VII. Wolfgang i Leipzig. – Cornelia i hjemmet. – Broderens tilbagekomst. – Faust. – Frøken von Klettenberg og fru Goethe

48Raadsherren og hans hustru sendte for første gang sin søn ud i verden. Kun seksten aar gammel drog han til Leipzig høsten 1765. Efterat han saa længe havde været under faderens trykkende tugt, var det naturligt, at han ønskede at komme over i friere forhold. Den længselsfuldt ventede reisedag føltes som en stor lykke, og fuld af jubel drog han afsted. Han var en trohjertet, videbegjærlig yngling; selv kalder han sig «en sammensat, besynderlig gut».

Forskjellen mellem Leipzig og Frankfurt syntes i ydre henseende ikke særdeles betydelig. Byerne var næsten lige store. Begge havde porte, taarne, en mængde kirker og trange gader med høie huse. Begge var omgivne af fæstningsvolde, og Leipzig havde ligesom Frankfurt sit store marked vaar og høst.

Men den manglede det ærværdige præg, der hvilede over kroningsstaden, den havde ingen minder om en stor fortid, som Goethes fødeby. Borgernes rigdom skyldtes de sidste generationers foretagsomhed, og pragtbygningerne var fra den nyere tid.

Frankfurterne lagde ingen vegt paa ydre former; de var ligefremme, kunde være grovkornede, men var meget hjertelige og velvillige. I Leipzig var smagen forfinet; man efterabede franske seder og moder og talte gjerne det franske sprog.

I Frankfurt læste man helst de gamle folkebøger. Leipzig var toneangivende for det literære Tyskland; 49digterne drog med forkjærlighed til denne by, hvor de med lethed fandt baade forlæggere og kjøbere til sine bøger. Ogsaa de store teaterreformer udgik fra Leipzig.

Wolfgang, som hidtil var bleven behandlet saa strengt af sin fader, og som var bleven saa kjærlig forvænt af sin omsorgsfulde moder, var nu helt henvist til sig selv. Som følge af anbefalingsbreve og paa grund af sit indtagende ydre fik han adgang til mange familier. Hans begavelse vakte opsigt; men samtidig var man forbauset over hans hensynsløse væsen og hans mangel paa selskabelige former.

Det er en selvfølge, at fru Goethe havde sørget for, at hendes yndling fik et godt udstyr. Men hun forstod sig ikke paa moder og har selv sagt, at hun havde daarlig smag. Hvor det gjaldt sønnens dragter, lod hun sin mand raade. Hendes sparsommelige egteherre holdt en tjener, som kunde sy herreklæder. Skjønt den gamle og den unge Goethes klæder altid var af bedste stof, opdagede man ved første blik, at de var forfærdigede i hjemmet.

I Leipzig gjorde man nar af den smukke Goethes 50udseende. Ærgerlig over denne ydmygelse, skyndte han sig at sælge sin kostbare garderobe for at kunne kjøbe moderne ting; og han aflagde sin frankfurterdialekt, som skurrede i leipzigernes øren. Han blev snart saa elegant, at en ven, der traf ham det følgende aar, fandt ham fuldstændig forvandlet.

Han nød livet i fulde drag. I et versificeret brev til en af sine kamerater i Frankfurt sammenligner han sig med en fugl i skoven, der flyver kvidrende fra gren til gren og indsuger frihedens herlige luft.

«Hos eder i rigsstaden sidder dumheden endnu i høisædet,» skrev han til sin søster.

Paa grund af datidens daarlige kommunikationer var han langt borte fra hjemmet, naar han var i Leipzig. Men hans fader vilde, at det uudviklede barn ogsaa paa afstand skulde staa under hans kontrol; saavidt det stod i hans magt, vilde han bevare ham fra at gjøre gale streger.

Cornelia ønskede meget at være i ivrig brevveksing med broderen; raadsherren besluttede at benytte denne brevveksling til at undersøge, hvad han foretog. Samtidig skulde hun øve sig i fremmede sprog; hun maatte afvekslende skrive til ham paa tysk, fransk og engelsk, og Wolfgang maatte svare paa samme maade.

Den unge Goethe gjennemskuede den gamles plan; man merker, at hans breve er skrevne med faderens kritik for øie. De mange breve til søsteren er snarere stiløvelser end hjerteudgydelser, og han fortæller udførlig om, hvad han har hørt af sine lærere.

I et af dem siger han til sin søster:

«Jeg maa ofte le, naar jeg ser, at en snil, enfoldig 51pige kommer med betragtninger, der kun kan skyldes en erfaren, indsigtsfuld mand.»

