III. Familien Goethe. – Det første aar som hustru

Familien Goethe var fra Nordtyskland. Raadsherre Goethes oldefader havde boet i Sondershausen indtil 1657 og havde havt ansættelse i kommunens tjeneste. Senere flyttede han til en søn, som var smed, og hvis ældste søn blev skrædder. Skrædderen opholdt sig flere aar i Frankrige, men styrede 1686 sine skridt til Frankfurt am Main.

I yngre aar var han meget fattig; men han var flink og flittig og blev lidt efter lidt velstaaende Han havde først været gift med en skrædderdatter, der døde tidlig; henved femti aar gammel indgik han et nyt egteskab. Hans anden hustru hed Cornelia Schelhorn; hun var seksogtretti aar gammel, enke og eierinde af hotel «Weidenhof» samt i besiddelse af formue. Wolfgang Goethe antyder i «Dichtung und Warheit», at der gik et rygte om, at hans fader var søn af en meget fornem herre, og at skrædderen havde paataget sig faderskabet.

19Den gamle Goethe drev sin hustrus hotel op til at blive et af de bedste i Frankfurt.

Efter en del aar blev Cornelia for anden gang enke. Hun solgte hotellet og kjøbte 1733 et hus ved Hirschgraben; nu eiede hun en formue af hundrede tusinde gülden.

I sit testamente havde Goethe formanet det eneste barn til at «skjænke sin moder al den sønlige ærbødighed, som tilkom hende, og at vise hende den lydighed, som han skyldte hende. Da vilde Guds velsignelse følge ham».

Johan Caspar handlede efter den gamles vilje; han viste moderen altid den største finfølelse og ærbødighed. Han lod hende frit disponere over den store formue, og skjønt han ønskede at bygge om deres gamle hus, gjorde han ikke den ringeste forandring, saa længe hun levede. Wolfgang skildrer sin bedstemoder Goethe som en vakker, slank, mild og velvillig gammel dame, der altid gik klædt i hvid dragt.

Baade hun og hendes mand havde ønsket, at sønnen skulde naa høiere op ad samfundets stige. Han havde studeret jus ved forskjellige universiteter og gjort en reise i fremmede lande. Efter at have fuldendt en alsidig uddannelse, søgte han et mindre embede i sin fødeby. Han tilkjendegav at han agtede at forvalte embedet uden løn; thi han frygtede, at skræddersønnen ellers ikke vilde blive antaget. Ansøgningen blev alligevel afvist, og han følte sig dybt krænket; trykket af social underlegenhed var et saart punkt i hans liv.

Senere tilkjøbte han sig titelen «keiserlig raadsherre» 20for en sum af 335 gülden og 35 kreutzer, der dengang blev betragtet som en stor sum.

Vilde han trænge ind i sin fødebys embedsaristokrati, hvilket hans moder øiensynlig eftertragtede, kunde dette kun ske ved giftermaal.

Han kastede sine øine paa overborgermesterens ældste datter.

Han var rig, havde en høi titel og var meget agtværdig; fader Textor tænkte ingenlunde paa at tilbagevise et saa godt parti. Den tids pigebørn blev ikke spurgt tilraads; Elisabeth modtog sin skjebne af sin faders haand og betragtede hans vilje som Guds vilje. Hun har selv fortalt, at hun ikke tænkte over det vigtige skridt.

Den 20de august 1748 fandt vielsen sted, og den værdige brudgom førte sin brud over tærskelen til huset ved Hirschgraben. Fra fantasiens verden blev hun ført ind i det graa hverdagsliv.

Hun var sund paa legeme og sjæl, hun var gudfrygtig, munter, fordringsløs og høist indtagende af udseende og væsen. Hun havde faa kundskaber, men lyst til at uddanne sig videre.

Hun var bundet til en tung, ikke altid elskværdig mand, der forlangte bekvemmelighed og ro; han stod fuldstændig uforstaaende ligeoverfor de uskyldige fornøielser, som hans unge hustru satte pris paa. Til trods for sine store kundskaber beskjæftigede han sig mest med smaating. Han behandlede hende som et barn og betragtede det som pligt at retlede hende. Pianoundervisningen blev fortsat under en fremragende lærers veiledning, og raadsherren gav hende selv timer i skrivning og italiensk.

21Overgangen fra hjemmet i Friedbergergasse til det mørke hus ved Hirschgraben var en tung prøvelse. Naar Elisabeth i senere aar talte om overflytningen fra barndomshjemmet og den omvæltning, som foregik i hendes forhold, gik der en skygge 22over hendes ansigt, og øinene blev dybt vemodige.

Hun havde forladt en fader, som hun saa op til, en endnu ung moder, som hun elskede, fire muntre søskende, som var yngre end hende, samt solværelser og en deilig have. I de mørke og lavloftede stuer, som hun nu beboede, var hendes eneste selskab en streng og sparsommelig egtemand, som belærte hende fra morgen til aften, og en svigermoder, der mente det vel med hende, men som var næsten otti aar gammel. Selv har hun fortalt, at hun vilde være bleven kvalt i dette liv, hvis ikke en af hendes tanter, som havde mange høiere interesser, havde opmuntret hende og taget sig af hende.

Heldigvis behøvede hun det første aar ikke at beskjæftige sig med tunge, huslige arbeider.

Hendes svigermoder førte husholdningen og tog i begyndelsen de daglige byrder bort fra hendes skuldre.

Først da den omtænksomme gamle blev svagelig og trak sig tilbage, blev Elisabeth Goethe den dygtige husmoder, som hvilken efterverdenen kjender hende.

Takket være svigermoderens kloge raad, lærte hun at tilfredsstille sin egensindige mand, hvis omstændelighed og smaalighed i høi grad vanskeliggjorde det daglige samliv. Hans moder frygtede, at hans overdrevne sparsommelighed vilde berede svigerdatteren pinlige timer; hun forærede hende i al hemmeligbed to hundrede dukater, som hun bad hende om at gjemme som en nødskilling. Den troskyldige unge frue gav dem straks til sin mand, der lovede at give 23hende renter af summen, samt at give hende pengene tilbage, naar hun ønskede det. Men hun saa aldrig senere hverken kapital eller renter.

Livet havde sat den syttenaarige ind i forhold, som uafviselig fordrede huslige dyder og forsigtighed. Hun underordnede sig den ældre mand. Den borgerlighed og den mangel paa illusioner, som var fremherskende hos ham, trængte med magt tilbage de romantiske drømme og den eventyrlyst, som laa paa bunden af hendes sjæl.

Det første aar af hendes egteskab, medens hun ventede sit ældste barn og altid var syg, var sikkert ikke en af de mindst vanskelige perioder i hendes liv. Men hendes bedste egenskaber udviklede sig; og medens hun nedkjæmpede sine egne ønsker, bestod hendes lyse sind seirrig en stor prøve. Hendes tanker og haab samlede sig om det lille væsen, som hun bar under sit hjerte, og som skulde give hendes liv dets store indhold. Sine ungdomslængsler, som blev indestængte, gav hun i arv til sin søn; hun har selv udtalt, at det var derfor, hans hjerte altid blev ved at være ungt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.