Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige Neste

XXVII. Napoleons-krigene. – Slaget ved Jena. Goethe lader sig vie til Christiane. – Bettina

215Krigene fortsatte. Napoleon havde erklæret Frankfurt neutral; men hans hærmasser togede gjennem byen, og indkvarteringerne og rekvisitionerne sluttede ikke.

«Gud ved, at vi er trætte og mætte af det hele,» skrev fru Goethe til sin søn.

Ved freden i Pressburg, den 26de december 1805, blev Sydtyskland afhængigt af Napoleon. En corsikaner, som man kun havde hørt tale om et halvt snes aar, beseirede i løbet af kort tid de russiske, østerrigske og tyske armeer og knuste det tusindaarige romerske rige.

Den franske general Augereau trængte ind i Frankfurt i januar 1806 og lagde atter tunge skattebyrder paa borgerne.

«Vi lever som midt i krigen, maa betale krigsskat, har en mængde indkvarteringer, selve generalstaben,» skrev fru Goethe den 15de februar til sin søn. «Det komiske er, at vi ikke ved hvorfor; thi der er fred, ialfald med os! – Jeg er, Gud ske tak, kjæk og frisk, har gode venner, som hjælper mig med raad og daad, og har tilegnet mig den livsvisdom, som sultan Baham præker i Wielands «Vintereventyr»: «Sørg for øieblikket og lad Gud sørge for fremtiden.»

Jeg har en garde-artillerist, en behagelig, høflig mand i indkvartering. –

Førstkommende onsdag den 19de februar fylder jeg fem og sytti aar. «Drik da min skaal!!!» –

216Hun var i sin høie alderdom ikke alene tilskuer ved det tyske riges undergang, men hun oplevede at Frankfurt mistede sin selvstændighed. Ved Napoleons magtsprog blev hendes fødeby tilkjendt fyrstbiskop Dalberg, som indlemmede den i sine stater.

Den 6te august 1806 erkjendte Franz af Østerrige det tyske riges opløsning; han nedlagde sin værdighed som tysk keiser. Denne begivenhed greb fru Goethe dybt.

«Jeg er tilmode, som naar en gammel ven er meget syg,» skrev hun til Goethe.Forfatternote: Den 19de august 1806. «Lægerne opgiver ham, man er sikker paa, at han skal dø; men tiltrods for denne vished bliver man rystet, naar der kommer brev om, at han er borte. Saaledes føles det for mig og for hele byen! Igaar blev «keiser og rige» første gang udeladt af kirkebønnen. Illuminationer, fyrverkerier, o. s. v., men intet tegn paa glæde, – altsammen er som begravelsesfester.» –

I Weimar var forholdene omkring dette tidspunkt endnu værre end i Frankfurt. Karl August var ved hæren og kjæmpede paa Preussens side; de fleste medlemmer af hans familie var flygtede ud af det lille land.

Fredrik den stores armé blev knust i slaget ved Jena. Preusserne flygtede gjennem Weimar, franskmændene forfulgte dem, og de franske soldater plyndrede byen og mishandlede befolkningen.

Hertuginde Louise var forbleven paa sin post; efter altid at have været upopulær, blev hun pludselig elsket og æret. En stor del af befolkningen søgte beskyttelse hos hende.

217Mange venner ilede til Goethes hus. Pludselig trængte seksten bevæbnede franske soldater ind og skreg, at de vilde tale med husets herre. Goethe var i øvre etage; han kom ned i sin hvide slobrok og spurgte, hvad de ønskede. Hans mægtige personlighed virkede saa imponerende, at de nedstemte sin tone og høflig bad ham om at drikke et glas med dem.


Han gik atter op i sine egne værelser, hvor han foreløbig blev i ro. Men soldaterne, som var ophidsede af vin, ilede senere paa aftenen op ad trappen, trængte ind til ham og truede ham med sine vaaben. Christiane skyndte sig efter dem; hun kastede sig mellem Goethe og franskmændene, dækkede ham med sit legeme og reddede hans liv.

Tre dage efter skrev Goethe til hofprest Günther:

«I disse dage og nætter er et gammelt forsæt modnet: Jeg vil fuldt og helt anerkjende min lille veninde, som har gjort saa meget for mig, og som ogsaa har gjennemlevet disse timers prøvelser sammen med mig.».

Den 19de oktober 1806 kjørte han og Christiane til slotskirken, hvor de blev viede i sakristiet. 218Til de venner, som kom for at lykønske, sagde Goethe:

«Hun har altid været min hustru.»

Hans officielle giftermaal opfyldte et mangeaarigt ønske hos hans moder. Kort efter vielsen reiste den nye geheimeraadinde i besøg til hende.

