Goethe kom til Weimar den 7de november 1775. Ifølge fru von Stads udsagn var det ikke en liden by, men kun et stort slot. Omkring slottet boede seks tusinde mennesker, der hovedsagelig ernærede sig af jordbrug. Med uregelmæssige og lange mellemrum hørtes lyden af et posthorn i de stille gader; thi Weimar laa afsides fra hovedveien, der førte gjennem Tyskland.
88Var forholdene snevre, kom digteren til gjengjæld ind i en fint dannet kreds, hvis midtpunkt var enkehertuginde Anna Amalie. Hun var virksom og begavet, elskværdig, men ikke kongelig. Skikkelsen var liden og uanselig; paa den korte hals sad et stort hoved. Ansigtstrækkene mindede om Fredrik den store af Preussen, som var hendes onkel; hun havde ogsaa hans store øine og gjennemtrængende blik.
Sytten aar gammel var hun bleven gift med hertugen af Weimar, og to aar efter var hun bleven enke. Neppe nitten aar gammel havde hun maattet overtage regjeringen over det lille land, der var ruineret gjennem krige og daarlig forvaltning.
Hun havde tidlig lært menneskelivets elendighed at kjende. Hendes fader, hertugen af Brunswig, havde aldrig likt hende og behandlede hende uretfærdig og haardt. Hendes sørgelige barndom havde gjort hende mistroisk, og hun var bleven ved at være det, medens hun søgte at løse de tunge opgaver, der blev læssede paa hendes skuldre: hun nærede mistro baade til sine hoffolk, sine embedsmænd og til sine egne kræfter.
Eftersom aarene gik, følte hun sig sikrere, og hun kunde derfor lettere gjennemføre reformer. Takket være hendes skarpsindighed og energi vendte orden og velstand tilbage. Hun kaldte begavede og lærde mænd til sin hovedstad. Da hun overgav kronen i sin søns hænder, var hun selv og alle andre paa det rene med, at hendes regjering havde været en lykkelig tid for landet.
Karl August var ikke mindre begavet end sin moder; men han var haard og trodsig, og det var 90tidlig kommen til stridigheder mellem dem. Hertuginden havde valgt Wieland til opdrager for sønnen; den elskværdige, men lunefulde digter havde imidlertid ikke været istand til at indvirke paa hans karakter. Skjønt Anna Amalie længtede efter at trække sig tilbage fra sin ansvarsfulde stilling, var hun ængstelig for at overgive magten til sin utøilede søn. Inden hun nedlagde regjeringen, havde hun derfor drevet igjennem, at han egtede den ædle prinsesse Louise af Hessen-Darmstadt.
Den nye hertuginde var en fornem og majestætisk personlighed, men en uselskabelig og sky natur. Hendes egtefælles vilde jagter, hans grovkornede spøg og hensynsløse væsen var hende utaaleligt. Egteskabet blev overmaade ulykkeligt.
Anna Amalie var kun seks og tretti aar, da hun nedlagde regjeringen. Hendes søn og svigerdatter var atten aar gamle. En af de ældste ved hoffet var Wieland, der var to og firti aar; de unge betragtede ham som en aldrende mand.
Goethes tilsynekomst vakte umaadelig opsigt. Hans stilling var meget vanskelig. Hans aand, hans skjønhed og elskværdighed vakte manges begeistring; men andre betragtede den fremmede og borgerlige digter med misundelige øine.
Karl August holdt af sin nye ven. Endnu anede han ikke den statsmandsbegavelse, som han sad inde med. Han beundrede digteren; men naar han ønskede at beholde ham i sin nærhed, var det hovedsagelig, fordi han haabede, at han vilde bringe bevægelse ind i det daglige livs ensformighed.
Goethe betragtede det som pligt at løfte hertugens 91livssyn; han besluttede at gjøre den vilde og forlystelsessyge yngling til en klog regent. Men han var ikke i tvivl om, at det var et langt og besværligt arbeide, som han paatog sig.
Uafladelig var der baller og jagtudflugter, slædepartier og maskerader, teaterforestillinger, drik og spil. For at vinde og bevare hertugens tillid maatte digteren tage del i hans adspredelser: han maatte ride over stok og sten, sove under aaben himmel, danse og løbe paa skøiter om natten ved fakkelbelysning sammen med ham. Men naar Karl August var træt af disse fornøielser, førte Goethe umerkelig samtalen hen paa høiere emner; han gav raad med hensyn til rigets anliggender og fik stor indflydelse over den unge fyrste.
