneste gjest, som hun længtede efter, var Goethe. Hun skrev til hertuginden:

«De kommer hid fra øst og vest, fra syd og nord, – mennesker, som gjerne for mig kunde holde sig borte! Men min søn Wolf kommer ikke.»

Hun var meget ængstelig for ham; en veninde havde fortalt hende, at han saa syg og overanstrengt ud. Sønnen beroligede hende:Forfatternote: Den 7de december 1783.

«Af Deres brev, kjære moder, ser jeg til min store glæde, at De befinder Dem vel og nyder livets behageligheder, saa godt De kan. – – – Fru BättyForfatternote: Fru Bätty Jacoby. har forøvrig optraadt yderst taktløst og ikke tænkt paa moderhjertets følelser, naar hun har ødelagt, om end kun et øieblik for Dem med en saadan sladderhistorie som beretningen om mig. De har aldrig kjendt mig tykhovedet og med mave; det er naturligt, at man bliver alvorlig af alvorlige gjøremaal, navnlig naar man er tænkende og ønsker at gjøre det, som er godt og ret i verden.

Hvis man den sørgelige vinter 69havde sagt Dem, at man paa denne maade «atter skulde plante vin paa Samarias bjerge og blæse fløite dertil», vilde De have modtaget budskabet med stor jubel.

Lad os derfor tage disse aar som en naadegave. Saaledes bør vi overhovedet med taknemmelighed modtage hele vort liv og hvert aar, der bliver lagt til de andre.

133I forhold til min helbred befinder jeg mig vel; jeg kan udføre mine arbeider, nyde omgangen med gode venner og har tid og kraft tilovers for en og anden yndlingsbeskjæftigelse. Jeg kan ikke tænke eller drømme om en stilling, der skulde passe mig bedre; thi jeg kjender jo verden og ved, hvad der er paa den anden side af bjergene.

De paa Deres side bør glæde Dem over, at jeg nu lever, selv om jeg skulde gaa bort før Dem. Jeg har ikke gjort Dem skam, efterlader gode venner og et godt navn; og Deres bedste trøst vil være, at jeg dog ikke dør.

Vær imidlertid rolig! Kanske under skjæbnen os en skjøn alderdom sammen, som vi da ogsaa vil nyde med taknemmelighed.» –

Sommeren 1782 var Goethe bleven ministerpræsident. Samme aar oversendte Karl August ham hans adelsdiplom, der var undertegnet af keiser Joseph den anden.

Den store embedsvirksomhed, der hvilede paa hans skuldre, optog hans tanker og hans tid; men midt i arbeidet glemte han ikke sin moder, skjønt han saa hende sjelden. Hendes breve glædede ham overordentlig, og han pleiede at citere udtalelser af hende.

Hans pligter som statsmand var forøvrig ikke det eneste, der holdt ham fast i Weimar og hindrede ham fra at besøge hende.

Da han gjorde de første skridt paa hoffets glatbonede gulv, hvor han i begyndelsen følte sig lidet hjemme, var han straks bleven fængslet af en fuldendt verdensdame, fru Charlotte von Stein.

Hun havde været gift i ti aar, havde havt syv børn, 134og hun var ingen skjønhed. Men hun hørte til de fornemste i det lille hertugdømme, havde fra ungdommen været ved hoffet, og hun havde beundret den unge digter, allerede før hun kjendte ham.

Skjønt hun i begyndelsen kun bød ham venskab istedetfor den efterlængtede kjærlighed, blev hun ham snart uundværlig.

Det er til hende han har skrevet:

«Warum gabst du uns die tiefen Blicke,
Unsre Zukunft ahnungsvoll zu schaun,
Unsrer Liebe, unserm Erdenglücke,
Wähnend selig nimmer hinzutraun?
Warum gabst uns, Schicksal, die Gefühle
Unser wahr Verhältniss auszuspähn?

Sag, was will das Schicksal uns bereiten?
Sag, wie band es uns so rein genau?
Ach, du warst in abgelebten Zeiten
Meine Schwester oder meine Frau.
Kanntest jeden Zug in meinem Wesen,
Spähtest, wie die reinste Nerve klingt,
Konntest mich mit einem Blicke lesen,
Den so schwer ein sterblich Aug’ durchdringt.
Tropftest Mässigung dem heissen Blute,
Richtetest den wilden, irren Lauf,
Und in deinen Engelsarmen ruhte
Die zerstörte Brust sich wieder auf.»

