Løitnant Ravn gik hurtigt hjemover uden at bemærke Adolf Grib, der stod i en Husport og talte med en Bekjendt. Ved at dreie ind i en anden Gade fik han Øie paa en høi, civilklædt Herre, som kom raskt imod ham. Ravn studsede ved hans ualmindelig smukke og imponerende Ydre og traadte tilside for at lade ham passere, da den fremmede gled paa en Holke under den løse Sne og vilde være faldt, om ikke Ravn havde grebet ham i Armen.
Herren vendte sig næsten barskt, men besindede sig hurtigt og takkede. Idet han vilde gaa videre, følte han Smerte i Foden og stansede.
«Kan jeg være til Tjeneste?» spurgte Ravn høflig.
Istedetfor Svar fik han atter et skarpt Øiekast.
«Mit Navn er Ravn. Adjutant hos Oberstløitnant von Seier.»
«Ah –– saa!» Han bevægede Foden: «Lapperi!Lapperi!] småtteri 102Intet at betyde! Og alligevel – det er ikke Tider til at sidde stille og pleie et sygt Lem! – Maa jeg tage Deres Arm?»
Han nævnte ikke sit Navn, men talte livligt, indtil han kort efter stansede:
«Tak Hr. Løitnant! Her er mit Bestemmelsested!»
Han bevægede atter Foden: «Det har ingenting paa sig. Ikke destomindre er jeg Dem meget forbunden.»
Ravn hilste militært. Den fremmede ringede paa; talte et Par Ord med Tjeneren og forsvandt i Huset.
«Det havde været vel saa høfligt, om han havde nævnt sit Navn!» tænkte Ravn, idet han vendte sig for at gaa hjem. Da stod han Ansigt til Ansigt med Adolf Grib, som havde fulgt dem i kort Afstand. Uden at hilse saa Grib med et spottende Smil sin Uven ind i Ansigtet og gik langsomt forbi.
Blodet kogte i Ravns Aarer, og han gjorde et Skridt, som han vilde indhente ham. Men saa betænkte han sig og skyndte sig hjem.
Vilhelm Krone modtog ham her med Bebreidelser: Hvad tænkte han vel paa! Han havde jo ikke endnu sørget for Dragt. Havde han glemt Maskeraden?
«Jeg tror neppe, jeg kan gaa. Jeg traf ikke Oberstløitnanten hjemme,» svarede Ravn og hængte sin Kappe fra sig.
«Jovist skal du gaa! Du er da ikke hans Slave. Og her skal du se, hvilken elskværdig 103Ven du har! Denne DominoDomino] lang maskeradekappe med hette har jeg været saa heldig at faa fat paa. Den vil passe dig perfekt. Festen bliver glimrende, skal jeg fortælle! Jeg har talt med flere Damer og blandt dem Margrete Seier. Hun klæder sig hos Bulls og skal gaa sammen med dem.»
«Hvad Tid er du fri for Tjenesten?»
«Klokken syv. Inden den Tid kan du atter have været hos din Chef. Kom bare ikke med Vrøvl og Nykker!»
Ravn kastede Dominoen over Skuldrene og trak Hætten over Hovedet.
«Den passer udmærket! Jeg frygtede, den skulde være for kort. Ved du hvad! du ser stateligere ud i den sorte Kuttekappe, end jeg i min improviserede Ridderdragt. Og det endda min høie Patronesse,Patronesse] beskytterinne Oberstinde Werner, har laant mig et brillant, mørkerødt SilkesjalSilkesjal] rettet fra: Silkesjalet (trykkfeil) til Axelskjærf. Du bliver altsaa med?»
«Ja, hvis jeg ikke faar noget vigtigere at gjøre.»
«Blir udkommanderet, mener du? Ja Tjenesten fremfor alt! Jeg har iformiddag truffet flere Kammerater paa Gjennemmarsch for at slutte sig til de Tropper, som kantonnererkantonnerer] er innkvartert ved den svenske Grænse. Man ser snart ikke andet end Officerer og Soldater. Ja, vi kan nok faa Alvor, før vi tænker.»
