XXIII. Fru Goethe som bedstemoder. – Familien Schlosser og familien Nicolovius. – Frankfurts bombardement 1796

Vi ved, at Cornelia havde efterladt to døtre, Louise og Julie; i sit egteskab med Johanna Fahlmer havde Schlosser en datter og en søn, Henriette og Edvard. Fru Goethe elskede dem alle høit; hun vekslede stadig breve med dem, de besøgte hende ofte, hun legte med dem, fortalte historier og sørgede for adspredelser og glæder. I et af sine breve til børnene skriver hun:

«Den tykke Catharina spørger hver dag, om ikke Edvard og lille Jette snart kommer igjen; hun glæder sig umaadelig til atter at se paa vagtparaden sammen med eder. Og ElisabethForfatternote: Elisabeth Hoch. vil gjerne lave brændt melsuppe.»

Kort før hun flyttede fra det gamle hus, fik hun underretning om, at hendes datterdatter Julie var død efter længre tids sygelighed. Budskabet gik hende meget nær. Men den, som stod hendes hjerte nærmest, var Louise, der lignede hende af temperament og karakter.

186Nogen tid efter søsterens død blev hun forlovet med Ludvig Nicolovius, der blev udnævnt til sekretær hos hertugen af Oldenburg og flyttede til Eutin. Bryllupet fandt sted i Ansbach, hvor Schlossers opholdt sig. Han havde taget afsked fra sit embede og levede for sin literære virksomhet. Det var hans hensigt at flytte efter de unge til Eutin, hvor flere af hans gamle venner var bosatte.

«Nu kan du se, at Gud allerede her nede belønner gode børn,» skrev fru Goethe til Louise i anledning af hendes forlovelse. «Er ikke dit egteskab næsten et under; og at det ordner sig saa, at dine kjære forældre og søskende reiser med dig! Det havde ikke kunnet ske, hvis der ikke havde været krig i landet. Husk dette hele dit liv! – Den Gud, som kunde opvække børn af stene, kan ogsaa vende det til det bedste, som vi i vor frygtagtighed betragter min ulykke. –

Kjære Louise, du eneste, som jeg har igjen efter en dyrebar, evig elsket datter, – Gud velsigne dig! Vær en trofast egtefælle for din brave, fremtidige mand! Gjør livet saa lyst og lykkeligt for ham, som du er istand til! Vær en god hustru og tysk husmoder, da vil intet forstyrre din indre ro, din sjælefred.

Bliv ved at holde af din bedstemoder, selv om du er langt fra hende. Min velsignelse følger dig, hvor du end er.»

Bedstemoderen glædede sig meget, da hun det følgende aar fik vide, at hendes kjære Louise ventede en arving. Hun skrev til sin søn:Forfatternote: Den 2den februar 1796.

«Mit barnebarn Louise skal ligge i barselseng i 187mars maaned, – da bliver jeg oldemoder! For at feire denne begivenhed end mere, besluttede jeg at tage et arbeide for mig, som jeg tør vædde, at ingen oldemoder har gjort siden verdens skabelse, – og det er et sterkt stykke! Jeg forfærdiger kniplinger til barnets udstyr, til kapperne og de smaa ærmer. Det er intet juks, men tre finger brede Brabanter-kniplinger, og vel at merke: kniplede uden briller! Tænker du paa de korte dage og de mange hindringer, maa baade du og alle andre, som hører om det, rose min flid; thi underverket er fuldt færdigt og allerede afsendt.»

Da den lille verdensborger indfandt sig, var hun i den syvende himmel. Hun skrev til Louise og Ludvig Nicolovius:

«Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødig godt os uforskyldt tilsender! Ja, – mod eder, mod mig og os alle har Han atter vist sig som den, der er god, og hvis miskundhed varer evindelig! Lovet være hans hellige navn! Amen.

