Rundt omkring paa Sorenskriver Krones Eiendom var der forskjellige smukke Partier; thi næsten hver af Familien havde sin Yndlingsplet. Det fornemste af disse Steder var «Raknehaugen» med sit lille vakre Trælysthus, hvor der fandtes Kjøkken og fuldt Tilbehør, for at man der kunde drikke The eller Kaffe.
Denne Dag var hele Familien samlet heroppe ved Eftermiddagskaffen. Det var Fru Krones Fødselsdag, og Vilhelm, som nu var stationeret ved Grænsen, havde overrasket hende ved Frokosten. Sorenskriveren var kommet fra Byen om Natten, men havde først nu havt Tid til at meddele, hvad han havde hørt derinde om de allieredes Gesandter,de allieredes Gesandter] utsendinger fra England, Østerrike, Preussen og Russland, som juni 1814 ville forhandle med prins Christian Frederik (nå kong Christian Frederik av Norge) i forlengelse av Kielerfreden inngått i januar samme år der nylig var ankommet.
«Jeg talte med Folk, der havde været tilstede ved Modtagelsen,» sluttede han. «De er alle enige i, at Kongen opførte sig med stor KonduiteKonduite] takt og Værdighed.»
«Det tviler jeg ikke paa!» udbrød Fru Krone, 212«Men hvad sagde Engelskmanden?Engelskmanden] John Philip Morier (1775–1853), engelsk diplomat Det er hans Ord, jeg er mest spændt paa.»
«Han sagde ikke stort, da det var Russeren, Grev Orlow,Grev Orlow] grev Michael Feodorwitsch Orlow (1785–1845), keiserlig adjutant og generalmajor som førte Ordet. Naturligvis var de kommet for at kræve Kielertraktaten bragt i Udførelse. Men dette skulde ske saaledes, at det i alle Henseender kunde befordre det norske Folks Lykke! – Nordmændene kunde stille alle mulige Betingelser, naar de kun vilde anerkjende Kongen af Sverige som Konge.»
«Man kan snakke som en ærlig Mand og dog pege som en Skjælm,» bemærkede han Hustru uvillig.
Lille Sofie Krone, der holdt paa at stikke nogle Nyperoser ind i Margrete Seiers Haar, var lige ved at spørge, hvad hendes Moder mente med dette, da Sorenskriveren vedblev:
«Vil vi ikke føie os efter deres Magtbud, skal russiske og preussiske, – ja, kanske østerrigske Tropper staa til den svenske Kronprins’s Tjeneste. Vi vil da blive svensk Provins, hed det. Nu skulde der sikres os forfatningsmæssig Uafhængighed under Sveriges Overhøihed.»
«Under Sveriges Overhøihed ja,» gjentog Fru Krone bittert.
«Men først skal man gaa over vore Lig!» udbrød hendes Søn og forlod sine Søstre og Margrete for at sætte sig hen til Forældrene. «Men nu tales der jo foreløbig om Vaabenstilstand?»
«Hvad skal en Vaabenstilstand være godt for? Vil ikke Udsættelse blot tjene til at udmatte 213Tropperne?» spurgte hans Moder sukkende.
Sorenskriver Krone var ligesaa varm for den Sag, han mente skulde befordre Landets Frihed og Lykke, som nogen af hans Meningsfæller. Men han var tillige en besindig Mand:
«Det er nok muligt,» svarede han. «Men vi faar alligevel takke for en Vaabenstilstand. Korntilførsel er aldeles nødvendig, skal her ikke blive ren Hungersnød. Flere Steder er Mangelen allerede saa stor, at der har været Opløb udenfor Kornmagasinerne.»
Fru Krone sukkede.
«Sagde du ikke, at Russeren, Grev Orlow, skal være en ganske imødekommende Mand? – Og heller ingen Beundrer af Pontecorvo?»
«Jo – saa siges der.»
«Mr. ForsterMr. Forster] Augustus John Foster (1770–1848), britisk diplomat og politiker, 1814–1824 britisk ambassadør i København og Baron von MartensBaron von Martens] Friedrich von Martens (1778–1857), tysk jurist, offiser og diplomat, sendt som utsending for Preussen skal jo ogsaa vise Interesse for vor Sag? Var det ikke saa? Det er da Guskelov alene Østerrigeren, som danner en lidet hæderlig Undtagelse. Det maa være en sneversynet Mand!»