Goethe elskede børn. Da han var flyttet ind til byen fra sit kjære havehus, tog han hendes yngste søn Fritz til sig. «Han er et ualmindelig elskværdigt og vakkert barn paa ti aar, der bereder mig hyggelige timer og opmuntrer mig i mit alvor og min ensomhed,» skrev han til sin moder.

Fru Aja traadte helt i baggrunden for fru von Stein. 135«Jeg har for din skyld forsømt moder og fædreland,» siger han i et af sine breve til veninden. 1784 skriver han til hende fra Eisenach:

«Man siger mig, at jeg kan naa Frankfurt paa en og treti timer, men jeg har ikke til hensigt at reise did. Du har saa helt trukket min sjæl til dig, at der ikke findes nogen nerve til at udføre mine simpleste hjertepligter.»

Han kalder sig «en fugl indviklet i et garn, som ikke hindrer ham fra at føle, men fra at bruge sine vinger».

Jo dybere hans moder følte savnet af et personligt samvær, desto varmere ønskede hun skriftlig at høre om ham og fra ham.

I begyndelsen havde hun staat i livlig forbindelse med ham gjennem hans brevveksling med Johanne Fahlmer. Da hendes veninde blev gift med Schlosser, fandt hun et nyt mellemled: Phillip Seidel, som var bleven anbefalet Goethes af borgermester Textor, og som havde fulgt digteren til Weimar, var nu hans regnskabsfører og fortrolige. Fru Goethe havde den største tillid ham. Hun vidste, at hendes søn var overlæsset med arbeide, og vilde ikke plage ham med spørgsmaal; derfor bad hun Phillip om at fortælle hende, hvad der vedrørte Goethes daglige liv, samt at meddele hende, hvad han trængte, og hvad hun kunde sende ham. Navnlig før vennerne fra Weimar begyndte at valfarte til hendes hus, var hans breve af stor betydning for hende.

Senere bad Goethe Fritz von Stein at skrive til hans moder. Ogsaa denne brevveksling blev til glæde for hende.

«Jo inderligere De holder af min søn, desto 136lettere kan De forstaa, at det ofte har beredt mig tunge timer, at han er saa langt borte fra mig,» skrev fru Goethe. «De, min lille ven, kunde gjøre et stort og godt verk! – De er altid hos min søn og ved derfor mere om ham end nogen anden. Vil De ikke holde en liden dagbog og sende mig den hver maaned? Det vil ikke skaffe Dem meget arbeide, – kun paa følgende maade: I gaar var Goethe i teatret, om aftenen i selskab, idag havde vi fremmede. o. s. v.


Jeg vilde da paa en vis maade leve hos eder, glæde mig i eders glæder, og adskillelsen vilde falde mindre tung. – Det er ikke stort besvær for Dem at skrive en linje morgen og aften, men mig vilde det være uendelig kjært.»

Fritz opfyldte hendes ønske.

«Den mindste begivenhed, De fortæller mig, er mere interessant for mig end alt, hvad der sker i den vide verden,» sagde moderen.


137Hun indbød ham til at besøge hende i Frankfurt sammen med Goethe. Fritz opfordrede hende paa sin side til at komme til Weimar.

138«Reiselivet har aldrig havt tiltrækning for mig, og for tiden er det omtrent umuligt for mig at reise,» svarede hun. «Det vilde være for vidtløftig at nævne alle de grunde, der hindrer mig; da De ikke fuldtud kjender mine forhold, vilde De alligevel ikke forstaa mig, min kjære søn!»

Hun sendte ham ofte gaver. Da hun fik en silhuet af ham og en beskrivelse af hans person, sendte hun ham en beskrivelse af sig selv, og to silhuetter. Den 9de september 1784 skrev hun:

«At kjende sig selv er den eneste vei til at blive ædel, stor og nyttig for sine medmennesker. Den, som ikke ser sine feil, eller ikke ønsker at se dem, bliver i tidens løb uudstaalig, forfængelig, intolerant. – Men ligesaa nødvendigt, ligesaa nyttigt er det, at vi kjender det gode, som vi er i besiddelse af. – Et menneske, der ikke forstaar sit værd, der ikke kjender sin egen kraft, og som derfor ikke tror paa sig selv, er en holdningsløs dumrian, som gaar i ledebaand til sine dages ende, og som gjennem seculum seculorum bliver ved at være et barn. – – –

At De ønsker en nøiagtig beskrivelse af min person, er et stort bevis paa Deres hengivenhed og venskab. Indlagt sender jeg Dem to silhuetter. Paa den store er min næse rigtignok for tyk, og paa den lille ser jeg for ung ud; men i det hele taget er der adskillig lighed.

