XXIV

Efter Oberstløitnant Seiers Død var Gustav Ravn vedblevet at staa i Gunst hos Kongen. Han var paa Grund af sin Sprogfærdighed flere Gange benyttet til de fremmede Gesandters Opvartning og saaledes trukket frem paa forskjellige Maader. Men Kongens Omgivelser betragtede ham ikke med samme Øine.

Adolf Grib var vendt tilbage, fast bestemt paa ikke at hvile, førend hans Dødsfiende var knust. Det uheldige Frieri, som han gav sin Moder Skylden for, og Opdagelsen af Ravns formentlige Herkomst havde kaldt tillive alt det onde, som slumrede indeni ham. Han havde hidtil været letsindig, opfarende og hensynsløs; men nu gik han mere overlagt tilværks. Skuldertræk i rette Tid, – løst henkastede Ytringer, som andre kunde tage op og bringe videre, var de Vaaben, han benyttede. Det varede da heller ikke længe, førend mange af Kongens nærmeste Omgivelser mistænkte den fremmede Officer, 247som, efterat Vilhelm Krone havde forladt Byen, ikke eiede en eneste Ven. Ja, der var dem, som ligefrem holdt ham for svensk Spion.

Men herom var Kongen fuldstændig uvidende. Christian Frederik var i denne Tid altfor bekymret for Udfaldet af sit dristige Foretagende til at have Øre for, hvad der taltes om en saa ubetydelig Person.

Med ungdommelig Enthusiasme og Selvtillid, – ja, med ungdommeligt Ædelmod havde han gjort fælles Sag med det forurettede Folk, uden at beregne Umuligheden af at gjennemføre sin Plan mod de allierede Magters Vilje. Det Haab, han den hele Tid havde sat til Englands Hjælp, blev Dag for Dag svagere. Mr. Forster nedslog de Forhaabninger, som Mr. Morier havde vakt: Hvor varm Sympathi den engelske Nation end kunde nære for det tapre norske Folks Selvstændighedsfølelse, kunde den engelske Regjering ikke afvige fra Traktaterne uden at faa hele Europa paa Nakken! At understøtte Norge, som man havde understøttet Spanien, vilde fremkalde en Krig med Rusland. Og England vilde have Fred.

Vistnok viste den russiske Gesandt, Grev Orlov, personlig Sympathi for det norske Folks Krav og for dets unge, begavede Fyrste; men hans Sprog som Diplomat var bestemt. Og vel begyndte General Steigentesch, som fra først af optraadte bøsbøs] streng og myndig, at vise sig venligere; men saavel han, som Baron von Martens søgte stadig at gjøre Kongen indlysende, hvilke Fordele Norge 248vilde opnaa ved en frivillig Forening med Sverige. Gjentagende blev der fra første Stund af forsikret, at der ikke var Tale om at krænke eller undertrykke det norske Folk: Indenfor Foreningens Ramme kunde de stille hvilkesomhelst Betingelser, og ved de fire Stormagters Indflydelse skulde de faa alt, hvad de kunde ønske sig.

Som bekjendt afviste Christian Frederik ethvert Forslag om en Forening med Sverige som noget, Nationen aldrig vilde bekvemme sig til. Her var ikke Tale om en Partisag, men om et Nationalhad. Selv var han villig til ethvert personligt Offer for Norges Vel; men han kunde ikke se Folkets Lykke i den paatvungne Forening og var derfor bestemt paa at modsætte sig den til det yderste.

Men som Dagene gik, og Vanskelighederne optaarnede sig omkring ham, begyndte Kongen at vakle i Troen paa sin Mission. Han var sig bevidst i Farens Stund at have reddet Landet fra Anarki; men kunde han ogsaa frelse det – under en uligeulige] ujevnbyrdig Krigs Rædsler! – fra Undergang? Han følte, hvordan Grunden gyngede under ham; og skjønt han stadig ved energiske Forestillinger hindrede de norske Fæstningers Besættelse med svenske Tropper, svandt Haabet om et lykkeligt Udfald, – saaledes som man paa Eidsvold havde tænkt sig det.

