XXII. Goethe besøger atter fru Aja. – Forberedelser til flytning. – Indkvarteringer. – Fru Goethe sælger det gamle hus. – Den nye bolig

Vaaren 1793 ventede fru Goethe atter sin søn. Hun havde huset fuldt af indkvarteringer, men glædede sig derfor ikke mindre til hans ankomst:

176«Der er plads nok i fru Ajas lille hus – kom bare! Du maa rigtignok nøie dig med anden etage. Men det spiller ingen rolle for en mand, som har været med i felten og har sovet under aaben himmel. Det skal forøvrig ikke mangle paa, hvad der hører til livets nødtørft og næring. – Alt, hvad 177der endnu kunde være at sige, vil vi spare, til vi kan tale sammen mundtlig. Jeg liker overhovedet bedre at snakke end at skrive.Forfatternote: Den 15de mars 1793.

Maaneden efter skrev hun:Forfatternote: Den 26de april 1793.

«Da dine forsætter ofte undergaar en besynderlig forandring og uforudseede omstændigheder muligens kan tilintetgjøre din plan, saa lad mig endelig ikke vente forgjeves – thi jeg kan slet ikke taale det!»

Goethe kom og blev hos hende nogen tid. Ogsaa denne gang tilbragte moder og søn dagene hyggelig sammen.

Under sit forrige besøg havde Goethe raadet hende til at sælge det store hus og flytte ind i en mindre leilighed. Beslutningen var fattet; hun ønskede nu at skille sig ved alt overflødigt inventar, som hendes mand havde skrabet sammen, og som i aarenes løb havde skaffet hende meget besvær.

Efter sønnens afreise begyndte hun at ordne det hele. Med mod og iver gik hun løs paa at faa bort malerier, kobberstik, landkart, antikviteter og kuriositeter.

«At schakre, handle og sælge er nu min eneste tanke,» skrev hun til Goethe den 17de oktober 1793.

En maaned senere skrev hun til ham:

«Herkules maakede gjødsel ud af en stald, og han blev forgudet. Ogsaa jeg har nu maaket gjødsel, men merker intet til forgudelsen. Jeg har gjennemrodet tre centner papir. Den smule, som kunde være til nytte, har jeg beholdt, det øvrige har jeg sendt til papirfabriken. De to loftsrum og tredie etage er nu renset for alt unyttigt indbo. Det gamle 178træverk, som ikke længer kunde bruges, har jeg hugget til brændsel; de andre sager, der var brugbare, har jeg sendt til offentlig auktion. – Med hensyn til husets salg har jeg tænkt mig følgende: Jeg afventer Schlossers ankomst for ogsaa at tale med ham. Dernæst maa jeg først og fremst finde en bolig, som passer for min stand og værdighed; thi jeg vil ikke gaa lavere ned i mine sidste leveaar. I femte akt maa der applauderes og ikke pibes! – – Jeg maa nu puste ud; jeg har en følelse, som sad jeg endnu paa loftet med de tre centner papir ved siden af mig og rundt omkring mig. Jeg holdt paa med det i fjorten dage, – det var et vederstyggeligt arbeide! Selv de ubetydeligste smaapakker var ombundne med snorer, – tænk bare, hvilket arbeide at aabne dem alle!

Den 7de januar 1794 skrev hun:

«I hele mit liv har jeg ikke saa varmt ønsket noget, som jeg nu ønsker at blive kvit hus, vine, bibliotek o. s. v.»

Hun sendte sønnen haandtegninger, de bøger, han ønskede, sine kostbare lysekroner og af sine bedste vine; og hun tilbød at sende ham mange andre ting, som hun ikke kunde faa plads til i en mindre leilighed. Hun vilde forære bort hertugen af Weimars og Anna Amalies buster, som hun i sin tid havde modtaget med høie jubelskrig. Hun skilte sig ved det berømte dukketeater, som hendes søn havde legt med som barn, og Seekatz’s store billede af familien Goethe, der nu indtager en hædersplads i Goethe-museet i Weimar.

Fru Aja havde aldrig tilladt andre at tappe og 179lægge om hendes vin; men med aarene var hun bleven hjertelig kjed af at sidde nede i kjelderen med dette arbeide.

Det gik langsomt med at faa vinbeholdningen solgt. «Iforgaars maatte jeg igjen opholde mig fem timer under jorden,» skrev hun.

Men endnu vanskeligere var det at finde kjøbere til de mange bøger. Det viste sig, at vinen var mere værdifuld end biblioteket.