Det er let at forstaa, at han under disse omstændigheder heller ikke havde lyst til at skrive til sin moder. Men to gange bryder hans følelser for hende igjennem; første gang den syvende december 1765, da han sender hende følgende hilsen:

«Obgleich kein Gruss, obgleich kein Brief von mir
So lang dir kömmt, lass keinen Zweifel doch,
Ins Herz, als wär die Zärtlichkeit des Sohns
Die ich dir schuldig bin, aus meiner Brust
Entwichen. Nein, so wenig als der Fels,
Der tief im Fluss vor ew’gem Anker liegt,
Aus seiner Statte weicht, obgleich die Flut
Mit stürm’schen Wellen bald, mit sanften bald
Darüberfliesst und ihn dem Aug’ entreisst,
So wenig weicht die Zärtlichkeit für dich
Aus meiner Brust, obgleich des Lebens Strom,
Vom Schmerz gepeitscht, bald stürmend drüberfliesst
Und von der Freude bald gestreichelt, still
Sie deckt und sie verhindert, dass sie nicht
Ihr Haupt der Sonne zeigt und rings umher
Zurückgeworfne Strahlen trägt und dir
Bei jedem Blicke zeigt, wie dich dein Sohn verehrt.»

En end mere hjertelig tone finder man i hans andet digt til hende, den ellevte mai 1767:

«Grüss mir die Mutter, sprich, sie soll verzeihn,
Dass ich sie niemals grüssen liess, sag ihr
Das, was sie weiss – dass ich sie ehre. Sag’s,
Dass nie mein kindlich Herz, von Liebe voll,
Die Schuldigkeit vergisst. Und ehe soll
Die Liebe nicht erkalten, eh’ ich selbst
Erkalte.»

52I begyndelsen hørte han flittig forelæsningerne, og han omgikkes professorer. Samtidig førte han et rigt bevæget studenterliv; han besøgte selskaber, baller, teatret, konserter, gjorde udflugter med sine kamerater og brugte en mængde penge. I markedstiden tog han del i de brogede folkeforlystelser.

Den herskende retning inden videnskab og filosofi interesserede ham ikke. Hans egne forsøg paa digtekunstens omraade mødte liden opmuntring; han fandt selskabslivet tomt og følte sig forladt midt i menneskevrimlen.

En af hans venner fra Frankfurt kom paa gjennemreise og tog ind hos en hotelvert ved navn Schönkopf. For at være sammen med vennen begyndte ogsaa Wolfgang at indtage sine maaltider der, og han blev forelsket i husets datter Kätchen, en forstandig og venlig pige. Hun gjengjældte hans følelser; sommeren 1766 nød de uforstyrret sin kjærligheds lykke.

Den unge digter vilde dog ikke binde sin fremtid til hende; han maatte være fri, hvis han skulde naa det maal, som dunkelt foresvævede ham. Ved høstens frembrud kom nye gjester og nye tilbedere til Kätchen. Wolfgang plagede sig selv og sin elskede med skinsyge; hun vendte sig sluttelig fra ham og til en anden, som var mindre lunefuld og havde mere alvorlige hensigter. Han kastede sig ind i vilde forlystelser, fik blodstyrtning og svævede dagevis mellem liv og død.

Hans helbred bedredes atter; tiden nærmede sig, da han skulde vende tilbage til Frankfurt.

Hans moder og søster havde imidlertid i høi grad følt ensomheden i hjemmet.

53Fru Goethe og hendes datter havde faa berøringspunkter. Cornelia havde arvet sin faders pessimistiske natur og gik op i sygelig selvbeskuelse. Hun trængte opmuntring og glæde og længtede ligesom moderen efter omgang med venner; men hun havde intet af hendes evne til at lempe sig efter dem og til at finde sig tilrette i alle forhold. Hun tørstede efter den velvilje og kjærlighed, som faderen i sin stolthed gav afkald paa; men hun manglede moderens evne til at tiltrække mennesker og var ligesom faderen mut og lunefuld. Skjønt Goethe elskede sin søster høit, har han sagt om hende, «at hun hverken eiede tro, haab eller kjærlighed».

Moderens munterhed og overstrømmende livskraft virkede frastødende paa den tunge Cornelia, og hun stod uforstaaende ligeoverfor hendes evne til at holde ubehageligheder paa afstand og til at finde trøstegrunde under alle omstændigheder. Fru Goethe havde desuden gjort et stort feilgreb ved tydelig at vise, at hun foretrak Wolfgang.

Cornelia havde en naturlig og værdig fremtræden og dybe, udtryksfulde øine. Men hendes hud var næsten altid uren, og det høit opstrøgne haar, som dengang var mode, misklædte hende.

«Mit speil bedrager mig ikke, naar det siger mig, at jeg bliver styggere og styggere,» skrev hun i sin dagbog.

Faderen modsatte sig hendes uskyldigste adspredelser, og hun var under sin broders fravær det eneste offer for hans pædagogiske iver. Han forlangte, at hver time skulde udnyttes: Hun maatte studere italiensk, fransk og engelsk samt øve sig 54flittig paa pianoet. Som religionslærer havde han tilkaldt en sygelig prest, der ikke forlangte andet, end at hun skulde fremsige stykker af Luthers katekismus. Hun var ingen religiøs natur, og hendes nøgterne forstand gjorde oprør mod denne aandløse kristendomsundervisning. Forpint under den gamles urimelige fordringer, viste hun en haardnakket trods, som gjorde hjemmet meget uhyggeligt.