Jeg er temmelig høi og ret fyldig, har brune øine og brunt haar, – og jeg skulde vel kunne paatage mig at spille prins Hamlets moder. Mange mennesker – blandt dem fyrstinden af Dessau – paastaar, at man øieblikkelig ser, at Goethe er min søn. Jeg 139synes det ikke; men det er bleven sagt saa ofte, at det alligevel maa være saa.

Kjærlighed til orden og ro er hovedtræk i min karakter, derfor gaar jeg altid lige løs paa sagen og gjør det ubehageligste først. – Naar alt er bragt i orden og det ujevne er glattet ud, vil jeg se den, som kan overtræffe mig med hensyn til godt humør.»

Fritz von Stein kom til Frankfurt under høstmarkedet 1785.

«Da moder ikke er saa alvorlig som jeg, vil du føle dig mere vel hos hende,» skrev Goethe til ham. Ligeoverfor fru von Stein fremholdt han, kort efter at hendes søn først nu «rigtig havde lært friheden at kjende, og at hans moder grundig havde undervist ham i et muntert livs filosofi».

Han var fru Goethe varmt taknemmelig for den godhed, hvormed hun modtog Fritz.

«De har, kjære moder, iaar vist mig mange velgjerninger, og jeg takker Dem hjertelig,» skrev han den 3die oktober 1785. «Deres elskværdighed mod min kjære Fritz, Deres omsorg for ham er en ligesaa stor glæde for mig, som om den var bleven vist mig selv. De synes sikkert, at han er et prægtigt barn, og hans beretninger er mig en stor glæde.»

Efter hans tilbagekomst til Weimar skrev fru Goethe til Fritz:

«Deres lykkelig afsluttede reise og den udførlige beskrivelse har glædet mig meget; ligeledes er det mig inderlig kjært, at min kjære Fritz har mig i venlig erindring. Men jeg glemmer heller ikke min lille ven! Alt minder mig om ham: Pærerne, som smagte ham saa godt tidlig om morgenen, medens jeg drak 140min the! Derpaa lod vi os takle nydelig til; vi pyntede og fiffede os op, naar pudderguderne var færdige med os. Saa satte vi os ligeoverfor hinanden ved bordet. Klokken to jagede jeg – ofte temmelig uskikkelig – min CherubiForfatternote: Under besøget havde fru Goethe og Fritz overværet den første opførelse af Mozartz’ opera «Figaros bryllup». Fru Goethe kaldte ham spøgefuldt «Cherubi» efter pagen i denne opera. afsted paa markedet. Vi mødtes igjen i teatret og gik sammen hjem. – Endelig havde vi et husligt duodrama, medens den tykke Catharina lyste for os og Greineld og Marie var publikum. Det var en kostelig komedie!»

Venskabet var blev en styrket ved det personlige samvær, og brevvekslingen fortsatte.

«Det er smukt af Dem, at De endnu tænker paa mig,» skrev hun den 10de december. «Jeg og mine venner har heller ikke glemt Dem, kjære Fritz, og vi kommer heller ikke til at gjøre det! – – Jeg er forøvrig i godt humør, og det er hovedsagen! I min lille husholdning er alt, som da De var her. Men da det nu behager solen at ligge længer i sin seng, saa gjør jeg ligesaa; jeg kommer ikke op af dynerne før klokken halv ni og indser heller ikke, hvorfor jeg skulde anstrenge mig. Ro er min lyksalighed, og da Gud skjænker mig den, modtager jeg den med tak!» –

«Det glæder mig meget, at Deres hr. søn var saa tilfreds med sit ophold hos mig,». skrev hun til Charlotte von Stein. «Jeg gjorde i ethvert tilfælde alt, forat han skulde føle sig vel i min fødeby, og jeg er glad over, at det er lykkedes for mig. Gud har vist mig den naade, at endnu intet menneske er gaat misfornøiet fra mig, hvilken stand, alder eller kjøn han end 141har tilhørt. Jeg holder inderlig af menneskene, og det føler gamle og unge. Jeg gaar gjennem verden uden fordringer, og det behager Evas sønner og døtre. Jeg præker aldrig moral for nogen, søger altid at opdage den gode side og overlader den daarlige til Ham, som skabte menneskene, og som bedst forstaar at slibe de skarpe hjørner. Jeg befinder mig vel ved denne metode og er lykkelig og fornøiet.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.