Et Stykke udenfor Byens nordvestlige Kant laa en liden Gaard, som havde et særlig Præg af Ensomhed over sig. Veien derop var overgroet, og paa Gaardspladsen var sjelden et Menneske at se; udenfra syntes derfor det lille enetages, hvidmalede Vaaningshus som uddøet.
Men inde i Kjøkkenet var dog Snakken i fuld Gang, thi Kræmmer-Lisa sad foran den halvt udgaaede Skorstensild og gav sine billedlige Talemaader tilbedste, medens hun røg paa en itubrukket Snadde.
«Dette var over al Maade uventende, dette, Madame Hansen,» sagde hun, henvendt til Husets Eierinde, der ryddede bort Levningerne af det Maaltid, Lisa netop var blevet trakteret med. «Jeg blir retnaa for gammel til at rende Landet rundt, naa. Og skralt gaar det med Handelen ogsaa i disse elendige Tiderne. Ikke en Skilling nogensteds! Mere end en har naa faaet nøie sig 187med Barkebrød og sur Melk, hører jeg. Ja, Mor Hansen, jeg maa sige, I er mere end god.»
«Det er ikke noget at rose mig for, Lisa. Jeg holder paa at bli forstyrret af denne Stilheden, siden Sønnen min blev kommanderet til Tjenesten,» svarede Madame Hansen, idet hun stansede og vendte sig imod hende. «De to gamle derude i Drengestubygningen kan nok hjælpe mig med dette vesle Gaardsstellet, men nogen Hygge ved dem er der ikke. Maren er jo næsten stok døv, og Gammelhans er der nu heller ingen Greie paa.»
«Nei, I har det ødsligt naa, Mor Hansen. Det var andenslags Stel i de gamle Tiderne,» svarede Lisa og trykkede Indholdet af Snadden ned med Tommelfingeren.
«Du har mistet mange, du ogsaa Lisa!» svarede den anden hurtigt og vendte sig fra hende. Der var noget underlig forskræmt over den lille magre, udtærede Skikkelse, og noget sløvt i hendes Blik.
«Ja, Manden, ja! Det var inte mere end en Dag til DuersForfatternote: Duers = Frokost. med den Herligheden.var inte mere end en Dag til Duers med den Herligheden] herligheten var kortvarig; dagen varte bare til lunsjtid Men Skipper Hansen, han glemte inte den stakkars Enken, han! ‘Haaken har været mig en bra Mand paa Jægten, saalænge jeg har været Skipper paa den’,den’,] rettet fra: den’. (trykkfeil) sa han. Og saa betalte han mig paa Haanden tredive blanke Dalere til at begynde Kramhandelen med. Ja, det gjorde han! Gud velsigne ham i hans Grav.»
188Madame Hansen tørrede ØineneØinene] rettet fra: Øinene. (trykkfeil) med sit blaarudede Forklæde. Lisa tog nogle Drag af Snadden og vedblev:
«Jeg har inte Lyst heller til at fare paa Lag Langtur for det første – for noget, som jeg nok skal fortælle om en anden Gang. Men en nærer neppe Livet med at skvætte indom Gaardene paa disse Kanterne, maa vide. Og saa sa jeg til mig selv: ‘Lisa,’ sa jeg, ‘Skipper Hansen var altid en bra Mand, og du har drukket mangen god SpølkumSpølkum] spillkum; stor flat skål ØlostØlost] drikk av sammenkokt øl og melk i Mor Hansens Kjøkken. Du skulde lyeForfatternote: lye = høre. indom der, hvem ved, om du ikke kunde faa Lossemente,Lossemente] losji naar du var herinde?’ For lidt kunde jeg vel kanske –»
«Snak ikke om det, Lisa! Rum har jeg mere end nok; og Gryden koger jo alligevel. Du kan trygt –»
Hun stansede ved at høre raske Skridt i Svalen udenfor. Først blev der banket paa Stuedøren, saa paa Kjøkkendøren, der lige idetsamme aabnedes,
Madame Hansen traadte forskrækket et Skridt tilbage; men Lisa udbrød med smiskende Stemme:
«Aa jøses da! – Trur jeg inte, det er Søn til Futen i –»
Men Løitnant Grib afbrød hende barsk:
«Kjender De mig ikke, Madame Hansen? Jeg maa tale med Dem. Jeg har et Ærinde.»