«Vi var meget fornøiede og lykkelige sammen,» skrev fru Aja til sin søn.Forfatternote: Den 17de april 1807. «Du kan takke Gud, – et saa elskværdigt, herligt, ufordærvet væsen møder man meget sjelden – Det glæder mig usigelig, at alle mennesker, alle mine bekjendte likte hende saa godt»

I januar 1807 vendte Karl August tilbage til sit lille hertugdømme; han havde mistet al popularitet. Hans folk var forbitret, fordi han havde været fraværende, medens hans rige blev herjet. Napoleon var forbitret, fordi han havde holdt fast ved Preussen. Han maatte underkaste sig ham og slutte sig til Rhin-forbundet.

Ogsaa hans moder, som havde været paa flugt, vendte nu tilbage sammen med den trofaste frøken von Göchhausen, der havde fulgt hende. Hertugen af Brunswig – hendes elskede broder – var død efter at have mistet sin krigerberømmelse og sit land. Hendes fædrenehus var gaat under, hendes store onkels rige var bleven ødelagt, og flugten og modgangen havde knækket hende fuldstændig.

Anna Amalie døde den 10de april 1807 efter faa dages sygdom.

«Vor kjære hertugindes bortgang har rørt mig dybt,» skrev fru Goethe. «De smukke erindringer, som jeg har om hende, er mig nu dobbelt kjære. 219Det er mange aar, siden vi kom bort fra hinanden – som det saa ofte gaar i livet –, men de gode minder fra fortiden er aldrig bleven udviskede af min erindring.» – –

I sine sidste aar fik fru Goethe en ny ven; Maxe Brentanos yngste datter Bettina sluttede sig til hende med ungdommens sværmeriske hengivenhed.

Hendes moder havde søgt trøst hos fru Aja i sit ulykkelige egteskab. Hendes broder Clemens, der blev berømt som digter, havde fundet ly hos hende, naar verden haanede ham. Ogsaa Bettina havde kjendt hende fra sin tidlige barndom; men hun havde tilbragt sin første ungdom hos sin bedstemoder i Offenbach, og hun var tyve aar gammel, da hun traadte hende nærmere.

Hendes intime veninde forfatterinden Caroline von Günderode blev sindssyg og forkortede sit liv. I sin sorg bad den unge pige raadsherinden om trøst og venskab.

«Vi vil forsøge det,» svarede hun.

Hvor forskjellig den excentriske Bettina end var fra den ligefremme og kjernesunde «Frau Rat», kastede hendes ungdom og hendes overstrømmende begeistring for sønnen et solskjær over den gamle dames sidste dage. Naar hun var i Frankfurt, besøgte hun hende hver eneste dag. Hun pleiede at styrte ind til hende med favnen fuld af blomster og grene, som hun havde plukket paa sine spadserture i byens omegn. Hun kastede blomsterne paa gulvet, satte sig paa en skammel ved hendes fødder og lagde hovedet i hendes skjød.

«Du kaster blomsterne bort, skjønt du har baaret dem den lange vei,» sagde fru Goethe; – hendes 220pige maatte bringe et fad, og hun ordnede dem selv. Bettina bragte hende ogsaa gaver og udsøgt frugt. Da hun en dag saa deilige pærer i en have, sprang hun ind og stjal et par af dem, og de smagte raadsherinden udmerket.

Naar den unge pige sad hos hende paa den lave skammel og lyttede spændt til hendes ord, gjenoplevede hun i erindringen den lykkelige tid, da Wolfgang var ung og i hendes nærhed; hun fortalte hende om hans barndom og fremsagde de af hans digte, som hun især elskede. Ofte læste hun Mignons sang for hende:

«Nur wer die Sehnsucht kennt,
Weiss was ich leide.»

«Skjønt du var saa langt borte fra hende og saa længe var skilt fra hende, har intet menneske forstaat dig bedre end din moder,» skrev Bettina til Goethe.

Hendes yndlingsdigt var:

«So lasst mich scheinen, bis ich werde;
Zieht mir das weisse Kleid nicht aus!
Ich eile von der schönen Erde
Hinab in jenes feste Haus.

Dort ruh’ ich eine kleine Stille,
Dann öffnet sich der frische Blick;
Ich lasse dann die reine Hülle,
Den Gürtel und den Kranz zurück.

Und jene himmlischen Gestalten,
Sie fragen nicht nach Mann und Weib,
Und keine Kleider, keine Falten
Umgeben den verklärten Leib.

Zwar leb’ ich ohne Sorg’ und Mühe,
Doch fühlt’ ich tiefen Schmerz genung.
Vor Kummer altert’ ich zu frühe;
Macht mich auf ewig wieder jung!»

221Hun kaldte dette digt sin trosbekjendelse.

