XIV. Anna Amalie og fru Goethe. – Goethe og Karl August besøger digterens forældrehjem

Wielands beskrivelse af den maade, hvorpaa han og hans ven var bleven modtagne hos Goethes, vakte stor jubel i Weimar; alle fik lyst til at besøge «Casa santa». Navnlig ønskede Anna Amalie at lære Goethes moder at kjende; hun paa sin side vilde gjerne træffe hertuginden, der kraftig tog parti for hendes 106søn mod hoffolkenes intriger. Medens mange forargede sig over hertugens venskab for ham, havde moderøiet hurtig opdaget, hvilken god indflydelse han kunde faa paa Karl August, der var saa vanskelig at lede.

Fulgt af sin mangeaarige hofdame, frøken von Gochhausen, og sin kammerherre Einsiedel, gjorde hun en Rhin-reise sommeren 1778. Paa denne reise besøgte hun Frankfurt to gange.

Fyrstinden havde i Weimar kun truffet faa interessante og originale kvinder. Hun blev ligesaa glad i fru Goethe som de fleste andre, der kom i berøring med hende. Hun kaldte hende «sin kjære moder», og hun behandlede hende, som om hun virkelig kunde være det.

De to damer havde alle betingelser for at forstaa hinanden. Begge var spøgefulde, livlige og friske. Ingen af dem kunde udstaa former, baand og tvang; ingen af dem veiede sine ord, og forstillelse var begge en vederstyggelighed.

Samme sympati som fru Goethe mødte hos hertuginden, mødte hun hos hendes muntre og vittige hofdame, der ligeledes sluttede venskab med hende. Og kammerherre Einsiedel skrev:

«Goethes moder overgaar al beskrivelse.»

Ogsaa raadsherren glædede sig over det høie besøg.

Han befandt sig endnu saa vel, at hans hustru kunde tænke paa en reise til Weimar. Hertuginden foreslog, at Kranz skulde komme til Frankfurt, passe huset ved Hirschgraben og adsprede den gamle mand med sin musik.

107I sine samtaler med Eckermann fortalte Goethe mange aar efter, hvor meget Anna Amalie havde holdt af hans moder, og i hvor høi grad hun havde ønsket, at hun skulde flytte til Weimar. Men sønnen havde ingen iver vist i denne sag. «Min moder sagde altid, at man ikke burde bo andre steder end i Frankfurt,» sagde han.

Efter besøget begyndte en livlig brevveksling mellem hertuginden og frøken von Göchhausen paa den ene side og Goethes moder paa den anden. «Naar hertuginden faar brev fra fru Aja, taler hun ikke om andet,» skrev Wieland til Merck; «det er, som om der var vederfaret hende en stor lykke.»

Hendes breve var aabne og hjertelige, skjønt hun efter datidens skik sluttede dem med underdanige ord til fyrstinden.

Anna Amalie sendte hende et maleri, der skulde hænges op i den gule sal, som nu skulde kaldes «Weimar-værelset».

«Naar min ensomhed trykker eller slette mennesker i min nærhed bliver mig besværlige og luften omkring mig bliver saa tung, at jeg ikke kan puste, vil jeg gaa ind i denne kjære stue,» skrev fru Goethe den 17de august 1778 til hertuginden. «Først vil jeg tænke paa, at den elskværdigste fyrstinde ogsaa har vandret op og ned derinde; derefter vil jeg andægtig betragte den ene efter den anden af mine ting. Min indbildningskraft vil straks hensætte mig til Weimar; og alt, hvad der trykker, daarlig lune, kjedsomhed, og hvad de onde aander ellers heder, vil flygte over hals og hoved.»

