Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige Neste

I. Fru Goethes forældre og barndomshjem

Catharina Elisabeth Textor, Goethes moder, blev født den 19de februar 1731, som datter av Doctor juris Johan Wolfgang Textor og Anna Margaretha, født Lindheimer. Faderens slegt hed oprindelig Weber; en af hans forfædre havde oversat navnet til latin. Saa langt som man kan følge familien, var Textorerne lærde mænd.

Stamfaderen, Georg Weber, som forandrede navnet, boede i midten af det sekstende aarhundrede i Weckerheim ved Tauber. Hans sønnesøn var professor i Heidelberg, men flyttede 1691 til Frankfurt am Main.

Johan Wolfgang, som Goethe blev opkaldt efter, var født i Frankfurt. Efter at have afsluttet sine juridiske studier i sin fødeby, reiste han til Wetzlar for at fuldende dem ved rigskammerretten, som havde sæde der. Her var han en hyppig gjest hos 6prokurator Lindheimer, der ligeledes var fra Frankfurt. 1727 egtede han hans sekstenaarige datter. Skjønt hun var sytten aar yngre end sin mand, blev egteskabet særdeles lykkeligt.

Fru Goethes moder var en fornem og overlegen natur; hendes mands modstandere saavel som hans venner har udelukkende talt godt om hende. Ved en fest, der blev holdt til ære for hertugen af Meiningen, medens hendes mand var overborgermester i Frankfurt, trængte en dame frem til det sæde, som var forbeholdt fru Textor. Overborgermesterinden traadte taus tilside for den paatrængende; hun fandt det under sin værdighed at hævde sin ret. Hertugen havde lagt merke til scenen; han gik frem til hende, bød hende armen og førte hende til hæderspladsen.

Tør man dømme efter et billede af den gamle fru Textor, maa hun have været en skjønhed i ungdommen. Værdighed laa udbredt over hele hendes personlighed. Hendes berømte dattersøn lignede hende; han havde de samme store, mørke øine samt hendes alvorlige blik og høie, mægtige pande.

Samme aar som Elisabeth blev født, blev Textor raadmand i Frankfurt.Forfatternote: Schöffe. Hun voksede op som den ældste i familien; thi to smaa brødre, der var ældre, døde straks efter fødselen. Senere fik hun tre søstre samt en eneste broder, der var otte aar yngre end hende. Ogsaa han blev jurist og borgermester i Frankfurt.

1747 blev Johan Wolfgang Textor valgt til øversteborgermesterForfatternote: Stadtschultheiss. for livstid. Han havde nu det høieste embede i Frankfurt; han var overdommer og 7præsident for de fjorten raadmænd, der forvaltede byens anliggender. Saavel inden slegten som blandt sine embedsbrødre blev han behandlet med dyb ærbødighed. Han var en lærd og pligtopfyldende mand, alvorlig og ordknap, og han optraadte med stor værdighed og sindsligevegt.

Som Frankfurts egentlige styrer maatte han i mere end en henseende være klog og beregnende; men ved siden af sin praktiske begavelse og juridiske skarphed havde han en eiendommelig evne til at se ind i fremtiden. Han forudsagde engang en stor ildebrand og en anden gang et uventet keiserbesøg i Frankfurt.

Et aar før han blev valgt til overborgermester, drømte han, at denne udmerkelse vilde blive ham tildel. Morgenen efter fortalte han drømmen til sin hustru og sine børn; men alle glemte den undtagen Elisabeth. Hun troede paa den og huskede den.

Byens gamle borgermester døde, og man skulde vælge en ny. Textor gik tidlig om morgenen til raadhuset. Hans ældste datter friserede sig smukt og iførte sig sin fineste dragt; derpaa satte hun sig i en lænestol med en bog i haanden. Hendes moder og søstre pyntede sig ikke. De gjorde nar af hendes forfængelighed, men hun svarede overlegent, at de snart vilde blive nødt til at gjemme sig bag sengeomhængene, naar raadmændene kom for at lykønske dem.

