165Fælles venner søgte i begyndelsen at mægle fred mellem digteren og fru von Stein; men alle forsøg strandede. Bruddet blev ulægeligt, da Charlotte fik høre om Christiane Vulpius.
Goethe havde længe ønsket, at fru von Stein skulde træffe hans moder. Sommeren 1789 reiste Charlotte til Ems. Paa gjennemreisen var hun nogle dage gjest hos fru Goethe, men hendes bitre sindsstemning formørkede samværet mellem dem. Da hun forlod Weimar, havde hun efterladt et brev til Goethe, hvori hun overøste ham med bebreidelser og forlangte, at han skulde vælge mellem hende og Christiane Vulpius. Han svarede med varmt at fremhæve det værd, som hendes venskab havde for ham, men samtidig negtede han at opløse sit forhold til den unge pige.
Den 25de september nedkom Christiane med en søn, som hertugen stod fadder til, og som fik navnet August efter sin gudfader.Forfatternote: Goethe fik senere flere børn med Christiane, men de andre døde kort efter fødselen.
Goethe betragtede forholdet som et egteskab; han optog hende nu i sit hus. Faa aar efter flyttede ogsaa hendes tante og søster til ham.
Christiane var munter; hun forstod, hvilke strenge hun skulde anslaa for at virke opmuntrende paa ham. Hun var en dygtig husmoder, tænkte altid paa hans vel og gjorde hjemmet hyggeligt og 166behageligt. Skjønt hendes forstaaelse for hans digtning var yderst begrænset, var hans arbeide hende helligt, og hun stillede ingensomhelst fordringer til ham.
Hendes stilling var ikke let; thi ligeoverfor verden blev hun ved at være demoiselle Vulpius. Paa den mest hadefulde maade paavirkede fru von Stein den offentlige mening, og de fornemme kredse i Weimar fordømte forholdet uden barmhjertighed. Hoffet misbilligede det. Kvinderne var forargede, mændene spottede, skjønt ingen aabent vovede at optræde mod den mægtige mand. Hans moder var den eneste, som havde overbærenhed og tog sagen som en naturlig ting. Uden tvivl var det en skuffelse, at han ikke indgik en forbindelse, der passede bedre for hans stilling; men hun elskede sin «Hätschelhans» altfor høit til at lade ham føle dette. Efterat hun havde lært Christiane at kjende, ydede hun hende fuld retfærdighed.
Medens Goethe var i Italien, havde Karl August besøgt fru Aja flere gange, og han havde bedt hende om tjenester, som han ikke vilde betro nogen anden.
Senere saa hun ham ikke paa mange aar.
Hendes søns huslige forhold blev aldrig omtalt mellem hende og de gamle venner i Weimar, og brevvekslingen døde bort lidt efter lidt. Selv forbindelsen mellem hende og hertuginden indskrænkede sig fra nu af til hilsener gjennem Goethe.
Høsten 1790 skulde der være nyt keiservalg og ny keiserkroning i Frankfurt. Joseph den anden var død.
«Hvis Leopold bliver keiser, maa guderne vide, hvor alle mennesker skal faa plads,» skrev fru Goethe til Fritz von Stein.Forfatternote: Den 12te juni 1790.
167«De herrer, der besørger indkvarteringen, har endnu ikke været hos mig. Jeg tør derfor ikke gaa ud af min dør og sidder i det deilige veir som i Bastillen; thi hvis de ikke fandt mig hjemme, tog de rimeligvis hele huset.»
Den 30te september blev Leopold valgt til keiser. Han blev kronet den 9de oktober.
Prinsesserne Louise og Fredrikke af Mecklenburg samt deres broder arveprins Georg blev indkvarterede hos «Frau Rat» Louise, den senere dronning af Preussen, var fjorten aar gammel; Fredrikke, der blev dronning af Hannover, var tolv aar, og arveprinsen var elleve aar. Prinsesserne var smukke og elskværdige, prinsen særdeles indtagende, og vertinden og hendes gjester var begeistrede for hverandre. Fru Aja gjorde alt for at more og underholde børnene. Medens hun talte med deres hofdame, fik prinsesserne øie paa pumpen i gaarden.
«Jeg vil pumpe vand,» raabte Louise og fór ned ad trappen. Hofdamen vilde skynde sig efter for at hindre det, men raadsherinden stængte hende inde, saa at de unge kunde more sig af hjertens lyst. De dansede, legte, hoppede og sprang og nød for første og kanske eneste gang en ubunden frihed.
Hver middag indfandt de sig ved hendes veldækkede bord og slugte med velbehag de retter, som hun satte frem for dem. Om eftermiddagen spilte Louise til dans, og broderen valsede med den muntre raadsherinde. Om aftenen maatte hun beskrive de tidligere kroninger for børnene og fortælle dem eventyr.
Hendes personlighed gjorde et uudsletteligt indtryk paa dem, og de glemte aldrig den herlige tid.
169Fru Goethe holdt af «sine prinsesser» og var ikke lidet stolt af dem. Hun faldt dog snart til ro efter kroningsfestlighederne. «Efter den store uro, som har været her, er nu alt som uddød,» skrev hun den 20de december til Fritz von Stein. «Jeg er glad over det; thi jeg kan desto lettere lade mine kjæpheste galopere. Jeg har fire, som er mig lige kjære; ofte ved jeg ikke, hvilken jeg først skal sætte mig op paa. For det første er det Brabanter-kniplinger, som jeg har lært at forfærdige paa mine gamle dage, og som skaffer mig en barnagtig glæde. Saa kommer pianoet, derefter læsningen og sluttelig schakspillet, som jeg længst havde lagt paa hylden, men som jeg nu atter har søgt frem. Grevinde Isenburg bor hos mig, og spillet morer ogsaa hende meget. Naar vi begge er hjemme om aftnerne, hvilket heldigvis hænder ofte, spiller vi og glemmer hele verden, – og vi morer os kongelig.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
