[Juni 1864]. Brev til Marie Colban

Brevs. 5

Opplysninger om brevet:
Skrevet i Paris. Brevet er et konsept, og det er uvisst om brevet ble sendt.
Datering: Konseptet er udatert, men har senere påskrift av Collett: «Paris 1864». Det er skrevet før hennes avreise fra Paris, men det er uvisst når hun faktisk dro. Allerede i brevene 3. juni til sønnene Alf og Robert Collett nevner hun at hun planlegger å forlate Paris midt i juni, men hun er der fortsatt 23. juni hvor hun skriver til Alf Collett og broren Oscar Wergeland. Vi vet at hun var i København 8. juli 1864, for da sendte hun brev til redaksjonen for Illustreret Nyhedsblad (Gunnerusbiblioteket ved NTNU). Og i brev til Alf 27. juli fra Helsingør skriver hun at hun kom til Danmark for omtrent tre uker siden, så avreisen fra Paris må ha vært omkring månedsskiftet juni/juli. Vi daterer derfor brevet til juni 1864, og plasserer det sist på måneden, rett før avreise.

Marie Colban,
fotografi av J. Lund, ukjent datering.
Nasjonalbiblioteket (blds_12962)

Jeg kunde ikke komme Adolphine jeg havde i Dagens Løb lidt Mod paa det, men da Aftenen kom svigtede det Jeg har ganske løst mig fra dette Sted, Jorden brænder under mig, længer kan denne tørre ulædskende Glimmer ikke udholdes. Hos GrevindenGrevinden] grevinne Hamilton, som Marie Colban bodde hos under sine opphold i Paris (jf. brevet til Alf Collett 18. mars [1864]) passer jeg ikke, jeg passer der ikke. Undskyld mig hos hende.

Jeg har ikke villet saare Dig med noget Ord Hvad jeg sagde, kunde Enhver sagt Dig, man gjør det naturligvis ikke. Enhver som ser Dig saa svag at Du neppe kan bære Dit Legeme, ser denne Ansigtsfarve, og dog hører Dig tale med denne Umættelighed om nye Bekjendtskaber: Du sandser ikke andet, taler ikke om andet ^{interesserer Dig ikke for Andre} end disse Vampyrer der have suget Dit Blod. Dog jeg skal gjerne tie, det er altid mest lønnende. At Du modtager en saadan Invitation til en saadan Geburtsdagsfest, som Du skal feire ødelagt ^{som Du bliver} efter Reisen, beviser netop hvad jeg siger, hvad jeg kalder Selvmord, Jeg kjender disse Geburtsdage i Hamburg, de kunne slaa et stærkt Menneske ihjel. Du siger at jeg tager Feil af Dig, at Du i disse Aar har udviklet Dig aandelig mere end før i Dit hele Liv. Kan være! men et Menneske bestaar ikke af Aand alene i den Forstand af Evner, Intelligenz. Der kan ligge farlige fremdartedefremdartede] feil for ‘fremmedartede’, eller påvirkning fra tysk ‘fremdartig’ med samme betydning Tendentser i det, der uundgaaelig drives frem m‹e›d det samme. og under den rette Paavirkning. 2Med det fremdartede hos Dig, mener jeg visse Sider i Din Natur der om end slumrende, slet ikke passede i Hjemmet, og som gjør Dig nu efter mine Tanker fuldkommen uskikket til det. Nu er jeg bleven ^mig disse Sider bevidst, jeg der tusinde og tusinde Gange har forsvaret Dig mod Hjemmets Angreb paa dem. Der skulde noget til for at aabne Dine ^mine Øine.

Dog jeg skal tie. Vi skulle drage hver vor Vei Du Din, jeg min. Ogsaa jeg er bleven mig min Eiendommelig‹h›[ed] har Reisen udviklet. Jeg er bleven mig min Ensomhed mer‹e› bevidst end nogensinde, vender mere sky for Mennesker tilbage, end før. Du er gaaet op i det som Din Natur har draget Dig hen mod; i Verden, jeg gaar tilbage i min drømmende, kolde, lydløse Ensomhed. Saa ere vi rykkede ud fra hinanden i en Afstand der ikke mer‹e› kan overspringes. I dette Liv ikke. I Erindringen tilhøre vi hinanden nu – og den skal idetmindste hos mig staa ren og skjær.

Ogsaa jeg havde tænkt at reise Torsdag da min Uge udløber her den Dag. Men Du har engang afslaaet mit Følge og jeg vil ikke paatrænge Nogen det, fordi et forandret Arrangement paa en Maade 3har gj‹or›t Dit Tilbud nødvendigt. Glemme kan jeg ikke, at jeg skrev Dig af mit Hjerte, Veninden spurgte om hun maatte komme til den syge Veninde. og Svaret var igjen; «kom i Morgen i Visit til Grevinden det er hendes Dag». Jeg bøiede dog min Stolthed, da jeg spurgte om jeg ^maatte komme til Dig. jeg der aldrig mere, hvor Du end er skal sætte min Fod i Din Bolig. Parodisk kan jeg sige med Don Carlos. «Ich verlange Wasser für meinen Durst, und man giebt mir glühend Gold.»Ich verlange Wasser … Gold] fra Friedrich Schillers drama Don Carlos (1787), 3. akt: «Ich schlage / an diesen Felsen und will Wasser, Wasser / für meinen heißen Fieberdurst – Er giebt / mir glühend Gold.» glühend Gold: glødende gull Jeg forlanger Vand for min Tørst og man giver mig – Skidtvand, thi urene ere alt hvad der flyder af de Kilder hvoraf Du nu drikker.

Saa gaa vi hver vor Vei, Adolphine, men jeg vil ydmygt lægge til jeg følger ikke min en Smule lykkeligere og trøstigere end Du Din.

Boken er utgitt av Nasjonalbiblioteket

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.