X

I faa Familier blev Tidens mærkelige Begivenheder omfattet med større Varme, end i Sorenskriver Krones. Sorenskriveren var selv ivrig Politiker og tilhørte det Parti, som for enhver Pris vilde modsætte sig Foreningen med Sverige; men han spillede ingen aktiv Rolle i Dagens Strid. Hans store og vidtløftige Embede optog al hans Tid. Var han ikke paa Embedsreiser, kom han sjelden fra sit Kontor, om ogsaa Huset var fuldt af Fremmede. Og det var det som oftest, naar man ikke var paa Besøg. Her samledes mange af de bedste og mest intelligente af Datidens Mænd og Kvinder; og her fik ogsaa den ringe og venneløse en hjertelig Modtagelse.

Selv om der var forholdsvis stille i Skrivergaarden, var der ingenlunde folketomt. Foruden mange Tjenere rummede et stort Hus i denne patriarkalske Tid en og anden Husfælle, hvis Ankomst til at være der alene grundede sig paa 121tilfældige Aarsager eller den Omstændighed, at han eller hun stod ene i Verden. Tidens enkle Forhold muliggjorde en saa vidtstrakt Gjæstfrihed; og var en saadan enlig Fugl først dalet ned Redet, fandtes der gjerne en Maade at gjøre sig nyttig paa, alt efter vedkommendes Evner og Dannelse. Saaledes var det ogsaa i det kroneske Hus; der var mange Mennesker, og der var Plads for mange.

Men hvor omgjængelig og omfattende man end var, saa fandtes der dog et Sted, hvortil kun de enkelte havde Adgang, nemlig Husfruens lille Bibliothekkammer. Herinde samledes kun de fortrolige Venner; men herinde gik ogsaa Samtalen bedst; thi hun, som herinde førte sit rige, indre Liv, havde et varmt Hjerte og lydhørt Øre for hver den, der trængte Sympathi og Forstaaelse. Det er nok muligt, at Fru Krones Liv ikke vilde holdt Maal i vor praktiske og nytsommenytsomme] urolige Tid; men for dem, der stod hende nær, eller kom hende nær, var det en Kjærlighedens stille, bramfrie Virken, som varmede Hjerterne, – som opmuntrede de forsagte og støttedestøttede] rettet fra: støtteee (trykkfeil) dem i gode Forsætter.

Det var dog ikke Slægt og Venner, som i denne Tid nærmest sysselsatte Fru Krones Tanker. Ogsaa herind var Udenverdenens Larm og Uro trængt, og hun levede i stadig Frygt eller Haab. Skjønt dansk af Fødsel, var hendes Kjærlighed til sit Fædreland aldrig før kommet i Strid med hendes inderlige Hengivenhed for det senere Hjemland. For hende havde dansk og norsk 122været som et. Og naar hendes Ægtefælle paa sin lune, lidt tørre Maade, havde ytret Glæde over Folkets Opvaagnen til Selvstændighed og Handlekraft, havde hun delt denne Glæde uden at tænke paa, at der herunder kunde ligge en skjult Bebreidelse mod hendes egne Landsmænd. Først da Begeistringen for et eget, et adskilt Kongerige blussede op, kom mangt et Ord til at saare hende lige ind i Sjælen. Men selv i disse tunge Tider var der et Haab –: Det var jo om Danmarks Tronearving man samlede sig nu i Farens Stund! Og kunde Prins Christian ikke paany sammenknytte det overrevne Baand?

– En Eftermiddag i Begyndelsen af Marts stod Fru Krone i sit Kammer og udsøgte fra sin rige Bogsamling nogle Bøger, hun vilde sende en kjær Veninde, da en af de to Husjomfruer kom ind.

«Naa Sussa? Du ser saa modfalden ud?» sagde hun og tog Bøgerne med sig til sin Plads ved Vinduet. Sussa Mørk havde tjent dem i tyve Aar og havde altid trængt Opmuntring.

«Ja, – der er nok Raad til at blive modfalden, sligt Hus som her er nu om Dagen! Mor ved, det er Lønningsdag idag. Og slig, som Trapperne ser ud! De kan aldrig blive skikkelige mere. Skuring kan der ikke være Tale om: – vi kommer til at sjyflesjyfle] skrape dem, tænker jeg.»

