XXII

Margrete Seier gik frem og tilbage i den ikke synderlig velstelte Have paa Moland. Hun havde nu været her en Uge, og hver Dag havde snarere fjernet hende fra disse Slægtninge. «Tantens» Tale om Medfølelse pinte hende, og Kammerraadens overdrevne Høflighed bød hende ligefrem imod.

Medens mange Tanker krydsedes i hendes Sjæl, kom hun stadig tilbage til det samme Spørgsmaal, om det ikke kunde lade sig gjøre at tage derfra? Om hun nu ikke havde gjort Slægtskab og Høflighed Fyldest?

Pludselig fik hun Øie paa Adolf Grib ved Enden af Alleen. Han kom raskt hen imod hende; men hun besvarede hans familiære Hilsen koldere end nogensinde; thi den infame Beskyldning, at Løitnant Ravn skulde staa i Forbindelse med Fienden, var hende i friskt Minde.

Men hendes Fætter lod sig ikke forbløffe. Han var kommet hjem i en bestemt Hensigt 225og bestemt paa at sætte denne igjennem nu, da det endelig var lykkedes ham at faa Permission.

Han havde havt adskillige Ærgrelser i den senere Tid foruden den utænkte Skuffelse, at alle hans Forsøg paa at overtale Susanna Rognli til et Stævnemøde havde været frugtesløse. En Gang havde han tilfældig truffet hende og da ligefrem spurgt, om hun var forbudt at tale med ham? Om hun havde forklagetforklaget] klaget over ham for nogen, – f. Ex. for Frøken Seier? Han havde hele Tiden næret en vis Frygt for, at Susanna skulde fortalt Margrete om hans uforsigtige Ord hin Aften paa St. Hanshaugen; men hendes Svar havde beroliget ham i dette Stykke, medens det tillige afskar ethvert Haab om at vinde hende.

Den Advarsel, som Madame Rognlis forrige Tjenestepige med saadan brautende Vigtighed var kommet for at give, havde været ganske overflødig. Susanna eiede selv det sikreste Værn mod alle Fristelser i den Hjertesorg, der fyldte hendes Sind og Tanke og gjorde hende ligegyldig for alle andre.

«Saa giver jeg disse enfoldige LæsereLæsere] haugianere Døden og Djævelen!» havde Adolf Grib tænkt, da han forlod Byen. Det var ham igrunden en Lettelse at have opgivet Susanna; – Historien maatte blevet ham farlig, var den tilsidst kommet Margrete for Øre.

Han følte sig næsten som et bedre Menneske efter dette og var istand til at møde sin «Kusines» Kulde med saadan aaben Ligefremhed, 226at hun begyndte at spørge sig selv, om hun skulde gjort ham Uret? – Kunde det ikke være muligt, at andre havde indgivet hendes Fætter den farlige Mistanke, at Ravn hørte til i Fiendens Leir? – Kunde denne Snak om Ravns Følgeskab med Grev Wedel kanske bero paa en Feiltagelse?

Og nu gik det som saa ofte tidligere! Hun blev venligere, end hun ellers skulde været.

Kammerraadinden triumferede allerede; – men hendes Mand svedede Angstens Sved. Jo mere han tænkte paa Muligheden af Broderens Besøg, desto mere voxte Frygten for, hvad han vel vilde sige om dette? Det hjalp ikke, at han uophørlig gjentog for sig selv, – at han toede sine Hænder.

– Margrete og Adolf var alene i Storstuen. Fru Grib havde en Stund gjort dem Selskab og havde saa fjernet sig med bankende Hjerte.

«Hvor du er flittig, Margrete?» De var blevet Dus i disse Dage.

«Jeg vilde gjerne have dette lille Arbeide færdig, medens jeg er her,» svarede hun.

«Saa har det jo ingen Hast? Du tænker da ikke saa snart at forlade os? Vi er jo dine nærmeste – næsten eneste Slægtninge.»

