I

KammerraadKammerraad] i det dansk-norske monarkiet opprinnelig betegnelsen på visse av rentekammerets tjenestemenn, men ble senere brukt som en ærestittel av underordnet rang Gribs Eiendom Moland havde ingen malerisk Beliggenhed. Men nu, som de snedækte Marker og rimklædte Træer glitrede i Februarsolen, eiede Landskabet en egen vinterlig Skjønhed.

Bygningerne var mange, skjønt i mere eller mindre daarlig Stand; der var dog over det hele noget vist herskabeligt. Kammerraaden kunde desuden, naar han vilde, bygge dem alle fra nyt af; thi han var efter daværende Forhold en rig Mand. Og dette vidste man.

Det indre svarede til det ydre. Men saa tarveligtarvelig] enkel, spartansk var Tiden, at Kammerraadinden, – der ikke hørte til de nøisomme, – fandt sig i Skorstenspiber, som altid røg, i Vinduer, som altid trak, og en Mangfoldighed af lignende Ulemper.

Dagligstuen var et stort, skummeltskummelt] mørkt Værelse med blaagraa Vægge og tarvelige, skindbetrukne Møbler. Men over Sofaen hang Portrætter af Kammerraadindens Bedsteforældre i svære,svære] tunge forgyldte 2gamle Rammer, og over den simplesimple] enkle Komode mellem Vinduerne saaes et Speil, hvis Værd man nu vilde forstaa, men som dengang agtedes ringe. Et stort Birketræs Hjørneskab og et Slaguhr i medtaget Mahognikasse fuldstændiggjorde Bohavet.

Ved det runde Bord ved Vinduet sad Kammerraadinden og hendes Datter Louise med sine Haandarbeider. Men foreløbig var de mere optaget af at se efter Visergutten, som var sendt til Postaabneriet efter Brevene. Posten kom blot en Gang om Ugen, og den var da en Begivenhed.

Fru Grib var en fyldig, vel konserveret Dame med rødligt Haar, der var strøget glat tilbage over Tindingerne. Saadan i rent Hverdagslaget bar hun ikke de svære forlorneforlorne] kunstige, løse Krøller, som dengang var imode, og hvori hun satte sin Stolthed, men der var ogsaa nu noget sirligt over hendes Paaklædning. Hun besad tillige en vis Tække,en vis Tække] noe visst tiltrekkende naar ikke et koldt, hovmodigt Udtryk kom tilsyne og skjæmmede hendes Ansigt.

«Mor – er det ikke Skam af Far, at jeg ikke faar reise til Drammen nu, jeg er buden for tredje Gang?» – sagde Louise klynkende og tog fat paa sit Arbeide efter en forgjæves Speiden efter Posten.

«Hvad jeg synes eller ikke synes, gjør lidet til Sagen», svarede hendes Moder, som ogsaa var blevet gnavengnaven] sur, irritert af den lange Venten.

Døren gik idetsamme op, og Kammerraaden traadte ind med lette, næsten lydløse Skridt.

«Er Budet kommet tilbage fra Krones, Jettemor?» 3spurgte han og gik for at stoppe sin Pibe.

«Nei. Ole maatte til Kværnen, derfor lod jeg Lena gaa. Og hun er ikke af de raskeste.»

Kammerraaden trak misfornøiet paa Skuldrene:

«Damernes Ærender først – naturligvis.»

«At faa malet i denne vanskelige Tid er vel ikke mit Ærende mere end dit?»

«Bevares, nei!»

Kammerraaden kneb Læberne sammen paa en eiendommelig Maade og plirrede med Øinene. Han var en tynd, spædlemmet Mand under Middelhøide. Ansigtet var stærkt furet, og Udtrykket ubestemmeligt. Over hans Person var der noget soigneret,soigneret] velstelt tiltrods for den temmelig luvslidte, mørkegrønne Kontorfrak.

«Far – tænk, nogen tror, at PrinsenPrinsen] prins Christian Frederik av Danmark-Norge (1786–1848) vil tage ind hos Krones paa Tilbageveien!» udbrød Louise, da hendes Fader med tændt Pibe kom hen til Bordet.

«Saa kan jo du og Mor kjøre over til Krones og se paa Stadsen. – Men se der, – der har vi da ialfald Veslehans med Posten!»

«Aa gid – gid der var Brev til mig!» raabte Louise og løb ud i Kjøkkenet.

Da hun kom tilbage med Væsken, hvortil hendes Fader havde Nøglen, lyste hendes Ansigt af Forventning.

