XXXIII

Da Cathrine med et halvt forskrækket Udtryk havde meddelt Madame Rognli, at der i Stuen var en fremmed Herre, som først havde spurgt efter hendes afdøde Broder, tænkte hun straks paa, om det skulde være hendes Søstersøn?

Men da hun traadte ind, saa hun med et eneste Blik, at det ikke var ham. Det var en ældre Herre af et fornemt Ydre og øiensynlig Militær, skjønt han var civil klædt.

«Formodentlig Madame Rognli?» spurgte han med et høfligt Buk.

«Jo – til Tjeneste».

Hvordan kunde det gaa til, at Marthe Rognlis Dragt Dag efter Dag kunde være saadan – uden Plet eller Krøl? Hun kom lige fra et husligt Arbeide, der havde optaget hende fra den tidlige Morgenstund, men paa hendes sorte Kjole saaes ikke et Støvgran, Tørklædet sad glat og stramt i de regelrette Folder, og Krusstrimlerne 319om hendes blege, meislede Ansigt stod idag, som altid, blændhvidt af mod hendes sorte Hovedklæde.

Der var noget ved hendes Person, som imponerede den fremmede, og det varede lidt, førend han sagde:

«Jeg skal være Madame Rognli forbundenforbunden] takknemlig for en kort Samtale.»

«Vil De ikke være saa god at sidde ned,» svarede hun og trak en Stol frem, medens det faldt hende ind, at det kunde være en af Frøken Seiers Venner.

Selv tog hun Sæde i passende Afstand.

Den fremmede hostede: «De boer netnet] pent og hyggelig her, Madame,» sagde han og saa sig om i Stuen.

«Aa ja.»

«De har naturligvis betydelig Handel?»

«Ikke noget at tale om.»

«Maaske – De har en Søn til at hjelpe Dem?»

«Nei.»

«De har maaske ikke mange Børn?»

«Nei.»

Den fremmede dreiede sin Hat, som han havde beholdt i Haanden, trak sit Uhr frem og sammenlignede det med Slaguhret i Stuen. Derpaa vendte han sig atter mod Madame Rognli, der sad stiv og kold, rank og ubøielig og ventede paa, hvad han vilde. Han var en modig Mand, men ved Tanken paa det, han havde at forhandle med denne Kone, gik det ham koldt nedad Ryggen: Hun saa jo ud, som hun var hugget i Sten!

320«Forholdene har indviet mig i Ting, som vedkommer Deres Familie, Madame,» begyndte han endelig. «De har en Søstersøn?»

Hun foer sammen, og Udtrykket blev spændt.

«Er han ansat ved Deres Handel?»

Et Øiebliks haard, unaturlig Latter skurrede forbi hans Øre.

«Han ved Handelen her!» sagde hun bittert.

«Og hvis ikke, – hvor er han da?»

«Det ved jeg ikke.»

«Men noget maa De dog have hørt?»

«Aa ja. – Jeg tror nok, han skikkede sig ganske bra, saalænge han var i London.»

«London? Hvad skulde han der?»

«Det kan De nok spørge om. Siden har jeg lidet eller intet hørt om ham.»

Hun reiste sig halvt, som for at afbryde videre Snak om denne Gjenstand. Men den fremmede agtede ikke herpaa:

«De ved altsaa, at han forlod London?» spurgte han paany. «Men ved De da ikke, hvor han senere drog hen?»

«Christoffer sagde, at han gik i Krig.»

«Krig? Hvilken Krig?»

«Det ved jeg ikke.»

«Men noget maa De dog vide? Noget maatte De kunne meddele mig, Madame, om De blot vilde?»

«Nei. – Men nu vil nok jeg faa Lov til at spørge! Hvordan tør nogen vove at trænge sig ind i Ting, som bare vedkommer mig og min Slægt? Jeg skal ikke lægge Dølgsmaal paa, at 321jeg helst ser, vi er færdige med dette,» sagde hun paa sin stille, isnende Maade.

Den fremmede betænkte sig et Øieblik. Men hans mandige Aabenhed fik Overhaand; og idet han hævede Hovedet, sagde han fast:

«Deres Spørgsmaal er naturligt, Madame. Mit Navn er Gustav Grib, Major i Kongen af Danmarks Tjeneste. Jeg har god Grund til at interessere mig for den unge Mand. Han er min Søn.»