«Men, snille Sussa, sligt følger med Indkvartering, ved du. Vi deler jo bare Skjæbne med alle andre.»

123«Men dem har ikke alle baade Kaptein og Korporal og Kommanderserjant og Soldater lel. Ikke at snakke om disse Løitnanterne, som kommer, ret som det er. Bare fordi dem lever bedre her, end der dem med rette skulde være!»

Fru Krone smilte:

«Men, kjære Sussa, skulde vi ikke heller takke Gud, fordi vi er istand til at gjøre det lidt godt for dem, som skal forsvare vort Land?» sagde hun sagtmodig.

«Mor kan nok paa en Maade ha Ret i det ogsaa. Men neimen om det er Spøg at faa det til at strække,strække] strekke til; være nok nei! Sommetider gaar det rent rundt baade for Maren og mig. Og snart har vi ikke mere Ved heller.»

«Ikke mere Ved?» udbrød Fru Krone forskrækket. «Jeg mente, vi skulde have nok til at møde næste Høst med?»

«Det kunde vi vel havt ogsaa. Men naar der i sligen en Vinter skal fyres i sexten Ildsteder hver eneste Dag saa. Og dertil bage alt det forskrækkelig meget Brød – Brød til alle disse Menneskerne og for Soldaterne atpaa –»

«Snak ikke om det!» afbrød Husfruen hende. «Det er den rene Barmhjertighedsgjerning. De arme Stakler faar jo sin Ration i umalt Havre.»

«Og i Tørfisk, ja! Ikke ved jeg, hvem som staar for det Stellet, men saa meget skjønner jeg da, at dem ingen Greie har paa det. Umalt Havre og Tørfisk! Synes Mor, det er Mad for Folk det?»

124«Kjære Sussa, vi kjender ikke Vanskelighederne for dem, som staar for Ordningen. Men Ved skal der nok blive Raad for. Og Mad med. – Og lad saa os, som aldrig har vidst, hvad det er at sulte eller fryse, være villige og glade ved at kunne dele med andre,» svarede Fru Krone alvorligt og begyndte at pakke Bøgerne sammen.

«Ja – det er nok sandt. Men jeg kom ellers for at spørge –»

Hun blev afbrudt af en liden rask Banken, og lille Sofie Krone stak Hovedet ind gjennem Døren.

«Mor! Jeg har noget rigtig rartrart] hyggelig at fortælle! – Vilhelm er inde.»

«Vilhelm?» Fru Krone kastede et Shawl over Skuldrene og ilede gjennem den kolde Gang for at modtage sin eneste Søn.

De to ældre Døtre holdt ham fast med Spørgsmaal, da deres Moder kom ind; og faa Øieblikke efter havde Efterretningen kaldt ogsaa Sorenskriveren ned fra sin Pult.

«Depescher,»Depescher] brev sendt med ilbud forklarede hans Søn. «Jeg kan blive til inat Klokken tre. Ja, hvis jeg faar Brunen da! Den bruger at tage Milen i Timen.»

Sofie klappede i Hænderne og de andre Søstre og en ung Veninde lagde ligesaa uforbeholdent sin Glæde for Dagen.

«Sæt nu bort Rokker og Garnvinder, Smaapiger! Fliden maa hvile for idag,» sagde Fru Krone, idet hun trak Sønnen ned ved Siden af sig i Sofaen.

De unge Piger skyndte sig at gjøre Stuen 125ryddig. Ingen af dem tænkte paa, at man netop havde overlagt at kappes, om hvem først skulde faa sin Snelle fuld af det fine «Prisgarn», som de holdt paa at tvinde sammen til Bomuldskjoler for Sommeren.

Idetsamme hørtes Bjældeklang udenfor.

«Flere Gjæster!» raabte Sofie glad.

Men hun blev alene om Glæden. Da det viste sig, at de nyankomne var Kammerraadinde Grib med Datter, trængte man hele sit Forraad af Gjæstfrihed for ikke at vise, hvor gjerne man vilde havt Aftenen for sig selv.

At «Løitnanterne», der var Sussa Mørk slig Torn i Øiet, ogsaa indfandt sig, gjorde nu hverken fra eller til. Og da Lysene var tændt, og Theen og EftesverdenEftesverden] ettermiddagsmaten stod paa Bordet, kom Kapteinen ogsaa ned for at høre Nyt fra Byen.