Aa, – som hun var træt af at høre om dette Slægtskab!

Han havde nærmet sig, medens han talte og satte sig nu ligeoverfor hende.

Margrete saa op fra Broderrammen, hun 227havde paa Fanget. Men saa lod hun atter Naalen løbe raskt op og ned.

Adolf Grib strammede uvilkaarlig sit Kaardegehæng, forinden han atter talte. Han følte, at nu gjaldt det!

I Begyndelsen var hans Stemme lav, og det kom stammende; men han blev efterhaanden varmere. Og var der end ikke Sandhed i alt, hvad han sagde, saa mente han sikkerlig i Øieblikket, at hans fremtidige Lykke afhang af hendes Svar.

Da han taug, var hans Ansigt blegt, Øinene lyste, og han saa paa hende i saadan Spænding, at hun blev inderlig bedrøvet.

«Du gjør mig saa ulykkelig.» sagde hun hurtig og satte Broderrammen ned paa Gulvet. «Jeg vil saa nødig gjøre noget Menneske ondt. Men dette er umuligt. Ganske umuligt.»

Han havde beredt sig paa det Svar; alligevel traf det ham som et Stik:

«Sig det ikke saa bestemt, Margrete. – Jeg forstaar, at du ikke holder af mig endnu; men du skal nok lære det! Jeg skal bære dig paa Hænderne –»

«Hys! hys!» afbrød hun ham og reiste sig. «Du ved ikke, hvor bedrøvet du gjør mig. For det kan aldrig – aldrig ske.»

Han trak Veiret tungt:

«Margrete, det kan ikke være din Mening saaledes med engang at afslaa min Haand? Du er for ung til ikke at raadføre dig med nogen i en saa vigtig Sag. – – Far og Mor er dine 228naturlige Raadgivere. Du skulde høre, hvad de siger. De vil os jo begge vel.»

Han talte nunu] rettet fra: nn (trykkfeil) med Ro, men der var det samme spændte bedende Udtryk, og det vakte hendes Medlidenhed. Hun havde været ifærd med at gaa; men nu blev hun staaende og svarede bevæget:

«Det nytter ikke at raadføre sig med nogen, Adolf. Jeg er saa bedrøvet; men mit Svar vil blive det samme.» Hun saa paa ham – og idet hun fulgte en ædelmodig Tilskyndelse, gik hun hen til ham, lagde Haanden paa hans Arm og sagde med lav Stemme: «Mit Svar vil blive det samme, Adolf, – fordi mit Hjerte tilhører en anden.»

Han styrtede op, saa voldsomt, at Stolen dansede bagover og stødte mod KonsolbordetsKonsolbordets] lite lavt bord til å sette under et speil Marmorplade, saa den klirrede. Hans Ansigt var kridthvidt:

«Og hvem er det, som har stjaalet dit Hjerte?» spurgte han med dirrende Stemme. «Det er da vel ikke denne falske Hund, denne Lykkejæger, – denne svenske Spion?»

Margrete rettede sig rank og stolt; men hun svarede ikke.

«Det er da vel ikke ham? Du foretrækker da ikke en saadan Usling for en ærlig Mand?» Og han stampede med Foden i Gulvet, idet han gjentog sit Spørgsmaal.

Men forinden Margrete kunde svare, blev Døren revet op, og Kammerraadinden styrtede ind. I Skuffelsens Heftighed lagde hun intet 229Skjul paa, at hun havde luret; og alt det opdæmmede Had til Margretes Moder, og al den Uvilje, hun paa Hjertebunden nærede mod hende selv, kom nu frem:

«En saadan Øgle har jeg næret ved min Barm!» udbrød hun og stillede sig foran Margrete, medens hendes hele Person dirrede ligefra Sløiferne paa Kappen. «Jeg topmaalte Tosse,Tosse] største idiot som kunde vente noget godt fra en saadan Slægt! – Mødte jeg dig ikke, som en Moder? Overøste vi dig ikke med Velgjerninger? – Bød vi dig ikke det bedste Kammer i Huset? – BegegnedeBegegnede] møtte vi dig ikke, som du kunde været en Prinsesse? – Og nu sætter du dig op imod det, som kunde være til dit sande Gavn, og behandler vor Adolf, som om han var en Betler!Betler!] tigger – – Men det siger jeg dig: Ikke en Dag – ikke en Time – ikke et Minut taaler jeg den i mit Hus, som saa grovelig har fornærmet min Søn!»

Hun havde aabnet Døren paa vidt Gab; og ikke før var Margrete ude, før hun smækkede den i med et Smæld, saa Huset rystede. Derpaa sank hun overvældet ned paa nærmeste Stol.

– Fru Grib havde ikke været eneste Ørenvidne til dette frugtesløse Frieri.Frieri] rettet fra: Friere (trykkfeil) Margretes Værelse, – «Storstukammeret,» – var kun skilt fra Storstuen ved en tynd Bordvæg; og herinde opholdt Lena Holm sig. Enkelte forblommede Ord og Hentydninger havde gjort hende nysgjerrig efter at vide, om Clarissa Helts Datter virkelig skulde være forlovet med Adolf – hendes Pest.

230Tidlig paa Eftermiddagen havde hun derfor sneget sig derind og forblevet der under Paaskud af at ordne noget med Frøken Seiers Tøi. Da de to unge blev alene, havde hun uden Skrupler lagt Øret til Væggen og havde saaledes hørt det hele.

Idet Kammerraadinden styrtede ind, var hun iferd med at ile Margrete til Undsætning; men aarelangt Trælleri skaber Forsagthed, og hun stansede ved Døren. Næste Øieblik saa hun gjennem Vinduet Margrete, som uden Hat eller Shawl løb nedover Gaardspladsen. Resolut rev hun Vinduet op, svang sig ud og ilede efter.

«Er hun gaaet rent fra Forstanden, Barn?» raabte hun forpustet, da hun omsider indhentede hende.

«Kjære Jomfru Holm, jeg maa bort! Tusind tusind Tak for al Deres Venlighed.»

«Jeg ved det, Barnet mit. Jeg hørte det altsammen. Men hvor vil De da hen?»

«Det er ikke langt til Skydsskiftet.»

«Hvadfornoget! Til det Svinehullet? Der, som det myldrer af Soldater? – Og det uden Hat og Shawl ogsaa? – Nei, De faar gaa hjem igjen til Skriveren.»

Og hun tilbød sig at hente Margretes Tøi og følge hende tilbage til Krones. – «Om jeg faar aldrig saa meget leit for det bagefter,» tænkte hun, da denne takkede hende.

Margrete satte sig under et Træ for at oppebie hendes Tilbagekomst. Hun var ganske fortumlet, 231og det hele forekom hende som en hæslig Drøm. Hendes Tante var jo forvandlet til en Furie?Furie] rasende person; eg.: hevngudinne i gresk mytologi – Hun begreb det ikke – Nei, hun begreb det ikke?

Og hvor blev der af Jomfru Holm? Kom hun da aldrig tilbage! – –

Da dette endelig skete, var Lena i fuld Puds; og hun havde en Mine af selvbevidst Vigtighed, som i høi Grad forbausede Margrete. Men ingen af dem ytrede et Ord, forinden MolandsMolands] rettet fra: Moland (trykkfeil) Enemærker var lagt bag dem.