«Men Baron von SteigenteschBaron von Steigentesch] August Ernst von Steigentesch (1774–1826), tysk-østerriks dikter og diplomat skal være et Stykke af en Digter,» svarede hendes Mand smilende. «I sin diplomatiske Sendelse bruger han rigtignok den tørre Prosa. – Apropos Vilhelm! hvem tror du, jeg igaar mødte sammen med Baronen, der kom fra en Udflugt til Kongshavn?Kongshavn] område under Ekebergsskråningen i Oslo – Jo, din Ven og KontubernalKontubernal] romkamerat fra ivinter, Løitnant Ravn. Jeg kan ikke sige, det Følgeskab huedehuede] passet meg mig,»
«Hvorfor det?»
214«Vi faar haabe, det er ugrundet Mistanke. Men da jeg lige efter mødte Adolf Grib, fortalte han, at Ravn mistænkes for at staa i Forbindelse med Svensken.»
«Hvilket forbandet Sludder!» svarede Vilhelm Krone ærgerlig.
«Du bør ikke være for tryg. Grib sagde, at engang ivinter havde han med egne Øine seet Ravn med Grev Wedel under Armen.»
«Vrøvl! Ravn kjender aldeles ikke Greven. Jeg maa da vide bedst Besked. Jeg, som har boet sammen med ham i saa mange Maaneder?»
Hans Fader trak paa Skuldrene. «Du er din Moders Søn, min kjære Vilhelm. Godtroende og varmhjertet.»
«Naar det ikke gjælder Pontecorvo og Svenskerne?» indskjød hans Kone smilende.
«Lad gaa! – Men jeg siger som Grib, at Kongen burde være forsigtigere. Han skal have fattet en vis Godhed for denne fremmede, og man kvier sig for at underrette ham om Mistanken.»
«Og det gjør de sandelig Ret i! Ikke sandt, Margrete? Tror ikke De, som jeg, at Ravn vil være blandt de første til at lære Svensken, at norske Nakker er for stive til at bøie sig under Aaget?» spurgte Vilhelm Krone og vendte sig mod Margrete Seier.
Hun og Caroline Krone sad ved Skrænten af et skovbevoxet Stup, der gik ned til et vakkert Tjern ved Foden af Haugen. Hun havde i Taushed hørt paa Samtalen, og nu stod hun op, – kanske fordi Pladsen var ubekvem, kanske for 215at faa Tid til at betænke sig, inden hun svarede. Fru Krone gjorde Plads for hende ved Siden af sig.
«Løitnant Ravn var Adjutant hos Far,» sagde hun. «Jeg er overbevidst om, at Far vilde indestaaet for hans Ære. – Saaledes, som jeg nu gjør det,» tilføiede hun roligt, skjønt Stemmen dirrede lidt.
Man lagde Mærke til dette og bebreidede sig at have talt om en Person, som nødvendigvis maatte minde hende om hendes Tab. Der opstod en kort Pause; Fru Krone tog kjærlig hendes Haand og trykkede den.
«Naa, du store Verden! Her kommer Jomfru Holm!» raabte Sofie Krone, idet hun forpustet kom farende opover Stien til Lysthuset.
«Jomfru Holm? Jomfru Holm fra Moland?»
«Ja, jeg kjendte hende ganske tydelig. Hatten og Tørklædet og altsammen! Hun er saa rar, saa! Jeg maa tænke paa en ribbet Fugl, naar jeg ser hende.»
Vilhelm brast i Latter; og idet han gik hen til sine to ældste Søstre, hviskede han:
«Maatte dette være den eneste fra det Hus!»
Den lille Skikkelse, som nu kom opover Bakken, havde virkelig noget «ribbet» ved sig. Og ingen tænkte paa, at disse blege, lidt rynkede Træk engang kunde have været vakre, eller at Øinene endnu var det, trods det trætte Udtryk. Man saa i hende kun «den gamle Jomfru». I et fjerdedels Aarhundrede havde hun traadt Trædemøllen 216i Kammerraad Gribs Hus som en Mellemting mellem Slægtning og Tyende; og man havde vænnet sig til at se hende i denne Egenskab. Ingen faldt paa, at Længsel efter Deltagelse og Sympati kunde røre sig ogsaa i hendes Hjerte, eller at Skuffelse og Ukjærlighed havde gjort hendes Liv til en lang, solløs Vinterdag.
Hun kom med Brev og Undskyldning fra Kammerraadinden, som saa gjerne personlig vilde gratuleret den kjære Fru Krone. Hun var blevet hindret fra dette Forsæt ved et Anfald af sin slemme Hovedpine.