Det varede ikke længe, inden Ungdommen begyndte at lege og spille «Selskabsspil.» Lidt efter kom Sofie og hviskede noget til sin Mor, som sad i Sofaen med Kammerraadinden.

«Punsch, siger du? Hvor falder du paa det, Barn?»

Sofie saa over Skulderen bort til sin ældste Søster: «Caroline mente – Vilhelm er jo hjemme bare denne ene Aften.»

Hendes Moder betænkte sig lidt: Hvad mon Sussa vilde sige?

«Naa – saa bed en af Jomfruerne brygge en Bolle og komme ind med,» sagde hun endelig.

Hun vendte sig derpaa til Kammerraadinden og tilføiede smilende:

126«Den lille Nar, hun dreier sin Mor om en Finger.»

«Der er saadan Glæde ved Ungdommen,» svarede Kammerraadinden og bøiede sig over sit Strikketøi. «Du har saa mange om dig, du, kjære Fru Krone. Jeg har min Louise bare, jeg, nu som min elskede Adolf er stadig borte. – Derfor glæder jeg mig da dobbelt til et kjært Besøg! En ung Veninde af dig.»

«Og hvem er det?»

«Min salig Kusines Datter, Margrete Seier. Da Grib og jeg var i Byen under Høitidelighederne, lovede hun at besøge os.»

Fru Krone havde tabt en Maske paa sit Strikketøi, og dette gav hende Anledning til at skjule sin Forbauselse. Hun havde under Margretes lille Besøg i Julen forarget sig over disse Slægtninges Uvenlighed.

Det er muligt, Kammerraadinden anede, hvad hendes Vertinde tænkte, for hun tilføiede hastig:

«Det gjorde os alle saa ondt, at vi ikke fik hende til os i Julen. Jeg var syg, som du husker. Og da Louise hørte, hvor kort hun skulde blive, fandt hun det ubeskedent at invitere hende til os. Du har sandelig første Rettighed, uanseet Slægtskabet med os.»

Kammerraadinden stansede og svælgede. Hun besad Færdighed i at stille en Sag i det Lys, hun ønskede at se den; men det havde ikke faldt saa let at fremføre en bevidst Usandhed.

«Det havde vist været Margretes Pligt at 127hilse paa dig,» svarede Fru Krone, da dette idetsamme faldt hende ind. «Men hun var saa kort. Og saa var vi saa egoistiske at tænke mest paa os selv. Vi har alle holdt af hende, siden hun var en liden Pige.»

«Kjære, tal da ikke om det! Men dennegang kommer den lille Dame til os. Strax hun faar Lov af sin Fader, sender vi Hest efter hende.»

«Der gjættede du rigtig!» lød det leende borte hos de unge. Fru Krone saa smilende derhen. Men saa sukkede hun sagde:

«Naar en ser alle disse glade Mennesker, glemmer en næsten den sørgelige Grund, til at vi har saa mange Uniformer mellem os. Maatte saasandt Fienden betænke sig, naar han hører vi ruster os tiltil] rettet fra: t!l (trykkfeil) hans Komme! Maatte saasandt vort dyrebare Land spares for mere Nød og Blodsudgydelse.»

Fru Grib svarede ikke. Tankerne var langt borte, beskjæftiget med det, som var Aarsag til hendes Besøg.

«Hvordan er det med Postgangen mellemmellem] uvanlig bruk av ordet, muligens smitte fra Vestfold-dialekt, der man f.eks. sa/sier «gå mellom døra» (Charlotte Koren bodde i Holmestrand da hun skrev Familien Grib.) I en anmeldelse av Familien Grib i Laurvigs Blad 15. januar 1894 er det brukt en tilsvarende konstruksjon: «Den giver levende Skildringer af Landets febrilske Tilstand under Overgangstiden fra Foreningen med Danmark til do. mellem Sverige.» Danmark i denne urolige Tid? Kan du fremdeles korrespondere med dine Venner i Kjøbenhavn?» spurgte hun lidt efter.