Marthe foer op af Stolen, men sank idetsamme ned igjen, betaget af en pludselig Svimmelhed. I flere Minutter var der saa stille i Stuen, at et «Dødninguhrs»Dødninguhrs] biller som bl.a. bor i treverk PikkenPikken] lett banking i Væggen kunde høres sammen med Slaguhrets tunge, regelmæssige Tikken.

Men saa stod hun op og stillede sig foran sin Gjæst. Det saa ud til, at hun lige ind i Sjælen vilde prente sig Billedet af ham, som havde lagt saadan forfærdelig Sorg over hende og hendes.

«Det er altsaa Dem,» begyndte hun med dirrende Stemme. «Det er Dem, som besnærede en velagtet Pige og førte Skam over en hæderlig Familie, som Slægt efter Slægt havde baaret Hovedet frit mellem Folk? Guds Straf har da ikke endda rammet Dem! – Men nu siger jeg i mit og hendes Navn: Ve, ve! over den, som har begaaet denne svære Synd.»

Trods hendes Oprør, kom Ordene saa rolige og vægtige, at Majoren uvilkaarlig bævedebævede] skjelve; riste tilbage.

322Hun vedblev:

«Hvorfor kommer De nu og ripper op den gamle Pinen? Kunde De ikke have gjort ondt nok? Skal jeg da igjen ind i Striden nu, som jeg havde faaet lidt Fred? For tænker De ikke, Satan har havt sit Tag i mig for at friste mig til selv at tage mig tilrette –: for at faa mig til at nedbede Forbandelsen over ham, som har voldt mit Huses Elendighed?»

«Konen er mere exalteret, end jeg havde troet,» tænkte Majoren, som ikke kunde forstaa denne Følelsens Heftighed efter saa mange Aars Forløb.

«Det gjør mig ondt, Madame, at jeg har været nødt til at plage Dem med min Nærværelse,» sagde han koldt. «Jeg kom for at faa Underretning om min Søn. Da jeg nu forstaar, at De enten ikke kan eller ikke vil give mig den, skal jeg ende denne høist pinlige Samtale.»

Han reiste sig for at gaa. Men idetsamme faldt Marthe Rognlis Tanke paa Søstersønnen:

«Deres Søn!» udbrød hun. «Og nu først har De tænkt paa ham? – Du barmhjertige Gud! saa haardhjertede er dine Skabninger, som dog er skabt i dit Billede! For ingenting regner De, at De knuste Moderens Hjerte? For ingenting, at De forstyrrede en agtværdig Families Rygte og Fred? Men regner De det ogsaa for ingenting, at De stødte Deres eget Kjød og Blod navnløs og hjemløs ud i Verden? Og den, som ingen har at støtte sig til, ham lokker vel 323Fristelserne mest, tænker jeg. – Kan De forsvare, at De overgav Deres eget Barn til Vanære? Eller tænker De kanske, at den vesle Stakkaren ikke følte det? Han ikke føle det! – Saa jeg ham ikke gaa omkring som et saaret Dyr, naar Folk i deres Ondskab lod ham skjønne, hvad han var for en! Jeg vil ikke tale om, som det sved i os, naar vi saa, hvordan det aad sig ind i ham dette, at han ikke var som andre Folks Barn.»

Gjennem Aarenes Løb havde Major Grib vænnet sig til at døve Samvittigheden, naar den anklagede ham for Brøden mod hans Ungdoms elskede. Men da han hørte, hvad hans Barn havde lidt, – hans førstefødte, kjække Søn, som saa glad havde leget paa hans Knæ, og for hvis Skyld han tænkte paa at ægte Moderen, – da styrtede Selvforsvarets kunstige Bygning sammen, og Faderfølelsen krævede sin Ret. Han sank ned paa en Stol, skjulte Ansigtet i Hænderne og hulkede høit.

Marthe vendte sig fra ham. Hævnens Time var kommet; men den eiede ingen Sødme. Med sin bitre Anklage havde hun manet Fortiden frem; men den anklagede blev ikke alene: Søsterens blege Skikkelse – hun, som «bar ham i sit Hjerte til det sidste» – gled frem ved Siden af ham; og hun syntes, hun kunde høre Ordene: «Dømmer ikke, Gud er barmhjertig.»

Hun saa hende, som hun stod med sit Barn i Kjøkkenet paa Rognli hin forfærdelige Aften – Hun mindedes sin egen Følelse dengang – og senere – – –

324Den gamle Kjærlighed til Søsteren strømmede pludselig over hende i al sin smeltende Inderlighed; der faldt som Skjæl fra hendes Øine, og hun læste sin egen hjerteløse Færd som i en opslaaet Bog:

Ukjærlighed, – Ukjærlighed alt tilhobe!

