IV

Gjennem Slægtled havde «Christoffer Mortensens Handel» været vel kjendt af Bønderne, som kom til Byen for at ombytte Gaardens Produkter med finere Livsfornødenheder. Her var man vant til at faa sine Varer afhændede,afhændede] solgt redelig og uden altfor nøieregnende Prutten; og her var man vant til at blive forsynet med alt, hvad man trængte til, ligefra Spiger og BuggjordeBuggjorde] rem til å spenne rundt buken på en hest for å holde seletøy eller sal fast til Kjoletøier og Silketørklæder. Tre af samme Navn havde efter hverandre været Hovedet for denne uanseelige, men solide Forretning, indtil for nogle Aar siden ved sidste Christoffer Mortensens Død Handel og Gaard gik over til hans eneste gjenlevende Søster, Enkemadame Marthe Rognli. Denne sad dengang med et besværligt Gaardsstel og lidet indbringende Landhandleri, og hun valgte da at skille sig ved disse og flytte tilbage til Fædrehjemmet.

Men her var alt forandret. Bonden havde intet at sælge og intet at kjøbe for. Gjennem 48Trængselsaarene 1808–9Trængselsaarene 1808–9] Danmark-Norge havnet på Napoleons side og den engelske flåten blokkerte norske havner havde man lært sig til at slaa af paa Fordringerne. Og efter det forfærdelige Uaar 1812kornhøsten slo feil og folk sultet havde man lært sig til at slaa af paa Fordringerne. Og efter det forfærdelige Uaar 1812 kunde mangengang Kramboden staa tom halve Dagen.

For Madame Rognlis virksomme Natur var dette en Prøvelse. Men saa fik hun en Dag Øie paa et Avertissement efter en møbleret Leilighed og forresten alt i Huset. Her kunde være noget at gjøre for baade hende selv og Susanna! Hun meldte sig strax, og Tilbudet blev modtaget.

Værelserne ovenpaa blev nu udstyrede med Husets bedste Bohave,Bohave] møblement der vidnede om Generationers Velstand. Og kort efter flyttede Oberstløitnant Seier derind med Datter og Tjener.

I Marthe Rognlis egen Dagligstue var alt som i Forældrenes Tid. Den stødte til Kramboden og havde i Døren til denne en liden Observationsrude, dækket af et rødstribet Gardin. I Vinduerne, som kun havde NetteldugsNetteldugs] tynt bomullstoff Kappegardiner, stod velstelte Blomsterpotter med Roser og Nelliker. Gulvet var hvidskuret, Væggene mørkt grønmalede, og Messingbeslagene paa det smukke Chatol og den kunstig indlagte Dragkiste skinnede som Guld. KanapeenKanapeen] polstret benk eller sofa og de høiryggede Stole stod i stive Rækker langs Væggene som en taus Vagt over det svundne; thi nu var man lidet herinde. Dagen optoges med Husgjerning. Aldrig støiende, men stadig og hvileløst; sad Susanna ved et Haandarbeide, var det gjerne i deres fælles Soveværelse. Men Stuen holdtes altid varm som i Forældrenes Tid. Man kom herind for at passe Ovnen, stelle Blomsterne og 49følge Tidens Gang efter Husets sikre Slaguhr.

Dette var et Pragtstykke, som Marthe Rognlis Farfar havde bragt hjem fra Holland, og som dengang blev meget omtalt for sin vakre Kasse og Mesterens sindrige Ide at lade de tolv Apostler komme frem efter Tur, hvergang Klokken slog hel Time. Det havde siden staaet paa samme Plads i Hjørnet mellem Storstuen og Vinduet og med sit lydelige tik-tik, tik-tik! mindet om, at man med hvert Sekund kommer Evigheden nærmere.

Men denne Eftermiddag var ikke Stuen, som sædvanlig, tom. Frøken Seier var derinde og Madame Rognli selv, tynd og rank, med sit faste, ubøielige Udtryk.