«Taalmodighed, min Kjære, Taalmodighed!» sagde Kammerraaden og lagde Væsken paa Bordet, medens han sugede nogle smaa, korte Drag af Piben. «Taalmodighed er en skjøn Dyd, og 4Hastighed duer, som bekjendt, blot til en Ting,» tilføiede han, idet han tog Nøglen op af Lommen.

Med irriterende Langsomhed kom Brev for Brev frem, indtil et af usædvanlig Størrelse og paa finere Papir faldt i Øinene. Haandskriften bragte Kammerraaden til at studse og skifte Farve, og da Væsken var tom, forlod han hurtig Stuen med sin Post.

«Det Brev, kan du tro, indeholder noget vigtigt, Louise! Det, som Far blev saa rar ved at se, mener jeg,» sagde Fruen, da Døren var lukket efter ham.

«Tror du, noget om Prinsen?» spurgte Louise ivrig og glemte sin skuffede Forventning om Brev.

«Det er slet ikke umuligt. Men derfor er det ikke sagt, at du eller jeg faar høre noget om det.»

– Oppe paa sit Kontor sad Kammerraaden og veiede i Haanden det store, fine Brev, medens mange Tanker krydsedes i hans Sind. Det var Aar og Dag, siden han sidst saa denne kjække Haandskrift; og hvad kunde det nu være? Hvad kunde hans fornemme Broder ville ham?

Og atter veiede han Brevet i Haanden, medens en uforklarlig Frygt afholdt ham fra at aabne det.

Bitre Minder fra hans glædeløse Barndom dukkede frem –: Han, den ældste Søn, overseet og tilsidesat – de to Halvbrødre baaret paa Hænderne – –

5Endelig tog han sig sammen og aabnede Brevet. Det indeholdt et stort, tætskrevet Ark og et mindre Papir. Han foldede det første ud og læste.

Strax kom der et spændt Udtryk i hans Ansigt. Farven svandt og kom; Aandedrættet blev kort og hurtigt – – –

Da ogsaa det mindre Papir var løbet igjennem, gled der som en Taage for hans Øine, og han lænede sig tungt tilbage paa Stolen.

Derpaa fulgte en pludselig Uro. Han reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet med sin eiendommelig lette, lydløse Gang.

Tankerne bevægede sig i Fortiden:

Havde han ikke tiet og taalt – og arbeidet? Arbeidet sig frem til Stilling og Formue! – – Havde ikke det, hans Hustru bragte, været Ubetydelighed mod det, han havde gjort det til? – – Havde han ikke lodset det altsammen gjennem de forskjellige Pengekrisers Storme, medens han vedblev at lægge Daler til Daler?

Og alligevel var dette altsammen mindre, end det han i de sidste Aar havde haabet skulde tilfalde hans Børn – tilfalde Adolf! Ja, han havde altid tænkt paa ham! At han skulde naa frem til det, som hans Far aldrig havde kunnet naa – –

Ubegribeligt! Hvad kunde Grunden være? – Grunden til, at det hele gik fra dem?

Han tog Brevet og gjennemlæste det paany: Ingen Feiltagelse! Nei, ingen Feiltagelse!

Og atter fortsattes den urolige Gang.

6Da slog pludselig en Tanke ned.

Han blev staaende og tog sig til Panden: Kunde det være muligt? – Det lade sig gjøre?

Og nu var Kammerraad Grib igjen sig selv, Forretningsmand indtil Fingerspidserne.

Det første, han gjorde, var at undersøge Brevets Dato.

Hvor dette Brev var naaet hurtig frem! – – Men Tiden for dets Ankomst behøvede ingen at vide – – Alle Parter kunde være tjent – –

Han hørte sin Hustrues Skridt i Trappen.

Hvordan vilde hun tage dette? – Skulde han betro sig til hende? Sikrest, naar begge var enige, naturligvis! Naar begge opererede i Fællesskab –

Han gik til Døren, men blev staaende uvis: Hvordan vilde hun? – – Hun, som ikke –

Men det kunde ikke undgaaes! Hun maatte være villig – hjælpe –

Og han aabnede Døren og raabte paa hende.

Kammerraadinden blev næsten forskrækket; og da hun stod derinde og saa det spændte Udtryk i hans Ansigt, spurgte hun hurtig, hvad der var paafærde?

«Jeg har faaet et Sorgens Budskab, Jette. Dette Brev fra min Broder Gustav – melder Frederiks Død.»

