Goethe var sygelig overanstrengt og følte trang til hvile og frihed. Forholdet til fru von Stein begyndte at trykke ham. Heller ikke forholdet til hertugen var ublandet behageligt; Karl August var atter og atter faldt tilbage til sin tidligere letsindighed og viste ofte en paafaldende ligegyldighed mod sin raadgiver og ven.
Digteren havde i Weimar maattet opgive flere arbeider, som han havde paabegyndt i Frankfurt. Brudstykker af «Faust», «Egmont», «Tasso» og «Wilhelm Meister» laa i hans skrivebord, og han saa ingen utsigt til at kunne fuldføre dem. «Iphigenia», hans eneste store arbeide fra disse aar, betragtede han som saa mislykket, at han vilde omarbeide det fuldstændig.
Da han samtykkede i at blive minister, havde han forbeholdt sig frihed til at afslutte sin statsmandsbane, naar det passede ham. Han længtede nu efter i uforstyrret ro at udforme de tanker, som rørte sig i hans sjæl. I stilhed forberedte han en reise til Italien.
Sommeren 1786 drog han fra Weimar til 155Karlsbad, for derfra at tiltræde en længre reise. Hertugen havde givet ham tjenestefrihed, men anede ikke, hvor han agtede sig hen. Selv var han fuldt paa det rene med, at han ikke mere vilde optage sin embedsvirksomhed i samme omfang som før.
Den trofaste Phillip Seidel var den eneste, der blev indviet i hans planer. Afreisen lignede en flugt; den 3die september klokken tre om morgenen stjal han sig bort fra Karlsbad under navn af kjøbmand Müller fra Leipzig. «Man vilde ellers have hindret min reise,» skrev han i sin dagbog.
En af hans første breve fra Rom var til hans moder:Forfatternote: Skrevet den fjerde november 1786.
«Først og fremst maa jeg fortælle Dem, kjære moder, at jeg lykkelig og vel er kommen hertil. Jeg reiste hid ganske alene og ukjendt gjennem Bayern, Tyrol, over Verona, Vicenza, Padua, Venedig, Ferrara, Bologna og Florenz; ogsaa her gjennemfører jeg et slags incognito.
Jeg kan ikke sige Dem, hvor lykkelig jeg er over, at saa mange af mit livs drømme gaar i opfyldelse, og at jeg nu ser de gjenstande i virkeligheden, som jeg fra ungdommen saa paa kobberstik, og som jeg saa ofte hørte fader fortælle om.
Ganske vist faar jeg alle disse ting noget sent at se; men det er mig til desto større nytte, og jeg faar se meget i løbet af kort tid.
Endnu ved jeg ikke, hvor længe jeg kommer til at blive her; det kommer an paa, hvordan alt stiller sig hjemme. I ethvert tilfælde gjør jeg tilbagereisen over Schweiz og besøger Dem; da vil vi rigtig nyde livet sammen. Men dette er mellem os!
156Idag har jeg ikke tid til at sige meget; jeg vilde kun, at De saa hurtig som muligt skulde dele min glæde. Jeg kommer til at vende tilbage som et nyt menneske og leve til større glæde for mig selv og mine venner. Send indlagte brev til Bethmanns, men lad dem ikke vide, at brevet er kommet gjennem Dem. Uden at vide det har BethmannsForfatternote: Bethmanns, der var fru Goethes intime omgangsvenner, havde en stor bankforretning i Frankfurt. givet mig kredit under et andet navn.
Skriv snart til mig og fortæl mig meget om, hvordan De lever, samt andre nyheder. Naar man er langt borte, er alt, hvad der vedrører venner og kjære, af interesse.
Fortæl mig ogsaa, naar dette brev kommer frem, forat jeg kan rette mig derefter. Lev vel og hold af mig. G.»
