XXXIV

Det var ikke tidlig om Morgenen, Major Gribs Tjener havde afsendt den Stafet, der skulde melde hans Herres Komme samme Aften. Budet naaede først til Moland Klokken 5 om Eftermiddagen.

Brevet bragte det hele Hus i Forvirring.

Kammerraaden blev som lynslagen. Først faldt det ham ind, om han skulde kjøre til Krones og underrette Margrete Seier. Bede hende – om hvad? Saa opgav han denne fortvilede Plan og gik stille omkring og mumlede, at dette jo ikke var andet, end hvad man havde vidst – – ikke andet, end hvad man maatte vente – – hvad man maatte vide og vente – –

Kammerraadinden derimod glemte alle andre Bekymringer for at tænke paa Modtagelsen.

Med Pusten i Halsen løb Visergutten paa en Kant og Lægdejenten paa en anden for at sammenkalde Husmandskonerne, der skulde sandskure Huset fra øverst til nederst. En af 334Budeierne galopperede afsted for at kappe Hovedet af et halvt Dusin Kyllinger. Den fedeste LivkalvLivkalv] kalv som brukes til formering av egen buskap og nogle vevre Smaagriser maatte samtidig lade deres unge Liv. Med større Dyr og Gjæs fik man vente; Besøget strakte sig naturligvis over hele Ugen!

Ligesom et Land, naar det angribes udenfra, glemmer sine indre Stridigheder, saaledes smeltede nu de ellers uensartede Elementer sammen. Louise og Lena Holm stod i al Venskabelighed og skillede Æg til Puddingen; Kammerraaden klippede Frynsepapir til Skinken og hørte med Engletaalmodighed paa sin Kones exalterede Ordstrømme, medens hans Tanker uophørlig dreiede sig om Margrete Seier og den strandede Plan.

Tilberedelserne antog stedse større Dimensioner. Der blev udpakket Sølvtøi, som ikke havde seet Dagens Lys, siden Louises Konfirmation. Glas og Porcelæn kom frem i saadan Overflod, at man skulde tro, den fornemme Svoger trængte flere Kuverter ad Gangen. I Linnedskabet blev valgt og vraget. Endelig bestemte man sig for et Sæt af fineste Damask, hvor PatriarkernePatriarkerne] biskoper med særskilt høy status, fem patriarkater har røtter i oldkirken ragede høit op over nogle lilleputskelilleputske] bittesmå, etter Jonathan Swifts (1667–1745) satiriske roman Gulliver’s Travels (1726), hvor han skildrer to fiktive øyer i det sørindiske hav, Lilliput og Blefuscu. Begge er bebodd av bittesmå mennesker som er omtrent en tolvtedel av høyden til vanlige mennesker. Palmetræer.

Slig Travelhed havde Moland neppe udfoldet under den gribske Styrelse; men Resultaterne var ogsaa glimrende. Gryder og Pander udsendte den lifligste Duft; Bordet stod dækket, snehvidt og skinnende. I Gjæsteværelset svulmede der af Ederdun og fineste Lin; Kobberstagerne 335glinsede som det røde Guld. Og mellem al denne Herlighed bruste Kammerraadinden omkring i stiv Puds.

Omsider indtraadte en Slappelse. Klokken havde forlængst slaaet 10, og endnu ingen Major. Lena Holm begyndte for Alvor at frygte for sine fine Retter. Sauserne surrede ind, Stuvningerne lignede ikke sig selv, Stegene blev tørre, og med Puddingen saa det misligtmisligt] dårlig ud. Kokkepigen sad og duppede paa Skorstenskanten, og ude paa Kjøkkentrappen kortede de andre Piger Tiden med Snak og Visestumper.

Den eneste, som ingen Slappelse følte, var Kammerraaden. Eftersom Tiden gik, voxte hans Uro. Gamle Erindringer blandede sig med Skam over hin lumpne Streg, for at tilvende Sønnen Broderens Arv. Rastløs gik han fra Stue til Stue. Hans lille Skikkelse syntes at dukke sig og svinde ind, naar han mindedes sin Yndlingsbroders athletiske Skikkelse: Hvad vilde han ikke give, for ikke at have tilsmudset sig med denne ulyksalige Affære!

For mindst tredie Gang havde Kammerraadinden tændt og atter slukket de overflødige Lys, da Visergutten, som var stillet paa Post, styrtede ind og meldte, at nu hørte han tydelig noget!