Han havde undladt at se paa Hustruen, medens han talte. Nu stjal han sig til et Øiekast: Hendes Ansigt var purpurrødt, og en nervøs Trækning om Munden forraadte en indre Bevægelse.

7Der opstod en lang, uhyggelig Taushed. Tilsidst sagde Kammerraadinden koldt:

«Jeg kondolerer.».

«Glem gammelt Nag, Jette. Døden udsletter jo alt.»

«Jeg indser ikke, det kan gjøre nogen Forskjel for os, enten han lever eller er død. Vi har ikke seet ham, knapt hørt fra ham paa snart tredive Aar.»

«Men der er en anden Side ved dette Dødsfald, som ikke kan andet end berøre os. Du maa have hørt, at min sal.sal.] salige (avdøde) Broder for endel Aar siden arvede en meget rig Morbror, hvorved han kom i Besiddelse af en Herregaard i Jylland. – Og da Frederik var ugift, og Gustavs sidste gjenlevende Barn døde for to Aar siden – ja, saa har jeg senere tænkt, at denne Formue – Herregaarden og alt – skulde engang tilfalde Adolf. Ja, Louise ogsaa da! Der var jo liden Sandsynlighed for, at Gustav efter saa mange Aars Enkemandsstand skulde gifte sig igjen.»

«Og har han nu gjort det?» spurgte Kammerraadinden spændt.

«Giftet sig? Nei vist ikke.» Kammerraaden kræmtede, og det varede lidt, inden han fortsatte:

«Enhver maatte jo tro dette. Anden Disposition af Formuen kunde synes nær et Bedrag. Mindst havde jeg tiltroet den blødhjertede Frederik en saadan Handling. Det var Frederik, som altid viste mig Venlighed, naar jeg i min fornemme Stedmors Hus skubbedes tilside, som om jeg tilhørte en lavere Kaste. – Jeg skjønte 8ikke stort paa det, det er sandt. Jeg holdt mere af Gustav med al hans Arrogance.»

Kammerraaden stansede igjen, dennegang grebet af Erindringens Magt. Men Fru Grib var begyndt at faa Interesse for Sagen og spurgte:

«Naa, – og hvad skriver da Majoren?»

«Han skriver, – ja, du kan selv læse det. – Se, her har du Brevet.»

Hun udfoldede det store Ark og følte en ufrivillig Beundring for det fine Papir og den kjække, smukke Haandskrift. Derpaa læste hun:

«Min kjære Broder Hans!

Aar er henrundne, siden jeg greb Pennen for at skrive til min Slægt i det kjære, uforglemmelige Norge. Anledningen til, at jeg idag bryder min lange Taushed, er sørgelig: Min dyrebare Tvillingbroder Frederik er ikke mere. Efter et Liv i Resignation indgik han den 22de f. M.f. M.] forrige måned til Lysets BoligerLysets Boliger] himmelen for at forenes med den i Livet saa bittert savnede. Og ligesom han trofast bevarede sin første Kjærlighed, saaledes har han ogsaa ved sin Død tænkt paa dem, der stod den elskede nær; og det er med Hensyn til dette, jeg maa ty til min høitærede Broder. Du vil erindre, at vor hedengangnehedengangne] bortgangne, døde Frederik allerede fra sin tidlige Ungdom nærede en taus, men inderlig Kjærlighed til din Hustrus Kusine, Clarissa von Helt. Hendes Afreise til Norge hindrede formodentlig fra først af en aaben Udtalelse. Senere, da han traf hende der, holdt hans store Beskedenhed ham tilbage, indtil det var for sent. Hvordan 9Giftermaalet med Ferdinand Seier kom istand, har jeg aldrig faaet Rede paa; jeg var dengang fraværende; men Frederik blev en enlig Mand til sin Død. Jeg ved ikke, om du har hørt om alle de Sorger, som rammede Seiers? Tre Børns Død gjorde dem i flere Aar børnløse, indtil de atter fik en Datter, som nu lever. Senere tabte Seier sin Formue ved sin Faders uforsvarlige Spekulationer. Den Plet, som derved kom til at klæbe ved Faderens Navn, var for hans stolte og æresyge Karakter kanske det tungeste ved denne sørgelige Historie. Han fik kort efter en hæderlig Ansættelse i Norge, hvor Clarissa døde. Deres Samliv skal ikke have været lykkeligt; men at Seier, hvis Styrke altid laa i en minutiøsminutiøs] nøye Iagttagen af ydre Former, skulde have behandlet hende haardt, vil jeg nødig tro. Hun var en elskelig Kvinde. Kjære Broder Hans, da vi var Drenge, pleiede du at sige, at du holdt af mig. Aar er gaaet, og altfor lidet har jeg agtet paa denne som paa anden Kjærlighed, der blev ødslet paa mig uværdige. Men var du iaften i min Nærhed, og kunde jeg føle din fordums Hengivenhed, vilde jeg betro dig, hvordan Minder fra Fortiden er kaldte tillive, og Strenge anslaaede, som jeg troede forlængst forstummede. Men tilbage til Forretninger! Som du af vedlagte Gjenpart af Testamentet vil se, skulde Halvdelen af Formuen tilfalde mine Børn; og i nogle Linjer, tilføiet efter min yngste Søns Død, staar der, at han ingen Forandring vil gjøre i denne Bestemmelse.»