Det var ved dette Udtryk, man fæstede sig, saa man næsten oversaa de ualmindelig fint formede Træk, der endnu havde en vis jomfruelig Skjærhed. Ogsaa Øinene havde noget af Ungdommens Glans, skjønt de savnede Varme. Hendes tynde Skikkelse fremhævedes endnu mere ved den puritanske Dragt. Kjolen var af sort Bombasin,Bombasin] glattvevet stoff av silke eller ull trang og snever, Forklædet fodsidt, og Halstørklædet laa i stramme Folder i kors over Brystet. Under det sorte Hovedtørklæde stak Kappens snehvide KrusstrimlerKrusstrimler] foldete tøystrimler frem lige til Randen af hendes svære, sølvhvide Haar. Der var anvendt større Omhu ved denne Paaklædning, end Borgerkoner dengang brugte til hverdags; men dette skyldtes ingen verdslig Forfængelighed. Det var Udtryk for en skrupuløsskrupuløs] pinlig nøyaktig Ordenssans, som stod i Samklang med hendes hele Færd; thi sjelden 50skulde man finde en mere samvittighedsfuld Pligtopfyldelse, eller en mere offervillig Arbeider, end Marthe Rognlis for at blive et Lem af den Menighed,Menighed] muligens referanse til haugianerne som «Herren havde udseet sig til at være uden Plet eller Rynke».Herren havde udseet sig til at være uden Plet eller Rynke] referanse til Paulus’ brev til efeserne 5,27: «… for at han (Kristus) kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den maatte være hellig og ulastelig»

«Faaet hende ind i Kirken! siger De, Frøken? Forat hun der skulde vanhelliget Herrens Tempel med sin Nysgjerrighed?» Marthes blege Kinder blussede af undertrykt Bevægelse, idet hun sagde dette.

Den, hun saaledes bebreidende henvendte sig til, svarede ikke strax. Men hun hævede Hovedet, og medens en stærkere Farve bredte sig over hendes Ansigt, sagde hun om lidt:

«Gud tilgive Dem, Madame Rognli, at De kalder vore varme Bønner for Fædrelandets Frelse Nysgjerrighed. Havde De været tilstede, vilde De nok tænkt anderledes.»

Madame Rognli smilte bittert: «Kanske jeg havde tænkt, at De, Frøken, og nogen med Dem mente det redelig og vel. Men tror De slig kjødelig Paakaldelse er Herren velbehagelig? Naar Guds Folk fordum anraabte om Hjælp og Naade, var det ikke med Fester og Komediespil og anden Ugudelighed! Nei, de klædte sig i Sæk og Aske og vendte sig fra Syndens Vei. Dette burde De vide, Frøken Seier! De har jo fortalt mig, at Deres Moder var en troende Kone.»

«Mor har lært mig at elske Gud. Ikke at frygte ham,» svarede Margrete Seier med Varme. «Aa, Madame Rognli, De taler mangengang, som der ikke fandtes Godt igjen paa Jorden!»

51«Jeg siger Sandheden, Barn. Den, som haaber paa en Indbildning, bygger paa Sand.»

Tusmørket var begyndt at falde paa; men der knitrede en munter Ild i Kakkelovnen, og gjennem den store, hjerteformede Aabning i Ovnsdøren faldt et klart, blaffende Lys ud over Stuen og dansede hen over Margrete Seiers ungdommelige Skikkelse. Hendes gyldenbrune Haar fik en endnu mere gylden Glans, den gjennemsigtige Hud en dybere Farve. Og skjønt hun var over Middelhøide, gjorde hendes overordentlige Slankhed og Dragtens Snit, at hun i denne ustadige Lysning saa ud som en Smaapige. Thi Kjolen, der var af tæt, hvidt Tøi med neppe et KvarterKvarter] en fjerdedel av en målenhet, muligens en kvart alen, tilsvarende ca. 15 cm høit nedringet Livstykke og snevert, glat Skjørt, naaede hende kun til Anklerne. Arme og Hals havde intet til Beskyttelse mod Kulden.

Atter varede det lidt, forinden hun svarede; men da traadte hun nærmere sin Værtinde, der støttede sig mod Ryggen af den Stol, hun nylig havde trukket frem og budt sin Gjæst.