Neppe en halv time efter kom faderen tilbage som overborgermester, og alle raadmændene fulgte ham.

Elisabeth havde ikke arvet sin faders seerevne; men hun troede paa drømme og spaadomme og 8paastod, at hun gjennem hele livet ofte blev varslet om mindre begivenheder.


Familien Textors hjem laa paa «Friedbergergasse». Gjennem en høi, staselig port kom man ind i det gammeldagse hus med dets mange sidebygninger. I de panelede stuer blev der aldrig gjort nogen forandring. Et righoldigt bibliotek var fyldt med juridiske verker samt reisebeskrivelser; men der blev sjelden kjøbt nye bøger. Inde i værelserne og ude paa gaardspladsen aandede alt velvære og fred. Bag huset laa en ualmindelig vakker have, som strakte sig til bygrænsen. Den ene side af havegjerdet var dækket med spalier af ferskener; paa den anden side stod der uoverskuelige rækker af ribs- og stikkelsbærbuske. Nærmest huset laa en herlig blomsterhave, hvor et broget teppe af blomster afløste hverandre fra vaar til høst.

Den tid, som husfaderen havde tilovers fra sine embedspligter, tilbragte han gjerne i haven. Han havde plantet en mængde fine frugttrær, som han pleiede omhyggelig. Paa en græsplæn stod et høit 9morbærtræ, i hvis nærhed børnene legte. Paa en bænk under dette træ pleiede borgermesteren at sidde, iført en slobrok, der saa ud som en fodsid embedsdragt, samt med en stor, sort fløielslue paa hovedet. Han sorterede selv sit blomsterfrø, opbevarede omhyggelig sine zvibler, bandt op sine spaliertrær og passede sine roser; men end ikke naar han var beskjæftiget med dette, aflagde han sit afmaalte væsen. Hans børn nærede den dybeste ærefrygt for ham. Naar de hørte hans vogn komme kjørende, blev de stille midt i den muntreste leg; og naar han kom mod dem i sin sorte kappe, med den hvide krave om halsen og med den trekantede hat paa det pudrede haar, saa de unge i ærbødighed op paa husets herre.

Naar han ikke var tilstede, lod moderen dem le og juble og larme af hjertens lyst under de store trær i haven.


Gammel og anset som slegten var, hørte Textor dog ingenlunde til byens patriciere. Adelen saa ned paa borgerskabet. Ved siden af adelen spilte 10desuden pengearistokratiet en fremtrædende rolle i Frankfurt.

Overborgermesterens formue var ubetydelig. Skjønt han var næsten almægtig i sin fødeby og blev raadspurgt om alt muligt, der vedrørte forvaltningen, levede han og hans hustru tilbagetrukket, og de var enige om at opdrage sine børn i stor beskedenhed. Keiser Karl den syvende ønskede at adle ham. Men han afslog det bestemt, fordi adel uden rigdom syntes ham et tyngende baand.

«Jeg og min familie er fattige,» sagde han; «hvis vi bar adelstittelen, vilde borgerlige friere holde sig borte fra mine døtre. Og ingen adelsmand vilde egte de fattige piger.»

De fornemme familier pleiede paa den tid at holde fransk guvernante eller huslærer for sine børn. Elisabeth og hendes søster besøgte folkeskolen i den bydel, hvor forældrene boede. Læreren, Bischoff, var efter datidens fordringer en dygtig mand; han lærte Goethes moder at læse, skrive og regne. I et af sine breve siger hun paa ældre dage spøgende, at det er skolemesterens skyld, at hun skriver uortografisk. Man bør imidlertid dømme ham mildt; thi han havde mellem hundrede og hundrede og femti elever i sin klasse.

Skjønt hun ikke lærte at skrive feilfrit, lærte hun til gjengjæld forstaaelse, omgjængelighed og mildhed, fordi hun i denne skole kom i berøring med børn fra forskjellige samfundslag.