Hans kjæreste Opholdssted i denne Tid var Kongsgaarden paa Ladegaardsøen.Ladegaardsøen] Bygdøy Herhen havde han ogsaa denne Dag tyettyet] søkt ly eller trøst efter en sidste Sammenkomst 249med de fremmede Herrer, hvis Afreise var bestemt til næste Morgen. En for en var de kommet til ham; og alle havde de paany forsikret, at de i Sverige vilde gjøre alt for at bevirke en fredelig Løsning og øieblikkelig Vaabenstilstand.

Nu sad han og gjennemgik i Tankerne disse Samtaler –: Ja, han var villig til ethvert Offer for sit Folks Vel! – Men Gesandterne havde jo indrømmet, at han alene i Folkets Hænder og efter Folkets Ønske kunde nedlægge den Krone, som dette havde skjænket ham –

Skulde det blive muligt at faa en ny Rigsforsamling sammenkaldt?

Og – hvad vilde saa dens Beslutning blive?

Han støttede Hovedet i Hænderne, medens han tænkte herpaa og undredes, om den svenske Kronprins vilde indgaa paa de Betingelser, han havde opstillet for den paatænkte Vaabenstilstand –: En delvis Ophævelse af Blokaden – Rømning af Strækningen indtil Glommen, og Frederiksstens og Frederiksstads Besættelse af allierede Tropper ––

Men saa reiste han sig hurtig, og som for at befri sig fra de pinlige Tanker gik han ud i Forværelset.

Et større Antal civile og militære Herrer var her forsamlet, og blandt de tjenestgjørende Officerer var ogsaa Ravn.

Lige efter at Kongen var kommet herud, traadte Løitnant Grib ind med en Rapport fra sin Chef. Denne Melding forøgede Kongens Misstemning. 250Han gik hen til et af Vinduerne og blev staaende og se ud i den urolige, overskyede Aften, et Billede, som altfor vel stemte med hans egen Sindsstemning.

I Nærheden stod Ravn. Tilsyneladende tilfældig nærmede Grib sig og sagde med dæmpet Stemme, men høit nok, til at Kongen kunde høre det:

«De ser saa nedslaaet ud, Ravn? Er De kanske bange for at tabe Leiligheden til at beundre Deres saa høit elskede Pontecorvos Tapperhed? Man taler jo om en ærefuld Fred.»

Kongen var blevet opmærksom; han vendte sig og tilkastede Ravn et spørgende Blik. Grib vedblev:

«Vi talte herom igaar hos Madame Schøll.Madame Schøll] et vertshus, i kap. III er navnet stavet Schöll Og vi var alle enige i, at De har spillet Deres Kort godt. Hvilken Suveræn, der saa gaar af med Seiren, har jo De en sikker Stilling?» Han lagde særlig Vægt paa de sidste to Ord og fjernede sig derpaa ligesaa lydløst, som hans Fader kunde have gjort det.

At tale saaledes i Kongens umiddelbare Nærhed var et dristigt Vovestykke; men Adolf Grib var i dette Øieblik en desperat Mand: Han havde just faaet Ordre til at forlade Byen og var bange, at hans Bytte kunde undslippe ham under hans Fraværelse.

Hvad Ravn angik, gjorde dette uventede Angreb ham fuldstændig maalløs.

Kongen vendte sig endnu en Gang om. Carl Johans blotte Navn var nok til at sætte 251hans Blod ikog. Derpaa gik han hurtig opover Gulvet og talte med nogle af sin Opvartning.

Ravn havde fattet sig. Han stod just og tænkte paa, at han igrunden var glad ved at faa Anledning til at sende Grib en Udfordring, da Kongen kom hen til ham.

«De har jo Ordre til at ledsage os imorgen?» sagde han med et underligt, halvt sky Blik.

«Ja, Deres Majestæt.»

«Jeg fritager Dem for denne Pligt. Løitnant Schwarts har faaet Befaling til at indtage Deres Plads.»

«Deres Majestæt!» udbrød Ravn forskrækket.