Krigen rasede fremdeles; snart var franskmændene herrer i Frankfurt, snart tyskerne. Goethe bad moderen om at komme til ham. Men hendes kjærlighed til friheden var ikke bleven mindre med aarene; heller ikke var hendes reiselyst bleven større. Hun vilde desuden ikke lade sit hus og sine eiendele i stikken.

Den 13de januar 1794 skrev hun til sin søn:

«Af hjertet takker jeg dig for dit brev af 8de januar, hvori du saa kjærlig tilbyder at hjælpe mig til at reise bort. Endnu nærer jeg ikke den mindste frygt, og jeg tænker ikke paa at reise. Ganske vist har en panisk skræk bredt sig over hele Frankfurt, og det vilde ikke være underligt, om man blev revet med af strømmen, – frygt smitter ligesom snue. Jeg søger saa meget som muligt at undgaa rædharerne for ikke selv at blive tummelumsk. – Her gaar det for sig, som naar barnepigen har fortalt en spøgelseshistorie og barnet bliver forskrækket, naar hun ser et hvidt haandklæde hænge paa væggen: man tror alt, naar det høres rigtig forfærdelig. Som et bevis blandt tusinde følgende lille historie: Den tredie januar klokken syv kom fru Louise Bethmann farende til mig i natdragt: «Raadsherinde! 180kjære raadsherinde! Jeg maa melde dig den store fare! Fienderne bombarderer Mannheim! Kommandanten har sagt, at han ikke kan holde byen længer end tre dage» o. s. v.

Jeg var ganske rolig og sagde koldblodig: «Hvordan kan det hænge sammen, at man bombarderer Mannheim? De har ikke opstillet batterier. – Skyder man fra den flade strand? – Jeg skulde ikke tro, at kommandanten fortæller, hvad han agter at gjøre. Hvordan kan din brevskriver vide besked om det? – Skriv til ham og sig, at han er en rædhare.» –

Jeg takker Gud for, at jeg har saa meget forstand, at jeg ikke tror paa dette sludder! – Jeg vilde ønske, at alle kujoner reiste sin vei, saa blev ikke de andre smittede. – – Den saarede løitnant er ikke kommen til mig; men istedetfor ham har jeg faat en preussisk oberst, Jungherrn, og fire af hans folk. De tror, at de er komne ind i selve paradiset. Du kan ikke tænke dig, hvor meget de spiser!! De var saa udsultede, at det var den rene elendighed!»

Den 26de juli skrev hun atter:

«Hos os er det galere end nogensinde, – alle pakker sammen, alle gjør forberedelser til flugt.

For ikke at være helt uvirksom og for saavidt muligt at undgaa bebreidelser, som kunde ramme mig, lod jeg Lippold igaar pakke ind tre store kister fulde af de bedste af mine ting, der kan flyttes. Gjennem min ven i nøden, Nicolaus Schmidt, lod jeg dem bringe til hans svoger Polecs i Langensalza. Hvorfor ikke til dig? Det skal jeg sige dig: Grunden var den, at der ikke netop reiste kjørere til Weimar. Schmidt, som forstaar sig paa saadanne forretninger, 181raadede mig til det, og jeg, som er dum i disse ting, fulgte hans raad. Alt mit gode linned, baade det, som er færdigsyet, og det, som ikke er syet, sølv og smykker er indpakket paa det bedste og bundet sammen.

Midt i den største forvirring, da forhallen var fuld af halm, snorer og andet lignende, dukkede der op en ny indkvartering, kaptein og kvartermester von Goeltz. Men nu kommer det bedste: Han har sin frue med sig!! Ak, Herre Jemine, – fru Aja bliver isandhed plaget tilgavns! Gud bevare mit freidige mod og min munterhed!

Tiltrods for al denne tummel smagte min eggekage mig rigtig godt, da klokken blev fem, og iaften efter dagens møie skal jeg styrke mig med alenlange krebs. –

Naar faar jeg atter modejournaler? Jeg har ingen modtaget siden mars. Lad mig ogsaa faa «Mercur». Jeg har sendt dig ti centner bøger. – Jeg har ikke tid til mere idag, har endnu to breve at skrive: til Schlosser, som reiser afsted til Baireuth, og til Peter Melchior, som vandrer ud i den vide verden. Lev vel! Tænk af og til paa din for tiden plagede moder! – Hils alle, som du har kjær,
fra
fru Aja
vel tilmode.»

Hendes søn indrettede nogle værelser til hende i sit hus. Hendes svigersøn, der agtede at flytte til Holsten, bad hende indstændig om at følge ham og hans familie. Men tiltrods for de mange opfordringer afslog hun fremdeles med stor bestemthed at forlade Frankfurt.

