III

Madame Schölls Spisekvarter var denne Vinter meget søgt af de yngre Officerer. Ikke for Madens Skyld; den var slet. Men det gjaldt for de fleste at faa Legemets Krav tilfredsstillet billigst mulig; og det fik man her. Saaledes kom Stedet imode.

Dagen efter den nys beskrevne sad der flere end sædvanlig om Middagsbordet i den tarvelige Spisestue. Enkelte var kommet til Byen i Gaarsdagens Anledning, andre var paa Gjennemmarsch og ivrige efter at faa Besked af de fastboende Kammerater.

Det var en broget Forsamling. Her saaes de Akershusiske Skarpskytteres og Jægerkorpsets graa Uniformer med den grønne Besætning; og her var ogsaa flere af de gamle Regimenters røde Vaabenkjoler med blaa, grøn eller gul Besætning. Det militære Udstyr var forresten daarligt i de Dage. Ikke alene var Stoffet fuldt saa grovt som de Meniges i vor Tid; men Lapper 33paa Skotøi eller Benklæder hørte ingenlunde til Sjeldenheder. Paa alle Mangler bødede imidlertid de unge Mænds kjække Holdning; og ydre Savn forstyrrede aldrig den muntre Stemning i denne bevægede Tid.

Løitnant Gribs Komme afbrød for et Øieblik Samtalen. Han lagde ChakoenChakoen] uniformslue fra sig med en fortrædeligfortrædelig] ergerlig Mine, og satte sig paa sin sædvanlige Plads.

«Aa – Madamens velbekjendte Munker!»Munker!] runde bolleliknende kaker udbrød han ironisk og trak et Fad nærmere. Derpaa tog han en paa Gaffelen og slyngede den behændig mod Væggen.

«Du kunde have sparet dig Manøvren, Grib,» lo en ung Løitnant. «Birk har allerede undersøgt Kvaliteten. Der ser du – bare en Fedtplet! De er ganske upaaklagelige.»

«Det kunde du sagt strax, Krone,» svarede Grib ærgerlig. «Men I har da vel ikke spist op Suppen? Selve Duften af Kjød faar ens Tænder til at løbe ivand.»ivand.»] rettet fra: ivand. (trykkfeil)

«Jeg har snart ingen Tænder til at løbe ivand,» forsikrede Krone, skjønt han idetsamme fremviste de mest misundelsesværdige Perlerader. «Jeg har næsten bidt dem itu paa den haarde Stump.»Stump] brød

«Jeg levnerlevner] lar ligge de haardeste Skorper!» bemærkede en fra den anden Kant af Bordet. «Men det gaar mig jo rigtignok som de kræsne Børn: jeg faar dem en anden Gang igjen. – I anden Skikkelse rigtignok. Min Værtinde koger Kaffe paa dem.»

34«Og saa faar du Kaffe? Lykkelige Menneske!»

Grib saa op: «Er du der Brun? – Naa, hvad Nyt fra Laurvigen?»Laurvigen] Larvik spurgte han og strøede Salt paa en Munke.

«I Laurvigen, lel, der spiser man Grød hver eneste Kvæld» lo Løitnant Krone og nikkede over Bordet til Brun.

«Langt fra! Jeg levede fuldt saa godt, som I lader til at gjøre. Ja, takket være da min ærlige Peter.»

«Hvem er Peter?»

«En Perle af en Oppasser.Oppasser] tjener hos offiser Sex Fod paa Hosesokkerne, en Krop som en Herkules,Herkules] romersk gud med kraftig fysikk, først antakelig gud for samferdsel og handel, etter hvert selve symbolet på en perfekt kriger og helt en Røst som en Brandmajor,Brandmajor] sjef for et brannkorps eller med andre Ord –: Udvortes Løve, indvortes Lam.»

«Men hvad havde dette Pragtexemplar at gjøre med din Levemaade? Han var da vel ikke tillige Kvartermester?»Kvartermester] militær befalingsmann som ved en bataljon el. ordner med innkvartering, bekledning, utrustning og bevæpning lo Krone igjen.