Rygter om livet i Weimar trængte ud over hele Tyskland. Den dybt krænkede hertuginde Louise beklagede sig til sine slegtninge over sin mands udskeielser, og Goethes fiender udpegede ham som den onde aand, der forledede hertugen til det vilde liv.
I begyndelsen boede han hos præsident Kalb. Da han ikke havde indtægter i Weimar, var hans økonomiske forhold i den første tid næsten fortvivlede. Brevvekslingen mellem Weimar og Frankfurt viser, at det ogsaa paa afstand kom til kraftige sammenstød mellem fader og søn.
For at dække gjæld, som han ikke vilde nævne for faderen, havde han før sin afreise laant en større sum af Merck. Alligevel strømmede regninger fra alle kanter ind til forældrene. Bag sin mands ryg maatte fru Goethe betale den guldgalonerede frak, hvori han havde gjort kur til Lili.
92Samtidig skrev han selv uafladelig efter penge. Fru Aja vilde gjerne give ham alt, men hans fordringer satte hende i stor forlegenhed. Hun eiede ingen egen formue; thi hendes moder levede endnu. Hendes mand blev mere og mere paaholden, og hendes bønner og overtalelser mødte den heftigste modstand. Omsider maatte hun skrive til Merck, som igjen sendte ham penge; han stod i livlig forbindelse baade med Weimar og Frankfurt, og var en trofast ven og raadgiver for moder og søn: Han tog helt og holdent parti mod faderen, som han betragtede som en gjerrig hustyran.
Den næsten sytti-aarige raadsherre var opfyldt af angst for, at hans søn skulde gaa tilgrunde i hoflivet, og han var vred og skuffet over, at hans ophold i Weimar blev forlænget gang paa gang. Hans hustru haabede, at opholdet vilde blive til glæde og lykke for ham; med moderlig forfængelighet fortalte hun, at han levede i Weimar som «en fyrstes broder og høire haand»
Goethe skrev til venner i Frankfurt:
«Det ender vel med, at jeg bliver her og spiller min rolle saa godt, som jeg kan, og saa længe, som det behager mig og skjebnen. Selv om det kun skulde blive et par aar, er det bedre end det uvirksomme liv derhjemme, hvor jeg intet kunde udrette tiltrods for al min arbeidslyst.»
Vaaren 1776 flyttede han til et havehus, som tilhørte hertugen, og hvor han blev boende seks aar. Det laa kun ti minutter fra byen, var omgivet af store trær, men var forfaldent. Han havde hverken møbler eller penge til at kjøbe møbler for. Atter 93bad han indtrængende sin moder om at anstrenge sig for at faa faderen til at hjælpe ham.
Den sjette mars 1776 skrev han til hende og Johanna Fahlmer:
«Jeg beder eder engang for alle om at tage forholdene med ro. Lad fader brygge sammen, hvad han har lyst til. Jeg kan ikke svare ham bestandig, ikke altid bortjage hans mørke tanker. Saa meget kan jeg sige: Jeg bliver her og har leiet en smuk leilighed. Men fader skylder mig udstyr og medgift. Dette maa moder søge at ordne paa sin maade; hun maa ikke være barnagtig!»
Henimod slutningen af mai kunde fru Goethe skrive til Maximilian Klinger:
«Doktoren er frisk og fornøiet i sit Weimar. Han er flyttet udenfor byen til et deiligt havehus, der tilhører hertugen. – Weimar maa være et farligt sted, som man ikke let kommer bort fra; alle bliver der! men naar folk liker sig der, saa Guds velsignelse over dem! – – –
Det er stor skade, at jeg ikke kan skrive et drama, – da skulde verden faa se rene vidundere! Det maatte være prosa; thi jeg er ingen ynder av vers. Men det har sin gode grund, – samme grund, som den politiske kandestøber havde til at hade latin.»
Goethes udnævnelse til minister bragte en afslutning paa de pinlige økonomiske vanskeligheder.
Hans udnævnelse fandt sted den 11te juni 1776. Han fik havehuset i foræring og tolvhundrede daler i aarlig gage.