«Dersom jeg uddeler alt mit Gods til de fattige, og dersom jeg giver mit Legeme hen, at jeg skulde brændes, men haver ikke Kjærlighed, da er det mig intet nyttigt!»Dersom jeg uddeler … intet nyttigt!] Sitat fra Paulus’ første brev til Korintherne 13,3

Hun rørte sig ikke: Medens Angeren skar sine sikre, dybe Snit i hendes Hjerte, stod hun for sin Gud som en arm Synder, og «Barmhjertighed! – Naadel!» var Raabet i hendes Sjæl.

En Bevægelse bag hende bragte hende atter til sig selv; og hun vendte sig langsomt.

Synet af den sønderknuste Fader fik noget blødt til at røre sig indeni hende; men hun sagde intet. Hvad skulde hun kunne sige? Dette var jo Sandhedens Magt. Sandhedens Magt over ham, som over hende selv!

Men saa huskede hun paa noget, trak sit Nøgleknippe frem og gik hen til Broderens Schatol. Her stansede hun –: Havde hun ogsaa Ret til dette! Men saa aabnede hun Schatollet, og fandt frem en liden Pakke.

«Se her!» sagde hun og rakte Pakken til Majoren. «Den tilhører Deres Søn. Jeg har aldrig villet røre den; men med en Fader er det vel en anden Sag.»

Han aabnede den hastigt: Den indeholdt Breve, og det første, hans Blik faldt paa, bar 325samme Udskrift som Pakken selv: «Til Gustav efter min Død.» De øvrige var adresserede til Kjøbmand Mortensen. De laa der alle i omhyggelig Orden med Datoerne for Modtagelsen noteret udenpaa.

Majoren aabnede et af de sidste; og de første Linjer, hans Øine faldt paa, var disse:

«Jeg maa være skabt til Soldat, Morbror! Thi her, hvor der overalt lurer Fare og Død, aander jeg let og frit som aldrig før. Nu endelig forstaar jeg den Sandhed, at en Mand er, hvad han selv gjør sig til! Den gamle Sorg er over nu, Morbror. Æren skal blive min Brud. Navnet, jeg har valgt, skal jeg selv hædre. Du skal nok faa Glæde af din Gut, skal Du se; han, som har dig at takke for hver eneste Smule af godt, siden –»

Ordene løb i et for Majoren, og han lod Brevet synke. Lidt efter vendte han sig til Madame Rognli og spurgte med lav Stemme:

«Forbandede ogsaa Susanna mig? Deres Broder vilde intet fortælle herom.»

«Min Broder? Har De nogensinde talt med Christoffer?» spurgte hun forbauset.

«Jeg kom herop for at søge Deres Søster, men kom for sent. Det var tre Dage efter Begravelsen.»

«De søgte hende? Men hvorfor forlod hun Dem da?» spurgte Marthe forvirret.

«Hun havde faaet vide, at min Familie vilde overtale mig til at ægte min senere Hustru. Og plaget og utilfreds med mig selv tog jeg ikke 326Hensyn til hendes Følelser. – Men da hun pludselig og hemmelig var flygtet, forstod jeg, hvor dyrebar hun og Barnet var mig. Jeg søgte hende overalt. Sidst rigtignok, hvor jeg burde begyndt. Men hun havde saa ofte forsikret, at hun aldrig kunde vende hjem; at hun aldrig kunde se Dem i Øinene, Madame. Var jeg kommet tidsnok, havde jeg saavidt muligt gjort min Uret god igjen! Nu nytter det ikke at tale herom.»

Marthe drog et langt og smerteligt Suk: «Christoffer fortalte mig intet herom.» sagde hun.

«Det forundrer mig ikke. Jeg var ham ligesaa modbydelig, som jeg er Dem, Madame. Endogsaa min Bøn om at maatte bidrage til mit Barns Opdragelse afslog han bestemt.»bestemt.»] rettet fra: bestemt. (trykkfeil)

Han reiste sig:

«Min Søns Breve indeholder maaske noget, som kunde lede til at udfinde hans nuværende Opholdssted. Maa jeg tage dem med mig?» spurgte han.

«De er vel nærmest til Dem,» svarede hun mørkt.