«Og i Mellemtiden gaar vi paa Maskerade!»
– Maskeraden var allerede i fuld Gang, da de to Venner blandede sig i Vrimlen; og Krone 104spadserede strax afsted med en Dame, han troede at kjende.
Ravn var derimod blevet staaende. Han lænede sig op mod en Vindueskarm og saa alvorlig paa den brogede Mylder:
Hvad skulde han der egentlig? Hvad skulde han overhovedet herhjemme? – – Navnløs og venneløs –
«Jeg vil være Deres Ven, naar De trænger en!» skjød pludselig gjennem hans Sind.
Hvem mon hun er mellem alle disse? – – Zigeunerinden derhenne? Høiden, Smedkerheden kunde passe – Nei, hun vilde aldrig paa den Maade gribe en slingrende Matros ved Armen!
Hans usædvanlige Høide gav ham friere Syn over Mængden, og han vedblev at speide og undres, indtil en dempet Samtale tæt ved naaede hans Øre.
Det var to sorte Dominoer, ligesom han selv. Men i deres Tale var intet af dette udfrittendeudfrittende] utspørrende eller spøgende, som udmærkede de fleste Masker.
Aah – den lette, fine Bondepige derhenne er det! Ingen anden har saa gratiøse Bevægelser. – Han gjorde et Skridt frem for at tiltale hende, da en anden kom ham i Forkjøbet, og begge forsvandt. Ærgerlig trak han sig tilbage til sin forrige Plads.
De to Dominoer fortsatte sin Samtale, uden at tage Notits af ham.
«GrevenGreven] sannsynligvis grev Herman Wedel Jarlsberg (1779–1840), som arbeidet for at Norge skulle være et selvstendig rike med egen konstitusjon i personalunion med Sverige paastod, at det var hans Pligt at høre, hvilke Forslag Kongen af SverigeKongen af Sverige] Karl XIII Johan gjør,» sagde 105den ene. «Og at disse bør forelægges for Folkets Repræsentanter, naar Rigsforsamlingen kommer sammen. Men hans Høihed vilde ikke høre paa dette. Han forstod, at Greven havde reist gjennem Sverige, svarede han. Samtalen blev tilsidst saa høirøstet, at de tilstedeværende i ForgemaketForgemaket] forværelset blev opmærksom.»
Ravn havde lyttet til med Interesse og uden Skrupler: De brød sig jo ikke om ham!
«Han og vi andre, som ikke er betaget af en Prinserus, faar finde os i at kaldes Forrædere,» svarede den anden bittert.
«Naa, lad os ikke fælde for haard Dom over Prins Christian. For Øieblikket –»
«For Øieblikket ophidser han Sindene!» afbrød den anden ham i samme bitre Tone. «Synes du, det er smigrende for os Nordmænd, at hans Høihed mente, vi maatte bindes ved Ed til at forsvare vort Land og befordre dets Vel? Og det dertil en Ed, som blev os paatvunget i Overraskelsen Øieblik? – Jeg finder det ogsaa anstødeligt, at han i sin Proklamation kalder sig odelsbaaren til Norges Trone! At han selv kalder det en Guds Styrelse, at han i dette Øieblik er i vor Midte!»
«Men det er det nu! For Øieblikket er han det Midtpunkt, om hvem alle Fædrelandsvenner maa slutte sig. Han er i denne ophidsede Tid det sikreste Værn mod indbyrdes Strid og Forstyrrelse.»
«Det indrømmer jeg. Men alligevel –»
Ravn forlod sin Plads; han havde atter faaet 106Øie paa den Bondepige, i hvem han før troede at gjenkjende Frøken Seier. Hun stod nu alene, og han ilede med at tiltale hende:
«Hvilken Egn af Landet tilhører denne smukke Nationaldragt?» spurgte han.
