Margrete Seier gik urolig op og ned paa Gulvet, – saaledes, som hendes Fader kunde gjort. Adolf Grib havde netop forladt hende; og han havde under Venskabets Form og med Slægtskabets Frihed sagt saa mange pinlige Ting, at hun følte sig som stukket af Hveps.
Med et stansede hun, og Blodet strømmede fra Hjertet op i Kinderne.
Hun kastede et hurtigt Blik i Speilet, ordnede de lange løse Lokker, som hang ned fra Kammen, der holdt Haaret oppe, og søgte at se ligegyldig ud. Inden det bankede paa Døren, sad hun paa sin sædvanlige Plads ved Vinduet.
«Er Oberstløitnanten ikke hjemme?» spurgte Ravn, da han havde hilst.
Hun ventede ham hvert Øieblik. Vilde ikke Løitnant Ravn sidde ned?
Der var noget koldt og tvungent i hendes 113Ord, som forundrede ham. Han satte sig alligevel og søgte at tale, som sædvanlig.
Men snart gik Samtalen ganske istaa.
Margrete syede febrilsk: Skulde hun sige ham det? Han var jo fremmed! Hun havde jo lovet at være hans Ven – –
Skulde det være muligt, at hun havde ladet sig daare af dette usædvanlige Ydre? Kunde han virkelig være en Forræder? Omgikkes han virkelig med Landets Fiender?
Hun saa op og mødte Ravns aabne, rolige Blik.
Nei! Tusind Gange Nei!
«Aah, Løitnant Ravn! Jeg hører aldrig andet end det, som ondt er,» sagde hun pludselig.
«Har De nu igjen hørt noget slemt?» spurgte han deltagende.
«Jeg var oppe hos Bulls iformiddag for at takke for deresderes] rettet fra: Deres (trykkfeil) Venlighed at tage mig med paa Maskeraden forleden, og der traf jeg en af deres ældste Venner, som var kommet til Byen i Forretninger. De kan aldrig tro, hvor mistrøstig denne Mand talte om Følgerne af at trodse de allierede Magter. Han paastod, at Prins Christian stod i Ledtog med Kong Frederik for at føre os tilbage under det danske Aag, som han kaldte det. – Ihvertfald var han, som nu har opkastet sig til Regent, den eventuelle Arving til Danmarks Trone – og saa videre! Jeg følte mig saa oprørt og hjertesyg, at jeg havde Møie med at tie! – Prinsen og hans Raadgivere sætter Freden paa Spil, og Følgen bliver fuldstændig Hungersnød, 114mente han. Alt nu lider Folket forfærdeligt. Og det, medens vi ligesom i en Begeistringsrus gaar fra Fest til Fest! – Aa, han talte saa grueligt. Jeg kommer vist aldrig til at gaa til Fest mere.»mere.»] rettet fra: mere. (trykkfeil)
«Det sagde De ogsaa forleden paa Maskeraden, Frøken Seier.»
«Gjorde jeg? Jeg ved snart ikke, hvad jeg selv siger.
«Og denne Mand, som De taler om, stemte da han for Foreningen med Sverige?»
«Ja naturligvis! Det var vor eneste Redning! – Og saa skulde De hørt ham tale om Grev Wedel. Ham var det, jeg mente, da jeg fortalte Dem om en, som vilde fortrænge vor Regent og sælge os til Sverige! – Greven var den mest fremsynte Mand i Landet, paastod han. Ophøiet over enhver Dadel. – Da Fru Bull slog paa, hvad Grevens egentlige Interesser kunde være, bad han hende huske, hvad denne Mand tidligere havde gjort for sit Land. Hvor uegennyttig og offervillig han har været i de svære Aar, vi har havt. – – Og det er vist sandt; han skal have gjort meget godt,» tilføiede hun, idet hendes Ærlighed vandt over Fordommen.
«En stor Sag maa jo nødvendigvis blive seet fra forskjellige Synspunkter,» svarede Ravn sagtmodig.
«Men De tror da ikke paa Greven? – – De tror da ikke, at han har Ret?»
«Jeg har ikke den Ære at kjende Grev Wedel, Frøken. Jeg ved aldrig, jeg har seet ham.»
115«lkke?» Hun var lige ved at spørge, om Løitnant Grib havde sagt en ligefrem Usandhed ved at fortælle, han havde seet dem sammen, da Ravn tilføiede:
«De maa da indrømme, at to ærlige Mænd, kan have forskjellig Mening om samme Sag?»
«Men dette er netop Ulykken! Alene Enighed kan redde os. – – De skulde for Exempel have hørt, hvordan den Mand, som jeg her fortæller Dem om, dadlede, at Tropperne var sat paa Krigsfod og sendt til Grænsen. De skulde hørt ham udmale Besværlighederne. Hvordan Sneen gjorde Veiene saagodtsom ufremkommelige. Hvordan de slet rustede Soldater led af Kulden og alligevel maatte marschere afsted for at kantonnere i Bygder, som er for fattige til at hjælpe dem med det allernødvendigste. For Hest og Mand var dette lige stor Grusomhed, paastod han.»
«Sligt hører jo til Krigens Gang. Manden var formodentlig civil?»
«Naturligvis. Ikke sandt, han forstod sig slet ikke paa det? Tror De vel, det kan have været saa ilde, som han beskrev det?» udbrød hun ivrigt.
«Efter det Indtryk, jeg har faaet, tror jeg ialfald, at Tropperne vil ikke svigte sin Tradition.»
«Det vil de ikke! Men det er grusomt, at de stakkels Soldater skal lide saa meget. Aa, om jeg kunde føde og klæde dem! Da skulde de saavist ikke lide nogenslags Mangel! – – Og 116siger ikke De ogsaa, at om Norges Besiddelse maa der kjæmpes? Det kan ikke afgjøres i fremmed Land med Pen og Blæk?»