Konen foer sammen og skjelede hurtig til 189Lisa. Men saa lagde hun Haandklædet hun havde i Haanden fra sig og aabnede Døren til Stuen. Her trak hun en Stol frem, viskede den af med Forklædesnippen og bad ham sætte sig.
«Den Kjærring derude bor da ikke her?»
«Nei – jo.»
«Hvad skal det sige?»
«Sommetider, – sommetider, naar hun ikke har andensteds at være.»
Grib svarede ikke. Men saa tog han sig sammen og sagde gemytlig:
«Sæt Dem da, Madame Hansen! Jeg haaber De har det bra?»
«Hvor bra kan en stakkars Enke have det, som de til og med har taget den eneste Sønnen fra?» svarede hun og blev staaende.
«Er han udskrevett? Han kan neppe have Alderen?»
«Han var enogtyve i Marts.»
«Naa, saa er det jo rimeligt, at han maa ud. Men De skal se, han kommer tilbage baade med Ære og Berømmelse.»
«Ære siger De? Tør De snakke om Ære her i Huset?»
«Kom nu ikke med den dumme Snakken, Madame Hansen! Jeg kunde ønske det skete usket; – ja, det kunde jeg. Men nu er det sex Aar siden; og borte er borte. Ingen tænker mere paa det nu.»
«Ikke det – ikke det,» svarede hun med et underlig sløvt Udtryk.
«Nei, ikke en Mors Sjæl.»
190«End jeg da!» foer hun pludselig op. «Lever jeg ikke hver Dag som i Helvede, bare for jeg tænker paa det?»
«Begynd nu ikke med det forbandede Vrøvl! Deres Datter døde af Tæring.Tæring] tuberkulose Og at Deres Mand og Søn forliste paa samme Tid, det kunde da ingen for.»
«Aa, Gud give, jeg havde bekjendt Skammen, saa kanske jeg havde været sparet at miste de to. – Og saa havde jeg ikke havt noget at være ræd for heller,» klynkede hun med et næsten fjantetfjantet] fjollet; dumt Udtryk og sank ned paa en Stol.
Adolf Grib var blevet bleg. Men han tog sig sammen og sagde med forceretforceret] anstrengt; unaturlig Raskhed:
«I dette er da jeg uskyldig?»
«Naa du Fredens Gud!» foer Konen op paany, og dennegang med en Heftighed, som bragte Ungdomsliv i hendes udmagrede Træk. «Er De uskyldig? De, som kom med sledske Ord og narrede mit uskyldige Barn! De, som svigtede hende, da Skammien gjorde hende forstyrret! De, som stoppede Munden paa min retfærdige Klage ved at true med SkarpretterSkarpretter] bøddel og Rakkerknægt!Rakkerknægt] bøddelens medhjelper Ja, er De uskyldig, saa –»
«Men saa skraal da ikke saa høit! Hvem var det, som frelste, da der ymtedes om, at ikke alt var, som det skulde være her i Huset?»
«Ja, detdet] rettet fra: Det (trykkfeil) sa De, Far. Men ellers har jeg ikke hørt en Mors Sjæl snakke om den Tingen. Der fandtes jo ikke Gnist af Liv i Barnet. Skulde kanske jeg ha dræbt den vesle Stakkaren? Jeg, 191som jamred og graat lige saart over dem begge to.»
«Men De gjemte det? De vilde ikke være ved det.»
«Ja, det er alt det onde, jeg har gjort! Jeg vilde saa gjerne, hun skulde ligge med Ære i Graven. Men jeg fik det i kristen Jord alligevel. Og ingen har siden den Dag slængt saa meget som et Ord til mig om det. Og det endda –»
«Endda det er som et Under, at De har kunnet tie med det!» afbrød han hende.