«Ingen særskilt. Den er sammensat af forskjellige.»
«Faar jeg Lov at skrive Forbogstaverne til Deres Navn? Vil De række Haanden frem –»
Hun gjorde det. Det var en liden hvid velformet Haand.
«M. S.» skrev han.
Hun nikkede. «Og maa jeg?»
Hun skrev hurtig indeni hans Haand R-A-V-N?
«Gjættet!» sagde han og bød hende Armen.
«Jeg har hørt saa meget ondt idag,» hviskede hans Ledsagerinde, da de havde gaaet en Tid tause. «Vi har Forrædere mellem os.»
De var stanset ikke langt fra det Sted, hvor Ravn nys havde staaet, og han kastede uvilkaarlig et Blik til de to Dominoer. De stod i samme ivrige Samtale; og en tredie var nu kommet til.
«Forrædere?»
«Jeg vil ikke nævne noget Navn. Jeg har det fra Rygter bare. Men en mægtig Mand – næst vor dyrebare Regent den mægtigste i Landet, – skal længe have opholdt sig i Sverige og der underhandlet om at sælge sit Land. Sælge det! Overgive sine egne Landsmænd til Undertrykkelse og Trældom!»
«Men det skal aldrig ske, saalænge der 107lever norske Mænd. Saalænge vi kan føre en Klinge.»
«Nei, ikke sandt? Aa, vær ikke vred paa mig for de stygge Ord jeg sagde itirsdags! Jeg har angret saa paa det siden! Det var en slet Løn for Deres Oprigtighed! – Men ikke sandt, De tror, vi kan forsvare vor Selvstændighed?»
«Det haaber jeg af min hele Sjæl.»
«Om Forladelse, vil hun høre sin Fremtid, lille Dame? Haanden er for fin og hvid til Bondepigens Skrud. Under det skjuler sig nok en Jomfru prud?»prud] edel
Det var en høi, grelt og grimt klædt Fantekjærring, som stod foran dem. Hun havde paa Hovedet et uhyre Skaut, hvorunder Tafser af Haar stak frem over Halvmasken. Underansigtet var næsten skjult af Skautet; hun tyggede paa en gammel forrøget Kridtpibe.
«Tak, Mor; men jeg bryder mig ikke om at høre min Skjæbne,» svarede Margrete.
«Ikke det? Naa om Smag og Behag skal ingen disputere! Men et gammelt Ord siger, at bedre er før var, end efter snar. Ingen kan øse Vand af Møddingens Pøl, lille Jomfru. Heller ikke fører Ravneklo Guld til Bo. Falsk Vare er listig Snare. – Men vil ikke Møen spaaes, saa vil nok Munken!»
HunHun] rettet fra: Han (trykkfeil) greb raskt Ravns Haand og mumlede:
«For lidet fin til Munkekutte og Bønnebog! Præsten og Hunden tjener Føden med Munden, siges der.»
108«Hun tager feil, Mor. Jeg er hverken Munk eller Præst,» sagde Ravn og trak Haanden til sig.
«Det er ikke værd at være for studs, go’ Herre! For endda halvskrattendes Tale har hverken Hoved eller Hale, saa er det nu saa, at under Herremands Kappe og i Smigrerens Smil, skjuler sig ofte Forræderens Pil.» Hun stak Snadden i Munden og humpede afsted.
«Det var da et uhyggeligt Menneske,» sagde Margrete, da hun var borte.
«Tror De, hun kjendte os?»
«Hvordan skulde hun det! Nei, jeg hørte hende for lidt siden spaa en Zigeunerpige ligesaa ilde. Ogsaa hende advarede hun om ikke at tro Forrædere. Hutetu! Jeg synes ikke, jeg hører om andet idag! – Men hvordan kunde De kjende mig?»
«Paa Deres Bevægelser. For at holde Rollen burde De være lidt mere keitet. Og De, hvordan kjendte De mig?»
