Goethes moder

av Clara Tschudi

Forrige

XXIX. Fru Aja’s sidste brev til sønnen. – Hendes sygdom og død. – Goethes familie. – Hans død. – «Aristeia der Mutter». – En mindefest. – Statuen af Goethes moder

Den første juli 1808 skrev fru Goethe det sidste brev til sin søn. Intet tyder paa, at hun følte sig legemlig svag:

230«Kjære søn!

Jeg modtog lykkelig og vel dine verker den 29de juni. Jeg, Schlossers, Stocks takker paa det hjerteligste for dem. Alle otte bind er hos bogbinderen og bliver indbundne i det fineste skindbind, hvilket er en selvfølge, hvor det gjælder saadanne mesterverker. Dit kjære brev af 22de juni var det atter trøsteligt, kjært og herligt at modtage. Maatte Gud vedblivende velsigne din kur og lade det gamle onde forsvinde! Lov og tak skal ikke mangle, saa længe jeg lever!

Endnu har jeg ikke kunnet tilstille Bettina dit kjære, venlige brev til hende. Hun farer rundt som en lygtemand, snart er hun i Rheingau, snart andre steder; naar hun kommer, skal hendes lykke blive hende tildel. – Paa denne aarstid er det altid propfuldt af fremmede i Frankfurt; det er som en folkevandring. De kommer helt fra Norge. Alle er forbausede over Frankfurts skjønhed, men især over byens omegn. De gamle volde er revne ned, de gamle porte er sløifede; rundt hele byen er anlagt en park. Det er næsten som et eventyr, – man ved slet ikke, hvordan det tidligere saa ud. Vore gamle parykker vilde ikke bragt alt dette tilveie, selv om de havde holdt paa til dommedag! Ved det mindste solglimt strømmer utallige mennesker ud af byen, kristne, jøder pêle-mêle, – alle mellem hverandre i den skjønneste orden, – det er det mest rørende, man kan se for sine øine. Og alt dette gjøres uden udgifter! De pladse, hvor de gamle stadsmure og volde laa, bliver solgt til herværende borgere; én tager meget, en anden mindre, – alle bygger af 231hjertens lyst. Den ene skaffer sig en blegeplads, den anden anlægger en have; det ser nydelig ud, – og dermed basta. Plag ikke den kjære August med skrivning! Jeg ved, hvor han bor, og at han er frisk Han gjør fodture, hvad mere behøver jeg at vide? – Lev vel! Hils hr. Riemer og bliv ved at holde af
Din
trofaste moder
Goethe.
E. S. Hvis en skuespiller ved navn Werdy træffer dig, saa vær venlig mod ham.»

Mod slutningen af august gik det hurtig nedad bakke med hendes legemskræfter. Men hun trøstede sig over alderdommens skrøbeligheder med sit sedvanlige gode humør. Hun sagde til en veninde, som besøgte hende:

«Nu er jeg igjen tilfreds med mig selv og kan blive ved at lide nogle uger. En tid var jeg utaalelig; jeg gjorde oprør mod Vor herre som et lidet barn, der intet forstaar. Men igaar kunde jeg ikke holde det ud længer! Skam dig, gamle raadsherinde, sagde jeg; du har havt nok af gode dage, du har tilmed Wolfgang! Naar de onde dage kommer, maa du ikke sætte op et saa misfornøiet ansigt! Vil du bestandig vandre paa roser, skjønt du har naaet støvets aar? – Lidelserne slap mig, da jeg sagde dette. Jeg blev bedre, fordi jeg ikke var saa ond.»

Ved siden af fru Schlosser og hendes datter tog familien Stock sig varmt af hende i hendes sidste dage. Hendes søstersøn doktor Melber var hendes huslæge. Elisabeth Hoch, der mangfoldige aar havde 232været hendes tjenestepige, blev hos hende til hendes død.Forfatternote: «Lieschen» kaldte altid den store digter «vor unge herre». Hun døde først i 1846 og var tilstede, da Goethes statue blev afsløret i Frankfurt. Bettina var paa et af sine hyppige besøg i Rheingau, men kom paa en kortere tid til Frankfurt og skyndte sig til hende.

