VI. Fru Goethes kristentro. – Frøken von Klettenberg. – Gretchen i «Faust»

Det var atter fred i huset; raadsherren var en tid i bedre humør. I sin glæde over Fredrik den stores seire forærede han sin hustru en kostbar gulddaase, besat med brillanter. Samtidig bestilte han hos maleren Seekatz et billede af familien Goethe: Fru Elisabeth sidder i pragt og herlighed. Hendes mand staar ved siden af hende i en fantastisk dragt. Wolfgang er beskjæftiget med et lam, og Cornelia staar i 42nærheden af sin broder. I baggrunden ser man de afdøde smaabørn i allegorisk fremstilling.

Børnenes forhold til forældrene var i den tid meget underdanigt. Man viste de ældre den største ærbødighed og sagde aldrig «du» til dem. Naar faderen stillede fordringer til Wolfgang og Cornelia, var de ham lydige, selv om det ikke behagede dem.

Han fik lyst til at opdrætte silkeorme. Hans hustru og børn maatte udføre det meste af dette besværlige arbeide, som han heldigvis blev kjed af efter en tids forløb. Nu faldt det ham ind, at man burde blege de store kobberstik, som han havde bragt med fra Italien; de blev spændt op paa trærammer foran vinduerne og maatte stadig fugtes. Børnene, som passede dette arbeide, blev aldeles udtrættede af at stirre paa billederne.

Paavirket af sin flittige bibellæsning skrev Wolfgang fjorten aar gammel de første digte, der er opbevarede: «Poetische Gedanken über die Höllenfahrt Christi».

Klopstocks «Messias» vakte dengang umaadelig opsigt. Raadsherren haanede bogen og forbød sin hustru at læse den. Men en husven, som beundrede digteren, bragte hende et eksemplar bag hendes mands ryg, og baade hun og børnene læste den med begeistring. Bibelen var fru Goethes orakel og hendes trøst. Skaberen var for hende en uudgrundelig, men klog og omsorgsfuld fader, til hvem hun i sit lønkammer talte om alt, og som sendte hende prøvelser, der blev til lykke og velsignelse. Hun havde en sterk, men ikke tung kristentro.

43Sin trang til at udveksle tanker om høiere emner fik hun tilfredsstillet hos sin slegtning, den fromme og høisindede Susanna Catharina von Klettenberg, som hendes søn har foreviget i «En skjøn sjæls bekjendelser».

Frøken von Klettenberg var af fornem herkomst og hun havde næsten altid været omgivet af fornemme mennesker. Hun var syg, men bar sygdommen med stor taalmodighed. Hun havde stiftet en adelig søndagsklub, hvis medlemmer var sterkt paavirkede af Swedenborg. Ogsaa fru Goethe var medlem af denne klub; hun ærede og elskede frøken von Klettenberg, om hun end ikke helt kunde følge hende.

Stive, kirkelige former var hende en gru. Hun pleiede at forlægge besværlige arbeider til søndagen; thi da kunde hun være i ro. Naar familiens øvrige medlemmer var i kirke, gik hun rundt i huset med støvklud og limpotte for at sætte istand, hvad der var bleven ødelagt i ugens løb. Gik hun en enkelt gang i kirke, var det for ikke at forarge naboerne.

«Jeg vidste i forveien, hvad presten vilde sige; derfor holdt jeg min lille hviletime, medens han prækede,» fortalte hun. «Men egentlig hvilte jeg ikke; medens jeg længtede efter at komme igjennem hans langtrukne præken, tænkte jeg over det arbeide, som ventede mig, naar jeg kom hjem. Jeg var umaadelig utaalmodig efter at komme ud af kirken for at udføre alt, hvad jeg havde foresat mig. – –

Imidlertid pleiede han at være bleven næsten færdig med sin tale. Man gik fra kirken i klynger, klædt i søndagsstas og i de nye salopper, – klip, klap gik det hjemad med høie stylter paa fødderne. 44Paa veien underholdt man sig med madamerne om den Gud velbehagelige præken samt om mangfoldige andre ting.