Der opstod en pludselig Forvirring. Kammerraaden rev i Befippelsen Lysene omkuld; Kammerraadinden tabte næsten Fatningen; Louise løb til Speilet; og Lena Holm satte 336fortvilet de halvkolde Retter over den udgaaede Ild.

Med et stansede man og lyttede: I den stille Aften lød Hestetrampen; – men kom da Majoren ridende? Det havde man ikke ventet.

«Sæt Lys i Vinduerne!» tordnede Kammerraadinden, medens hun ilede efter sin Ægtefælle for at modtage Rytteren, som nu svingede ind paa Gaarden. Næste Øieblik var han af Hesten; og Adolf Grib stod foran sine forbausede Forældre.

«Er det dig?» var hans Moders skuffede Udraab.

«Hvem ellers skulde det være? Og hvad Pokker skal denne Tilstelling betyde?» spurgte han og saa til de stærkt oplyste Vinduer.

«Vi venter din Onkel, Majoren,» svarede hun, medens de gik ind. «Han kan komme endnu. Du skulde vel ikke have seet ham underveis?»

«Han kommer ikke idag. Det kan du stole paa.»

«Du har altsaa truffet ham?» udbrød hun glad.

Adolf svarede ikke, men lod Blikket glide hen over det stadselig dækkede Bord.

Hans Moder betragtede ham spørgende; og Kammerraaden, som hele Aftenen havde havt en Forudfølelse af Ulykke, saa paa ham i pinlig Spænding.

«Lad mig faa noget at spise. Siden, naar 337vi blir alene, skal I faa fuld Besked. – Mere, end I skjøtter om,»skjøtter om] bry seg om tilføiede han mørkt.

Adolf Grib havde bedt om Mad, men rørte den neppe. Derimod tømte han den Flaske Vin, som stod foran ham. Han trængte noget at styrke sig paa.

Han var denne Aften en fortvilet Mand. Den Bekræftelse, han havde faaet paa Onkelens Forhold til hans Dødsfiende, gjorde hans Stilling uudholdelig. Han vidste nok, at ingen kunde føre noget Bevis mod ham. Men han kunde ikke holde ud at leve i denne Mands Nærhed! Kunde ikke holde ud at se ham i Besiddelse af det, han selv havde rakt Haanden efter; – kunde ikke luske omkring som en Hund, man havde sparket til!

Han maatte bort. Eftermiddagen havde han brugt til at indgive sin Ansøgning om Afsked; Tingenes nuværende Tilstand forbød ham at forblive i Tjenesten, havde han sagt. Og der var til en vis Grad noget sandt i dette. Adolf Grib var en ærlig Svenskehader.

Men han vilde ikke oppebie sin Afsked. Tanken paa at træffe sin fornemme Onkel efter det indtrufne, – ham, som han altid havde pralet af! – var ham utaalelig. Nei, han maatte strax forlade Landet. Hans Forældre, som havde rodet ham op i Historien med Margrete Seier, fik ordne Sagen, naar han var borte.

Men for at komme bort trængte han Penge; og han vidste, at disse ikke sad løst i Faderens Pung. Det eneste, der kunde give ham Haab 338om at faa dem, var en fuld Bekjendelse: De maatte forstaa hans Stilling i dens hele Udstrækning. – – –

Da han havde tømt Flasken, reiste han sig og bad Forældrene om en Samtale.

Sveden perlede paa Kammerraadens Pande, medens han lyttede til Sønnens Fortælling. Hans Hustru derimod blev heftig; og hendes Vrede vendte sig mod Ravn: Fra første Øieblik havde hun havt en Forudfølelse af, hvilken Slange han var! Den hele Slægt var skabt til hendes og hendes Børns Ulykke!

Saa kom Spørgsmaalet om Reisepenge, og Adolf fik et bestemt Nei.

«Du vil altsaa ikke hjælpe mig, Far? Ikke engang som Forskud paa min tilkommende Arv?»

«Ikke til dette. Det er det rene Vanvid.»

Og Kammerraaden reiste sig og forlod Stuen.

«Mor, – hvad siger du?» spurgte Adolf og satte sig ved Siden af hende i Sofaen.

«At det ligner din Fader. Han har altid været haardhjertet. Forresten ser du vist Sagen i et altfor mørkt Lys, Adolf?»