«Du holder mig oppe i denne lidelsestid,» sagde hun til den unge pige; «jeg ved, at enden nærmer sig.»

Hun traf bestemmelser med hensyn til sin begravelse: Hun gav sin pige ordre til at lægge rigelig med rosiner i begravelseskagen, thi hun havde aldrig likt kager, hvori der ikke var mange rosiner. Hun bestemte ligeledes, hvilken vin der skulde sættes frem for følget.

Kort før hendes død kom en snedker for at anbefale sit arbeide. Hun svarede, at det gjorde hende ondt, at han kom saa sent; hun havde allerede bestilt sin kiste. Hendes omgangsvenner troede ikke, at hun var farlig syg; de indbød hende til et selskab. Hun bad dem undskylde, at hun ikke kom; raadsherinden «skulde netop lægge sig til at dø».

Tilstanden forværredes, men hun var fremdeles aandsfrisk og tilfreds.

Goethe tilbragte sommeren i Karlsbad; han havde ikke truffet sin moder de sidste elleve aar. Hun havde elsket ham høiere end nogen anden; derfor havde hun aldrig ladt ham ane, hvor hun længtede efter ham. Ogsaa nu forbød hun paa det bestemteste, at man underrettede ham og hans familie om hendes sygdom.

Dagen før sin død sendte hun bud efter doktor 233Melber. Hun spurgte ham, hvor lang tid hun havde igjen; da han svarede undvigende, raabte hun ærgerlig:

«Vil han være saa god at sige mig sandheden! Jeg ved vel, at det lakker mod slutningen. Sig mig aabent, hvorlænge jeg kan leve?»

Han svarede, at hun sandsynligvis kunde leve til næste dags middag. Hun hørte rolig paa hans ord og bad ham blive hos hende.

Ikke langt fra hendes hus blev der holdt konsert, og musiken lød ind i hendes værelse.

«Naar jeg slumrer ind, vil jeg tænke paa den musik, som jeg snart skal høre i himlen,» sagde hun.

Med fuld bevidsthed gik hun ind i døden ved middagstid den 13de september 1808.

Samme dag, som efterretningen om hendes død naaede Weimar, vendte hendes søn tilbage fra Karlsbad. Hjemmet var festlig smykket; først efter middagen vovede Christiane at meddele ham det sørgelige bud. Han var sønderknust. Som altid, naar store sorger rammede ham, stængte han sig i taushed inde i sine værelser.

Faa dage efter skrev han til Louise Nicolovius:

«Vor gode moder har dog forladt os for tidlig! Men det skjænker nogen trøst, at hun havde en lys alderdom, og at hun stod freidig og med løftet pande de trængselsfulde tider.»

Johan Fredrik Schlosser skrev til August Goethe:

«Roligt og stolt som hendes liv havde været, var ogsaa hendes milde, lidelsesfrie død. Hendes omtanke for andre forlod hende end ikke i hendes sidste øieblikke.»

234I sin vennekreds efterlod hun et dybt savn; og Bettina erklærede, at Frankfurt nu syntes hende en ørken.

Fru Aja havde – som vennerne sagde om hende – «været trofast baade i gode og onde dage, barmhjertig, altid rede til raad og hjælp, og falskhed kjendte hun ikke. Man gik aldrig fra hende uden at have lært af hende».

*

Det viste sig umuligt at skaffe Christiane adgang til de høiere kredse, selv efter at hun var bleven viet til Goethe.

I begyndelsen af 1815 blev hun alvorlig syg; hun døde den 6te juni 1816 efter forfærdelige lidelser.