«Prækenen var hverken bedre eller værre, end man kunde vente det! Vi har ingen bedre prest og maa finde os i det,» sagde jeg. «De er en slem kone!» sagde de andre. «Selv om presten taler aldrig saa ivrig, er De ikke tilfreds.» Men raadsherinden var ingen slem kone. Hun mente: Hvis pastoren i ungdommen havde lært at gaa uden krykker, vilde han kunne have vovet sig ind paa nye veie og fremlagt nye synspunkter. For menneskesjælen er en slig drøvtygger-præken af en prest, som med alle fire klamrer sig til dogmerne, det samme som papirstrimler er for æslet, naar det venter at spise hakkelse og græs. Det bringer ingen vekst for sjælen og ingen næring for det aandelige liv.» – – –

Det var vaaren 1764. Maria Theresias ældste søn Joseph den anden skulde vælges til keiser. Byen var i spændt forventning. En ny kroning stod for døren.

Ogsaa i Goethe-huset glædede man sig til de 46forestaaende festdage, som imidlertid skulde bringe hele familien forvirring og sorg.

Paa gaderne i Frankfurt havde Wolfgang gjort bekjendtskab med nogle unge mennesker, som var ældre end han, og som var under hans stand. Kameraterne beundrede de smukke vers, som han skrev, og de benyttede i økonomisk henseende den mere fornemme og velhavende yngling.

Paa grund af de fremmede, der strømmede til byen i anledning af keiservalget, var det let for ham at drive rundt uden at blive bemerket af sine nærmeste. Han skaffede sig en egen portnøkkel. Moderen anede, at han gik sine egne veie; hun vidste, at han tilbragte nætter udenfor huset. Men hun dækkede over det, som hun betragtede som guttestreger; og for at holde fred i hjemmet skjulte hun alt for sin mand.

Den ældste af hans kamerater havde overtalt ham til at give ham en anbefaling til hans bedstefader Textor, og borgermesteren havde skaffet ham ansættelse som skriver i retten. Men han var uværdig til den tillid, som blev vist ham; han forfalskede gjældsbeviser og testamenter og stak pengene i sin egen lomme.

Paa en udflugt sammen med sine venner havde Wolfgang i et tarveligt vertshus truffet en vakker opvartningspige ved navn Gretchen, og han var bleven forelsket i hende.

Valgdagens aften drog han forklædt fra den ene bydel til den anden med sin elskede Gretchen under armen, «lykkelig, som om han havde vandret over Elysiums marker», siger han selv; de gik omsider ind et vertshus, hvor de blev siddende til 47langt paa nat. Henimod morgenen fulgte han hende hjem. Da de skiltes, kyssede han hende paa panden. Det var det første og sidste kys.

Den følgende dag brød et frygteligt uveir løs over de unges hoveder. Øvrigheden var gjort opmerksom paa de forfalskede haandskrifter, og den unge Goethes navn var paa ubegribelig maade indflettet i den smudsige historie.

Hans forældre led en stor ydmygelse. Raadsherren var forbitret over, at hans eneste, høit begavede søn havde selskab med forbrydere. Moderen søgte af al magt at berolige sin mand; hun kunde ikke tiltro sin yndling slette handlinger, men hun gjorde sig mange bebreidelser paa grund af sin svaghed.

Hans uskyldighed blev tilfulde bevist. Men da han ikke vilde angive sine venner, maatte man forfølge sagen videre, og hans kjærlighed til Gretchen kom for dagen. Det saarede ham dybt, at hans hjerteanliggende blev berørt af fremmede hænder; endmere saarede det ham, at hun under forhøret erklærede, at hun betragtede ham som et barn.

I hans letbevægelige sind antog ydmygelserne og skuffelsen uforholdsmæssige former. Han blev syg af sindsbevægelse; hverken hans faders tilgivelse eller hans moders opmuntring gjorde virkning.

Den unge bedrager fik en mindre straf. Gretchen blev sendt tilbage til sine forældre, der boede paa landet. Wolfgang fik en huslærer. Da sommeren kom og han kunde streife om i skov og mark, faldt han omsider til ro.

Mange aar efter satte han den skjønne Gretchen et uforgjængeligt mindesmerke i «Faust».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.