«Hvor kan De sige, at dette er en Indbildning?» udbrød hun. «lndbildning, naar vore Hjerter banker af Frygt og Haab for vort dyrebare Land?»

«Jeg siger, det er Indbildning, naar De tror, der er andet Godt igjen paa Jorden end den Naade, som Herren giver den omvendte. Men engang faar dette falske BlændværkBlændværk] vrangforestilling; sansebedrag Ende –»

Hun stansede; men vedblev derpaa hurtig:

«Naar en ser al den Vederstyggelighed, som myldrer omkring en, saa kunde en nok frygte, at 52ikke en eneste Sjæl blev frelst. Men priset være Gud! en liden Flok skal reddes. Skal rykkes som Brande ud af llden.»

«En liden Flok, siger De?» svarede Margrete oprørt. «End«End] rettet fra: End (trykkfeil) om det bliver en stor – en talløs Skare? Jeg tror, at i Jesu Død er fuld, altomfattende Frelse. Frelse for hver den, som ikke bestemt støder Naaden fra sig. Gud giver gjerne og uden at bebreide! Derfor tager jeg hans Gaver med Tak og Glæde.»

«Og det – det vil sige det samme som at leve efter sin egen Vilje? Stakkars Barn! Ved De da ikke, at: hvad Verden høiest skatter, det kvæler mer og matter, end det fornøie kan?hvad Verden høiest skatter, det kvæler mer og matter, end det fornøie kan] fra 4. strofe i «O Jesu, du er min» (1678) av Heinrich Georg Neuss (1654–1716) (Landstads salmebok nr. 532) – Ja, det er nok altfor sandt, som der staar i Salmen:

Hvad er det dog alt,
som Verden opsminker med fager Gestalt!
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar;Glar] glass
det er jo kun Bobler og skrattende Kar;skrattende Kar] larmende mennesker
det er jo kun Ise-Skrog,Ise-Skrog] usikker is SkarnSkarn] skitt og Fortræd.
     Forfængelighed!Hvad er det dog alt … Forfængelighed!] fra 2. strofe i «Far Verden, far vel» (1681) av Thomas Kingo (1634–1703)

Men sligt smager ikke det uomvendte Hjerte og lyder haardt i uomskaarneuomskaarne] som mangler sann gudsfrykt Øren, Frøken.»

Margrete var blevet blussende rød, medens Madame Rognli talte. Men hun gav sig ikke og svarede varmt:

«Kunde vi opfylde vort jordiske Kald, naar vi altid tænkte saa? Har Gud givet os Ungdom og Forhaabninger; – ja, har han til det fjerde Bud lagt ForjættelsenForjættelsen] løftet; tilsagnet at leve længe og lykkelig 53i Landet, naar vi skulde gaa igjennem Livet klynkende og klagende? Nei. Skal Sorg komme – skal Synden friste! – ja, saa hjælper Gud sit Barn. Og til ham ser jeg. Og med Tak tager jeg imod det Gode, medens det varer.» tilføiede hun med bævende Stemme.

«Og saa skal gamle Marthe Rognli ikke forstyrre denne indbildte Herlighed, mener De vel? Det er saart nok at gjøre det og. Men jeg har seet, hvad Svaghed duer til. De er ikke langt fra Guds Rige, De, Frøken. Og derfor faar jeg gjøre mig haard og vare Dem ad – om jeg saa bare høster Utak for det.»

Det kjærlige i de sidste Ord greb Margretes let bevægelige Sind og idet hun fulgte sit Hjertes Tilskyndelse, greb hun Madam Rognlis magre Haand og førte den til sine Læber. Denne syntes ogsaa et Øieblik rørt. Men da sendte Ilden i Ovnen paany en stærk Lysning ud over Margretes lette Skikkelse og spillede paa de gyldenbrune Lokker, som ikke Kammen holdt oppe. Dette Syn bragte Madame Rognli til at fare sammen:

«Ungdom og Skjønhed er ledelede] onde Fristere,» mumlede hun, men kom ikke længere, da Døren gik op, og Susanna frygtsomt og nølende traadte ind.

«Naa, er du der?» sagde Moderen koldt.

Hun svarede ja, og gik stille hen og hilste paa Frøken Seier.