«Jeg har en anden Sag at ordne heroppe,» vedblev han. «Naar det er skeet, forlader jeg Norge uopholdelig. – Og nu vil jeg gjerne bede om Deres Tilgivelse? Kan De skjænke mig den for hendes Skyld, som vi begge bittert begræder?»

«Jeg kommer til at bede den femte Bønden femte Bøn] fra «Fader Vår»: «Og forlat oss vår skyld, som vi òg forlater våre skyldnere.» anderledes efter denne Dag. Jeg skal visselig prøve at bede den i Oprigtighed,» svarede hun.

– Da Major Grib kom tilbage til Hotellet, 327meldte hans Tjener, at et Fruentimmer, der saa ud som en Landstrygerske, endelig vilde tale med ham. Med Majoren selv. Hun var ikke til at faa væk.

«Saa lad hende komme! Om en Time vil jeg være afsted. Du har vel bestilt Hestene?»

«Ja, Hr. Major.»

«Og Stafetten til Kammerraaden blev naturligvis sendt tidlig imorges?»

Tjeneren blev rød: «Den er afsted, Hr. Major,» svarede han hurtigt.

«Saa kald Konen herind.»

– Lisa blev staaende ved Døren; Majorens bydende Skikkelse imponerede hende.

Medens hun saalænge havde ventet, havde hun kogt op alle de gamle Erindringer om den Tort, hun havde lidt, fordi hun havde føiet den fine Herre og gaaet hans Ærinder. At hun dengang var blevet særdeles liberalt betalt, kom ikke med i Opgjøret, derimod blandede hun ind en nyvagt Forbitrelse over, at han havde forstødt baade Mor og Barn. – Ja, han skulde faa høre Pauli Ord!Pauli Ord] apostelen Paulus’ ord: streng, ærlig mening Og faa svie i Pungen atpaa – –

Det varede heller ikke længe, førend hun opmandede hele sin Fripostighed;Fripostighed] freidighet og nu fik han da under allehaande Taalemaader og Ordsprog vide, hvad hun havde udstaaet for sin Villighed til at tjene ham.

Han forstod naturligvis strax, hvortil hun sigtede. Og idet han trak sin Pung frem, mønstrede han hende med et skarpt Blik for at forvisse sig om, hvormeget sandt og hvormeget 328opdigtet, der var i hendes Beretning. Men hun mødte hans Blik med opreist Hoved og uden at blinke.

Gaven tilfredsstillede hende ikke. Hun saa haanlig paa Pengene og sagde:

«Herregunst og Flisevarme varer inte længe! Men sparer du Hesten i Hækken,Hækken] beholder med fòr saa svigter han dig i Bækken, siger Ordsproget. Nei, da er Sønnen hans anden Kar da! – Han sparer hverken paa Skilling eller Høflighed, han. Endda Gud bevare Lisa for at tage saapas som en HvidHvid] minste myntenhet; ørliten pengeverdi fra ‘n! Han kan nok selv behøve sine fattige Skillinger, Stakker. Nei, jeg har da mere Hjerte i Livet end som saa! Har du inte Penge, kan du allenfals ha Barmhjertighed, tænkte jeg dengangen, som jeg saa ‘n ligge der med e’ Kugle i Livet.»

Majoren var blevet opmærksom:

«Hvad ved hun om min Søn?» spurgte han hurtigt.

«Jeg ved det, at havde inte Lisa været, saa havde han naa ligget der med Næsen iveiret,» svarede hun og rettede sig med Selvfølelse.

«Se her, min gode Kone. Se her! Fortæl mig nu, hvad hun mener med alt dette? Fortæl mig, naar hun sidst saa min Søn?» og han rakte hende en blank Sølvdaler.

Hun veiede den i Haanden og sagde mildere:

«Sen Efterspørgsel er bedre end ingen. Ellers saa vil jeg naa sige, at Forsorg er bedre end Eftersorg da! – Naar jeg sidst saa ‘n, spør han, 329Far? Aa, det kan vel være saa en tre–fire Timer siden, tænker jeg.»

Majoren blev skuffet. Han havde faaet et pludseligt Haab; men dette viste jo, at det hele var Bedrag!

«Det er Snak!» sagde han barskt. «Min Søn er ikke her i Landet.»

«Jasaa Far! Jasaa!» udbrød Lisa opfarende. «Har jeg kanske inte seet ‘n med disse mine egne Øine her for nogen Timer siden? Har jeg inte med mine egne Ører hørt ‘n sige, at dere to ingenting har at gjøre med hverandre? LosererLoserer] losjerer; bor ‘n inte hos Madame Hansen kanske, som har stelt for ‘n under hele Sygdommen? Jeg tør se paa den, som vil drive mig til Løgner paa det, som jeg akkurat har baade hørt og seet?»