«Jeg har, som De vil erindre, altid skjænket Dem min Bevaagenhed,» vedblev Kongen med et bittert Smil. «Og da jeg ingenlunde er blind for Lykkens Omskiftelighed, vil jeg for mulige Tilfælde efterlade min store Efterfølger en loyal Undersaat. Har jeg ikke taget sørgelig Feil af mit kjære norske Folk, vil min berømmelige Fættermin berømmelige Fætter] den danske kongen, Fredrik VI neppe tælle mange saadanne, hvis Retfærdighed bukker under for Overmagt.»

Han vendte sig for at gaa; men Ravn stansede ham uvilkaarlig:

«For Himlens Skyld, hvad er Meningen med dette, Deres Majestæt?»

Hans ligblege Ansigt vakte Kongens Medlidenhed, og lidt af den gamle Velvilje blussede op. Men saa huskede han Ravns ligefremme Ytringer om den svenske Kronprins, Ytringer, som han selv havde fremkaldt, og hvori han dengang 252saa en Kompliment til sin Upartiskhed og sit kongelige Sindelag, men som nu fik en anden Udtydning. Hans naturlige Hjertensgodhed gjorde sig alligevel gjældende, og noget mildere tilføiede han:

«De er indtil videre løst fra Deres Pligter. Jeg haaber imidlertid, at intet maa blive til Hinder for Deres senere Ansættelse ved Reserven. De skal høre fra mig.»

Han slog afvisende ud med Haanden og forlod uden at se sig om Værelset.

Neppe var Døren lukket efter Kongen, førend Ravn følte alles Øine rettede mod sig. En saadan Spidsrod er aldrig lystelig; og tæller man mellem de kolde eller haanlige Ansigter sin bitre Uvens, bliver Stillingen utaalelig.

Men Ravn var øvet i at taale. Og idet han rettede sig i sin fulde Høide, mødte han Kulde og Ringeagt med modig Trods. Ikke en Muskel i hans Ansigt fortrak sig; kun ethvert Spor af Farve var borte. Og uden at paaskynde sin Gang, gik han med faste Skridt ud af Salen.

Han vedligeholdt sin Selvbeherskelse, indtil han havde Kongsgaarden og Ladegaardsøen bag sig; men da borede han Sporerne i Hestens Side og jog afsted, som det gjaldt Liv og Død. De, han mødte, stansede og saa efter ham, medens de undredes paa, hvilken vigtig Efterretning den kongelige Officer overbragte.

Inde paa sit eget Værelse satte han sig ned med den dumpe Ro, som følger ovenpaa voldsomt Sindsoprør.

253Hvad var dog dette? Kunde nogle ondskabsfulde Ord fremkalde en saadan Behandling? – Var det ikke en afskyelig Drøm?

Nei, han drømte ikke. Han var en falden Mand!

Han gjentog dette atter og atter, medens hans Fremtidshaab et for et sank sammen og knustes.

Margrete Seier havde været hans Tanke – og maaske hans Styrke, da Slaget rammede. Nu tænkte han atter paa hende, og med hende kom Mindet om lyse Drømme – om alt det, som havde gjort de sidste Maaneder til et Vendepunkt i hans Liv. Længe sad han og rugede over sin Lykkes Forlis, – saa begyndte Ansigtstrækkene at arbeide krampagtigt og en voldsom Hulken gjennemrystede hans stærke Legeme.

Han foer op ved Lyden af Stemmer udenfor Vinduet, som stod aabent:

«– tilforladelig. Han fik sin Afsked paa graat Papir. Jeg kommer lige fra hans Majestæt.»

Var dette sagt med Forsæt, at han skulde høre det? Han reiste sig for at lukke Vinduet lige for deres Øine. Da lød det atter:

«Vi har for længe siden hørt Nys om, at han skulde være svensk Spion. Ravn maa prise sig lykkelig, at han slap saa let.»

Ravn stod som lynslagen. Stemmer og Fodtrin var forlængst døet hen, og endnu var han ikke kommet til Besindelse.

Svensk Spion! Det altsaa var det? –

254Havde han Ven eller Uven at takke for denne Underretning? – – Og hvem havde saa fabrikeret denne afskyelige Løgn –?

Men hvorledes bevise, at det var en Løgn? Hans eneste Ven havde troet ham paa hans Ord. Ikke en kjendte hans Fortid – –

Han stampede i Gulvet som en afsindig: Fattigdom og Krænkelse havde han modig trodset. Skulde han nu skjule sig med plettet Ære? – – –

Alle vilde vende ham Ryggen – Nei, ikke alle!