«Vent til jeg kommer saalangt! – Jeg levede ganske gudsjammerlig, især mod Slutningen af Ugen, men jeg klagede ikke. Har man ingenting at betale med, saa sømmer sig jo en vis Beskedenhed. Men for min ærlige Peter jamrede jeg rigtignok! Og saa kommer den prægtige Fyr en Dag med noget, indsvøbt i et Klæde, og som han beder Løinan’ inte forsmaa. – Og hvad tror I det var? En deilig stegt Kylling, mine Herrer! Jeg var skrubsulten og slugte Halvdelen i en Fart. Da vilde jeg, han skulde selv have Resten. Men det var han ikke at formaa til. Og det var saa meget mere rørende, som jeg senere fik høre, 35at just den Dag havde det været hans Tur til at give sin Ration Stump til en Soldaterenke, hvis Familie Mandens Kammerater paa denne Maade hjalp. Efter den Tid holdt jeg mindst engang om Ugen Extramaaltid ved Peters Ædelmod; og yderst sjelden fik jeg ham til at tage et Stykke med sig hjem.»

«Men hvordan havde den ‘ærlige’ Peter bekommet Kyllingerne?» spurgtespurgte] rettet fra: spnrgte (trykkfeil) man leende.

«Det undersøgte jeg saamænd aldrig. Det varede jo heller ikke saa mange Maaneder. Han fortalte mig forresten med et lunt Smil, at paa Torstrand var der nogle Muttere, som beklagede sig for ham, fordi Høgen om Høsten havde været saa svær med Kyllingerne; og ivinter huserte Rotterne endda værre mellem Fjærkræet.»

«Men hvor bliver der af Ravn! Han mente at skulle være her før mig,» udbrød Vilhelm Krone, da man var ophørt med at le af Peters Ærlighed.

«Han har formodentlig fundet en Anledning til at indsmigre sig hos hans Høihed,» svarede Grib snerrende.

«Hvad mener du med det? Du er i slet Humør idag, Grib.»

Grib svarede med et Skuldertræk: «Hans Høihed har jo en Svaghed for et interessant Ydre, enten det saa er mandligt eller kvindeligt.»

«Her er ikke tale om Ydre! Ravn er en dygtig Officer og fortjener at komme frem.»

Grib lod en Munke ballancere paa Gaffelen,Gaffelen,] rettet fra: Gaffelen. (trykkfeil) 36idet han betragtede den med tilsyneladende Opmærksomhed.

«Jeg skulde ønske, vi alle forstod at føre vore Vaaben saa sikkert som han!» vedblev Vilhelm Krone med Varme. «Han sigter brillant! Træffer lige i Prikken.»

Grib skar Munken over og strøde Salt paa:

«Dette er jo gemenligengemenligen] vanligvis Tilfælde med Eventyrere,» svarede han haanlig. «Deslige Personer uden Hjemstavnsret burde efter min Mening anholdes som Løsgjængere. I Tider som disse skulde man have fuld Vished for, hvilken Leir enhver hører til, inden man indlader sig med dem.»

«Hvad har den stakkels Fyr gjort dig, Grib? Du er altid paa Nakken af ham,» spurgte Krone ærgerlig. «Lige siden han ihøst dumpede ned mellem os, har han interesseret mig. Nu, som jeg kjender ham nærmere – som vi bor sammen, nu holder jeg af ham.»

«Hver sin Smag! Men hvor flau I skal blive, naar det en vakker Dag viser sig, at denne Mr. Ravn er hverken mere eller mindre end en bortløben tysk eller engelsk Haandværkssvend.»

«Han er Nordmand. Det tager man ikke feil af:»af:»] rettet fra: af: (trykkfeil)

Grib trak paa Skuldrene: «Det Slags Folk færdes i mange Lande.»

«Ravn har Papirer, der godtgjør hans Stilling som Officer,» udbrød Krone heftig.

«Naturligvis. Det falder af sig selv. Og har vi ikke Syn for Sagn i hans fine, pralende Uniform?» svarede Grib spottende.