«Aa ja – aa ja.» Der kom atter et sløvt Udtryk i hendes Øine, medens hun med Hænderne under Forklædet sad og rokkede med Hovedet.
Grib stod op og gik hen til Vinduet. Da han derpaa vendte sig, sagde han hurtigt:
«Jeg har en liden Villighed at bede Dem om! Kan jeg faa leie det pene lille Værelse ovenpaa?»
«Huf, nævn ikke det! Det var deroppe hun døde.»
«Men naar jeg nu beder Dem – for gammelt Venskabs Skyld?»
«Hvad vil De med det?» spurgte hun med en pludselig Mistanke.
«Hvad jeg vil med det? Bo der naturligvis,» svarede han suffisant.suffisant] viktig; selvtilfreds «Vil De leie mig det?»
«Nei,» svarede hun forskræmt.
«De skal faa god Betaling?»
192«Nei, siger jeg. Nei.»
«Madame Hansen, De, som er saa ræd for Folk, hvordan tænker De, det vilde være at se hundrede, kanske tusinde Mennesker stirre paa Dem, medens De blev ført til Retterstedet? – Havde De Mod til at se Øxen blinke?»
«Hutetu, saa ti da stille. En dræber da ikke Folk for det, dem aldrig har gjort?»
«Naa, – hvad siger De? Kan jeg faa leiet det lille Værelse?»
«Nei. Plent og bent nei.» svarede hun med Fortvivlelsens Trods.
«Godt, saa spadserer vi afsted til Øvrigheden.»Øvrigheden.»] rettet fra: Øvrigheden,» (trykkfeil)
Hun skvat op. Men hendes Tanker var kommet i en ny Retning
«Saa faar jeg være parat. Det kan vel ikke bli stort værre end det Helvede, som jeg nu har levet i disse sex Aarene.»
Adolf Grib havde tabt sit Spil.
«Gid, De aldrig maa komme til at angre, at De idag har stødt en Ven fra Dem,» sagde han truende. Derpaa gik han raskt mod Døren; men stansede, tænkte sig om og tog Veien gjennem Kjøkkenet.
Her sad Lisa tilsyneladende i samme Stilling, men med et fordægtigtfordægtigt] mistenkelig Udtryk, som gjorde ham utryg.
«Du bor jo her?» spurgte han barskt.
«Bor? Jovist jo! Det er bedre at eie, end at ha tilleie, heder det. Men den, som inte kan 193nogen af Delene, den faar ligevel gaa paa Jorden, om den saa er gloende.»
Han studsede, saa skarpere paa hende og sagde grundende:
«Jeg synes, jeg skulde seet dig før, Mor?»
«Jeg har ofte vanket om med Kram oppe i Bygden til Løitnanten.»
«Du er kanske godt kjendt der?» spurgte han hurtigt.
«Der findes naa inte Gaard eller Grænd, som Kræmnmer-Lisa inte kjender paa den Kanten,» svarede hun, og rettede sig med Stolthed.
«Kjender Du Landhandlerenken paa Rognli ogsaa kanske?»
Hun saa hvast paa ham:
«Hun bor inte der længer. Dem er flyttet til Byen.»
«Jeg spørger, om du kjender hende – og Slægten?»
«Marthe Mor Rognli? Jo jeg skulde tro det!»
«Det lønner sig vel ikke rart at gaa om med Handelsvarer i disse trange Tiderne, Mor?» spurgte han pludselig venlig.
«Naar Narre kommer tiltorvs, faar Kræmmeren Penge, heder det. Men der, ingenting er, der har baade Keiser og Kræmmer sin Ret forloren,» svarede hun og tog nogle Drag af Snadden.
Atter betænkte han sig. Derpaa sagde han nølende:
«Siden du er saa godt kjendt i min Hjembygd, kunde jeg kanske gjøre lidt for dig. Kom 194op til mig imorgen tidlig Kl. 8 – saa skal jeg se, hvad jeg kan udrette.»
Udtrykket i Lisas Ansigt var ikke godt at tyde. Men hun takkede og lovede at komme.
«Klokken otte altsaa!» Og Løitnant Grib skyndte sig afsted.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