10Kammerraadinden lod Brevet synket:

«Det er altsaa bare Halvdelen af Formuen, som tilfalder os?»

Istedenfor Svar rakte Kammerraaden hende Testamentet.

Det lød:

«Da jeg er bleven underrettet om, at min Halvbroder Hans Grib, Kammerraad og Foged i *** sidder i gode økonomiske Livsvilkaar, kan jeg, uden at saare min Samvittighed, disponere over min Formue efter eget Tykke;Tykke] skjønn, ønske dog saaledes, at mine Arvinger, eller Arving udbetaler til Datter af ovennævnte Broder, Sofie Louise Grib, 1000 – tusind – Specie Daler, hvilken Sum bemeldte Broderdatter har at betragte som Brudegave.

Det øvrige skal i to lige Parter deles.

Den ene Halvpart tilfalder min Tvillingbroder Carl Gustav v. Gribs Børn eller Barn. Den anden Halvpart tilfalder Juliane Margrete Seier, Datter af Oberstløitnant Ferdinand v. Seier og Clarissa von Helt, saaledes, at skulde paa en af Siderne disse Arvtagere, eller denne Arvtager ved Døden afgaa, skal ogsaa den anden Halvpart tilfalde den overlevende.

Skrevet paa min Eiendom – Gaard den 27de Januari 1804.
Frederik Vilhelm v. Grib.»

Papiret faldt Kammerraadinden af Hænderne, og en kvælende Følelse betog hende. Hun gik til Vinduet og blev staaende med Ryggen mod sin Ægtefælle. Da hun vendte sig, havde hendes Ansigt et haardt, hadefuldt Udtryk.

11«Dette er ikke andet, end hvad jeg kunde vente af din Slægt,» sagde hun med dirrende Stemme. «Det ender, som det begyndte.»

«Og jeg gjentager –: Det er ikke stort bedre end et Bedrag. Fornemlig nu, som Gustav er børnløs. – Tænke sig, at hele denne uhyre Formue skulde tilfalde Frøken Seier – en fremmed!»

«Nævn ikke hendes Navn!»

Han betænkte sig:

«Jette, selv om dette Testamente ikke er juridisk ulovligt, betragter jeg det moralsk som saadant. Jeg kunde derfor aldrig betænke mig paa – paa at redde, hvad muligen reddes kan.»

«Hvad mener du? Tør du gjøre Testamentet til intet og kræve din Ret?»

«Saa taabelig er jeg ikke! Men der kunde vel gives andre Udveie.»

«Andre Udveie?»

«Naar du blot vilde laane mig lidt Opmærksomhed. – Men du maa først høre Slutningen af Brevet.»

«Nei tak! Jeg har faaet nok af disse Dokumenter. Aldrig har jeg spekuleret i din Broders Formue; aldrig har jeg – »

«Men tænker du da slet ikke paa Adolf?» spurgte han, da hun stansede.

«Paa Adolf! – Behøver du at spørge om det?»

«Men skal du forstaa, hvad jeg mener, saa maa du vide, hvad Gustav siger videre.»

«Naa, saa kom med Brevet!»