37«Ravn maa bære sin udenlandske Uniform, indtil han faar et bestemt Regiment at slutte sig til,» bemærkede en.

«Og Grib er misundelig, fordi Ravns Uniform er vakrere end hans egen!» lo Vilhelm Krone, der strax havde gjenvundet sit gode Humør.

«Hys, – naar man taler om! I forstaar?» lød det fra en Kammerat, som sad nærmest Vinduet.

Gjenstanden for Adolf Gribs skarpe Udfald traadte ind. Hvad han havde ment med «interessant Ydre», kunde man forstaa. Men Trækkene var uregelmæssige; det var Øinene og Udtrykket, der tiltrak Opmærksomhed. Han var meget høi og havde et ualmindeligt Herredømme over hver Bevægelse. I hans Væsen laa der noget indesluttet og afvisende.

Der indtraadte en forlegen Pause, som Løitnant Brun afbrød for at spørge, om nogen kjendte de nærmere Omstændigheder ved de svenske Herrers Foretræde hos hans Høihed?de svenske Herrers Foretræde hos hans Høihed] 24. februar 1814, altså dagen før den nyetablerte bededagen, kom de svenske utsendingene grev Axel von Rosen (1773–1834), landshøvding i Göteborg, og Anders Frederik Skjöldebrand(1757–1834), adelsmann, offiser, forfatter og maler, til Christiania. Deres oppdrag var å få prins Christian Frederik til straks å forlate Norge, så den svenske maktovertagelsen av landet kunne finne sted i samsvar med Kielertraktaten. Prinsen bøyde seg ikke, og utsendingene måtte gå med uforrettet sak (jfr. Langslet 2014, 115–117). Christiane Koren skriver om dette i sin dagbok tirsdag 1. mars 1814 (Koren 2016, «Martij.»): «Det veed vi dog er Sandhed, at de svenske Herrer, som kom for at ordne Sveas og vort Norges Forening, toge bort med en lang Næse, bistre i Hu uden at vilde opholde sig hos Printsen, da han forsmaaede deres Leidebrev giennem Sverrig til Kbhvn., for hvilket de vilde tilbytte sig Norriges Rige.» Han havde hørt om deres Besøg, da han hvilede i Drammen.

«De kom i en beleilig Stund!» svarede Birk. «Just som Tropperne itirsdag havde svoret at forsvare Rigets Selvstændighed. Prinsen modtog dem med Værdighed og lod dem vide, hvad vi tænker om Ponte Corvos og de Allieredes skammelige Adfærd. Han sagde dem, at vi vil kjæmpe for vor Uafhængighed til sidste Blodsdraabe.»

«Er de her endnu?»

38«Nei. De blev indbudt til Taffels,Taffels] aftensmat men havde faaet nok og drog Fanden ivold.»

«Gad vide, hvad Ponte Corvo vil sige til dette?»

«Turde jeg for min Ven Ravn, vilde jeg ønske, han maatte gjøre Gesandterne Selskab!» svarede Vilhelm Krone leende. «Ja, for du kan ikke negte, Ravn, at du nærer en utilladelig Beundring for denne famøse Franskmand?»

«Man kan beundre en overlegen Feltherre, selv om Skjæbnen har gjort ham til Sveriges Kronprins», svarede Ravn rolig, idet han modtog en varm Tallerken af Opvartningspigen og forsynede sig af det, hun satte for ham.

«Det kalder jeg at bære Kappen paa begge Skuldre, saadan tilsyneladende Beundrer som De er af Prins Christian!» bemærkede Grib med et uhyggeligt Smil.

Ravn svarede kun med et Blik, som bragte Grib til at rette sig.

«Krone! – Var Frøken Seier blandt de syngende i Kirken igaar?» spurgte en godmodig Bergenser hurtig for at give Samtalen en anden Retning.

Da Krone ikke strax svarede, vedblev han, just som Grib paany vendte sig mod Løitnant Ravn:

«Apropos, Grib! Hvem var den nydelige, unge Pige, som Folk saa Dem tale med under Paraden igaar?»