Fru Goethe svarede straks:
«Kjære søn! En aabenbarelse fra underverdenen havde ikke kunnet forbause mig mere end dit brev fra Rom. Jeg kunde juble høit af glæde over, at det ønske, du har næret fra din tidligste ungdom, nu er gaat i opfyldelse. Et menneske som du, med dine kundskaber, med dit rene, vide syn paa alt, hvad der er godt, stort og ædelt, og med dit ørneblik maa blive glad og lykkelig for hele resten af livet ved en saadan reise; – den vil ikke alene virke paa dig selv, men paa alle, der har den lykke at nyde godt af dit arbeide. Jeg glemmer aldrig den afdøde Klettenbergs ord: «Naar din Wolfgang reiser til Mainz, vender 157han tilbage med flere erfaringer end andre, som reiser til Paris og London.»
Hvor jeg vilde ønske, at jeg havde kunnet se dig, da du første gang traadte ind i Peterskirken!!! Du lover mig imidlertid at besøge mig paa tilbagereisen, da maa du nøiagtig fortælle mig alt!
For henved fire uger siden skrev Fritz von Stein, at du havde sat ham i stor forlegenhed; intet menneske – selv ikke hertugen – vidste, hvor du var; alle troede, at du var i Bøhmen o. s. v.
Dit kjære og interessante brev av 4de november kom hid til mig onsdagen den 15de i samme maaned, klokken seks aften. Dit brev til Bethmanns har jeg spilt dem ihænde paa en saa kostelig maade, at de sikkert ikke gjætter paa mig.
Om mit ydre og indre liv følger nu en nøiagtig og sandfærdig beskrivelse: Mine dage glider stille som en klar bæk. Uro og støi har aldrig været min sag, og jeg takker forsynet for mine forhold. Tusinder vilde finde et saadant liv for ensformigt, men det passer mig, – saa roligt som mit legeme er, saa virksomme er mine tanker. Jeg kan tilbringe den lange, udslagne dag ganske alene, forundre mig over, at det er aften, og jeg er glad som en gudinde. Mere end glad og tilfreds behøver man vel ikke at være i denne verden!
Det nyeste nyt om dine venner er, at papa La Roche ikke længer bor i Speier, men har kjøbt et hus i Offenbach, hvor han agter at ende sine dage. Dine øvrige venner lever alle som før, ingen af dem har havt en saa kjæmpemæssig fremgang som du («men vi var ogsaa altid tjenerne», sagde afdøde Max Moors!). Naar du kommer hid, skal alle disse 158menneskebørn inviteres og trakteres paa det bedste, – dyresteg og fugl i lange baner, det skal blive en storartet festlighed.
Kjære søn! nu vaagner en ærbødig tvivl hos mig, om dette brev vil komme dig ihænde. Jeg ved ikke, hvor du bor i Rom; du er næsten in conito (som du skriver); – vi vil haabe det bedste!
Du skriver vel nogle ord, før du kommer; ellers venter jeg min eneste elskede med hver postvogn, – og skuffede forhaabninger er aldeles ikke efter min smag. Lev vel, kjære! og tænk ofte paa
din trofaste moder
Elisabetha Goethe.»
Omtrent samtidig var ogsaa de første efterretninger fra Goethe komne til Weimar. Men fru von Stein havde intet brev modtaget. Hun var dybt saaret baade over hans taushed og over, at han var reist bort uden at meddele det. Saasnart hun fik vide hans opholdssted, sendte hun ham en skrivelse, der efter hans svar at dømme maa have været meget bitter. Postforbindelsen mellem Rom og Weirnar var dengang overmaade langsom. Hendes brev kom ham først ihænde ved juletid; han skyndte sig at sende hende første del af sin dagbog, der viste, med hvilken hjertelighed og taknemmelighed han tænkte paa hende.
Det fremgaar af moderens brev, at fru von Stein, inden hun vidste, hvor han var, havde søgt oplysninger gjennem Fritz. Men som vi ved, havde Goethe bedt moderen om ikke at meddele hans opholdssted til nogen, og hun bevarede hans hemmelighed. Bedre 159end fru von Stein, der indtog den første plads i hans hjerte, følte hun, hvilken betydning et ophold i Italien maatte have for ham.