12Hun blev staaende i samme Stilling og læste:

«Det naturlige vilde jo være at sende Underretning om den Arv, der er tilfaldt min sal. Venindes Datter, enten til denne selv eller til hendes Fader. Men deres nuværende Opholdssted er mig ubekjendt; og da Forholdene i Norge for Øieblikket skal være vanskelige og usikre,Forholdene i Norge for Øieblikket skal være vanskelige og usikre] pga Napoleonskrigene 1807–1814 maa jeg ty til dit broderlige Venskab. Ogsaa af en anden Grund sker dette. Efter Testamentets Lydende skulde den udelte Formue tilfalde Frøken Seier; men jeg har mine Grunde til ikke at forhaste mig i denne Sag. Der er Undersøgelser af en privat Natur, som jeg vil foretage forinden den endelige Ordning. Lad hende vide, at en Formue paa cirka 50,000 Speciedaler, eller 100,000 Rigsdaler efter den nye Myntfod,Speciedaler … Rigsdaler … den nye Myntfod] Speciedaleren var hovedmynten i myntsystemet 1560–1875. Både den og riksdaleren var sølvmynter. dels i fast Eiendom, dels i Værdipapirer, er tilfaldt hende. Tilføi, at jeg ikke vover at sende de originale Dokumenter i denne usikre Tid; men at hendes TarvTarv] interesser; behov skal blive varetaget. Saasnart Blokaden hæves, eller Passagen muliggjøres, agter jeg mig op til Norge.Saasnart Blokaden … til Norge] Etter at England røvet store deler av den dansk-norske flåten i København i september 1807, og Danmark-Norge valgte side med Frankrike, innledet den engelske flåten sin blokade i Kattegat/Skagerrak, som varte helt til fredsslutningen i 1814. Det ble altså vanskelig å ferdes til sjøs mellom Danmark og Norge. Det skal da blive mig en Glæde at gjense min kjære Broder og meget ærede Svigerinde. Formeld min Hilsen til hende saavelsom til dine Børn, specielt til min Nevø Adolf, som jeg haaber vil komme til at gjøre den Karriere, det hernede tegnede til.

Hermed Gud befalet.
Din i broderlig Kjærlighed hengivne C. G. v. Grip.»

13«Jeg forstaar, hvad du mener! Majoren kunde indsætte Adolf til sin Arving?»

«Adoptere ham, mener du? Det er der ingen Sandsynlighed for! Nei, det jeg tænker paa, er noget ganske andet. Husker du, Jette, da Louise i Julen havde været sammen med Frøken Seier hos Krones, sagde hun, at Adolf var som forhexet i hende?»

«Grib – kunde du ikke skaane mig for at høre om dette forhadte Menneske?»

«Tror du, jeg gjorde det, om det ikke var aldeles nødvendigt? Jeg husker nok, at du ikke vilde reise til Skriverens den Dag for ikke at træffe hende. – Men endnu engang spørger jeg: Var det ikke saa, at Adolf var indtaget i den unge Dame?»

«Vil du gjøre mig gal, Grib? Nu taaler jeg snart ikke mere! Louise sagde, hun var den værste Flane,Flane] kokette; flørt hun nogensinde havde seet – at Adolf var som forhexet, og at Vilhelm Krone næsten stod paa Hovedet for hende.»

«Men hvad siger Fru Krone? Husker jeg ikke feil, saa talte hun om Frøken Seier, da hun var her forrige Uge?»

«Hvem roser ikke Fru Krone? Hun har desuden kjendt hende fra Barn af. Seiers Chefsgaard laa lige i Nærheden af dem, før Sorenskriveren fik dette Embede.»

«Naa, dette har da ingenting at skaffe medskaffe med] gjøre med det, jeg tænker paa. For ser du, Jettemor – dersom du kunde overvinde dig til at tolerere den unge Dame, som vel at Mærke aldrig har 14forulempet dig, og [so]mEn rekke tegn er blitt ødelagt/borte på denne siden (s. 14 i 1893-utgaven). du aldrig har seet, – ja, saa kunde vi kanske faa et Parti istand mellem hende og Adolf[.»]

Hans Hustru stirrede paa ham med store Øine, medens hendes Ansigt blev rødere og rødere:

«Et Parti melle[m] Clarissa Helts Datter og min Adolf! – raser[…] Grib?»

Kammerraaden [sva]rede ikke. Maaske var han forberedt paa Ud[bru]ddet. Uden at forandre en Mine tog han Br[or]ens Brev og læste halvhøit, ligesom for sig [sel]v»: «Lad hende vide, at en Formue paa cirk[a] 50,000 Speciedaler eller 100,000 Rigsdaler efter den nye Myntfod, dels i fast Eiendom, dels i [Ve]rdipapirer» –

Han lagde derpa[a B]revet sammen og mumlede, fremdeles som [E]netale: «50,000 Speciedaler; og hvem kan [vi]de, [o]m mon det ikke bliver 100,000 –»

«Som vore Børn er bedraget for,» tilføiede hans Hustru.

