V. Syvaarskrigen. – Stridigheder mellem borgermester Textor og Goethe. – Toranc

Syvaarskrigen brød ud. Mørke skyer trak sammen over Frankfurt.

Fredrik den store faldt ind i Sachsen. Blandt Frankfurts borgere var der sympati for den preussiske konge; men som rigshovedstad stod byen paa den tyske keisers side, og franskmændene var hans forbundsfæller.

Den første tid merkede man lidet til krigens rædsler. Men nytaarsdag 1759 blev Frankfurt overrumplet af syv tusinde franskmænd, som tog byen i besiddelse og benyttede den som støttepunkt for sine krigsforholdsregler. Borgermester Textor stillede sig med kraft paa den tyske keisers side; alle hans døtre var nu gifte, og de fleste af hans svigersønner var enige med ham. Men Goethe var tilhænger af kongen af Preussen, og hans beundring for 34ham voksede fra dag til dag. Det kom til lidenskabelige scener mellem svigerfader og svigersøn, og dette skabte vanskeligheder for familiens damer.

Fru Textor og fru Goethe var fredsmæglere, hvilket i høi grad var paakrævet i denne tid.

Næsten alle familier fik indkvarteringer. En adelsmand fra Provence, François de Toranc, blev indkvarteret hos Goethes. Det var ham, som havde lagt planen til byens overrumpling, og han havde gjennemført den med stor klogskab. Som belønning blev han udnævnt til «Lieutenant de Roy»; han havde det hverv at udjevne stridigheder mellem borgerne og de militære.

Da han traadte ind i huset ved Hirschgraben, gjorde han straks et behageligt indtryk; han var en høi, alvorlig mand, med en rolig, behersket fremtræden. Han blev enig med husets eier om, hvilke værelser der skulde overlades ham, og hvilke der vedblivende skulde være til familiens afbenyttelse. Da han hørte tale om en malerisal, blev han meget interesseret; han bad om at faa se den straks, skjønt det allerede var aften. Lysene blev tændt, og raadsherren fulgte ham; da man fortalte, at de fleste af kunstnerne boede i Frankfurt, udtalte han ønsket om at lære dem at kjende og at gjøre bestillinger hos dem.

Han optraadte overhovedet paa den mest forbindtlige maade. Men Goethe var rasende over at maatte modtage en af de bittert hadede franskmænd i sit velindrettede hjem, som nylig var bleven færdigt efter ombygningen, og hvor han selv havde ordnet alt nøiagtig og smukt. Skjønt han talte flydende fransk, holdt han sig efter det første møde paa 35afstand fra ham; han ærgrede sig daglig over alle de smaa ubehag, som indkvarteringen førte med sig.

Det egentlige besvær hvilede paa husets frue; men istedetfor at lette hendes byrder, forøgede han dem ved sit slette lune. For børnene havde indkvarteringen den behagelige følge, at den strenge fader overlod dem mere til sig selv.

Kongen af Preussens venner spredte ud et rygte om, at enkelte af byens borgere havde hjulpet franskmændene, da de trængte ind. Textors misundere antydede, at portene var bleven aabnede med borgermesterens samtykke, og at han havde modtaget gaver for denne hjælp.

Familien Goethe pleiede at tilbringe søndagene hos Textors. Elisabeth og børnene glædede sig hele ugen til dette besøg og til haven, hvor det bugnede af blomster og frugter. Wolfgang siger i sine erindringer, at de dage og timer, han tilbragte i bedstefaderens hus, var de behageligste i hans barndom. Ogsaa den gamle satte pris den værdighed, som omstraalede hans svigerfader; men opirret over de politiske forhold glemte han nu alle hensyn.

Ved en barnedaab hos pastor Starck, som var gift med en anden af borgermesterens døtre, kom det til en voldsom scene mellem de to mænd. Man talte om franskmændenes ophold i byen. Goethe slyngede bebreidelser ud mod sin svigerfader, og borgermesteren tilretteviste ham skarpt. Raadsherren mistede fuldstændig sin sindsligevegt; han raabte, at han forbandede de mennesker, der havde hjulpet franskmændene til at komme ind i Frankfurt, og at 36han aldrig vilde røre de penge, som Textor havde modtaget for at forraade sin by.

Sønnesønnen siger, at han aldrig saa sin bedstefader heftig eller vred. Men denne fornærmelse gjorde ham rasende: Han reiste sig og kastede en kniv efter sin svigersøn, der trak sit sverd, som han efter tidens skik bar ved sit bælte. Alle tilstedeværende var forfærdede; pastor Starck besvimede af skræk.

Naar denne strid kunde udjevnes og forholdet atter blev taaleligt, skyldtes det helt og holdent fru Textor, som stiftede fred.

Kongeløitnanten blev boende tre aar i Goethes hus. Disse aar rummede sindsbevægelser og megen sorg for husets frue. Kort efter at Toranc var flyttet ind, døde hendes næstældste søn, Herman Jakob, af kopper. Ogsaa Wolfgang blev angrebet; hendes skjønne yndlingsbarn blev vansiret og forandret, og man saa spor af sygdommen indtil hans ældre aar. Omtrent paa samme tid fødte fru Goethe sin yngste søn, Georg Adolph, som døde snart. Og en ualmindelig smuk og elskværdig liden datter, Maria, døde halvtredie aar gammel. Det trængtes sjælsstyrke for at bære alt dette med sindsligevegt, medens huset var fuldt af franskmænd.