«Fra hun første gang betraadte mit hus, har hun kun gjort mig glæde,» sagde Goethe til forfatterinden Elisa von der Recke. Til en af sine venner skrev han efter hendes død:

«Jeg vil ikke negte, at min tilstand grænser til fortvivlelse.» –

August Goethe havde været meget overladt til sig selv, og han havde ført et tilbagetrukket liv. Han følte sig trykket af sin faders storhed, og han ønskede at gaa i krigen. Men Goethe, der var bange for at miste sit eneste barn, rev ham bort fra militærtjenesten, der utvivlsomt vilde have været nyttig for hans udvikling.

Efter moderens død traadte han mere i forgrunden; hvor han viste sig, vakte han opsigt paa grund af sin skjønhed. Faderen skaffede ham en stilling i statens tjeneste, skjønt han aldrig havde taget eksamener.

235Saalænge Christiane levede, havde det ikke været muligt for ham at faa en hustru fra de fornemme kredse. Et halvt aar efter hendes død forlovede han sig, efter faderens ønske, med Othilie von Pogwisch, hvis bedstemoder var storhertugindens overhofmesterinde. Han blev fader til tre smukke og begavede børn, Walther, Wolfgang og Alma; men egteskabet blev meget ulykkeligt. Han følte sig uvel i sit hjem og i sin familiekreds. Fra slegten Vulpius havde han en skjebnesvanger arv: tilbøielighed til drik, som ikke lod sig bekjæmpe; hans eneste ønske var at komme bort fra Weimar. Vaaren 1830 reiste han til Italien. Han døde samme høst i Rom.

Den unge fru Goethe med sine børn blev boende hos sin svigerfader.

De sidste aar af sit liv trak Goethe sig tilbage fra verden. Langt ind i sin høie alderdom bevarede han sin aandelige og legemlige spænstighed; de brunsorte øine havde samme vidunderlige glans som i hans ungdomstid. Han bevarede ogsaa sin kjærlighed til naturen, sin menneskevenlighed og sin arbeidsglæde.

I mere end seksti aar havde han bevidst og ubevidst arbeidet paa «Faust»: I tagkammeret i Frankfurt, i Strassburgs domkirke, i lysthuset ved Sesenheim, under de gamle lindetrær udenfor Wetzlar, ved Rhinen, i Rom og i Weimar. Sommeren 1831 afsluttede han omsider anden del af dette vældige drama.

Goethe døde den 22de mars 1832 siddende i sin lænestol. Han blev tre og otti aar gammel.

Tusinder fulgte ham til graven. Han hviler i 236Weimar ved siden af Schiller og tæt ved Karl August, Anna Amalie og Louise.

Først efterverdenen har lært at forstaa ham.

Hans børnebørn døde ugifte; de var sygelige og tilbageholdne naturer. Walther blev musiker. Wolfgang tog med udmerkelse den juridiske doktorgrad; han var filolog og historiker og offentliggjorde flere digtsamlinger. Alma blev kun atten aar gammel.

De to brødre negtede at laane ud sin bestefaders store samlinger; de afslog «det tyske forbunds» tilbud om at kjøbe Goethe-huset og dets skatte, og de stængte værelserne for almenheden.

Men da den sidste af brødrene døde (1885), viste det sig, at Goethe-huset ved Frauenplan, samt alle de videnskabelige samlinger og kunstskatte, som det indeholder, var testamenteret til den weimarske stat. Storhertuginde Sophie af Weimar var udnævnt til eneste arving og eneste forvalter over Goethes store familiearkiv.

Fru Ajas sterke tro paa, at Goethe-stammen ikke skulde dø, er ikke gaat i opfyldelse; den tredie og fjerde generation af hendes familie visnede i skyggen, til trods for den glans, som omstraaler slegtens største. Men ingen onde anelser formørkede hendes sidste aar. Og hendes tillid til, at hendes søns verker vil vedblive at leve, er ikke bleven tilskamme.

Efter en høitidelig indvielsesfest blev Goethe-nationalmuseet i Weimar aabnet 1886. Da arkivet omtrent samtidig blev tilgjængeligt for almenheden, stiftedes en Goethe-forening, der nu tæller mangfoldige tusinder af medlemmer over hele Europa.