«Ja, ja, Jettemor, [ske]et er skeet. Det nytter ikke at tale mere om [de]n Ting. Jeg faar altsaa skrive til Frøken Seie[r] – og du og Louise faar anlægge Sørgeklæder [for] vor sal. Broder.»

Der glimtede et [kra]kilsk Udtryk i hans smaa, lysegraa Øine; men h[ans] Ansigt havde samme paatagne Ro.

Kammerraadinden [fo]r op som bidt af en Slange:

«Jeg klæde mig i S[ørg]eklæder for – for denne Mand? Aldrig i Evi[ghe]d! Jeg tager ikke paa 15mig saa meget som en sort Traad. Og heller ikke skal Louise gjøre det.»

«Naa, naa, Mor. Ganske som du selv vil. Jeg holder ikke saa stærkt paa Formen. Har du Lyst til at rode op i den gamle Historie, saa kan altid jeg finde mig i det.»

Han saa paa hende med et eget Udtryk. Da hun mødte hans Blik, vendte hun sig hastig bort.

Kammerraaden satte sig ved sin Pult og gav sig til at aabne de endnu uaabnede Forretningsbreve. Hans Øine gjennemløb Indholdet uden at tage Meningen ind, skjønt han af og til mekanisk noterede nogle Datoer.

Hans Hustru stod ved Vinduet og saa ud; men hun ænsede ikke de rimklædte Træer eller de bølgende, snedækte Marker, som glitrede dernede i Solskinnet. Det var tunge og mørke Tanker, som fyldte hendes Sjæl. Men fandtes der nogen, som Henriette Grib elskede ligesaa høit, som sig selv, saa var det Sønnen. Og Tanken paa ham begyndte lidt efter lidt at vinde Bugt med de gamle hadefulde Følelser, som atter var vakt tillive.

Tilsidt gik hun hen til Pulten og spurgte modstræbende:

«Grib – saa du noget til Ferdinand Seier eller hans Datter, da du var i Byen før Jul? Vi havde jo alt dengang hørt, at de var flyttet derind ihøst?»

Kammerraaden satte Pennen saa haardt mod Papiret, at den splittedes, og bøiede Hovedet for at skjule et flygtigt Smil:

16«Nei. Men jeg hørte, at de logerer hos en af vore tidligere Naboer, Enken Rognli. Men hvorfor spørger du om det?» tilføiede han med en uskyldig Mine.

Kammerraadinden blev rød:

«Jo – ser du; kanske – kanske kunde der være noget i det, som du taler om –»

«Nei, Jettemor, nei! Naar ikke du liker Planen, saa lad mine Ord være som usagte. Jeg bare tænkte paa Adolf, jeg. Paa det, han maatte kunne drive det til med en saadan Formue. – – Men alt vel betænkt, gjør vi bedst i at lade Tingene gaa sin egen Gang. Herregud, Adolf faar vel sit Brød til sin Død, han med.»

«Sit Brød, ja!» svarede hun heftig. «Men denne Arv er han ligefrem snydt for. Tænke sig at forbigaa sin egen kjødelige Broders Børn!»

«Halvbror, Jettemor, Halvbror!» faldt Kammerraaden ind med et bittert Smil.

Hans Hustru svælgede tungt.

«Det er jo sandt, som du siger, at vi ikke har seet Frøken Seier. – Jeg kunde nok have Lyst til at spille de Mennesker det Puds. Lyst til, at Formuen alligevel kom i rette Hænder!»

Kammerraaden følte sig nu tryg:

«Du faar gjøre, som du vil, Mor. Jeg vil ikke have noget at skaffe med dette.»

«Men Grib da! – – Det var jo dig –?»

«Som først tænkte paa dette Giftermaal, mener du? Ja, det er ganske sandt. Men det var et flygtigt, uoverlagt lndfald. Med næste Post faar jeg skrive til Frøken Seier.»

17«Det kunde ligne dig, det! Aldrig tænker du paa andre end dig selv. Men det siger jeg dig, skriver du til hende, kan du skyde en hvid Pindskyde en hvid Pind] oppgi som uoppnåelig efter hele Herligheden. Jeg kjender mine Folk.»

Uden at agte paa hendes Ord tog Kammerraaden paany Brevet og gjennemløb det:

«Hvilke Undersøgelser mon det kan være, han taler om? Du har altid havt et skarpt Blik, Jettemor; kunde du tænke dig, hvad han sigter til?»

Fru Grib studsede:

«Du tror ikke, det er Adolf –?»