Et selvtilfreds Smil gled over Løitnant Gribs Ansigt.

39«Saa det har gjort Opsigt?» spurgte han og lænede sig tilbage paa Stolen. «Det er en liden Veninde af mig. Datter af Landkræmmeren i min Hjembygd – Nei, det er s’gu sandt! Gamle Rognli er for Aar og Dag siden faret heden.»

«Og hvad vil din smukke Kusine, Frøken Seier, sige til den Erobring?» spurgte en af Kammeraterne leende.

Grib lod sin hvide Haand løbe gjennem sit tykke, blonde Haar, men svarede kun med et selvtilfreds Smil.

«De mener kanske, det er godt at have to Strenge paa sin Bue?» lo Bergenseren.

«Hvad Frøken Seier angaar, bør du ikke være for tryg, Grib!» sagde VilhelmVilhelm] rettet fra: Vilhem (trykkfeil) Krone drillende. «Hos Hammers igaar besvarede hun din Kur med ulykkesvarslende Kulde. Det er ogsaa paafaldende, hvilken Opmærksomhed hans Høihed viser hende.»

Grib var blevet blodrød. Men han vidste altfor vel, at han udsatte sig for Kammeraternes Drillerier, om han gav sin Harme Luft. Hans Blik faldt paa Ravn:

«De fægtede jo under Napoleon?» spurgte han raskt.

Løitnant Ravn havde under den foregaaende Ordvexling flere Gange skiftet Farve. Nu kostede det ham øiensynlig Overvindelse at svare:

«Ikke under, men mod ham.»

«Aa – jeg be’r! Jeg glemte rent, at De fortæller, De har tjent i den engelske Arme i Spanien.»

Ravn svarede ikke, men fortsatte sit Maaltid.

40«Det undrer mig forresten, at De ikke foretrak Napoleons Fane,» vedblev Grib, tirret af den andens Ro. «Hvemsomhelst kunde jo faa Adgang til hans Hær. Hans Regimente maa man kalde Lykkeriddernes gyldne Tid.»

Ravn taug fremdeles; men Aarerne i hans Pande svulmede, og hans solbrændte Ansigt blev mørkere.

Denne haanlige Taushed gjorde Grib rasende; men han beherskede sig endnu:

«I mindre og enklere Forhold er det vanskeligere,» begyndte han igjen med dirrende Stemme. «Sandheden kommer saa forbandet let for en Dag! Saaledes husker jeg en liden Begivenhed fra de Aar, jeg opholdt mig i Kjøbenhavn! Hos min Onkel, Major von Grib, havde et fint udseende og velklædt ungt Menneske faaet Indpas, – Vorherre maa vide hvordan! Men hvad skeer! Istedenfor at være tysk Student og af god Familie, som han udgav sig for, befandtes det en vakker Dag, at Hr. UrianHr. Urian] fra tysk Urian: uvelkomment menneske; djevel var en bortløben Skræddersvend; og han maatte naturligvis fortrækket! Kanske vi heroppe ikke var fuldt saa nøieregnende – allerhelst, hvis Vedkommende forstod at skjule sig i en Uniform. Er De ikke enig i det, Løitnant Ravn?»

«Nei. Det kunde aldrig falde mig ind, at Uniformen skulde kunne dække Løgn og Uforskammethed. Løitnant Grib er altsaa af en anden Mening? Ja, illustrerer jo selv sin Paastand,» svarede Ravn, idet han lod Blikket langsomt glide hen over hans Person.

41Grib for op – Men fra alle Kanter mødte han Misbilligelse. Ravn blev derimod rolig siddende, og hans Mine sagde tydelig, at han var rede til at møde sin Modstander, naar og hvor denne ønskede. Feighed hørte heller ikke til Adolf Gribs Feil, og Trætten vilde endt alvorlig, hvis Kammeraterne ikke havde lagt sig imellem. Det lykkedes da at mægle Fred. Men da Løitnant Grib kort efter satte Chakoen paa og gik, sendte han Ravn et Blik, der fortalte, at han havde en Fiende for Livet.

