XXV. Dronning Louise af Preussen og fru Goethe. – Hertugen af Mecklenburg. – Nicolovius om fru Goethe. – Den tyske moder og den franske forfatterinde

200Indtil den høie alderdom bevarede fru Goethe sin udmerkede helbred og sit gode humør. Til sine sidste dage havde hun en løftende indflydelse paa sine omgivelser. Hendes hjem og hendes hjerte stod altid aabent for de unge, og hvor gammel hun end blev, følte hun sig i sindet jevnaldrende med dem.

Baade sommeren og vinteren bragte hende glæder. Om sommeren besøgte hun sine venner i deres haver, og hun kjørte ud i sin veninde Elise Bethmanns vogn; til hendes bolig hørte desuden en plads, hvor hun blegede det garn, som hun selv havde spundet, og hvor hun likte at sidde og lade solen skinne paa sig. Om vinteren gav hun hverken afkald paa selskabelighed eller paa teatret, skjønt hun nødig gik ud, naar nordenvinden feiede gaderne, og skjønt hun længtede efter varme og vaar.

Hun gjorde nar af sine svagheder: sin altfor store kjærlighed til teatret, sin snakkesalighed og sin frygt for sindsbevægelser, som hun ikke tiltroede sig kraft til at bære. Det var en eiendommelighed hos hende, at hun søgte at holde ubehagelige indtryk borte; naar hun fæstede en tjener, sagde hun en gang for alle:

«Jeg ønsker, at man ikke skal meddele mig sladder! Man skal ikke fortælle mig noget ubehageligt, intet, som kan forskrække eller forurolige mig, hverken naar det sker i mit eget hus, i naboskabet eller ude i byen. Hvis sagen vedkommer mig, faar jeg 201tidsnok høre det; hvis den ikke vedkommer mig, bekymrer den mig ikke. Selv om der bryder ild ud i den gade, hvor jeg bor, vil jeg ikke vide det, før det er nødvendigt.»

Hun havde vedblivende sin gode appetit, og hun var altid sirlig klædt. Endnu paa sine gamle dage tog hun sig udmerket ud, naar hun brusede ind i selskaber, kunstfærdig friseret, som oftest klædt i gul silkekjole med langt slæb og brede kniplinger, med egte perler om halsen, brillanter paa brystet og armbaand, som lyste af diamanter. Naar man hilste hende paa gaden, stillede hun sig op som til menuet og neiede dybt.

Hun var gjenstand for den største ærbødighed. Næsten alle stormænd, som reiste gjennem hendes by, opsøgte vedblivende den gamle dame. Blandt disse var Alexander von Humboldt, Jacob Grimm og statsminister von Hardenberg. Ogsaa gamle venner fra Weimar dukkede atter op: Musikeren Kranz sendte hende sine kompositioner. Kraus, der var direktør for den hertugelige tegneskole, besøgte hende flere gange. Hun var hyppig gjest hos Anna Amalies søster, markgrevinden af Baireuth, som pleiede at besøge Frankfurt. Og Karl Augusts søn, den senere storhertug Karl Friederich, besøgte hende vaaren 1802 paa gjennemreise til Paris.

Men de største æresbeviser, og de som hun satte mest pris paa, blev vist hende af «hendes prinsesse Louise», som nu var dronning af Preussen.

Den 20de juli 1799 skrev hun til Goethe:

«Dronningen indbød mig gjennem sin broder. Prinsen kom til mig til middag og spiste ved mit lille 202bord. Klokken seks hentede han mig i en vogn med to tjenere. Dronningen talte med mig om svundne tider, hun erindrede endnu med stor glæde mit forrige hus, de gode pandekager o. s. v.

Hvilken virkning slige ting gjør paa menneskene! I alle kaféer og vinstuer, i store og smaa selskaber fik man straks høre det; de første dage talte man ikke om andet, end at «dronningen har ladt «Frau Rat» hente til sig gjennem arveprinsen af Mecklenburg». – Og hvor man plagede mig til at fortælle alt, hvad vi havde talt om, – kortsagt: jeg havde en glorie om min pande, som klædte mig godt.»