«Ak nei. Naar jeg undtager nogle Breve, som jeg fik nu nylig, saa har jeg ingenting hørt paa en hel Evighed. Det nytter heller ikke at skrive, naar man ikke kjender en reisende, som kan tage Brevene med.»

Kammerraadinden lod Strikketøiet synke og saa spændt paa hende:

128«Det er kanske saa, at ikke Breve naar frem uden ad privat Vei?» spurgte hun hastig.

«Nei, det tror jeg neppe de gjør.»

«Men du har altsaa faaet Breve? Det maatte være en stor Glæde! Taler dine Venner» – Fru Grib satte paany Strikketøiet i Gang – «taler dine Venner noget om vore fælles Bekjendte?» spurgte hun uden at se op.

«Kjære dig! hvilke fælles Bekjendte har da vi i Kjøbenhavn?» spurgte Fru Krone forundret.

«Nei, det er jo ganske sandt! Vi har ingen fælles Bekjendte der,» svarede Kammerraadinden lettet. «Tænk du, jeg huskede ikke andet, end at du kjendte min Mands Familie dernede. – Major Grib for Exempel.»

«Nei, ham har jeg aldrig seet. Men du – eller det var kanske din Mand! – har fortalt mig, at en Broder af eder bor i Kjøbenhavn. Ja, lad mig se! Var der ikke to Brødre –?» og Fru Krone søgte i Hukommelsen at gjenkalde sig, hvad hun forlængst havde glemt.

Kammerraadinden følte pludselig lidt af den kvælende Fornemmelse, som saa ofte betog hende, naar der taltes om hendes Mands Brødre. Men hun tvang sig til at svare:

«Jo, en til – i Jylland.» Hun stansede og svælgede paany saa tungt, at Fru Krone undredses, om hun havde ondt i Halsen. «Men vi hører aldrig fra dem. De er ikke skrivende af sig. Og min Mand da heller ikke for den Sags Skyld! De er desuden blot Halvbrødre.»

129Den sidste Ytring kom uden Bitterhed. Hun følte sig lettet for en pinlig Frygt.

Vilde nu bare Adolf benytte Tiden! Ingen Moders Sjæl behøvede jo – – –

Hun følte sig saa oplivet, at hun foreslog at se paa de unge.

«Mor – vil du og Kammerraadinden lege med?» spurgte Caroline Krone og reiste sig.

Hendes Moder rystede paa Hovedet. Idetsamme kom Sussa Mørk i egen Person ind med Glas og en rygende Punschebolle. Vilhelm var hendes Yndling.

«Og dette skal være Vertindens Skaal,» sang Kapteinen, idet han reiste sig fra Bordet med Glasset i Haand, da Punschen var budt om. Alle fulgte hans Exempel, og nu lød det i Kor:

«Og Skam faa den, som ikke
Fru Krones Skaal vil drikke!
     Hurra! Hurra!
Den Skaalen var bra!
     Hurra!»Og Skam faa den … Hurra] drikkevise av ukjent forfatter, sunget i studentmiljøer

Fru Krone lo og takkede. Og nu vexlede man med Sang og Leg, indtil Sorenskriveren kom ned, og Maden stod paa Bordet.

Efter at de havde spist, vedblev Stemningen at være lige munter og sorgløs; det var først sent, Kammerraadinden reiste sig for at sige Farvel.

«Og saa skal De afsted inat Klokken tre?» spurgte Louise Grib, idet hun rakte Løitnant Krone Haanden. Hun var i straalende Humør.

130«Kapteinen har lovet, at han skal blive vækket med Reveillen!»vækket med Reveillen!] vekking med hornsignal eller trompet ved militærforlegninger (av fransk reveiller: vekke) raabte Sofie henrykt.

«Det vil sige, hvis Fruen og Sorenskriveren tillader det,» tilføiede Kapteinen høflig.

«Gjerne for mig,» svarede Sorenskriveren.

«Og Fruen?»

«Jeg staar visselig op alligevel. I en Tid som denne, ved ingen, naar man atter mødes. Eller hvordan man mødes. Aa jo! i det væsentlige ved vi jo det, Gud være lovet! – Om saa Pontecorvo med hele sin Hær trænger ind i vort Land, vil hver Mand være enig for at forsvare vor Frihed og Uafhængighed,» sagde hun og lagde Haanden paa Sønnens Skulder.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.