*

237Kort efter fru Goethes død besluttede hendes søn at forfatte sit livs erindringer. Det faldt ham vanskeligt efter et saa bevæget liv at gjenkalde i mindet, hvad han havde oplevet i længst forsvundne tider. Mange mennesker, som han skyldte den dybeste taknemmelighed fra sine udviklingsaar, var, som han selv udtrykte det, «bleven skyggebilleder for ham».

Han skrev i sine annaler: «Det viste sig, at jeg havde ventet for længe med biografien. Jeg burde have udarbeidet den, medens min moder levede. Dengang stod jeg hine barneaar nærmere, og jeg vilde være bleven helt sat tilbage til dem ved hjælp af den enestaaende og kraftige hukommelse, som hun var i besiddelse af.»

Skjønt han i en række scener i «Dichtung und Wahrheit» viser enkelte, baade humoristiske og alvorlige sider af hende, gav planen ham ikke leilighed til at skjænke efterverdenen et afrundet billede af moderen i dette verk. I sit livs sildige aften havde han endnu til hensigt at reise hende et literært mindesmerke; kort før sin død fortalte han sin sekretær Riemer, at han tænkte at skrive en bog om fru Aja. Blandt hans efterladte papirer har man fundet et hefte med overskriften «Aristeia der Mutter» («til moderens forherligelse»). Under titelen har han tilføiet: «Den skal vise, hvordan min moder udmerkede sig herlig blandt kvinderne.»

I denne «Aristeia» har Goethe nedskrevet fortællinger om sin moder og hendes forældrehjem, som Bettina sendte ham efter hans opfordring, og som hun senere optog i sin egen bog: «Goethes Briefwechsel mit einem Kinde».

238I samme afhandling siger sønnen:

«Det vilde være forgjeves, hvis jeg vilde tale om min moders egenskaber og eiendommeligheder. Men det var merkværdigt, hvordan moderfølelsen hos hende udfoldede sig paa en særegen maade ligeoverfor hendes førstefødte søn, og til hvilken høihed denne karakter hævede sig i slutningen af det forrige aarhundrede.»

Fru Goethe har selv sat sig det bedste mindesmerke. Hvad hun var, og hvad hun følte, toner os imøde i hendes breve; de er den kilde, som man bør øse af, naar man vil lære at kjende hendes ydre forhold og hendes indre liv. I disse breve har hun freidig og uden al forfængelighed løftet sløret fra sit ansigt. –

Goethes moder ligger begravet ved siden af sin egtefælle paa familien Textors begravelsesplads i nærheden af St. Peterskirken i Frankfurt. Kirkegaarden er nu omdannet til en offentlig park.

Hundrede aar efter den gamle raadsherres død, den 25de mai 1882, afslørede man paa gravstedet en mindesten over ham og hans hustru, som er reist af byens borgere.

Goethe-huset i Frankfurt blev allerede i 1863 indkjøbt af byen. Siden 1884 har man ivrig samlet møbler og andre eiendele, som har tilhørt familien Goethe; gjennem en pietetsfuld restaurering har rummene faat den mest mulige lighed med sit udseende i fru Ajas tid.

Paa hundredeaars-dagen for hendes død blev der holdt en stor fest til minde om hende i Palmehaven i Frankfurt. Høsten 1915 blev der reist en 239statue af hende i hendes fødeby, som hun elskede saa høit, og hvor hun levede og døde.

Elisabeth Goethe sammenlignede sit livs slutning med femte akt i et skuespil; hun udtalte haabet om, at man vilde tilkjendegive bifald, naar teppet faldt. Dette haab er i fuldt maal bleven opfyldt; overalt hvor man elsker Goethes digtning, ærer man hans moder.

Takket være hendes solskinsnatur, hendes uskyldige og forfriskende munterhed, hendes ligefremhed og originalitet, hendes mod, hendes godhed og hendes urokkelige tro paa Guds vise forsyn, vilde fru Aja være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe.


Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Goethes moder

Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.