Hendes Søn smilte bittert: «Mørkere kan det ikke være. Først narrede du mig op i den latterlige Historie med Margrete Seier –»

«Narrede jeg dig?» afbrød hun ham. «Var det ikke ene og alene for din Skyld kanske? Hadede jeg ikke dette Pak værre end Døden?»

«Naa, lad os ikke disputere om det. Skeet 339er skeet og staar ikke til at forandre. Jeg vil gjerne tro, at du mente det godt. Jeg ved jo, at du holder af mig. Det er ogsaa derfor, jeg nu stoler mest paa dig. Vil ikke Far hjælpe mig, saa maa du gjøre det.»

«Jeg? Du ved da godt, at jeg ikke har rede Penge?»

«Men du har mange Værdigjenstande. – Jeg maa afsted! Mor, du faar hjælpe mig med dine Guldsager. De kan ombyttes i Penge.»

«Hvad er det, du siger? Jeg tror, du raser, Adolf. Sælge min Guldstads! Den kostbare Brillantnaal efter Oldemor? Spænderne, som jeg selv aldrig nænner at gaa med! Uhret – Guldkjædet? Du maa have tabt Forstanden, Adolf?»

Sønnen betragtede hende med et eget Udtryk:

«Du holder jo af mig, Mor?»

«Ja, det ved den søde Gud, jeg gjør! Jeg skulde give mit Liv for din Skyld. Men dette er den skjære Galskab.»

«Mor, du ved ikke, hvad du frister mig til. Jeg er et fortvilet Menneske.»

«Adolf, vær da fornuftig! Vi skal nok ordne det saa, at alt kan blive godt igjen. Din Onkel har jo altid vist dig –»

«Tal ikke om ham. Med alt saadant er det forbi.»

«Nei – nei, det er det slet ikke. Du ser alting gjennem Forstørrelsesglas iaften. Jeg skal selv tale med ham. Jeg er vis paa, at alting 340skal blive ordnet. Det kan du stole paa. Vær bare –»

«Jeg spørger dig endnu engang: Vil du hjælpe mig, eller vil du ikke?» afbrød han hende mørkt.

«Men saa brug da Forstand, Adolf! Vi maa finde paa anden Raad end at skille os ved disse gamle Arvestykker.»

«Saa behold dem! Men du faar selv bære Følgerne. Jeg svarer for ingenting. Godnat, Mor.»

«Lade ham schakreschakre] (jiddisch) tuskehandle bort hele min Guldstads! Jeg gad vide, hvad Louise vilde sagt, om jeg havde ladet ham gjøre det?» tænkte Kammerraadinden.

Men medens hun klædte sig af, gik hans Ord rundt i hendes Hoved. «Stakkels Adolf! Gud hjælpe den, som kommer ud for slette Mennesker. Stakkels Adolf! – – Stakkels Adolf! Hans Far var altfor haard. – Noget maa gjøres. – – Ja, jeg faar lirke med Far, til han giver sig.»

Med denne Beslutning søgte hun sit Leie, hvor Dagens forskjellige Indtryk spøgte i hendes Hjerne, indtil de gik over til fæle, urimelige Drømme.

– Det var længe efter Midnat, og endda sad Kammerraad Grib paa sit Kontor. Sønnens Opførsel havde rammet ham tungt, og til hans Ære være det sagt, at Broderens Kundskab om Sagen var hans mindste Sorg. Jo mere han tænkte, desto klarere blev det ham, at Adolf 341gjorde bedst i at reise bort en Tid. Men han maatte oppebie sin Afsked. Man kunde være rolig for, at hans Broder ikke vilde tillade sin Søn noget Skridt, som kunde blamere hans Slægt. – Og hvordan skulde han ogsaa i Virkeligheden kunne skade ham? Det var jo en Duel. – – Hans Broder var den sidste, som vilde vække Skandale. Imorgen fik man overlægge nærmere!

Kammerraaden reiste sig for at gaa tilhvile. Da han kom forbi Adolfs Dør, stansede han:

Skulde han gaa ind og trøste ham? Fortælle, at han vilde ordne Sagen?

Men Forretningsmanden i ham vaagnede: Man fik sove paa det – Ikke overile sig! Adolf havde ingen Skade af en Nats Pine! – – Og saa gik han Sønnens Dør forbi uden at ane, hvad hurtig «Trøst» kunde sparet dem for.