«Nei. Han havde da ladet falde et Vink i den Retning. – Se her: – ‘mine Grunde til ikke at forhaste mig i denne Sag!’ Det maa være noget, som vedkommer Seiers? – Og synes du ikke, dette giver Indtryk af, at han kunde ønske Sagen fortiet, indtil han selv kommer herop?»

«Hvad mener du?»

«Det er jo muligt, jeg tager feil! Men om han aldrig saa meget kunde ønske det, vilde han ikke bede os fortie Efteretningen om Frederiks Død og Testamentet.»

«Det har du Ret i! Og hvad godt kunde det vel gjøre ogsaa at tale om det? Frøken Seier faar jo under ingen Omstændigheder sine Penge, før din Broder kommer herop! – Nei, Grib, du skal ikke forhaste dig med at skrive til hende. Du skal se Tiden an.»

«Det er noget i det, du der siger, Jettemor. – – Det er slet ikke umuligt, at vi vilde imødekomme et Ønske –»

18«Og isaafald skylder vi Majoren det! Vi maa ikke glemme alt det, han har gjort for Adolf!» Og Kammerraadinden blev mere og mere ivrig.

Hendes Ægtefælle sad og plirrede med Øinene, men svarede intet.

«Grib – vi skylder Majoren dette Hensyn!»

«Siger du det, Jettemor, – siger du det? Ja, Fruentimmerne har finere Sans for den Slags Ting, end vi har. – – Ved du hvad, Jettemor! Jeg overlader sandelig til dig at ordne det altsammen. Her har du baade Brev og Testamente! – Du er født til Diplomat. Gjør det altsammen ganske, som du tror bedst. – Jeg toer mine Hænder.»

Kammerraadinden følte sig smigret: Han kunde stole paa hende! I dybeste Hemmelighed vilde hun betro det hele til sin Søn! – Hun vilde glemme alt gammelt Nag til Frøken Seier – ja, samle gloende Kul paa Clarissa Helts utaknemlige Hoved ved sin Kjærlighed til hendes Barn!

Kammerraaden maatte bide sig i Læben for ikke at gjøre hende opmærksom paa, at det Hoved, over hvilket disse gloende Kul skulde samles, forlængst smuldrede i Graven.

«Saasnart jeg faar gjort mig istand, vil jeg selv reise til Byen og invitere hende herop. Adolf kan nok faa Permission, tænker jeg. Louise sender vi til Drammen – hun kan ikke udstaa Frøken Seier, ved du?»

«Ja, ja – lad gaa. Jeg vil blot anbefale dig ikke at indvie Louise i Sagen, ikke ymte om 19de tusind Speciedaler engang. Tiendes Ord kommer ikke til Thinge,Tiendes Ord kommer ikke til Thinge] det man ikke sier, blir det heller ikke snakk om Jettemor. Husk paa det.»

«Du kan være ganske –»

Hun kom ikke længere, Stuepigen stak Hovedet ind ad Døren og meldte at «Skriveren» var nede.

«Huf!» sukkede Kammerraadinden, hvem en Afbrydelse i dette Øieblik var saare imod. Men hun skyndte sig ned i Sovekammeret for at gjemme de kostbare Dokumenter, medens Kammerraaden med lettere Hjerte og lette Skridt gik for at modtage Besøget.

«Tak for dine Linjer, Kammerraad! Her kommer jeg selv til Svar,» sagde Sorenskriver Krone, idet han vendte sig fra Louise Grib, da Døren gik op. «Skal vi saa strax ordne vore Forretninger? Idag er min Tid knap. Naar vi kommer ned igjen, skal du og Damerne faa alle mine Nyheder.»

Foged og Sorenskriver gik op paa Kammerraadens private Kontor.

I Stuen dækkedes Frokostbord,Frokostbord] lunsjbord og Kammerraadinden, der havde taget sine Krøller paa, mødte Herrerne med smilende Mine, da de atter kom ned.

«Dækket Bord, min kjære Kammerraadinde! Jeg tror neppe – »

«Jovist! – Louise, skynd dig at faa Kaffen ind!»

«Og saa var det de belovede Nyheder, min kjære Skriver,» sagde Fru Grib smilende, idet hun rakte ham et Fad med kold Ribbe. «Kom 20nogen af eders Venner indom efter Mødet paa Eidsvold Verk?»Mødet paa Eidsvold Verk] Det såkalte notabelmøtet eller «stormannsmøtet», som Halvdan Koht ville kalle det, på Eidsvoll 16.–17. februar 1814. Her ble det besluttet at Norge skulle få en ny grunnlov, og at det skulle velges en ny konge for det selvstendige Norge. Prins Christian Frederik måtte oppgi arveretten til Norge, som han hittil hadde påberopt seg, etter at kong Fredrik VI hadde sagt fra seg suvereniteten over Norge, som dermed var gått tilbake til folket.