182«Hvad der styrkede hende, var kjærligheden til hendes fædreneby, som hun helt var vokset sammen med,» siger Goethe, «samt hendes urokkelige tro paa Guds omsorg og nogle bibelsprog, der staar i salmerne og profeterne, og som hendes øine faldt paa i rette øieblik. Derfor vilde hun end ikke aflægge et besøg hos mig.» –

Det viste sig næsten umuligt at faa huset solgt under krigen; de kjøbelystne fandt prisen for høi. I tidligere dage havde raadsherre Goethes hus været et af de smukkeste i Frankfurt; men det, som havde været elegant og bekvemt for firti aar siden, var bleven gammeldags. Fru Goethe klager over, at hun maa løbe fra loft til kjelder med alle, som vil bese det. «Det er ingen vederkvægelse for mine ben, der ofte gjør ondt,» siger hun.

Som et lysglimt i tidens uro kom endelig efterretningen om, at der var sluttet fred mellem Frankrige og Preussen.

Nu kom omsider en kjøber, der bød en antagelig pris. Først og fremst maatte hun imidlertid finde en leilighed, der behagede hende; thi «jeg vil ikke for nogen pris gjemme mig bort i et hul», sagde hun.

Hun vilde bo paa Frankfurts hovedgade, i nærheden af sine venner. Hendes værelser skulde være varme, men samtidig rummelige, elegante og lyse. Hun satte pris paa en vakker udsigt, men hun vilde ikke gaa mange trapper. Endvidere maatte hun have en stor forstue til alle sine skabe; og hun ønskede den moderne indretning, en klokke til pigekammeret: «straks jeg trænger noget – ringning!»

Hun var virkelig saa heldig at finde en bolig, 183der svarede til disse ønsker; man tilbød hende en leilighed ved Rossmarkt, hvor hun havde udsigt over den mest befærdede del af Frankfurt.

«Saa langt er vi altsaa komne,» skrev hun den 16de mai 1795 til sin søn. «Naar endnu et uroligt fjerdingaar er tilende, haaber jeg at være glad og tilfreds, at betragte verden med ro og at kunne bede hvilkensomhelst Alexander om at gaa afveien, forat solen kan skinne paa mig. De tre værelser i mit nye hus møblerer jeg pent og ordentlig, men alt overflødigt juks skal sælges.»

Tiltrods for fredsslutningen blev tropperne ved at marschere gjennem byen og indkvarteringerne fortsatte. To preussiske soldater, som boede hos hende, hjalp hende med flytningen; de bar hendes eiendele fra det gamle hus til det nye saa forsigtig og omhyggelig, at intet blev beskadiget, og hun trængte hverken snedker eller kjører.

«Nu har jeg boet seks uger i min nye leilighed,» skrev hun den 24de august til Goethe; «naar du kommer og besøger mig, vil det glæde dig at se min nydelige lille bolig. Jeg bor udmerket, og jeg har netop saa meget, som jeg behøver: tre overordentlig smukke værelser i række. Det ene, som har fire vinduer og næsten er en sal, er min dagligstue og modtagelsessalon, saalænge jeg ikke behøver at lægge i ovnen. Det andet, som er et trefagsværelse, er mit soverum. Mine piger har et tofags-værelse; dette sidste er indrettet saa smukt, at det bliver dit værelse, naar jeg faar den glæde at se dig hos mig. Jeg skal nok finde et rum til mine folk paa bagsiden af huset. – Desuden er der en 184smuk, rummelig forstue, hvor alle mine skabe staar, et vakkert, lyst kjøkken, alt sammenhængende, endelig spisekammer og vedbod, saa at jeg ikke behøver at gaa trapper, uden naar jeg gaar ud. Dette er husets indre; men nu kommer vi til udsigten: i saa henseende er det ubestridelig det første hus i Frankfurt! Hovedvagten er lige i nærheden. Jeg ser nedad «Zeil» til hotel «Darmstadt», alle, som gaar ind og ud af Catharinaporten samt Bockenheimergaden o. s. v. Og det nuværende soldaterliv! Netop i dette øieblik stiller ansbacherne sig op paa paradepladsen. Klokken elleve drager vagtparaden forbi med sin udmerkede militærmusik. Og om søndagen, naar gudstjenesten i Catharinakirken er afsluttet og vagtparaden kommer, ser det ud som paa selve kroningsdagen paa den store plads.»

I december skrev hun:

«For hver dag, som gaar, liker jeg min nye bolig bedre og bedre. – Hvordan er det muligt, at jeg 185kunde blive boende seks og firti aar ved Hirschgraben!»

I sin glæde over at have solgt det gamle hus forærede hun en stor sum penge til de fattige, og hun sendte flere gange betydelige summer til sin søn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.