– Kammerraaden vaagnede næste Morgen tung tilsinds og beklemt, saaledes som man gjør det, inden man har besindet sig paa noget ondt, der har rammet en. Han afslog Morgenkaffen og og gik op paa sit Kontor.

Det var ham nu klart, at noget maatte der gjøres: og at det var bedst for alle Parter, om Adolf reiste med det samme. Med denne Tanke gik han til Schatollet for at undersøge, hvor meget af rede Penge, der var i Behold. I det han vilde stikke Nøglen i Laasen, opdagede han, at denne var itu, og at Klappen blot var klemt løselig til.

Pengeskuffen var tom.

342Men paa Bunden laa der et Brev, adresseret til ham selv. Han rev det op og læste:

«Kjære Fader.

Du ser, jeg har været nødt til at tage, hvad du iaften negtede mig. Summen er dog antagelig ikke større, end hvad engang maatte tilfalde mig, og jeg vil derfor betragte disse Penge som min Fædrearv. Afsted maa jeg. Jeg er for stolt til at modtage Naade af den, jeg hader. Hils Moder; hendes Mangel paa Hjerte smertede mig igaaraftes mere end din. Sig hende imidlertid, at jeg tilgiver hende. Vi træffes kanske aldrig mere. Men I skal høre fra mig. Hils Louise. Farvel, kjære Fader, og tænk med saa liden Uvilje, som du kan, paa
din Søn
Adolf.

P. S.
Tænk ikke paa at følge mit Spor. Min Beslutning er uigienkaldelig; jeg lader mig ikke gribe levende. Tilgiv mig den Sorg, jeg har voldt eder.»

Kammerraad Grib var en gammel Mand. Livets haarde Sider havde mødt ham i mange Skikkelser, og hans Sind var blevet tørt og egenkjærligt.. Han havde aldrig ønsket at dele andres Sorger, og han havde aldrig tyet til nogen med sine; men i dette Øieblik følte han bittert, at han ikke eiede en Sjæl at gaa til for Medfølelse. 343Paa Pengetabet tænkte han ikke i dette Øieblik. Det, som fik hans Knæer til at skjælve og Værelset til at danse rundt for hans Øine, var det forfærdelige, at han var bestjaalet af sin egen Søn. En Forbrydelse til det øvrige!

Hans Kone fandt ham i denne Tilstand. Ogsaa hun var staaet op, fuld af Bekymring og Uro, og kom nu for at indlede Underhandlinger. Alt skulde være iorden, til Adolf kom op.

Kammerraaden besvarede hendes forskrækkede Spørgsmaal ved at pege paa den tomme Skuffe.

«Hvad mener du? Er det Pengeskuffen? Hvor? – – Stjaalet, siger du? Stjaalet?

Han nikkede.

«Men Tyven da? Vi maa have fat paa Tyven!»

Han svarede ikke.

«Men Grib da! Er du fra Forstanden? – – Jeg vil løbe ned efter Skriverkarlene. De maa sætte efter Tyven –»

Han stansede hende, førend hun naaede Døren. Ordene vilde ikke frem; – tilsidst hviskede han dem ind i hendes Øre.

Et hjerteskjærende Skrig svarede ham. Men næste Øieblik udbrød hun heftig:

«Det er ikke sandt! Du tror altid det værste. Det er ikke sandt! Jeg vil hente Adolf, saa skal du faa høre!»

Hun kom hurtig tilbage, ligbleg af Skræk:

«Jeg kunde jo vide, at dette maatte blive Enden!» udbrød hun. «Hvad skulde vel den arme 344Gut gjøre? Det er dig selv, som har drevet ham til dette. Ja det er det! Han kunde jo ikke tigge sig frem? – Du har altid været en haard Mand, Hans Grib. Og nu ser du, hvordan det ender. Du har jaget din egen Søn ud af Huset; og længe varer det vel ikke, før du faar ødelagt mig og Louise med. Ja, du er en haard, haard Mand!»

Et stygt, uhyggeligt Udtryk spillede i hendes Ægtefælles Ansigt, og han tog Sønnens Brev. Et Øieblik nølede han dog, – men saa rakte han hende det.

Hun greb det begjærlig. Men Farven svandt, eftersom hun læste; og da hun kom til: «Jeg lader mig ikke gribe levende,» besvimede hun for første Gang i sit Liv.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.