«Nu maa moder ogsaa tænke paa sin egen kasse,» skrev han, «jeg har skaffet hende rasende udgifter.»
94Fru Aja var særdeles tilfreds. Faderens stolthed kjæmpede med hans ærgrelse over, at hans egne planer for hans fremtid var bleven krydsede.
Sønnen var ikke uden uro over, at hans forældre blev helt alene; i sine breve bad han gjentagne gange Merck om ikke at forlade dem.
Det vakte opsigt, at den unge, borgerlige digter havde faat sæde blandt hertugens raadgivere. Ministerpræsidenten erklærede, at han ikke vilde arbeide sammen med ham, men tog sin afskedsansøgning tilbage paa Anna Amalies indstændige opfordring. De øvrige ministre modarbeidede ham. Hans moder fik høre om de ondskabsfulde angreb, som han var gjenstand for. Hun skrev til hans ungdomsven Krespel:
«Disse mennesker forstaar ikke, at man kan have forstand, naar man ikke er adelig.»
De ældre medlemmer af regjeringen merkede snart, at den unge Goethe, som de kun kjendte som forfatter, var en statsmand af rang. Et stort virkefelt laa aabent for ham. De forskjellige grene af administrationen interesserede ham. Det lykkedes ham at formaa hertugen til at gjøre store besparelser ved hoffet, og paa alle omraader indførte han orden og punktlighed. Han forbedrede kommunikationerne, fremhjalp industrielle anlæg og viste stor interesse for universitetet i Jena og dets bibliotek. Paa sin trettiaarige fødselsdag blev han udnævnt til «virkelig geheimeraad», den høieste titel, som en borgerlig paa den tid kunde opnaa i Tyskland.
Den sjette november 1776 skrev han til sin moder:
«Jeg sidder endnu i min have; det er det 95vakreste veir af verden. Jeg planter og gjør alle mulige ting, forat det skal blive vakkert til næste aar og glæde os i gode øieblikke. Idag har jeg ladt anlægge en ny gang, jeg har drevet paa arbeiderne. For en gangs skyld havde jeg ro; her var faa mennesker, og jeg har nu undertegnet de sidste dokumenter. Jeg vil kun med faa ord sige Dem, at jeg er saa tilfreds og lykkelig, som et menneske kan være.
Jeg er ikke netop trykket af forretninger, men desto mere plaget af det, som er grunden til alle forretninger: nemlig menneskenes vanvittige indfald, deres lidenskaber og daarskaber, svagheder og styrke. Men paa grund af alt dette faar jeg heldigvis ikke tid til at tænke paa mig selv. Og som fru Aja erindrer, var jeg utaalelig, da jeg ikke havde nogen plage; derfor er jeg reddet nu, da andre plager mig.
Forøvrig har jeg alt, hvad et menneske kan ønske. Alligevel er jeg ikke rolig; mennesket jager i det uendelige, indtil det har jaget til ende!
Lev vel, og skriv oftere til mig; thi jeg kan ikke skrive. Her sender jeg Dem en liden blomst, – forglemmigei.»
Da Goethes venner fik høre om den gunst, hvori han stod, skyndte flere af dem sig til Weimar. Den ene af brødrene Stolberg dukkede op og blev udnævnt til kammerherre. Omtrent samtidig kom digteren Lenz, som han kjendte fra Strassburg. Han havde været hos Schlossers og senere opsøgt fru Aja, som hadde modtaget ham paa det hjerteligste. I Weimar efterabede han Goethe og gjorde en mængde dumheder, der satte ministeren i stor forlegenhed. Hertugen kaldte ham: «Goethes abekat». Den unge 96hertuginde gav ham reisepenge, og han søgte til flugt til fru Goethe, som beholdt ham hos sig og senere sendte ham til Schlossers: Kort efter blev han sindssyg. I sin nød henvendte Schlosser sig til fru Goethe, der atter var rede til at hjælpe. Hans fader var biskop i Lifland og havde store indtægter, men sendte ingen hjælp til sønnen. Forat han ikke helt skulde gaa tilgrunde, blev Merck og fru Aja enige om at give ham en aarlig understøttelse.Forfatternote: Fru Goethe skrev til Wieland (november 1777): «Det er høist uforsvarligt af Lenz’s fader, at han lader sin søn i stikken paa denne maade, og at han opvarter hans venner med moralske supper og prækener. Det er ogsaa stygt af Lenz, at han foretrækker at dovne sig og ligge sine venner til byrde, fremfor at reise hjem til faderen. Men tiltrods for alt dette, er han en stakkel, og man kan ikke forlade ham. Merck og jeg vil hjertelig gjerne give ham et aarligt bidrag.» / Da Anna Amalie fik høre om dette, sendte hun en større sum til Lenz’s broder, som studerede i Jena; hun foranledigede paa denne maade, at han omsider blev fulgt tilbage til sin fader.