«Ligger hun?» spurgte Fru Krone deltagende, idet hun aabnede Brevet.
«Hun tænkte paa det, ja,» svarede Jomfru Holm og satte sig paa Kanten af den Bænk, som Vilhelm Krone skød hen til hende.
«Margrete – se her! Til dig ogsaa.»
«Margrete tog den lille Billet, som var adresseret til hende og læste:
«Min kjære Niece.
Jeg havde saavist haabet at træffe dig idag. Men saa skulde ikke være. Ja, som jeg sagde dig, min kjære Margrete, da jeg efter din uforglemmelige Faders Død hilste paa dig, vilde det have glædet mig, om du havde betragtet vort Hus som dit naturlige Opholdssted. Men jeg føiede mig efter de kjære Krones. Desværre maa min Louise imorgentidlig reise til Byen for at besøge en Veninde; og hendes Fader ledsager hende. Min Bøn er nu, om du vil komme til 217mig i min Ensomhed? Mine svage Kræfter kan ikke længere udholde at vide dig saa nær og dog saa fjern. Dennegang maa du ikke skuffe mig, men indse, at jeg er din eneste Slægtning her i Landet, som paa en Maade har Ret til dig, og derfor lade Lena faa Besked om, naar imorgen jeg kan sende Hesten. Du ved ikke, hvordan mit Hjerte sukker efter dig. Derfor kom, min kjære Margrete, til
din dig elskende Tante Henriette Grib.»
Fru Krone havde hurtig gjennemløbet sin Epistel og reiste sig for at se, om der ikke var lidt Kaffe igjen paa Kjedelen. Margrete fulgte efter hende ind i Lysthuset.
«Se her! – kjære Fru Krone,» sagde hun modfalden og rakte hende Brevet.
«Tror De kanske, hun er ordentlig syg og derfor vil have mig hos sig?» spurgte hun, da hun fik Brevet tilbage.
«Det lader ikke saa. Men du bliver nødt til at tage derhen.»
«Gjør jeg? Men for hvorlænge da?»
«For et Par Uger kanske – eller saa.»
«Et Par Uger?» udbrød Margrete forfærdet.
«Naa ja – den Tid du selv vil, Barn. Her er dit Hjem. Det er et helligt Løfte til din Moder.»
Caroline Krone kom ind med endel tomme Kopper:
«Gaa du ud og sæt dig, kjære Mor! Jeg skal 218koge ny Kaffe – stærk og god,» og hun skød smilende sin Moder og Margrete ud af Døren.
«Mor, – du glemmer rent at fortælle Frøken Seier, at Jomfru Holm er islægt med hende,» sagde Vilhelm Krone smaaleende, da hans Mor og Margrete kom ud igjen. «Frøken Seier er en Niece af Deres Tante, Kammerraadinde Grib, Jomfru Holm.»
«Min Tante? Nei, nu spøger nok Løitnanten,» svarede Jomfru Holm smilende.
«Saa Kusine da! Frøken Seiers Moder, Frøken von Helt, hørte til Familien. Det ved De da?»
Den gamle Dame blev pludselig livlig:
«Er dette Clarissa Helts Datter?»
«Har De kjendt Mor?» spurgte Margrete forundret.
«Om jeg har kjendt Clarissa Helt? Ja, det skulde jeg tro! Jeg tænkte slet ikke paa det, da Løitnanten sagde Frøken Seier. En blir saa glemsk af denne evige Traaken.»Traaken] tråkk; stadig renn fram og tilbake
«Har De kjendt Fru Seier, Lena?» spurgte Fru Krone forbauset.
JomfruJomfru] rettet fra: «Jomfru (trykkfeil) Holm blev med et taus: «Nei, ikke som Fru Seier, nei. – Og eftersom jeg nu har udrettet mit Ærende, blir det vel bedst, jeg gaar,» tilføiede hun hurtigt og reiste sig.
«Snik, Snak, min gode Lena. Nu kommer Caroline med nykogt Kaffe. Og saa skal Smaapigerne vise Dem lidt om. Det er saa længe, siden De var her.»
219Margrete satte sig hen til hende: hun havde jo kjendt hendes Moder! Lille, oversete Jomfru Holm forekom hende som et Lysglimt i det uundgaaelige Besøgs Ubehagelighed.
Men da Lena Holm hørte om dette Besøg, stirrede hun paa den unge Pige med den mest utvetydige Forbauselse: Primede dePrimede de] snakket de over seg; løy de derhjemme paa Moland? Eller stod Dommedag for Døren!
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