Sommeren 1803 opholdt dronning Louise af Preussen sig atter i nærheden af Frankfurt. Den 24de juni skrev fru Goethe til sin søn:

«Kongen og dronningen af Preussen var i Wilhelms bad. Dronningen erklærede, at hun maatte tale med raadsherinde Goethe, og at man maatte træffe foranstaltninger for at faa mig ud til hende. Som følge deraf underrettede grevinden af Leiningen mig om hendes majestæts befaling, og klokken to om eftermiddagen hentede hun mig i en vogn, som var forspændt med fire raske heste. Klokken halv fem kom vi til Wilhelmsbad. Jeg blev ført ind i et elegant værelse, hvor dronningen viste sig som solen blandt stjernerne. Hun glædede sig hjertelig over at se mig og forestillede mig for sine tre søstre: hertuginden af Hillburghausen, arveprinsessen af Thurn og Taxis, fyrstinden af Solms; den sidstnævnte og dronningen huskede endnu med stor fornøielse mit hus og meget andet. Da jeg rigtig var fuld af jubel, – hvem kom ind? Vor hertug af Weimar! Tænk 203dig min glæde!!! Og hvor meget kjært og godt han sagde om dig! – Jeg var saa bevæget, at jeg samtidig havde lyst til at le og græde. I den stemning, jeg var, lod dronningen mig kalde ind i et andet værelse; ogsaa kongen kom derind. Dronningen gik hen til et skab og tog frem et prægtigt halssmykke, og – nu skal du blive forbauset – hun lagde det med egen haand om min hals. Jeg var rørt til taarer og var næsten ikke istand til at takke.

Prydet med dette kostbare smykke kom jeg atter ind i det værelse, hvor hertugen og dronningens tre søstre opholdt sig. De glædede sig meget over min pragt og min forvandling.

Det er umuligt udtømmende at skildre alt, hvad der hændte paa denne for mig saa ærefulde dag. Kun saa meget: Jeg kom glad og lykkelig tilbage til «Goldener Brunnen» klokken ti om aftenen.»

Ogsaa dronning Louises søskende viste hende stedse hjertelighed. Hertug Georg besøgte hende mange gange.

«Jeg vil kun sige Dem, kjære Frau Rat, at jeg i Deres brev gjenfandt min kjære gamle raadsherinde, den kvinde, som har skjænket os den store Goethe, hvilket aldrig har forundret mig,» skrev han til hende. «Bliv ved at holde meget af mig, og lev rigtig, rigtig længe, saa at vi endnu mangen gang, naar jeg kommer gjennem Frankfurt, kan drikke en skaal til minde om den herlige gamle tid.

Dronningen, som fortæller mig, at det var en saa hjertelig glæde for hende at se Dem igjen i Frankfurt, sender Dem sine venligste hilsener. Med Deres tilladelse omfavner jeg Dem, som jeg pleier, efter gammel tysk skik. Georg.»

204Fru Ajas unge veninde Bettina Brentano traf hertugen hos hende i hendes sidste aar.

Hun kom for at besøge hende en aften. Pigen, som lukkede op, sagde, at raadsherinden endnu ikke var kommen hjem, men at hun ventede hende snart.

Bettina gik ind. Det var mørkt i værelset; hun satte sig ved vinduet og stirrede ned paa pladsen. Det forekom hende, at hun ikke var alene, men at nogen pustede i hendes nærhed; hun ble forskrækket og vovede ikke at røre sig af pletten. Fru Goethe kom straks efter; hendes pige fulgte hende med et tændt lys.

«Er du der?» spurgte raadsherinden. «Ja» raabte to stemmer paa en gang. Bettina kom springende fra vinduet; en ung mand i uniform med mange ordener traadte frem fra en mørk krog. Det var hertugen af Mecklenburg-Strelitz.

«Kan jeg faa lov at spise fleskesalat og eggekage hos Dem iaften, fru raadsherinde?» spurgte han.