Hertuginden blev ved at overøse hende med 108gaver, og den 24de november takkede hun hende atter:

«Jeg blev saa sjæleglad, at jeg ikke vidste, om jeg først skulde læse eller betragte, betragte eller læse, kort sagt, fru Aja opførte sig besynderlig! Omsider faldt mit øie paa brevet fra vor elskværdige fyrstinde, og dermed var sagen afgjort. – –

Reisen til det kjære, kjære Weimar kan vel komme istand til vaaren. Merck paastaar, at den maa blive af. Deres høihed kan let forstaa, at dette vilde være den høieste jordiske lykke for fru Aja. – Fader, der beder Deres høihed om at modtage hans underdanigste hilsener, optog i fuldt alvor det naadige tilbud om at sende Kranz til ham under mit fravær, og han glædede sig meget over at skulle blive underholdt paa denne maade. Deres høihed ser saaledes, at sagen kan lade sig ordne og ikke synes aldeles umulig. Indtil timen slaar, fortæller jeg mig de deiligste eventyr og er lykkelig i haabet. – –

Tirsdag morgen.

I hele nat drømte jeg om Weimar, men især om Deres høihed!

Jeg syntes, at jeg gik over gaden; Deres høihed sad paa balkonen i «Det røde hus»Forfatternote: «Det røde hus» var et af de fornemste hoteller i Frankfurt. og raabte til mig, at jeg skulde komme op. Jeg havde stor lyst, men maatte først udrette og gjennemkjæmpe en mængde ting, der i drømme forekom mig meget vigtige. Alt dette vilde jeg gjøre i en fart, og jeg arbeidede i saa stor angst, at jeg vaagnede.

Ganske uden betydning kan drømmen ikke være; 109thi undertiden betragter jeg det som umuligt at lade fader være alene, – det gaar for meget op og ned med ham! Det ene øieblik tror han, at det kan ske, det næste øieblik bliver han syg ved den blotte tanke paa, at jeg skal reise fra ham.»

Den 30te mai 1779 kom Merck til Weimar, men fru Aja var ikke med; hendes mand kunde ikke undvære hende, da det kom til stykket.

«Einsiedel siger, at han fandt moder Aja meget forandret,» skrev Anna Amalie faa maaneder efter til Merck. «Skal den elskværdige dame altid have det saa ondt?»

Hendes lyse syn paa livet truede i denne tid med at svigte, alene som hun var med den gamle mand. Men atter kom der en stor og uventet glæde: Den 9de august 1779 fik hun følgende brev fra sin søn:

«Hidtil har jeg maattet trænge tilbage min længsel efter at gjense Dem; forholdene har gjort det mere eller mindre nødvendigt for mig at blive her. Men nu kan der frembyde sig en leilighed; jeg maa imidlertid bede Dem om at hemmeligholde sagen strengt.

Hertugen har lyst til at gjøre en Rhin-reise i høst; i saa tilfælde reiser jeg sammen med ham og kammerherre Wedel. Vi vil gjerne bo hos Dem, kun blive nogle dage for at undgaa markedsforlystelserne, samt reise videre med baad. Derefter vil vi komme tilbage, opslaa vore telte hos Dem og besøge naboskabet.

Prosaisk eller poetisk opfattet er dette kronen paa Deres tidligere liv: jeg vil for første gang komme tilbage til mit fædreland helt frisk og glad og paa en saa ærefuld maade, som det er muligt.

110«Men da jeg ogsaa gjerne vil, «at vinen skal lykkes vel paa Samarias bjerg, og at man skal blæse fløite dertil» – saa er det mit høieste ønske, at De og fader vil modtage os med aabne og varme hjerter og takke Gud, der lader eder gjense eders søn under saa ærefulde forhold.

Da jeg har modstaat alle fristelser til at flygte herfra og overraske eder, vilde jeg ogsaa gjerne nyde denne reise fuldt og helt. Jeg venter ikke det umulige! Gud har ikke villet, at fader skulde høste de frugter, som han har ønsket saa længselsfuldt, og som nu er modne. Han har ødelagt hans appetit, og derved er intet at gjøre! Fra den side venter jeg ikke andet end den optræden, som hans humør indblæser ham. Men jeg vilde gjerne se Dem rigtig glad og berede Dem en saa lykkelig dag, som De aldrig har havt før i Deres liv.

Jeg har alt, hvad et menneske kan ønske. Jeg øver mig i livets kunst og vokser daglig, og jeg kommer denne gang frisk, uden lidenskaber, uden forvirrede begreber og mørke tanker, – som en, som Gud elsker, og som har tilbagelagt halvparten af sit liv. Takket være tidligere lidelser har jeg godt haab for fremtiden; men jeg er ogsaa rustet mod kommende lidelser. Hvis jeg træffer Dem fornøiet, vil jeg med glæde vende tilbage til dagens møie og arbeide, som venter mig.