Man havde en eneste trappe, som gik gjennem alle etager. Arrestanter blev bragt ind og ført ud, officerer kom og gik, borgere fik foretræde med sine klager, kongeløitnanten holdt desuden aabent taffel. Man hørte uafladelig stemmer i forhallen, skjønt tjenerne var stilfærdige og flinke og alt gik regelmæssig til.

37Frankfurterne var i begyndelsen mistroiske mod Toranc, og de modarbeidede ham. Men soldaterne blev strengt straffede, hvis de traadte borgernes rettigheder for nær. Kongeløitnanten opretholdt orden med seig energi, og han gjennemførte nyttige reformer. Af de gamle dokumenter i Frankfurts stadsarkiv ser man, at han var en særdeles dygtig officer og en udmerket administrator. Takket være ham fik den tyske rigshovedstad et velordnet politi- og brandvæsen, nye sygehuse og mere lægehjælp, samt bedre belysning og brolægning.

En leietjener ved navn Dine var hans tolk. Han boede i nærheden, og fru Goethe havde altid været velvillig mod ham og hans familie. I ledige stunder gik han ind til hende. Hun ønskede at lære fransk, og han lærte hende en mængde franske talemaader. Toranc følte sig smigret over, at hun gjorde sig saa megen umage for at lære hans sprog; da hun ved stor elskværdighed gjorde godt igjen, hvad hendes mand ødelagde ved sit ubehagelige væsen, blev tilstanden i huset taalelig, og der opstod et venskabeligt forhold 38mellem dem. Hans folk havde befaling til ikke atat] rettet fra: at at (trykkfeil) gjøre noget, der kunde foraarsage udgifter for husets eier; og børnene fik næsten daglig af de gode sager fra hans middagsbord.

Wolfgang og Cornelia morede sig med at betragte de mange mennesker, som kom og gik i huset. Ude paa gaden saa de troppernes gjennemmarsch samt militærparader. Et fransk skuespillerselskab kom til byen, og borgermester Textor sendte sine fribilleter til sin datter. Skjønt raadsherren gjorde modstand, drev moderen igjennem, at Wolfgang fik lov til at bruge billetterne; han gjorde paafaldende fremskridt i fransk, blev fortrolig med fransk literatur og overraskede sin fader med et lidet fransk teaterstykke, som han havde digtet.

Langfredag 1761 stod der et slag mellem preusserne og franskmændene udenfor Frankfurts mure. Goethe var vis paa preussernes seir. Han besluttede at gaa dem imøde. Paa gaden mødte han vogn efter vogn fulde af saarede og døende, som blev kjørt ind i byen; men udenfor Friedberger port var det stille, han vovede sig derfor et godt stykke videre.

Pludselig begyndte kuglerne at suse. Flygtende, som ilede forbi ham, fortalte, at det var franskmændene som seirede. Dybt skuffet gik han tilbage til sit hjem, hvor han stængte sig inde i sit værelse. Samtidig kom Toranc tilbage; Wolfgang og Cornelia stod ved døren, og de lykønskede ham i anledning af seiren.

Moderen ordnede imidlertid aftensbordet. Hun bad gjentagne gange sin mand om at komme; men han rørte sig ikke. Hun turde ikke sende maden op til 39ham, da hun var bange for, at dette vilde ophidse ham mere.

Omsider bestemte han sig til at gaa ned i spisestuen. Han maatte forbi Torancs leilighed, hvor der stod fuldt af mennesker udenfor. Pludselig blev døren aabnet; franskmanden kom ud og rystede hans hænder.

«De lykønsker os vel ogsaa til vort held paa denne farefulde dag,» sagde han.

«Jeg vilde ønske, at man havde jaget eder alle til helvede, selv om jeg havde maattet reise med,» skreg raadsherren.

«Disse ord skal De angre,» svarede Toranc; han trak sig øieblikkelig tilbage til sine værelser.

Goethe, som havde faat luft for sit onde lune, fortsatte sin gang nedad trappen og satte sig tilbords.

Straks efter blev husfruen kaldt ud. En adjutant var kommen for at meddele hende, at kongeløitnanten havde befalet, at hendes mand skulde fængsles. Hun bønfaldt officeren om at vente med at udføre hans ordre. Derefter skyndte hun sig til tolken for at bede ham om at opbyde alt for at stemme Toranc til mildhed. Efter en stunds forløb vendte Dine tilbage. Kongeløitnanten forstod den vanskelige stilling, hvori fru Goethe befandt sig paa grund af hendes mands urimelighed. Haus vrede havde lagt sig, og arrestordren blev tilbagekaldt.

Efter dette sammenstød forlangte husets eier bestemt, at Toranc skulde søge en anden bolig.

Nogle maaneder efter blev han befriet for sin indkvartering. Men kongeløitnanten blev endnu boende to aar i byen.

40Efter indstilling af Frankfurts borgere ophøiede den tyske keiser ham til greve. Da freden var sluttet, blev han underguvernør paa St. Domingo. Senere vendte han tilbage til Frankrige; hvor han blev generalmajor («maréchal de camp»).

Han giftede sig først efter at han havde taget afsked fra militærtjenesten.

Man paastod i Frankfurt, at raadsherre Goethes had til «kongeløitnanten» ikke udelukkende bundede i hans uvilje mod franskmændene, men at han var skinsyg paa ham.

Nogle høitstaaende familier, som grev Toranc pleiede at besøge, havde udspredt et rygte om, at han var forelsket i Elisabeth Goethe.

Paa hans slot i Frankrige skal der være bleven fundet en pakke breve fra Goethes moder.Forfatternote: Georg Brandes nævner i sin bog om Goethe, at den franske forfatter Leon Blum har fortalt ham om disse breve.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.