Kjære børn, Gud velsigne eder i eders nye værdighed! – – Hvor omhyggelig vil du ikke blive pleiet paa sjæl og legeme, min lille yndling! Den gode sæd vil tidlig blive saaet i dit unge hjerte! – – Oldemoder kan ikke bidrage noget til alt det gode; afstanden er for stor. Du kan være glad over dette, kjære Johan Georg Edvard! Oldemoder forstaar sig ikke paa at opdrage børn og passer slet ikke til at gjøre det. Naar de ler og er venlige, lader hun dem faa sin vilje i alle dele; og naar de græder og trækker munden paaskjæve, prygler hun dem uden at undersøge nøie, hvorfor de ler, hvorfor de græder. 188Men jeg vil elske dig, glæde mig hjertelig over dig, ofte og varmt bære dig frem for Gud i mine bønner, og give dig min oldemoderlige velsignelse.» – –

Naar hendes svigersøn havde besluttet at reise saa langt bort som til Eutin, var en af hovedgrundene den, at han haabede at komme bort fra krigen; han var slagen af rædsel for de franske tropper.

Men inden han og hans familie drog mod Norden, vilde de aflægge et langt besøg hos moder Goethe.

Hun glædede sig overmaade til deres ankomst. Men besøget blev mindre behageligt, end hun havde ventet.

Frankfurternes haab om nu at faa leve i ro gik ikke i opfyldelse.

Preussen havde visselig sluttet fred. Men striden mellem Frankrige og Østerrige vedblev at rase, og kampene bølgede frem og tilbage i rigshovedstadens nærhed. St. Hansdag 1796 skrev fru Goethe til sin søn:

«Her har alle igjen været i forfærdelig angst. Man har pakket ind og reist afsted. – – Under alt dette virvar var jeg ligesaa rolig, som jeg tidligere har været: Jeg pakkede ikke ind, rørte mig ikke; mad og drikke smagte mig, og jeg sov godt. Mine erfaringer gjorde mig forhaabningsfuld. Han, som har hjulpet os tre gange, har ikke glemt os! Han kan ogsaa hjælpe os nu, og Han gjorde det gjennem de brave sachsere, som frelste os for denne gang.

Det bidrager ikke lidet til min sindsligevegt, at jeg bor mellem saa gode mennesker, der optraadte ligesaa rolig og stille som jeg; naar man er blandt ængstelige harer, koster det dobbelt besvær at holde sig opreist. – Schlosser var ti dage her med hustru 189og børn. Stor fornøielse bragte det mig ikke; thi der var megen uro, og al hans hu stod til det forjættede land i Norden.»

Den 12te juli 1796 blev Frankfurt bombarderet af general Kleber. En mængde mennesker blev saarede, og over hundrede og femti huse brændte ned; ogsaa fru Goethes barndomshjem gik op i flammer. Den skade, bombardementet foraarsagede, blev beregnet til mange millioner. Bomberne regnede ned i den bydel, hvor hun boede. Folk, som hun kjendte, blev dræbte paa gaden.

Østerrigerne maatte trække sig tilbage, franskmændene tog byen i besiddelse og plyndrede og mishandlede den værgeløse befolkning. Raadmændene blev fængslede, og fienden forlangte ogsaa denne gang en uforholdsmæssig krigsskat. Men borgerne var ikke mindre ivrige end før for at hjælpe og frelse sin by: man bragte guld og sølv fra kirkerne og fra de enkelte familier; selv de fattige bragte sine børns daabsgaver.

Det blev fra nu af betragtet som et stort vovespil at blive i Frankfurt. Atter overveiede Goethe, om han ikke burde overtale sin moder til at komme til ham i denne trængselstid. Men han opgav det. «Saa vant som hun er til den store og livlige by, tør jeg ikke foreslaa det indtrængende,» skrev han.

«Af aviserne vil du have set, i hvilken stilling din fødeby nu befinder sig,» skrev fru Goethe til sin søn.Forfatternote: Den 22de juli 1796. «]eg var ikke det mindste bange for franskmændene og deres indrykning, jeg var sikker paa, at de ikke vilde plyndre. Hvorfor skulde jeg pakke 190ind? Jeg lod alt staa paa sin plads og var ganske rolig. Forøvrig troede intet menneske, at de keiserlige vilde blive her; – det var ogsaa det rene vanvid, som begivenhederne viste! Da de alligevel blev staaende, begyndte sagen at blive betænkelig. Det hus, hvor jeg bor, er i fredstid et af de smukkeste i byen; men desto forfærdeligere er det paa dage som de, vi oplevede. Kommandanten for de keiserlige tropper boede ligeoverfor mig, og jeg saa hele elendigheden: franskmænd med bind for øinene, vor borgermester, alle i angst for, hvad der forestod.