Men hun – den eneste! – maatte ikke længer være bunden til en falden Mand!

Han tog Skrivesager frem: Hun skulde vide alt – og løses fra sit Løfte.

Efter en fuld Gjengivelse af det indtrufne, tilføiede han: «De kjender lidet til min Fortid. Selv har jeg aldrig plettet den; men De ved, jeg vilde, De skulde være fuldstændig fri, indtil De kjendte min Historie. Jeg husker, hvad De ædelmodig svarede. Men hvad jeg dengang i en vis Udstrækning turde modtage, giver jeg Dem nu helt tilbage. Det ved jeg dog, at De følger mig med Deltagelse. Jeg vil derfor meddele Dem, hvad jeg nu har besluttet. Herinde kan jeg ikke blive. Jeg savner Midler til at modbevise den falske Beskyldning. Men ingen kan berøve mig Retten til at ofre Livet for mit Land. Jeg begiver mig derfor endnu iaften til Kongsvinger. Oberstløitnant Krebs’s Tropper,Oberstløitnant Krebs’s Tropper] Andreas Samuel Krebs (1766–1818), dansk-norsk offiser. Han vant berømmelse i krigen mellom Norge og Sverige i juli-august 1814, da han bl.a. slo tilbake et svensk angrep ved Lier 2. august og seiret over den svenske generalmajor Carl Pontus Gahn ved Matrand og Skotterud 5. august. Gjennom å redde Norges krigerære i et ellers mistrøstig felttog, skaffet han de norske utsendingene et verdifullt forhandlingskort ved de senere forhandlingene, noe som blant annet førte til at svenskene godtok Eidsvollsgrunnloven. mener man, vil være af de første, som kommer i Ilden. For ham vil 255jeg fremlægge min Sag og bede om at tjene som simpel Soldat. Løitnant Ravns Navn bliver udslettet af de tapres Rækker; men enhver Soldat tjener lige hæderlig sit Land. Beskyldningen skal blive afvasket med Blod.»

Efter en gjentaget Forsikring om, at hun var løst fra enhver Forpligtelse med Hensyn til ham, sluttede han sit Brev og bragte det øieblikkelig paa Posthuset. Men det vilde ikke komme afsted paa flere Dage, blev der sagt. – Lige meget! Sørgelige Tidender kommer altid tidsnok.

Som han langsomt gik tilbage for at træffe sine Forberedelser for den forandrede Stilling, hørte han bag sig:

«Tie og tænke, kan ingen Mand krænke! Herren ser inte ud til at have Hastværk? Skulde han kanske ønske at vide sin Skjæbne i disse farefulde Tider? For saa forstaar gamle Lisa at læse baade Runer og Linjer.»

Hun var under denne Snak kommet paa Siden af Ravn og betragtede ham med et skarpt, lurende Blik:

«Om Herren vil forunde en gammel Stakkar en liden Bifortjeneste, saa vil jeg sige, at lidet med Ære er bedre end meget med Skam. – Ellers staar jeg nu paa Sprang til at gjøre en liden Handel ogsaa; og det gaar inte ofte paa i disse elendige Tiderne. Der skal være stort Bryllup i Sørum en af de første Dagene; og sligen en –»

«Se her!» udbrød Ravn utaalmodig og trak 256sin Pung frem, da hun vedblev at holde Skridt med ham. «Se her!» Uden at se sig for, greb han det første, det bedste Pengestykke og ilede videre.

Lisa stod fortabt og stirrede paa Sølvmynten. Derpaa skjulte hun den hurtig, saa sig forsigtig om og mumlede:

«Dyrt og godt er ingen til Spot! Fanden saa rundhaandet; – Faderen op ad Dage! – – – Men kan det naa ogsaa være den vesle Pjokken? Sligt fint Pak kan have mange Veie – – Men spandabel var ‘n! – – Ligesaa godt med det samme at kjøbe nogen Alen fine Band – Jenterne liker at pynte sig naa, som disse Kar’ene i MunderingMundering] uniform kryr paa alle Kanter – –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.