«Det vil sikkerlig hver ærlig Nordmand vise i Handling.»
«Og tror De ikke, at England – det frie, lykkelige England vil hjælpe os? Det vil aldrig tilstedetilstede] gå med på en saadan Uretfærdighed, tror De vel? De har været saa længe i England; De maa jo kjende –?»
«Jeg er saa godt kjendt i England, som man kan blive det ved flittigt Arbeide paa et Handelskontor, Frøken Seier,» svarede han smilende. «Jeg har ogsaa kjendt mange elskværdige Englændere; men om dets Udenrigspolitik kan jeg ingen Mening have. Jeg forstaar mig idetheletaget bedre paa at laane min Arm til den Sag, jeg holder retfærdig, end til at gruble over Magthavernes Handlinger.»Handlinger.»] rettet fra: Handlinger. (trykkfeil)
«De siger dette saa uhyggelig koldt. De har fremdeles ingen Tro paa Prins Christian?»
Det gav et Sæt i Ravn. Men han svarede rolig:
«Frøken Seier, Prinsregenten er fuldstændig hævet over en saa ubetydelig Mands Mening. Jeg har svoret ham Troskab og skal vise den i Handling – kan saa dette ikke være nok?»
Adolf Gribs Insinuationer fængede pludselig: Ravn nærede ingen varmere Hengivenhed! Det han vilde kjæmpe for, var egen Ære og Udmærkelse! – Kunde han sikre sig samme Fordel i Modpartiets Leir, vilde han kanske neppe betænke 117sig paa, at sværge til Pontecorvos Fane? – – Hvilken lettroende Daare, hun havde været! Hvor grundig hun havde taget feil af ham – –
Og medens hendes Øine glimrede af Uvilje, og Farven i hendes Kinder blev stærkere, udbrød hun, mere som Udtryk for sin egen, indre Mistanke, end som Svar paa hans Ord:
«Hvad nytter det altsammen, naar ikke Hjertet følger med! Naar man for egen Fordel veier og vrager – – Nei, det, vi har Brug for, det er Mænd, som er rede til at ofre alt. Mænd, hvem Fædrelandets Sag er helligere, end nogetsomhelst andet paa Jorden!»
Ravn reiste sig krænket:
«Dybden af min Fædrelandskjærlighed tør jeg vist ikke prale af,» sagde han. «Men med Sandhed tør jeg paastaa,paastaa,] rettet fra: paastaa. (trykkfeil) at jeg er en ærlig Mand, Frøken Seier.»
Ogsaa Margrete havde reist sig: Noget varmt rørte sig indeni hende. Men det Ansigt, hendes Blik mødte, var saa koldt og stolt afvisende, at den varme Følelse stivnede.
Men Forræder var han ikke! – En ærgjerrig, æresyg, egennyttig Mand kanske. Men ingen Forræder!
«Tror Frøkenen, at Oberstløitnanten kommer snart?»
«Jeg kan ikke vide, siden han er blevet saalænge. Var der nogen Besked, jeg kunde give?»
«Nei tak. Jeg skal senere melde mig til Tjeneste.»
Han hilste stivt og forlod Værelset.
118Dyb Krænkelse blandede sig nu med den forrige Heftighed: Hun havde jo ødslet saa megen taabelig Godhed paa denne fremmede!
Og hun begyndte atter at gaa urolig frem og tilbage paa Gulvet, medens Gribs Ord gjenlød i hendes Øre. – – Hun saa atter det spottende Smil, hvormed han havde omtalt denne – Lykkeridder.
Lykkeridder? – Ja, hvem kjendte ham vel? – Vilhelm Krone havde ligefrem sagt, at han tog ham til Ven paa hans ærlige Ansigt! – Hendes Fader havde optaget ham, fordi han troede Krones vidste noget mere om ham. – Og hun selv –?
Margrete tog sig til Kinderne; de brændte som Ild.
Men kunde da denne aabne Mandighed være maskeret Frækhed?
Umuligt – Umuligt!
Og om hun nu havde gjort ham Uret – fornærmet ham saa haardt?
Det bankede paa Døren, og Susanna Rognli kom ind.
«Mor sender mig efter det Tøi, som Frøkenen vil have sat istand,» sagde hun paa sin stille Maade.
Margrete fik en pludselig Ide:
«Susanna, hvad vilde De gjøre, om De havde gjort en Ven Uret?»
«Bede ham om Forladelse,» svarede Susanna uden at betænke sig.
«Men om De nu ikke var ganske sikker paa 119denne Ven? – Om De ikke engang var sikker paa, at De havde gjort ham Uret, eller at han fortjente, De bad ham om Forladelse.»Forladelse.»] rettet fra: Forladelse. (trykkfeil)
Susanna betænkte sig et Øieblik:
«Havde jeg gjort nogen Uret, saa fik jeg vel bede om Forladelse, enten han fortjente det eller ei,» sagde hun. – «Men var jeg ikke sikker paa, at han var min Ven, ja, saa vilde jeg holde mig fra ham, saa meget som det stod i min Magt,» tilføiede hun bestemt, idet hun uvilkaarlig var kommet til at tænke paa Løitnant Grib.
Margrete studsede: Ogsaa fra den Kant Advarsel? Men det havde været dumt at spørge paa denne Maade! – – Og med en Fornemmelse, som om hun skulde kvæles, sagde hun hurtig:
«Kom, kjære Susanna, saa skal vi finde Tøiet frem, medens Far er ude. Han liker ikke af finde Stuen tom.»
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