Helt kunde de mødes i sin kjærlighed til den store digter, som moderen saa gjerne talte om, og som Bettina aldrig blev træt af at høre om.

Goethe sendte hende nogle venlige linjer gjennem sin moder. Hun svarede ham i et overstrømmende brev. Vaaren 1807 reiste hun til Weimar.

«Den lille Brentano har altsaa alligevel sat sin vilje igjennem og set Goethe,» skrev fru Aja til sin svigerdatter. «Jeg tror, at hun ellers vilde være bleven sindsforvirret; thi noget lignende har jeg aldrig oplevet! Hun vilde klæde sig som gut og vandre paa sin fod til Weimar. Ifjor vinter var jeg ofte rigtig ængstelig for pigebarnet. Gud ske tak, at hun endelig har faat sin vilje paa skikkelig maade.»

Kort efter skrev hun igjen om hende til svigerdatteren:

«Det staar ikke til at negte, at hun er fuld af egenheder, og det er ganske naturligt, at man bedømmer hende galt. Hun har igrunden ingen anden her end mig. Hun kommer til mig hver dag, – det er næsten hendes eneste glæde! Jeg maa da fortælle hende om min søn, senere maa jeg fortælle eventyr. Hun paastaar, at intet menneske kan fortælle som jeg.»

Den 19de mai 1807 skrev fru Goethe til sin unge veninde:

«Gode, kjære, bedste Bettina!

Hvad skal jeg sige dig, hvordan skal jeg takke dig for den store fornøielse, du har gjort mig! Din gave er smuk og udmerket; men din kjærlighed og dine gode tanker er mere værd og gjør mig mere 222glæde, end de døde bogstaver kan udtrykke. Glæd mig i hjerte, sind og sjæl og kom snart tilbage til mig. Du er bedre, kjærere, større end de mennesker, som krabber rundt omkring mig. Man kan ikke egentlig kalde deres gjøren og laden for liv; der findes ikke en gnist hos dem, hvor man skulde kunne tænde en fyrstik, – de spærrer munden op i forundring over hver tanke, som ikke staar i ABC-bogen. Men nok om dette! Lad os komme. til noget, som holder os skadesløs: Min glæde var stor, da jeg hørte af min svigerdatter, at du var i Weimar, du gjorde dem megen glæde, man beklagede kun, at du blev saa kort. – Hvor meget vi vil have at fortælle hinanden!!! Kom derfor snart og glæd hende, som, indtil teppet falder, er og bliver

din sande veninde
Elisabetha Goethe.»

Alt, hvad fru Goethe fortalte, hevarede Bettina i sin erindring, og mange af hendes udtalelser skrev hun straks ned. «Jeg gjorde det ikke af anden grund end fordi jeg blev overrasket over hendes aand, og fordi det var saa merkværdigt, at hun var det eneste grønne træ blandt saa mange tørre kviste,» sagde hun.

Hun kom til Goethe som budbringer fra hans moder. Ved at gjentage alt, hvad fru Aja havde fortalt hende, vakte hun minderne fra hans ungdom; og det styrkede baandet mellem dem, at hun gjorde hans moder glæde. Mødet med den store digter var opfyldelsen af hendes skjønneste drøm; hun overøste ham med stormende tilbedelse, og der opstod et 223poetisk venskab mellem dem, som efterfulgtes af en brevveksling, der varede flere aar.Forfatternote: Bettina blev senere en berømt forfatterinde. Kort efter fru Goethes død egtede hun Achim von Arnim. Da hun og hendes mand kom til Weimar for at besøge Goethe, fik venskabet en braa afslutning: Bettina fornærmede Christiane, som svarede heftig og blev dybt krænket. Goethe tog parti for sin hustru og tilgav det aldrig. Bettina gjensaa ham først 1824, længe efter Christianes død.

I sine breve gjentager Goethe:

«Bliv ved at holde af min moder! – Skriv til moder og bed hende om at skrive til dig. Hold af hin anden! Man vinder selv saa uendelig meget, naar man vinder en anden ved kjærlighed.»

«Bliv ved at betragte min moders hus som et hjem,» skrev han en anden gang til hende; «du er bleven saa meget for hende, at hun ikke kan undvære dig; stol paa min taknemmelighed og min hengivenhed!»

Ogsaa paa sine ældre dage betragtede Bettina Goethes retlinjede moder som et forbillede for alle kvinder.

«Gid jeg endnu havde moderen,» sagde hun; «jeg vilde foretrække hendes selskab for alle andres. – Naar jeg var sammen med hende, behøvede jeg ikke at opleve store ting: en solstraale, sneen, som faldt, lyden af et posthorn vakte følelser, erindringer og tanker.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.