En maaned efter at hun havde skrevet til sin søn, skrev hun til Fritz von Stein:
«Her sender jeg Dem en julegave, forat De ikke skal glemme mig! – Jeg mindes endnu med fornøielse den tid, da vi tilbragte saa mange glade dage sammen, – skade at alt forsvinder saa hurtig, og at livets glæder stadig er paa flugt. Man bør derfor ikke jage dem bort gjennem daarligt humør, men gribe dem i flugten, – ellers forsvinder de og iler skyndsomt ind i drømmenes verden.
Ved De endnu ikke, hvor min søn er? Han er en omvankende ridder! Sluttelig vil han nok aabenbare sig og aflægge regnskab for sine heltegjerninger. Hvem ved, hvor mange kjæmper og drager han er i strid med, hvor mange fangne prinsesser han har befriet! Lad os forud glæde os til hans fortælling om sine eventyr og taalmodig afvente, hvordan det hele vil udvikle sig.» –
Goethe havde bestemt, at hans breve til fru von Stein, samt hans breve til Herder og andre venner skulde sendes til hans moder. Den 29de januar 1787 sendte fru Goethe disse breve tilbage; hun skrev til fru von Stein:
«Høivelbaarne frue!
Ærede veninde!
Jeg skylder Dem megen tak for meddelelserne i Deres saa interessante brev. Jeg glæder mig over, at det er lykkedes for min søn at stille sin længsel efter 160at se Rom; det har fra ungdommen været hans tanke om dagen og hans drøm om natten! Levende forestiller jeg mig hans begeistring ved synet af de gamle mesterverker, og jeg glæder mig over hans glæde. Gud bringe ham frisk tilbage! dette er mit og, – derom er jeg overbevist – alle hans venners ønske.»
Opholdet i Rom blev længre, end Goethe havde tænkt. Oprindelig var det hans hensigt at vende tilbage vaaren 1787. Skjønt moderen sikkert ventede ham til Frankfurt, glædede ingen sig mere end hun over hans forlængede frihed.
«Jeg regner en ny fødselsdag, en sand gjenfødelse fra den dag, jeg kom til Rom,» skrev han i december 1786.
Han begyndte atter at tage undervisning i tegning og malning, som havde interesseret ham sterkt i hans ungdom. Under sit antagne navn knyttede han venskabsforbindelser med fremstaaende forfattere og kunstnere. Den uafladelige beskjæftigelse med kunst, friheden og den lykke, som han følte, begeistrede ham til nye verker.
Den 22de januar 1787 reiste han til Neapel. Den 6te juni vendte han atter tilbage til Rom; han havde nu til hensigt. at tiltræde hjemreisen i juli maaned. Men han havde vanskelig for at beslutte sig til at vende tilbage til de smaa forhold og haabede endnu, at han i Rom skulde faa leilighed til at fuldføre «Egmont», «Tasso» og «Faust».
«Hvordan skulde jeg kunne forlade det eneste sted paa jorden, der er som et paradis for mig,» skrev han i juli maaned. «For hver dag, som gaar, tiltager mit legemlige og aandelige velvære; jeg har 161snart ingen andre ønsker, end at denne tilstand maa vare ved.»
Den 9de mars 1787 skrev fru Goethe til Fritz von Stein:
«Bed Deres moder om venligst at sende mig alt, hvad hun modtager; jeg vil være hende inderlig 162taknemmelig! Vær ikke urolig for, at der skal blive taget afskrifter, ingen faar se det.
De er altsaa ikke af den mening, at min søn fremdeles bliver borte i længre tid? – Jeg for min del under ham gjerne at nyde den glæde og fryd, hvori han nu lever, til sidste draabe. Under saa lykkelige forhold faar han vel aldrig se Italien igjen! Jeg stemmer for, at han bliver der længre, forudsat at det sker med hertugens samtykke.»
Det var fremdeles Goethes faste beslutning at besøge sin moder paa tilbagereisen og at opholde sig hos hende nogen tid.
Han sendte sine bøger og tegninger til Frankfurt. Men han ombestemte sig pludselig; den 18de mars 1788 skrev han til Karl August, at han kom direkte til Weimar.