Snart forlod ogsaa Ravn Spisekvarteret, og Vilhelm Krone gjorde ham Selskab.

«Du var for haard mod Grib idag!» sagde denne, da de var kommet ud paa Gaden.

«Kanske! Men det er min Overbevisning, at Løitnant Grib er – ialfald ikke et godt Menneske! Han vil visselig efter Evne søge at skade mig.»

«Man kan male Fanden for sort, endsige en stakkels Løitnant,» svarede Krone smilende. «Du, fremfor nogen anden, bør bære over med ham. Den arme Djævel er jo jaloux.»

«Jaloux?»

«Netop. Du kan da ikke være blind for Frøken Seiers Venlighed imod dig?»

Ravn stansede:

«Frøken Seiers Venlighed skylder jeg det, som andre bebreider mig, – at jeg er fremmed og venneløs,» svarede han med en let Bevægelse i Stemmen. «Paa mig har Løitnant Grib ingen Grund til at være jaloux.»

42«Kanske ikke! Men jeg vil ærlig tilstaa, at jeg har selv et Par Gange havt en Rem af Huden. Endda jeg slet ikke er egentlig forelsket heller. Men jeg har kjendt hende, fra hun var liden Pige, ved du. Stakkels Margrete, Faderen tyranniserer hende.»

«Hun ser da ikke forkuet ud.»

«Du er en Istap, Ravn! jeg tror, denne forbandede Ponte Corvo er den eneste, du føler for. Gid Pokker havde ham!»

«Var kanske ikke afveien.»

«Gjør mig ikke rasende! Jeg er vis paa, at vor ædle, dyrebare Prins kan maale sig med denne Bernadotte, som hjærteløs pønser paa at tvinge os ved Udhungring.Udhungring] blokaden av Norge førte til mangel på korn og hungersnød Fy for den lede Satan! Det er den samme Methode, Dyretæmmeren bruger. Men vil han behandle os som Vilddyr, skal han faa føle vore Tænder.»

«Skulde sligt fint Mandfolk inte ha’ Lyst til at høre om Fremtidens Løndom?» lød det pludselig ved Siden af dem.

Det var Kræmmer-Lisa, som var kommet ud af en Port og hurtig havde nærmet sig. Nu betragtede hun med en spørgende Mine Løitnant Ravn, idet hun lod Blikket glide fra hans Ansigt til Figuren, og derpaa igjen til Ansigtet.

Løitnant Krone trak sin Pung frem og gav hende en Kobbermynt.

Hun tog den og sagde spottende: «Af Hampegarn gjør man inte Silkepunge! Elsk med Forstand, saa varer Kjærligheden længe; for Lykken er som Glas og gaar let i hundrede Knas.»

43«Tak for godt Raad, Mutter!» sagde Krone leende og vilde gaa videre. Men hun stillede sig iveien for dem og sagde bedende:

«Den anden ogsaa! Den anden ogsaa! Jeg synes, gode Herre, at det Ansigt skulde jeg drage Kjendsel paa?»

Ravn havde staaet i egne Tanker; nu studsede han og saa paa hende. Men da hun vedblev at stirre paa ham med samme spændte, spørgende Udtryk, trak han sin Pung frem og gav hende et Pengestykke.

«Sølv! Det rene, skjære Sølv! Ja, hver er sin Gave lig, enten han er fattig eller rig; og lykkelig er den Mand, som glemmer med Forstand, hvad inte ændres kan!»

Hun lod Blikket glide over Ravns høie, elastiske Skikkelse og mumlede: «Saa lig som to Draaber Vand.»

Derpaa lettede hun paa Kramsækken, som hun bar spændt paa Ryggen, og traskede afsted.

«Konen maatte være forrykt,» bemærkede Krone, da de fortsatte sin Gang.

Men Ravn svarede ikke.

Som de dreiede om næste Gadehjørne, saa de Grib skraa over Gaden og forsvinde i et af Husene.

Ravn gjorde uvilkaarlig en heftig Bevægelse.