Mod aftenen den 12te begyndte bombardementet. Vi satte os nede i stuen hos vor vert. Da det stilnede noget, gik vi i seng. Ved to-tiden om morgenen begyndte det igjen, og vi sprang ud af vore senge. Nu pakkede jeg ind, ikke af frygt for franskmændene, men paa grund af branden. I løbet af et par timer var alt flyttet ned i kjelderen med undtagelse af jernkisten, som var for tung for os. Jeg sendte bud efter min svoger major Schulers furér og en anden kraftig mand, og de fik lykkelig anbragt den i kjelderen.

Indtil dette tidspunkt var jeg rolig. Men nu kom saa forfærdelige efterretninger om, at baade den ene og den anden (folk, som jeg kjendte!) var bleven dræbt af granater eller havde mistet en arm eller et ben o. s. v. Jeg begyndte at blive bange og besluttede at reise bort, – men ikke langt, kun for at undgaa bombardementet.

Intet kjøretøi var at opdrive for betaling. Omsider fik jeg høre, at en nabofamilie skulde kjøre til Offenbach; jeg bad dem om at tage mig med, og de samtykkede med stor elskværdighed.

191Jeg hører ikke til de ængstelige sjæle; men denne skrækkelige nat, som jeg tilbragte ganske rolig i Offenbach hos mama La Roche, vilde kanske i Frankfurt have kostet mig livet eller ialfald helbreden. Den 12te, 13de og 14de blev jeg derfor i mit fristed. Morgenen den 15de kom efterretning om, at byen havde overgivet sig, og at man ikke længer behøvede at frygte for at blive dræbt. Men man maatte komme samme dag; thi den 16de skulde franskmændene rykke ind, og derefter vilde portene blive stængt.

Nu vilde jeg for ingen pris blive i Offenbach: For det første havde man kunnet tænke, at jeg var udflyttet; for det andet havde man kunnet tage mine smukke værelser fra mig, da de stod tomme, – jeg havde nemlig taget mine tjenestepiger med mig. –

Atter var jeg i nød; det var for anden gang umuligt at opdrive et kjøretøi. Da forbarmede vor gamle ven Hans André sig over mig; han gav mig sin smukke lille vogn, og snart var jeg igjen i «Goldener Brunnen». Jeg takkede Gud af ganske hjerte for, at jeg var bleven reddet, og for, at min bolig stod urørt.»

Den første august skrev hun igjen til sønnen:

«Vor stilling er i enhver henseende fatal og betænkelig, men det har aldrig været min sag at ængste og græmme mig før tiden. Fra gamle dage har jeg befundet mig vel ved at stole paa Gud, benytte øieblikket, holde hovedet høit og bevare min egen ærede person fra sygdom (thi nu vilde sygdom være meget ilde anbragt!). – Og jeg agter at holde ved paa denne vei.

De fleste af mine venner har forladt byen, teatret er lukket, intet menneske opholder sig i haverne. 192Jeg er derfor hjemme næsten bestandig. Her spiller jeg piano, trækker ud alle registre, dundrer løs, saa at man kan høre det paa hovedvagten, læser alt muligt mellem hverandre – Musernes kalender, – Voltaires verdenshistorie – og glæder mig over min smukke udsigt. Paa den maade gaar baade den gode og den mindre gode dag.»

Østerrigernes seir ved Würzburg forandrede stillingen pludselig; franskmændene maatte rømme byen. Den 17de september skrev fru Goethe:

«De keiserlige tropper er nu her igjen, – Gud give, at de blev til krigens slutning! Vi var som under bøddelens haand i de syv uger. – Den 8de stod jeg op klokken fem om morgenen. Til min uudsigelige glæde saa jeg vore frankfurtersoldater ved hovedvagten. Jeg hentede min lorgnet; thi jeg turde ikke tro mine egne øine. De gik frem og tilbage bevæbnede med stokke; franskmændene havde taget med sig alle geværer. – Det er umuligt at beskrive, hvad jeg følte. Da jeg om aftenen hørte vor egen tappenstreg, var dette deiligere musik for mig end en af Mozarts operaer.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.