Troligvis havde han i stilhed forberedt sin moder paa dette. Skjønt hun gjennem aar havde længtet efter ham og glædet sig til hans besøg, bebreidede hun ham intet.
Den 22de februar skrev hun til Fritz von Stein:
«]eg har modtaget et brev af 3die dennes fra Rom, hvori min søn skriver, at han henimod paaske vil meddele mig, om jeg faar se ham iaar eller ikke. Jeg antager derfor, at det endnu er høist uvist, om han kommer over Frankfurt paa tilbageveien. – At han er bleven kold mod sine venner, tror jeg ikke; men tænk Dem ind i hans sted: Han er bleven hensat i en helt ny verden, – en verden, som han fra barndommen har hængt ved af hele sit hjerte og hele sin sjæl. Tænk paa den nydelse, dette bringer ham! En hungrende, som længe har fastet, vil 163hverken tænke paa fader eller moder; paa sin ven eller den elskede, inden han har stillet sin hunger ved et rigt bord; og ingen kan blive vred paa ham af den grund.»
Goethe havde i Italien fuldført «Egmont», omarbeidet «Iphigenia», skrevet paa «Tasso» og «Faust» og lagt planen til flere nye verker. Hans virksomhed inden statstjenesten i Weimar skulde fra nu av indskrænke sig til de institutioner, der vedrørte videnskab og kunst. Modig og forhaabningsfuld vendte han tilbage; men allerede faa uger efter følte han sig uendelig skuffet.
De fleste af hans venner var borte. Karl August var sygelig og meget paa reiser. Hans forhold til Wieland var kjøligt. Hans ensomhedsfølelse forøgedes ved efterretningen om, at Merck, hans ældste, mest trofaste ven, stod paa fallitens og sindsygdommens rand.Forfatternote: Hertugen hjalp ham i hans pengenød. «De kan ikke tro, hvad jeg følte, da jeg for omtrent en uge siden, efter undertrykkelsens skam, igjen befandt mig i kredsen af mine gamle venner: Goethes moder, fru La Roche og hendes børn og Goethes venner,» skrev han til Karl August vaaren 1789. Men han var sjælelig og legemlig nedbrudt og kom sig aldrig mere. Flere af hans børn døde, og den nagende angst for, at han atter skulde komme i kassemangel, blev til en fiks ide. Han skjød sig sommeren 1791.
Var hans tilbagekomst en skuffelse for ham, saa var skuffelsen ikke mindre for fru von Stein. Det to-aarige fravær, der i saa høi grad havde udviklet ham, havde øget afstanden mellem dem. Charlotte var nu seks og firti aar, hun havde været syg og var ældet. Goethe var bleven forynget, og han betragtede hende med andre øine end før. Endnu holdt 164han af hende; han vilde fremdeles skjænke hende sin høiagtelse og sit venskab. Men han følte ikke længer den tilbedende kjærlighed, som hun forlangte, og den kulde, hvormed hun modtog ham, saarede ham dybt.
«Istedetfor at trøste mig og trække mig til sig, bragte vennerne mig til fortvivlelse,» skrev han. «Min begeistring for de ting, som de neppe kjendte, mine lidelser, mine klager over det, som jeg havde forladt, syntes at fornærme dem. Jeg maatte give afkald paa al deltagelse; ingen forstod mit sprog.»
Han var vendt tilbage den 18de juni. Ikke en maaned efter mødte han sin skjebne i skikkelse af den to og tyve-aarige Christiane Vulpius.
Hun arbeidede ved en blomsterfabrik og levede i fattige kaar sammen med en søster og en tante. Hendes fader, der havde været amtsarkivar, var forfaldt fuldstændig til drik og var død et par aar før. Hendes broder blev teatersekretær og sekretær ved biblioteket i Weimar; han var forfatter af den bekjendte røverroman «Rinaldo Rinaldini» og havde allerede offentliggjort adskillige digte og fortællinger. Han ønskede en anbefaling og sendte søsteren med et bønskrift til den store digter.
Goethe, der i ti aar havde ligget ved fru von Steins fødder, blev forelsket i den friske, uskyldige unge pige, som blev hans hustru.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.