XV. Fru Goethes uro for sønnen. – Brevveksling mellem moder og søn

I fru Ajas egne øine var det hendes største ros og ære, at hun var moder til den store Goethe.

Hun betragtede det venskab, der blev vist hende 116af fremragende personer, som en udmerkelse, der udelukkende skyldtes hendes søn; og det var ikke frit for, at hun følte en til ærefrygt grænsende forbauselse over, at en saa høit begavet mand var født af hende. At han var saa langt borte, var hendes livs store savn. Skjønt hun saa ham sjelden, fulgte hun ham altid med samme kjærlighed; naar hun fik gode efterretninger fra Weimar, var hun glad og tilfreds, og hun var sikker paa, at han vilde vende tilbage til hende, naar han trængte til hende.

Den største af hendes glæder var at sende gaver til ham og hans nærmeste. Naar hun uventet fik penge, eller naar hun hørte, at han havde store udgifter, sendte hun betydelige summer til ham; selv i hans ældre aar løftede hun mangt et økonomisk tryk fra hans skuldre.Forfatternote: I Goethe-museet i Weimar findes en seddel, der er skrevet med fru Ajas haandskrift. Hun har paa dette papir noteret de store kontante summer, som hun sendte Goethe i aarene mellem 1778 og 1801.

Sønnens kjærlige deltagelse og brevene fra Anna Amalie var til stor trøst for hende, medens hun pleiede sin syge mand. Wolfgang bad hende om ikke at stænge sig ude fra verden, men søge at bevare sit lyse sind. Han sendte stadig venner for at opmuntre hende.

Knebel kom flere gange; senere kom den skjønne fru Branconi, som han havde truffet i Schweiz.

«Bring moder min hilsen,» skrev han til hende, «sig hende noget rigtig vakkert fra mig!»

Ogsaa Lotte Kestner besøgte hende paa hans bøn, og hun kom til at holde særdeles meget af hende.

117Kort før raadsherrens død var Schlosser og Johanna med sine børn flere gange i Frankfurt. Og i december maaned 1780 dukkede musikeren Kranz atter op ved det runde bord.

Fru Goethe skrev til Anna Amalie:

«Hr. Kranz’s uventede besøg glædede os meget. Vi havde det rigtig fornøielig sammen og drak det høie fyrstehus Eisenach og Weimars skaal i vor ældgamle rhinskvin. Glæden oplivede endog den gamle fader; han trykkede gjentagne gange Kranz’s hænder og græd bittert, da han reiste. Jeg har ikke paa længe set min mand saa rørt.»

Det gik nu hurtig nedad med den gamle; til alle tider trængte han hendes hjælp.

Sommeren 1781 skrev hun til sønnen:

«Man maa dybt beklage fader; legemlig befinder han sig nogenlunde vel, men aandelig er han i høi grad sløvet. Forøvrig er han ganske fornøiet, kun er det overmaade slemt, naar han plages af kjedsomhed. Det morer ham, at første etage sættes istand. Min dagligstue er færdig; han viser den til alle mennesker og siger: «Dette har fru Aja gjort – ikke sandt, det er vakkert!» – Nu bliver kjøkkenet indrettet; det morer ham ligeledes meget, og jeg takker Gud for mit gode indfald. Paa den maade gaar ialfald sommeren; thi jeg bliver ikke færdig før august. Og kommer tid, kommer raad.

To maaneder senere skrev hun til Lavater:

«Hos os staar det daarlig til. Jeg for min del er, Gud ske tak, endnu den samme som før, frisk, munter og i godt humør. Men med den stakkels raadsherre har det i det sidste aar gaat meget nedad 118bakke; han er fuldstændig sløv – hukommelsen, bevidsthed, alt er borte; han fører et rent planteliv.»

Efterat han første gang havde faat slag, havde hun forsøgt at arbeide sig ind i hans forretninger, og hun havde besørget alt efter hans anvisninger. Han blev for anden gang rammet af slag og kunde nu hverken spise selv eller tale tydelig. Hans tilstand havde en eneste god ting i sit følge: hun fik omsider raadighed over formuen.

Merck, der ofte besøgte Weimar, vakte fru Ajas uro ved sin beskrivelse af det usunde klimat, det fugtige havehus, som Goethe beboede, samt de mange vanskeligheder, han havde at kjæmpe mod. Selv den godtroende raadsherinde begyndte at ane, at ikke alt var lyst for hendes «Hätschelhans».

Den 17 de juni 1781 skrev hun til sin søn:

«Von Kalb og von Seckendorf har været hos mig og syntes at være i godt humør. Da jeg vidste, at førstnævnte ikke længer er din saa gode ven, var jeg visselig særdeles høflig, men jeg vogtede mig vel for at raabe høit af glæde, hver gang dit navn blev nævnt, hvilket jo ellers er fru Ajas skik. Tvertimod, jeg spilte mine kort saa fint, som om jeg var bleven opammet ved det største hof – – –.

Den sjette kom jeg hjem fra mit mandagsselskab. Pigerne sagde, at Merck havde været her og vilde komme igjen imorgen. Jeg tog mit tøi af, vilde netop sætte mig tilbords – klokken var næsten ti – da Merck allerede var der. Det sildige besøg forbausede mig en smule. Endnu uroligere blev jeg, da han spurgte, om jeg ingen gode efterretninger havde fra Weimar. Han fortalte derpaa, at von Kalb 119og von Seckendorf atter var her, at han havde talt med dem og spist aften sammen med dem. –

«Jeg har slet ingen efterretninger fra Weimar; De ved, hr. Merck, at menneskene der saa ofte forsømmer at skrive. Hvis De har hørt noget, saa sig mig det! Doktoren er vel ikke syg?»