Skjønt Majoren ikke troede hende, – Madame Rognli havde jo sagt, at man intet havde hørt fra ham siden Broderens Død, – saa spurgte han prøvende:

«Kunde du vise mig, hvor denne Madame Hansen bor?»

«Om jeg kunde vise ‘n, hvor Mor Hansen boer? Jeg kunde gaa den Veien i blinde, jeg!»

«Naa, saa gjør det strax,» sagde Majoren og greb sin Hat.

Hun nølede:

«Men jeg vil nok gjerne først vide, om dette er for det godes Skyld?» spurgte hun med pludselig Mistanke.

Dette bestyrkede Majoren i hans Tvil:

330«Saa tilstaa strax, at du har faret med Usandhed!» udbrød han bydende.

Men nu blev Lisa rasende:

Hun fare med Usandhed? Hun, som aldrig havde løiet, hverken i Handel eller i Vandel? Men nu skulde ‘n værs’go komme, og det strax! Saa sku ‘n se, om hun foer med Fjas og Fanteri!

Majoren greb paany sin Hat og fulgte hende, det skete snarere instinktsmæssig, end fordi han fæstede nogen Tiltro til hendes ord. Men da de havde lagt Byen bag sig og var komne ind paa Fodstien, vaagnede en ny Mistanke: Var det hele en Kjeltringstreg? Var det et aftalt Spil med den Bande, hun tilhørte? Han burde forsynet sig med en Pistol!

«Se der – derborte er Huset,» sagde Lisa, da de var komne indpaa den lille Eiendom, «derborte.»

Hun stansede pludselig –: Var inte dette et Skrig? – – Saa lød nok et – og nok et. Og trods sine stive Lemmer, styrtede Lisa som en Pil op mod Huset.

Hendes Ledsager stansede et Øieblik. Men da bragte et nyt Angstraab ogsaa ham til at fare afsted –: Kjeltringbande eller ikke, her led nogen Overlast!

I Gangen mødte han Madame Hansen, som med Rædsel i hvert Træk skjælvende lænede sig mod Væggen. Uden et Ord pegende hun mod Trappen. Skrigene var nu ophørte; men han fandt uden Vanskelighed Døren og stod næste Minut midt oppe i den ulykkelige Scene.

331Susanna knælede ved Siden af sin Fætter, som Lisa havde løftet saavidt op, at hun med Lommetørklædet kunde forsøge at stanse Blodet, der flød ud af et dybt Gab i Baghovedet. Adolf Grib stod mørk og uvis, om han skulde gaa eller blive. Han ænsede ikke, at nogen kom ind i Værelset, førend Major Grib var ved Siden af ham.

Men hans Onkel saa ham neppe; han knælede hurtig ned ved Siden af Susanna og hjalp hende at forbinde Saaret.

«Er det Satan og alle hans Engle, som er ude og huserer igjen!» mumlede Lisa under dette, medens hun skottede til Løitnant Grib. «Ja fandtes ikke Ave, gik Verden aflave.»

Majoren reiste sig – fik Øie paa Nevøen og foer tilbage, som om han havde seet et Syn. Adolf Grib stod der i mørk Trods, medens Ravn vaklende blev hjulpet hen paa Sengen. Susanna lagde Puderne tilrette.

«Tror De, han døer?» hviskede hun, medens hun bøiede sig over Ravn, som laa med lukkede Øine.

Nu først tænkte Majoren paa hende. Han havde været altfor overvældet af det hele og havde neppe lagt Mærke til Ansigtet indenfor den svære Hatteskygge. Hendes Skjønhed overraskede ham, og han spurgte næsten uvillig:

«Hvem er De, unge Pige? – Og hvad har De at gjøre her?»

«Han havde sendt Bud efter mig,» svarede Susanna rødmende, idet hun besvarede det sidste 332Spørgsmaal først. «Jeg heder Susanna Rognli. Han er mit Søskendebarn. – Min Mosters Søn.» tilføiede hun med skjælvende Læber.

Nu vidste Majoren, at Lisa havde talt Sandhed. Og idet han sank paaknæ foran Sengen, udbrød han:

«Gustav, – min Søn, se op! Her er din Fader!»

Adolf Grib sneg sig lydløst ud af Værelset.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.