Fru Krone sad i mørke Tanker i sit lille Bibliothekkammer. Foran hende laa et Brev, som i et Øieblik havde nedrevet de glade Forhaabninger, hun og mange af hendes Meningsfæller havde bygget paa Efterretningen om den Tale for Norges Sag, som Lord GreyLord Grey] Charles Grey (1764–1845), engelsk politiker og jarl havde holdt i det engelske Overhus. Brevet fortalte hende, at Kong ChristiansKong Christians] Christian Frederik, den norske kongen sidste Udsendinge ikke var blevet modtaget i England, og at de fire Stormagters Gesandter, trods al deres Forekommenhed, til Afsked havde talt et Sprog, som umuliggjorde enhver anden fredelig Løsning end den, hun af sin hele Sjæl holdt for Norges Skjændsel og Ulykke. Meddelelsen var gjort i dybeste Hemmelighed; den store Mængde skulde ikke kjende den sørgelige Sammenhæng, forinden det sidste Haab var ude. Men hun følte, at dette «sidste Haab» vilde gaa under med de øvrige Forhaabninger.
Saa skulde man da atter have Krig!
272Hun gøs ved Tanken. Ikke saa meget fordi hun mistvilede ommistvilede om] tvilte på Udfaldet: Gud vilde være med den retfærdige Sag! Men Krigens Nød og Rædsler i det udarmede Land fyldte hende med dybeste Smerte. Hun tænkte ikke alene paa dem, der skulde ofre Liv og Blod for Fædrelandet, – og hun havde jo sin eneste Søn mellem disse! – hun tænkte ligesaa meget paa de Tusinder, hvem Livsophold fra de rigere Lande atter for Alvor skulde negtes, og hvad Hungersnød vilde sige for dette Folk, som saalænge havde taalt og lidt i seig Udholdenhed.
En sagte Banken paa Døren udrev hende af disse sørgelige Tanker:
«Aa, er det dig Barn!» sagde hun adspredt, da Margrete Seier traadte ind. «Er I allerede kommet tilbage?»
Hendes Blik faldt idetsamme paa Bordet:
«Se her, kjære! Her er kommet Brev til dig, medens du var ude» – og Fru Krone rakte hende et Brev med en fast, klar Udskrift.
Margrete saa paa den og skiftede Farve. Disse ukjendte Skrifttræk kunde kun komme fra en eneste!
Fru Krone lagde ikke Mærke til hendes Bevægelse; hun var altfor optaget af sine egne, sørgelige Nyheder. Og da Margrete havde sagt, hvad hun havde at sige, bad hun hende ikke, som hun pleiede, om at blive.
Med bankende Hjerte ilede Margrete ned i Haven – langt ned til en afsides Plet. Hun 273maatte være alene med dette Brev, det første, han havde sendt hende.
Men Glæden svandt hurtig. Bleg og skjælvende slugte hun hver Linie og fik i fuldt Maal kjende, hvad Sorg over den elskedes Sorg vil sige – – – Saa kom Længslen efter at trøste – tage Byrden paa sig. Tage det altsammen, baade Sorgen og Skammen.
Hun gav sig ikke over. Hun var fuldt saa meget et Handlingens som Følelsens Barn, og snart stod hun atter inde hos sin moderlige Veninde.
Med faa Ord fortalte hun om sin Kjærlighed og lagde saa Brevet i hendes Haand med Bøn om Raad og Hjælp.
Fru Krone blev ikke behagelig overrasket. Men Sagen var saa alvorlig, at hun glemte sine Bebreidelser. Hendes Afsky for alt, hvad der tydede paa en Tilslutning til Sverige – det var jo i hendes Øine ensbetydende med Landsforræderi, – lod hende øieblikkelig opfatte BæreviddenBærevidden] rekkevidden af det indtrufne. Men forinden hun var kommet til nogen Beslutning, styrtede Margrete op:
«Jeg vil gaa til Kongen!» udbrød hun. «Han skal høre, hvor skammelig Ravn er bleven bagtalt. Med min egen Ære vil jeg indestaa for hans. Den ædle, høisindede Kong Christian vil sikkerlig tro mig.»
Fru Krone rystede paa Hovedet:
«Stakkels Barn! Kongen er ikke engang i Byen. Og selv om han var det, har han altfor 274mange Bekymringer – altfor vigtige Afgjørelser til at høre paa din Sorg. Nei, det er ikke at tænke paa.»
«Jo, han skal høre mig! – Gud ved, jeg vilde gladelig give alt mit for Norges Sag; og ingen vilde nødigere plage ham, end jeg. Men det er vor Ære, som her er besudlet. Jeg maa og skal tale med Kongen.»
«Men Kongen er jo ikke i Byen, siger jeg. Han er paa Moss.»
«Hvad gjør det? Om han var hundrede Mil borte, vilde jeg afsted. Om jeg skulde gaa paa min Fod.»
Hendes Kinder blussede, og hun rettede sig, rank og bestemt.
«Sæt dig, Barn; sæt dig og lad os tale roligt sammen,» sagde Fru Krone trøstende. «Ravn er altsaa reist til Kongsvinger. Jeg ved, at Skriveren kjender Oberstløitnant Krebs personlig. Vi skal faa ham til at skrive til Oberstløitnanten om at tage sig af den unge Mand. – Jeg er vis paa, han vil gjøre det. Ja, du skal nok se, det vil gaa bedre, end du nu tænker.»
«Hvad hjælper det? Ingen uden Kongen selv kan udslette Skammen. Han gav ham Afsked uden at undersøge, om Beskyldningen var sand. Ravn Spion! – – Nei, jeg maa tale med Kongen. Ikke sandt, De forstaar, at jeg maa det? Kjære, søde, velsignede Fru Krone, jeg maa afsted.»
«Var jeg blot stærk nok i denne Tid til selv at følge dig; – du kan umulig reise alene. Og Skriveren har saa meget –»
275Margrete styrtede op:
«Jeg skal ikke reise alene længer end til Byen; og der kan jeg tage ind til de snille Rognlis. Anders vil saa følge mig og sørge for et anstændigt Opholdssted, til jeg faar Kongen itale. De kan være rolig for, at jeg skal vente taalmodigt til et beleiligt Øieblik.»
«Og til Byen kunde jo Ole kjøre dig.»
«Tak – hjertelig Tak, kjære, kjære Fru Krone!» raabte Margrete og slyngede Armene om hendes Hals. «Jeg skal handle saa forsigtig; opføre mig saa vel –»
«Ja, nu vil jeg strax tale med Skriveren; – det er mulig, han har bekjendte paa Moss. Til hans Sindighed maa vi fortro os, Barn.»Barn.»] rettet fra: Barn,» (trykkfeil)
En ny Omfavnelse var Margretes Svar.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