Kort efter Lenz forsøgte Maximilian Klinger sin lykke i Weimar. Hans fader havde været konstabel i Frankfurt, men var død, da gutten var otte aar gammel.
Moderen havde maattet ernære sine børn, og fru Goethe havde taget sig varmt af hele familien. Baade Maximilian og hans søstre havde gaat ud og ind i hendes hus fra de var smaa, og de bevarede hele livet en dyb taknemmelighed mod hende.
«Du kan ikke forestille dig, hvilken storartet kvinde fru Goethe er, og hvor meget hun gjør for mig,» skrev Maximilian Klinger til en ven. «Hvormange timer har jeg ikke siddet fortrolig paa en stol hos hende, medens hun fortalte eventyr.»
97Han fik sin skoledannelse under store savn, og det gik langsomt med hans forberedelse til embedsexamen; men han skrev et drama, som gjorde lykke.
Skjønt han mangfoldige aar var bleven understøttet af fru Goethe, lærte han hendes søn først at kjende to aar før hans afreise til Weimar. Han blev venlig modtaget, da han kom did; men det viste sig umulig for Goethe at skaffe ham et embede, og det kom til et fuldstændigt brud mellem dem.
Fru Aja slap ham ikke; paa hendes forbøn fandt ogsaa Klinger et midlertidigt tilflugtssted hos hendes svigersøn. Efter et eventyrligt liv kom han omsider til Rusland, hvor han blev general og kurator for universitetet i Dorpat. Som olding talte han endnu med begeistring om fru Goethes uendelige godhed. Nogle linjer fra hende besvarede han med følgende ord:
«Naar jeg fortæller Dem, at jeg tænker og føler som dengang, jeg var saa lykkelig at se og beundre og elske Dem, og at kun mit udseende er forandret, vil De med lethed forstaa, hvilken lykkelig dag Deres lille brev beredte mig.» –
Af ungdomsvennerne var Herder den eneste, som kom til Weimar efter opfordring af Goethe, og som blev der resten af sit liv.
Erkebiskopen var nylig død, det høieste geistlige embede stod ledigt. Paa Goethes anbefaling drev hertugen hans udnævnelse igjennem under den mest energiske modstand fra geistlighedens side.
Høsten 1776 flyttede Herder til Weimar som erkebiskop og øverste hofprædikant.
Hertugen hædrede ham, men gik ikke i kirken for at høre paa ham. Hertuginderne satte pris paa ham 98og var hjælpsomme mod ham og hans familie; men de holdt ham altid paa en vis afstand. Goethe var hertugens raadgiver og nærmeste ven; og Herder fik langt mindre indflydelse paa statens og kirkens anliggender, end den herskesyge og ærgjerrige mand havde tænkt. Hans hustru, der ligeledes kjendte Goethe fra ungdommen, var en misundelig natur; hun nærede hans misfornøielse og selvfølelse og kjæmpede sammen med ham mod de modstandere, som han skaffede sig, og mod de venner, som ikke ærede ham nok.
Af familien Herder fik Goethe ligesaa liden glæde og tak som af de øvrige venner, der opsøgte ham i Weimar.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den store tyske dikteren Johann Wolfgang von Goethe (1749–1832) skal ha hevdet at diktelysten var en arv fra moren, Elisabeth Goethe (1731–1808). Ved hjelp av brev og biografier tegner Clara Tschudi i denne boken fra 1916 et bilde av Goethes moder (også kalt «fru Aja» og «Frau Rat»), en kvinne hun mener ville «være en betydelig kvindeskikkelse, selv om hun ikke havde været moder til den store Goethe».
Les mer..
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