«Tænker du endnu paa dette?» spurgte Krone hurtig. «Kan ikke det, jeg nys sagde, forsone dig med stakkels Grib?»

44«Han er mig – Men hvorfor tale herom! Han og jeg har vist diametralt forskjellige Begreber om Ære og Hæderlighed.»

«Det kan du nok have Ret i. Men du er nu ogsaa saa nøieregnende, som du skulde være voxet op mellem Kvækere eller Pietister.»

«Det er jeg paa en Maade ogsaa. I England boede jeg i to Aar i en Kvækerfamilie.»

«Huttetu! det løber mig koldt nedover Ryggen,» udbrød hans Ven leende.

«Krone! Her taaler jeg ikke Spøg. Denne elskværdige Familie skylder jeg mere, end jeg kanske selv endnu forstaar. Dem kan jeg takke for Opfyldelsen af mit kjæreste Ønske! Ikke direkte. Det stred mod deres Principer. Men gjennem dem kom jeg ind i Forhold, som skaffede mig et Officerspatent.Officerspatent] bestalling; utnevnelse til offiser Underlig nok, mindede din Moder mig om min kjære Kvækerinde.»

«Gjorde Mor?»

«Det faldt mig strax ind. Ogsaa Fru Krone synes at have Hjerte for alle.»

«Det har hun. Og Folk holder ogsaa i Almindelighed af hende. Mor er det eneste Menneske for Exempel, som jeg har seet den gamle Pedant, Oberstløitnant Seier, vise sig elskværdig mod – Det er forresten mærkeligt, hvilken BevaagenhedBevaagenhed] velvilje den gamle StivstikkerStivstikker] egensindig, sta person; stabeis ogsaa viser dig? Kanske han har kjendt –»

Vilhelm Krone blev rød, stansede og begyndte at slaa Sneen af sine Støvler.

Ravn vendte sig raskt imod ham:

«Min Slægt, mener du? Jeg har jo fortalt 45dig, at jeg har hverken Slægt eller Hjem,» udbrød han barsk. «Lykkejæger kaldte dette uforskammede Menneske mig for et Øieblik siden. Det er falskt! Jeg har ærlig arbeidet mig frem. Og om jeg ikke har vundet Ære og Berømmelse, saaledes som jeg engang drømte om, saa har jeg heller ikke noget at skamme mig over. Da jeg hørte om Tilstanden herhjemme, søgte jeg Afsked for at byde min Arm til Landets Forsvar, om det skulde komme til Krig. Norge er min Mors Fødeland, – og jeg vilde gjerne hædre hende i hendes Grav. Uden at praleprale] skryte tør jeg nok sige, at mit Sværd er ikke at slaa Vrag paa. Og han, som nu staar for Styret, har heller ikke tilbagevist min Hjælp.»

Han talte hurtig og heftig som den, der er pinlig berørt.

«Tilgiv mig, Ravn, om jeg har saaret dig. Men jeg vil ærlig tilstaa, at det var faldt mig ind, at Seier kunde have kjendt din Fader. Jeg husker, at første Gang han saa dig – Du dansede endda med Frøken Seier! – at han kom til mig for at spørge om dit Navn. Dette var ham øiensynlig fremmed; for han gjentog det flere Gange med stigende Forvirring. Derpaa holdt han et Slags Forhør over vort Bekjendtskab, og det endte med, at du blev forestillet. Du ved selv, hvor venlig – for ham at være da! – han senere har været.»

Atter gik de tause videre, og atter stansede Ravn:

«Jeg bærer ikke min Faders Navn,» sagde 46han mørkt. «Ved ikke engang, om jeg har nogen Ret til det. Dette er min Hemmelighed – og min Historie. Gjør med den, hvad du vil,» til føiede han stolt.

Vilhelm Krone stak sin Arm i Vennens:

«Du tvivler da ikke paa min Ære? Paa mit Venskab?»

«Nei.»

Da de stod udenfor sin Bolig, stansede Ravn paany:

«Gaar du ikke med op?»

«Jeg vil gaa en Tur. Jeg kommer snart.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.