Svar mig straks udførlig. Vi kommer muligens midt i september. De skal faa vide alle nærmere enkeltheder, naar jeg har modtaget Deres svar. Men foreløbig maa dette være en ubrødelig hemmelighed, ogsaa ligeoverfor fader, Merck o. s. v. Vor ankomst 111maa være en overraskelse for alle. Jeg stoler trygt paa dette! Heller ikke her har man anelse om noget.»

Fru Goethes svar maa i høi grad have tilfredsstillet ham; thi kort efter skrev han:

«Et saadant svar havde jeg ventet af Dem, kjære moder! Jeg haaber, at det hele skal blive rigtig herligt og skjønt! Hør nu nærmere om vor ankomst: Vi kommer omkring midten af september og bliver i stilhed nogle dage hos eder. Hertugen har ingen lyst til at træffe sine tanter og fættere, som kommer til markedet! vi reiser derfor hurtig videre og svømmer ned ad Main og Rhinen. Naar reisen er endt, vender vi tilbage og opslaar, in forma, vor bolig hos eder. Jeg vil da faa fat paa alle mine venner og bekjendte; hertugen reiser til Darmstadt og besøger nogle adelsfamilier i nabolaget.»

Goethe gaar derefter over til at meddele sin moder, hvordan han har tænkt, at huset bør indrettes under besøget, og hvilke værelser der skal stilles til raadighed for hertugen, hans adjutant og tjenere. Selv vilde han helst bo i kvistværelset, hvor han havde holdt til i tidligere dage.

«Wedel vil De komme til at like meget godt,» skrev han; «han er hyggeligere end nogen af alle de andre mænd, som De har truffet. – Skriv til mig, hvis det er noget, som De er i tvivl om; jeg skal besvare alt, saa at det hele kan blive vel forberedt.

Merck maa endnu ikke faa vide noget!»

Skjønt hendes mand ikke vilde give hende en styver paa grund af det forventede besøg, jublede fru Aja.

Den attende september kom Goethe med hertugen. Huset blev næsten stormet af nysgjerrige. 112Ogsaa den aldrende fru Textor kom for at glæde sig over sin dattersøn, der vendte tilbage til sin fædreneby æret og i sin fulde kraft og skjønhed.

For hans moder var det stolte og lykkelige dage. Bevægelsen og glæden var næsten for meget for den syge fader.

Morgenen efter deres ankomst skrev Goethe til fru von Stein:

«Vi kom hid den vakreste aften og blev modtaget af mange venlige ansigter. – Jeg fandt min fader forandret; han er bleven mere stille og husker ikke saa godt som før. Min moder er som altid fuld af kraft og kjærlighed.»

Fru La Roche skrev til Merck:

«Adelsmændenes, kjøbmændenes, hotelverternes forundring er vist meget stor; thi vi er virkelig komne til det punkt, at det naturligste vækker mere forbauselse end de besynderligste indfald. Af ganske hjerte under jeg fru Aja den tilfredsstillelse, som dette besøg maa bringe hende; og jeg tør sige, at der maaske ikke findes en eneste moder, der i saa høi grad fortjener denne glæde som fru Goethe.»

Hertugen fandt det meget morsommere at underholde sig med hende og hendes lørdagssmaapiger end med de «høiadelige gjæs». I et brev til sin moder kalder han hende «en herlig kvinde, som han er kommen til at holde umaadelig meget af».

Fru Goethe skrev til Anna Amalie:

«Naadigste fyrstinde!

Den 18de september var den store dag, da den gamle fader og fru Aja var fuldt ud lykkelige. Vi 113misundte ikke de salige guder i den høie Olymp hverken deres himmel, deres ambrosia og nektar eller deres vokal- og instrumentalmusik. Jeg tror neppe, at et dødeligt væsen har smagt en større og renere glæde end vi lykkelige forældre paa denne dag fuld af fryd. – –

For at overraske os var hans høihed, vor naadigste fyrste, stegen af vognen et stykke fra vort hus. Han nærmede sig gadedøren ganske stille, ringte paa klokken og traadte ind i den blaa stue. Tænk Dem fru Aja siddende ved det runde bord, da døren gik op, da hendes hjertebarn («Hätschelhans») faldt hende om halsen. Hertugen blev staaende i nogen afstand som tilskuer til en moders glæde.