«Ja, – og Gud være lovet! Vi skimter nu Lys i det forfærdelige Mørke. Efter Prinsens Trondhjemsreise kan der ikke være Tvivl om, at alle Partier vil samle sig om ham.Prinsens Trondhjemsreise … samle sig om ham] Den 5. februar 1814 hadde prinsen holdt et møte i Trondheim, hvor embetsmenn og borgere sluttet seg til ham i kampen for et selvstendig Norge. Han er jo den eneste Mand, som i denne skjæbnesvangre Tid kan gribe Roret.»

Kammerraaden pudsede sin Næse. Men hans Frue og Datter udbrød i Lovtaler over Prins Christian, og i hadefulde Ord mod Svensken.

«Prinsen antager nu Navn af Regent. Rigets Stænder skal sammenkaldes for at give Norge en Forfatning. At Prins Christian saa vil blive vor Konge, er hævet over al Tvil.»

«Damerne slog sine Hænder sammen. I Kammerraadens Øine plirrede et satirisk Blink; men han smurte Senep paa et Stykke Ribbe og fortærede det i Taushed. Nærmest for at sige noget spurgte han lidt efter:

«Hvordan gaar det saa! Skal vi snart faa IndkvarteringIndkvartering] innkvartering av norske offiserer paa disse Kanter?»

«Har du ikke faaet Underretning? Til mig kom alt Melding igaar. Nu som vi har besluttet at forsvare vor Uafhængighed til det yderste, bliver der naturligvis Tale om almindelig Væbning; Prinsen skal synes godt om, at der oprettes frivillige Korps.»

«Ja – jeg ved saa mange, som vil med!» udbrød Louise.

Da man lidt efter reiste sig fra Bordet, spurgte Fru Grib, om Sorenskriveren havde flere Nyheder?

21«Flere Nyheder? – Aa ja, der er Rygter nok i Omløb; men de er neppe Omtale værd. Nogle vil for Exempel vide, at en dansk Officer skal have skudt Ponte CorvoPonte Corvo] Den franske offiseren Jean Baptiste Bonaparte (1763–1844) ble i Norge omtalt som Ponte Corvo. Han var av Napoleon utnevnt til fyrste av Ponte Corvo i Italia i 1805, etter slaget ved Austerlitz. I 1810 var han på riksdagen i Örebro valgt til svensk tronfølger. Ryktene om at han var skutt hadde ikke rot i virkeligheten. og derefter sig selv.»

Damerne brød ud i Forbauselsesraab; men Sorenskriveren bemærkede tørt: «Den drukner ei, som hænges skal.»

«Ved De ikke endnu mere?» spurgte Kammerraadinden, da han rakte hende Haanden til Farvel.

«Aa jo, men alt lige apokryfisk.apokryfisk] tvilsomt Tyrken skal ruste sig mod Russen, heder det. Men ikke for det, jeg tror det. Det vilde være altfor godt. Czaren fik da andet at tænke paa, end at hjælpe Sverige til at sætte sig i Besiddelse af Norge.hjælpe Sverige til at sætte sig i Besiddelse af Norge] Ved Kielerfreden 17. januar 1814 hadde Fredrik VI måttet avstå Norge. Bonapartes ønske var da at Norge skulle innlemmes i Sverige. Han støttet Russland mot Napoleon; til gjengjeld ville han at Russland skulle støtte ham i hans planer om å annektere Norge. Etter mange forhandlinger ble det besluttet at Norge skulle være et selvstendig rike i personalunion med Sverige. – Men nu maa jeg for Alvor sige Farvel.»

«Hos Krones er man begeistret», bemærkede Kammerraaden sarkastisk, da han kom ind igjen efter at have seet Sorenskriveren afsted.

«Derfor ved de ogsaa Rede paa alting.»

«Og kommer op i alting,» sekunderede Louise.

Kammerraaden svarede ikke; men idet han paa sin lette, lydløse Maade forlod Stuen, tænkte han:

«Kunde man faa Ro for Enthusiasterne og Svenskepartiet med! – saa vilde alting gaa sin Gang, og Folk kunde faa Fred til at skjøtte sine egne Sager.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.