«Paa Høiden og paa Holdningen.»
«Synes De ikke, denne Spaakone saa usædvanlig høi ud for et Fruentimmer at være?» spurgte Ravn.
«Tror De kanske, det er en Mand? Men lad os ikke tænke mere paa dette Menneske! Jeg er saa opfyldt af alt det onde, jeg har hørt idag; jeg har længtes saa efter en, jeg kunde tale med.»
«Og det kan De!»
Margrete saa sig om og trak ham lidt tilside:
109«Det er næsten fælt at sige det. Men der er dem, som tror, at denne høitstaaende Mand, som jeg nys talte om, skal stile mod at indtage vor kloge, folkekjære Regents Plads. Under Sverige, naturligvis! Langs Kysten skal han have et ikke ubetydeligt Parti. Man vil der have Fred for enhver Pris. – – Og saa skal de gaa saa lumskt og skjult tilværks! De skal ikke vove at stikke Hovedet op, før de har undermineret Folkets Tro paa Evnen til at forsvare os.»os.»] rettet fra: os,» (trykkfeil)
Atter tænkte Ravn paa Samtalen mellem de to Dominoer. Margrete vedblev:
«Den blotte Tanke oprører mit inderste Væsen. Kan De tænke Dem noget mere afskyeligt?»
Han blev sparet for at svare. Tjenerne havde gaaet omkring med Punsch; og nu lød der pludselig gjennem alle Værelser, som efter en fælles Overenskomst, fra den formummedeformummede] tilhyllede Forsamling:
«For Norge, Kjæmpers Fødeland,
vi denne Skaal vil tømme.
– – – – – – – – – –For Norge, Kjæmpers Fødeland …] «Norges Skaal» av Johan Nordahl Brun, skrevet i årsskiftet 1771–1772. Norges første fedrelandssang.
De havde været saa optaget af Samtalen, at det varede lidt, forinden de faldt ind i Sangen. Men da de kom til:
«Saa vaagne vi vel op engang
og bryde Lænker, Baand og Tvang!»
hørte Ravn, hvordan Margretes Stemme skalv af indre Bevægelse.
110«Er hun endnu i Munkeklo, lille Jomfru? Mærk mine Ord: Den, som den ene Time spadserer med Landets Fiender og den anden med Landets Døtre, staar ikke til troende. Bedre ærlig Landsmand, end fremmed Ransmand.»
Spaakjærringen havde lagt Haanden paa Margretes Arm; men forinden nogen af dem kunde svare, var hun atter forsvundet.
«Hun – eller han! – maa have en ondskabsfuld Mening med disse infame Beskyldninger,» udbrød Ravn heftig. «Og jeg tror, jeg ved – Jeg er glad, vi skal snart demaskere os,» rettede han det til.
Men da Maskerne blev taget af, var Spaakonen ikke at se. Ravn havde været vis paa at det var Løitnant Grib; men denne Herre bar en lignende Ridderdragt som Vilhelm Krone.
«Kan De ikke finde hende,» spurgte Margrete, da hun og Ravn mødtes ved Soupeen.
«Kanske har hun fundet det klogest at forsvinde, – om Personen da ikke har fundet Leilighed til at skifte Ham.»
«Kanske det! – Har De moret Dem iaften? Jeg synes, der har hvilet noget uhyggeligt over det hele. Jeg liker ikke Maskerade. Gid Bulls vilde tage hjem!»
«De, som igaar sagde, De kunde aldrig blive træt af Dans og Fester?»
«Det var, før jeg hørte disse fæle Rygter. Før jeg kom til at huske paa, hvor megen Nød og Elendighed der vist er rundt omkring i 111Landet. Igrunden er det unaturligt – hjerteløst at danse og more sig, medens den største Del af vore Brødre og Søstre kanske baade sulter og fryser. Aa, den der kunde hjælpe! – Saa gladelig skulde jeg give Afkald paa alt, hvad Fornøielse hed!»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