«Nei,» sagde han, «det ved jeg intet om. Alligevel bør De under enhver omstændighed søge at faa ham hid igjen; det afskylige klimat er sikkert ikke heldigt for ham. Hovedsagen har han udført; hertugen er nu, som han bør være. Den øvrige skidt kan en anden gjøre – dertil er Goethe for god,» o. s. v.

Du kan tænke, hvordan jeg blev tilmode, navnlig fordi jeg fuldt og fast troede, at von Kalb eller von Seckendorf havde faat daarlige efterretninger fra Weimar og havde fortalt det til Merck.

Straks jeg blev alene, blev mit hoved overfyldt af bekymringer. Snart vilde jeg skrive til hertugen, snart til enkehertuginden, snart til dig. Havde jeg ikke tirsdag havt hænderne fulde af arbeide, vilde der sikkert være hændt noget. Som det nu var, blev postdagen forsømt; men fredag skulde utallige breve sendes ud i verden. Torsdag kom dit kjære brev i forkjøbet for mit skriveri; da du siger, at du er frisk, er jeg for denne gang lettet for mine bekymringer.

Kjære søn, lad mig sige dig et ord: du maa selv bedst vide, hvad der er til dit vel! Men da min stilling nu er saadan, at jeg er herre og mester, og altsaa uhindret kunde skaffe dig gode og rolige dage, kan du let forstaa, hvor usigelig det vilde bedrøve mig, om du satte helbred og kræfter til i din tjeneste. – – Paa den anden side vilde det være en 120ligesaa stor daarskab at rive dig bort fra din virkekreds, hvis det ikke var nødvendigt. Du er selv herre over din skjebne; – prøv alt og vælg det bedste! Jeg vil ikke have bebreidelser i fremtiden, hverken for det ene eller for det andet. Nu ved du min mening, og dermed punktum! Det vilde rigtignok være glædeligt, om du kunde komme hid til høstmarkedet og jeg kunde faa tale med dig om alt. Men ogsaa dette overlader jeg til dig.»

Goethe svarede sin moder:Forfatternote: Den 11te august 1781.

«Hidtil har jeg manglet tid og ro til at besvare Deres kjære, forrige brev. Det var en stor glæde at gjenfinde og med Deres haandskrift at læse Deres gamle og kjendte følelser for mig. Jeg beder Dem om ikke at være urolig paa grund af mig og om ikke at lade Dem vildlede af noget. Min helbred er langt bedre end jeg i tidligere dage kunde vente og haabe; og da den er saa god, at jeg kan udføre ialfald den største del af det, der paahviler mig, har jeg al grund til at være tilfreds. Hvad min stilling angaar, passer den mig godt, skjønt jeg har meget at gjøre; det bedste bevis er, at jeg ikke kunde tænke mig nogen anden, som jeg kunde have lyst at gaa over til. – – –

Merck og flere andre bedømmer min stilling aldeles forkjert. De har kun øie for det, som jeg ofrer. De ser ikke det, jeg vinder, og at hver dag bliver rigere, fordi jeg yder saa meget.

De husker den tid, som jeg tilbragte hos Dem, førfør] rettet fra: ør (trykkfeil) jeg reiste hid; om disse forhold skulde vedblevet, vilde jeg sikkert være gaat tilgrunde. Modsætningen 121mellem den trange, borgerlige kreds, der bevæger sig langsomt, og mit vidtskuende, raske væsen, vilde have gjort mig rasende. Tiltrods for min livlige indbildningskraft og min forstaaelse for alt mennskeligt vilde jeg altid have været ukjendt med verden; jeg vilde være vedbleven at være et barn, der næsten altid bliver utaaleligt for sig selv og andre, paa grund af indbilskhed og dermed beslegtede feil.

Hvor meget bedre var det ikke, at jeg blev stillet i forhold, som jeg ikke i nogen henseende var moden for, men hvor jeg havde anledning til at lære baade mig selv og andre Anna Amalie at kjende gjennem feil paa grund af overgreb og overilelser, og hvor jeg overladt til mig og skjebnen gjennemgik en mængde prøvelser, som hundreder af mennesker ikke trænger, men som var høist nødvendige for min udvikling. – –

De ser, hvor langt jeg er fra den hypokondre sygelighed, der gjør saa mange misfornøiede med tilværelsen, og at kun de alvorligste overveielser eller aldeles eiendommelige og uventede begivenheder kunde bevæge mig til at forlade min post.

122Det vilde desuden være uforsvarligt, om jeg gik min vei paa grund af en eller anden ubehagelighed paa en tid, da de trær, som jeg har plantet, begynder at vokse og jeg tør haabe at skille ukrudtet fra hveden i indhøstningens tid; derved vilde jeg berøve mig skygge, frugt og grøde.

Vær imidlertid vis paa, at en stor del af det freidige mod, hvormed jeg bærer dagens byrde og arbeider, skyldes tanken paa, at alle disse opofrelser er frivillige, og at jeg kun behøvede at bestille postheste for atter at faa livets nødtørft og behagelighed og ubetinget ro hos Dem. Uden denne udsigt, og naar jeg i fortrædelige timer maatte betragte mig som livegen og daglønner, vilde mange ting blive meget surere for mig. – –

Det er ikke sandsynligt, at jeg kan reise herfra i høst, i ethvert tilfælde ikke før slutningen af september; men jeg vil søge at komme til Dem til druehøsten. Skriv derfor til mig, om den maaske falder tidligere paa grund af den gode sommer.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.