Samtidig med folkeskolen besøgte hun en strikke- og syskole. Man havde i den tid hverken symaskiner eller strikkemaskiner; moderen og døtrene maatte 11forfærdige alt, hvad der trængtes i hjemmet. Da baade gifte og ugifte kvinder gik med store kapper var det desuden nødvendigt, at man var flink i fine haandarbeider og kunstbroderi.

I sit syngespil «Erwin og Elmire» citerer Goethe utvilsomt sin moders erindringer:

«I min ungdom kjendte man intet til nutidens forfinelse! Vi lærte at læse og skrive og nød forøvrig al den frihed og glæde, som hører den første barndom til. Vi omgikkes børn af ringe stand, og vi tabte intet ved dette. Moder var ikke ræd for vore klæder. Vi havde ingen falbelader, som kunde rives istykker, ingen blonder, som kunde blive smudsige, ingen baand, som kunde ødelægges; vore tarvelige bomuldskjoler kunde med lethed vaskes. Og vi havde ingen skindmager fransk guvernante i hælene paa os. – – De bedste, jeg har kjendt inden mit eget kjøn, har været de, paa hvis uddannelse man har anvendt mindst.»

Overborgermesterens datter pleiede i sin hjemmevævede dragt og barhovedet at løbe over gaden til fattige familier. Hun og andre unge piger, som hun kjendte fra skolen, morede sig med at spille lotteri om nødder, om brogede silkebaand og om knappenaale, der dengang betragtedes som værdifulde. Man fortalte hverandre eventyr og historier, som man havde hørt, eller som man i bedste tilfælde havde læst, og som Elisabeth havde en egen evne til at digte videre.

Hun havde fra de tidligste aar et muntert og livligt sind. Allerede som barn viste hun paafaldende læselyst, men hun nærede udpræget modvilje 12mod huslige sysler. Hun likte at klæde sig smukt og brugte altid længre tid til sin paaklædning end søstrene, som kaldte hende «prinsessen».

Hun var overmaade musikalisk. Baade som barn og som ung pige fik hun undervisning i pianospil, og forældrene lod hendes vakre sangstemme uddanne. Kirkemusiken stod høit i hendes fødeby. Ogsaa paa konserter fik hun tidlig leilighed til at høre fremragende kunstnere.

Markederne i Frankfurt – «Messen», som de kaldtes – var berømte, ikke blot over hele Tyskland, men langt udenfor rigets grænser. Disse markeder blev afholdt hver vaar og høst. Fra alle mulige egne strømmede mennesker til byen; de bragte med sig en uendelighed af varer, kunst- og industrigjenstande tøier, smykker og husgeraad. Hele byen var paa benene og alle vinduer besat af tilskuere paa markedets aabningsdag. Det brogede folkeliv tilførte det opvakte barn en mængde nye og varige indtryk.

Paa pladsen i nærheden af fru Goethes hjem stod to store fjæleboder, hvor der i markedstiden var dukketeater. Dukkerne var vakkert pyntede, og stykkerne var lagt tilrette for det brede publikums smag.

Disse forestillinger lagde den første grundsten til hendes store kjærlighed til teatret.

Som følge af sin embedsstilling havde hendes fader fribilletter til alle skuespil. Da hun var ti aar gammel, tog han hende for første gang med i teatret, og det stykke, hun saa, gjorde et saa dybt indtryk paa hende, at hun i seksti-aars alderen endnu huskede hele scener. Som ung pige saa hun næsten 13alt, som blev opført. Det var i den tid skik at indlægge viser og sange i stykkerne. De teaterviser, som hun hørte om aftenen, pleiede hun den følgende dag at indøve i hjemmet, og denne vane beholdt hun hele sit liv.

«Vi spilte vore smaa sange og vore menuetter paa klaveret og sang og dansede dertil,» siger moder Olympia i Goethes syngespil «Erwin og Elmire»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.