Vi ved at fru Goethe inden Wolfgangs afreise havde pleiet at hjælpe børnene ligeoverfor faderen. Men nu stillede hun sig paa sin mands side; hun fandt, at Cornelia havde uret. –

Den unge Goethe havde tilbragt tre aar i Leipzig. Han kom tilbage, «som et barn af aar, men som en mand med hensyn til erfaringer».

«Jo mere jeg nærmede mig min fædreneby,» skriver han i sin selvbiografi, «desto smerteligere huskede jeg, med hvilke udsigter og forhaabninger jeg havde forladt hjemmet, og jeg følte dybt sørgmodig, at jeg vendte tilbage som en skibbrudden.»

Ved hans afreise havde faderen næret de største forhaabninger til ham; han havde drømt om at han inden mange aar skulde beklæde et høit juridisk embede i Frankfurt. Wolfgang vendte hjem syg paa legeme og sjæl, uden at have samlet nævneværdige kundskaber og uden at have taget nogen examen. Mødet mellem fader og søn var i høi grad pinligt.

Fru Goethe overtalte sin mand til at udsætte et endeligt opgjør, indtil sønnen var bleven sterkere; takket være hendes opofrende pleie, kom han sig lidt efter lidt. Men henimod juletid 1768 tog hans 55sygdom uventet en farlig vending. Baade raadsherren og Cornelia opgav alt haab om, at hans liv kunde reddes. Den fortvivlede moder søgte trøst i den hellige skrift; hun slog op i sin bibel og traf skriftstedet:

«Man skal atter plante vin paa Samarias bjerge; man skal plante og blæse fløite dertil.» (Jer. 31.5.)

Hun gjennemstrømmedes af tro paa, at Gud vilde lade hende beholde hendes kjæreste barn. Dette bibelsted blev ogsaa senere i livet hendes trøst og holdepunkt.

Til frøken von Klettenbergs kreds hørte en læge, Metz, der var vel bevandret i den mystiske og alchymistiske literatur, og som havde opfundet en medicin, som mange betragtede som undergjørende. Raadsherren kunde ikke udstaa ham og kaldte ham en svindler.

Da Wolfgangs feber var paa det høieste, ilede fru Goethe til lægen uden sin mands vidende; hun bønfaldt ham om øieblikkelig at indfinde sig. Han fulgte hende og anvendte sin medicin, der fremkaldte en synlig bedring. Faderen, som intet anede om doktorens besøg, var i den høieste forbauselse over den vidunderlige redning.

Fru Goethe glemte ikke denne dag; hendes tillid til, at sønnen var bestemt til at udføre store ting, vaklede aldrig mere.

Wolfgang var endnu flere maaneder lænket til sygeværelset; indtil sommerens frembrud var han nødt til at holde sig i ro. Men ensomheden styrkede ham og skjænkede ham indre klarhed.

Allerede som barn havde han gjennem folkebøger 56og de smaa forestillinger paa dukketeatret lært at kjende historien om Faust. Overbevist om, at doktor Metz havde reddet hans liv ved et hemmeligt middel, indrettede han et laboratorium i et rum paa loftet; han begyndte at studere den mystiske literatur og fordybede sig i Arnolds «Upartisk kjætter- og kirkehistorie».

Skjønt han ikke følte sig moden til at uddybe det vanskelige Faust-problem, beskjæftigede hans tanker sig sent og tidlig med forskeren, der forskrev sig til djævelen og fik smage livets herlighed til tak.

Han havde længe beundret frøken von Klettenberg og sluttede sig nu ligesom sin moder varmt til hende; hvor andre stod tvivlende, kunde hun som regel antyde den rette vei. Han pleiede at kalde frøken von Klettenberg og moderen «raad og daad». Havde han modtaget raadet af sin fromme veninde og fattet sin beslutning, kunde han stole paa sin moders beredvillighed til at hjælpe ham og paa hendes handlekraft.

«Da hun under alle forhold beholdt sit glade 57sind, manglede hun aldrig midler til at udføre det, om man ønskede,» siger Goethe i sine erindringer.

«Jeg var ikke istand til at komme i et godt forhold til fader,» siger han samme sted; «jeg kunde ikke tilgive, at han viste en urimelig utaalmodighed, da jeg atter blev syg, og min helbredelse skred saa langsomt fremad.»

Cornelia hang med skinsyg kjærlighed ved sin broder; hun beundrede og pleiede hans eiendommeligheder og øgede misstemningen mellem fader og søn. Moderen søgte at udjevne modsætningerne mellem dem. Baade hun og frøken von Klettenberg ønskede at gjøre det saa godt som muligt for Wolfgang i hjemmet; de delte hans sorger og glæder og lyttede til hans digterdrømme. Men den gamle fader rystede mismodig paa hovedet over sønnen, der tænkte paa alt andet end lovbøgerne. Han vilde, at han skulde vende saa hurtig som mulig tilbage til studierne.

Ynglingens naturlige livslyst beseirede lidt efter lidt de sygelige stemninger. Styrket paa legeme og sjæl drog han vaaren 1770 til universitetet i Strassburg.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.