Madame Rognli var bleven forskrækket, da hun ved Middagstid kom hjem og af Tyendet fik 54en udsmykket Beretning om Susannas Besvimelse den foregaaende Dag. Og skjønt hun jo saa Sagen i et andet Lys, da hun fandt hende frisk og vel, saa blev hun dog formildet ved Susannas ydmyge Anger. Det hele skulde saaledes snart have været glemt, om der ikke var kommet et Efterspil til Begivenheden:

Kræmmer-Lisa, som igaar var blevet skuffet i sit Haab om Belønning, kom igjen denne Eftermiddag for at bringe sin Tjeneste i Erindring. Eller, som hun udtrykte det, for at spørge, hvordan det stod til med Jomfru Susanna. Synet af denne Kvinde var Marthe Rognli en Pine; men Løn for sin Tjeneste skulde hun faa! Hun gik ind i Dagligstuen for at hente Pengene, just som Margrete Seier kom ned for at gjøre Afbigtgjøre Afbigt] be om unnskyldning for sin Del i Gaardsdagens Uheld. Og de haarde Ord, hun nys havde talt, skyldtes for en Del bitre Minder, som hun gjemte i sin inderste Sjæl.

«Var det, noget du vilde, Susanna?» spurgte hun i samme Tone.

Susanna skiftede Farve: «Konen derude beder mig sige, at hun vil ikke gaa, før hun har sagt dig Farvel,» svarede hun med lav Stemme.»

«Hun har ikke noget at forsømme med at vente!» svarede hendes Moder.

Lidt efter gik Margrete.

«Du har ingenting at gjøre i Kjøkkenet, saalænge det Kvindfolk er derude, Susanna!» Og Marthe Rognli gik hen og aabnede Chatollet.

55Da hun kom ud i Kjøkkenet, sad Kræmmer-Lisa paa Skorstenskanten med et ondt, fortrædeligt Udtryk. Den yngre af Pigerne sad ved Ilden og spandt, den ældre, Cathrine, havde gjort sig travelt ved Kjøkkenbænken for at undgaa Snak med Kræmmersken.

«Se her! Her er Vederlag for Tjenesten igaar. Er du ikke fornøiet, saa sig fra! Jeg vil have denne Sag op- og afgjort, forstaar du,» sagde Madame Rognli og rakte hende nogle Sedler.

Lisa blev overrasket. Hun havde ikke ventet saa meget.

«Ære og Tak! Aaben Haand bringer Lykke tilgaards. Og er Enden god, saa er KummerenKummeren] lidelsen glemt. Tag det tyngste Tag først og den bedste BiddenBidden] biten; matstykket sidst, siger Ordsproget.Ordsproget.] rettet fra: Ordsproget.» (trykkfeil) – Ja, Farvel med Tak og Ære, Mor Rognli. Undres, om der inte snart spørges underligt Nyt! Et godt Øre faar noget at høre, ved vi.»

Den sidste Vending gik Marthe Rognlis Øre forbi; hun var allerede ude af Døren. Men gamle Cathrine vendte sig og spurgte forsigtig:

«Godt Nyt, siger du, Lisa? Aa nei, Gud bedre det! En hører ikke andet end det, som ondt er, nuomstunder,» tilføiede hun sukkende.

«Ja, ja, Cathrine. En saar med Graad og høster med Frydesang.En saar med Graad og høster med Frydesang] referanse til Salmenes bok 126,5: «De, som saa med Graad, skulle høste med Frydesang.» Og Sorrig og Glæde, de vandre tilhobe!Sorrig og Glæde, de vandre tilhobe] salme (1681) av Thomas Kingo (1634–1703) Du ser, jeg har inte glemt Gudeligheden, jeg heller!» sluttede hun med et uhyggeligt Smil. «A’jøs da, Cathrine! Gammel 56i Gaard gir hvide Haar; men Afvexling fryder siger jeg.»

Med disse Ord havde hun spændt Kramsækken paa Ryggen og traskede saa afsted.

Men Cathrine blev staaende, til den ydre Dør var lukket; saa gik hun ud og slog Slaaen for.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.