Hertugen glemte aldrig Goethes moder. Efter hendes død kjøbte han det store taffelur, som stod i hendes stue.Forfatternote: Dette taffelur forærede han Goethe paa hans ottiaars-fødselsdag.

I 1813, da Tyskland reiste sig for at afkaste Napoleons aag, skrev han til sin søster: «Hvor det er skade, at den gamle fru Goethe er død, at hun ikke oplever at se sin bys gjenopreisning.» –

Vaaren 1800 kom hendes datterdatter Louise Nicolovius til Frankfurt sammen med sin mand og sine tre børn.

Nicolovius fortæller:

«Da vor lille Edvard igaar var hos bedstemoder 205i hendes teaterloge og slugte skuespillet med umættelig interesse, var hendes oldemoderstolthed paa sin høide, og hun fortalte til høire og venstre, at han var hendes barnebarnsbarn.»

«Bedstemoder Goethe er overhovedet for vor store familie,» skrev han videre; «hun er den livligste og mest hjertevarme af familien. – Hele hendes væsen, hendes meget bestemte optræden i selskabslivet, hendes originalitet, hendes straalende munterhed river med sig, saa at man ikke faar tid eller lyst til at kritisere. Hverken paa hendes aand eller paa hendes udseende merker man hendes alder. Hvor hun viser sig, vaagner liv og glæde.»

Den engelske advokat og forfatter Crabb Robinson, som besøgte hende 1802, roser i sterke udtryk hendes kraftige personlighed. Mindre sympati synes det at have været mellem hende og den franske forfatterinde fru von Staël, som var i Frankfurt nogle gange i begyndelsen af forrige aarhundrede.

Fru Aja søgte at undgaa hende. Men fru von Staël ønskede meget at træffe Goethes moder, og de mødtes en eneste gang hos familien Bethmann.

En kreds af fornemme frankfurterinder var samlede, da man ventede den berømte dame. Fru Goethe stod i midten, høi og rank. Hendes store øine straalede, og hun var klædt i al sin pragt. Om halsen bar hun det smykke, som dronningen af Preussen havde foræret hende; i haanden holdt hun en gulddaase, hvorpaa der var malet et miniaturbillede af hendes søn.

Modtagelsessalen laa i dæmpet belysning og var dekoreret med orientalske planter. Fru von Staël 206kom gjennem en forhal; for at naa hen til det sted, hvor frankfurterinderne ventede hende, maatte hun gaa fire trappetrin ned. Hun snublede, idet hun rykkede frem mod fru Goethe. Raadsherinden hilste med stor værdighed og sagde saa høit, at man hørte det over hele salen:

«Je suis la mère de Goethe!»

«Ah, je suis charmée,» sagde forfatterinden og neiede dybt.

Den aandfulde franske dame og den kraftfolde tyske husmoder mønstrede hinanden, medens fru von Staels følge og frankfurterinderne lyttede til de ord, som blev vekslede mellem dem.Forfatternote: Bettina Brentano udmaler denne scene i meget kraftige farver; hun paastaar, at hun selv var tilstede, hvilket imidlertid ikke kan have været tilfældet. Hun henlægger selskabet hos Bethmanns til 1808; men det fandt sikkert sted 1803. Ved at sammenligne de forskjellige kilder er jeg kommen til den overbevisning, at det berømte møde mellem de to damer var, som jeg har skildret ovenfor.

Den 13de januar 1804 skrev fru Goethe til sin søn:

«Jeg hører, at fru von Stae! nu er i Weimar. Paa mig virkede hun saa trykkende, som om jeg havde en møllesten om halsen. Jeg gik overalt afveien for hende, afslog indbydelser til selskaber, hvor hun var, og følte mig lettet, da hun reiste. Hvad vil denne dame med mig? – Jeg har i hele mit liv ikke skrevet saa meget som en ABC-bog, og min genius vil ogsaa bevare mig fra at gjøre det i fremtiden!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.