Deres høihed kan tænke Dem, hvordan fru Aja beruset af glæde, halvt leende, halvt grædende løb hen til den elskværdige fyrste. – Scenen med fader er ikke til at beskrive; jeg var bange for, at han skulde dø paa stedet! Endnu idag, en tid efter hans høiheds afreise, er han ikke rigtig kommen til sig selv, og det gaar ikke fru Aja stort bedre. – Deres høihed kan let tænke, hvor lykkelige vi var disse fem dage. Merck kom og opførte sig nogenlunde; Mefistofeles kan han aldrig lade blive helt hjemme – det er man vant til.»

Fjorten dage efter skrev hun igjen til hende:

«Jeg fandt, at mit hjertebarn havde forandret sig meget til sin fordel. Han ser friskere ud og er i enhver henseende bleven mere mandig. Men til stor glæde for alle hans gamle bekjendte er han den samme som før i sjæl og sind. Alle gjenfandt i ham 114den gamle ven! For mig var det en hjerteglæde at se, hvordan alle holdt lige meget af ham som før, og at se lørdagssmaapigernes og slegtninges og venners jubel samt min gamle moders fryd. Alverden ønskede ogsaa at se Goethes hertug. Min dagligstue var altid fuld af mennesker, der ventede taalmodig, til hans høihed kom ned ad trappen, traadte venlig ind i stuen, lod sig betragte og talte med en og anden. Alle tilstedeværende var glade og fornøiede. Jeg maatte skrive en krønike og ikke et brev til Deres høihed, hvis jeg skulde fortælle alt, hvad der har tildraget sig hos os i disse fem lykkelige dage.»

Fra Basel sendte Karl August et takkebrev til fru Goethe:

«Kjære moder Aja!

Takket være Deres gode, venlige modtagelse, og Deres omsorg for os i Frankfurt, har vi nu kræfter og den udholdenhed, vi trænger. Vær vis paa, kjære fru raadsherinde, at jeg er og altid vil være Dem i høi grad taknemmelig for den store godhed, som De og hr. raadsherren har vist os. Vær ligeledes overbevist om, at jeg sætter Dem høit og holder meget af Dem.»

Ved juletid kom de reisende igjen til Frankfurt, denne gang paa et længre besøg; moderen havde nu leilighed til at lære sin søns ven nærmere at kjende.

Efter hertugens hjemkomst sendte han hende sin buste. «De ved, at jeg elsker og ærer Dem; jeg behøver derfor ikke at gjentage det,» skrev han.

Da sønnen var reist, blev fru Ajas lyserøde humør atter «loppefarvet», som hun sagde. Hun maatte 115tage sig sammen for at hindre, «at Sauls urolige aand skulde gribe hende i haarene».

«Min ære var næsten for stor og min glæde over alle grænser,» skrev hun. «Nu kommer hverdagen og de dage, som ikke behager os.»

Regninger strømmede ind fra alle kanter, men hun havde ingen penge til at betale dem, og raadsherren holdt fast om sin pung.

Merck, der fremdeles boede hos hende, naar han var i Frankfurt, forstod det hele.

«Den gamle mand er aldeles umulig,» skrev han til Anna Amalie. «I sin gnieragtighed giver han sin hustru ikke en daler mere i ugepenge, naar hertugen bor fire uger i hans hus. Og dette menneske er Goethes fader og fru Ajas egtemand! – – Det er mig ubegribeligt, hvorfor Gud lader slige mennesker leve!»

Karl August ordnede sagen paa en taktfuld maade: Han sendte en sum til Merck, der fik det hverv at levere pengene til fru Aja som erstatning for de udlæg, hun havde havt paa grund af ham. Han bad om, at hverken den gamle eller den unge Goethe nogensinde maatte faa vide det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.