«Nu kan vi gjerne gaa sagtere,» sagde Jomfru Holm fornøiet; «for vi gaar i al Sømmelighed skal jeg fortælle. Ja, nu skal De bare høre: Som jeg lister mig ind i Storgangen efter Reisetøiet, kommer Far braat ud fra Storstuen, og saa spørger han hvast, om det ikke var mig, som løb efter Frøken Seier? Jeg stod forfjamset og vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Men Far er forttænkt, han, og saa spørger han igjen, om De skulde til Krones? Han vilde have Dem ind igjen, sagde han, og skaffe Dem Hest. Men jeg vilde ikke sige, hvor De var henne, jeg, Barnet mit. Jeg lod bare et Ord falde om, at kanske var det det pynteligste, om jeg fulgte Frøkenen til Skriverens? Dette likte han. For han klappede mig paa Skulderen og sagde: «Ja, gjør det, min gode Lena! Gjør det, og snak lidt godt for hende paa Veien. Dette er en slem Historie, – en meget slem Historie! Og saa trak han Uhret op og saa paa det. Klokken var bare sex, sagde han. Om vel en Time kunde vi være 232fremme, saa raske, som vi er paa Foden! Han vilde nødig gjøre Frøken Seier mod, sagde han, men De var nok saa forstandig en Dame, at De saa Sagen i det bedste Lys. Iaften vil han sende Hest efter mig og ønskede saa, at De vilde følge med tilbage, om bare for en Dag eller to? Men gjør De ikke dette, saa vil han selv reise bort og hilse paa Dem imorgen. – Stakkels Far! Jeg har ikke seet ham saa myg, siden han gik paa Frieri til Mor.»

Margrete følte sig betydelig lettet ved denne fornuftige Ordning. Om at vende tilbage kunde der ikke være Tale! Og idet hun pustede langt og tungt, som for at befri sig fra al Erindring om Besøget, tænkte hun med Glæde paa at gjense sine Venner.

Aftenen var varm. For Kjøligheds Skyld bar hun sit lille Shawl paa Armen, medens de smaasnakkende fortsatte sin Gang. Hidtil havde det været slet Vei; men nu kom de til en liden steil Bakke, som Margrete, ungdomsstærk og let satte opover i et Løb. Paa Toppen stansede hun og saa leende nedover mod Lena. Aftensolen svøbte hende ind i sin gyllende Glans, – det var et straalende Syn, og Lena Holm udbrød uvilkaarlig:

«Nei, hvor De er vakker, Barn! I mit stille Sind tænkte jeg altid, at Deres Moder var vakrere; men nu giver jeg mig.»

Margrete studsede. Saa stak hun sin Arm ind i sin Ledsagerindes og sagde bønlig:

233«Aa, kjære Jomfru Holm, fortæl mig alt det, som De husker om Mor.»

«Det blev en lang Historie, det! Jeg husker nok hver evige Dag, fra hun kom, til hun reiste, jeg, naar jeg rigtig tænker mig om,» svarede Lena livlig.livlig.] rettet fra: livlig.» (trykkfeil)

«De har før fortalt mig saa lidet. Var Mor længe hos Floods?»

«Knapt et Aar. Og slig, som alle holdt af hende! Ja alle, undtagen Jette, – Mor mener jeg. Og værre blev det, da Løitnant Frederik kom.»

«Løitnant Frederik?»

«Vi kaldte ham saa, fordi Tvillingbroderen var ogsaa Løitnant. De var Halvbrødre til Far, som da var paa Kontoret hos Foged Flood. Slig en Mand som Frederik Grib har nok ikke Guds grønne Jord ofte seet. Mangen en Dag og mangen en Nat har jeg tænkt paa, hvordan det vilde været, om Kavet og Strævet i Verden havde været for ham. Det maatte gaaet som en Dans altsammen da! Slidsomme Dage og tungsomme Dage havde ikke været at tale om. Og Glædens Dage – nei, saa langt vandt jeg aldrig at tænke.»

Margrete trykkede uvilkaarlig hendes Arm ind til sig. Lena vedblev:

«Alle Mennesker skjønte, at Løitnant Frederik havde et godt Øie til Clarissa Helt. Og det skjønte Jette Flood med. – Endda jeg har kjendt hende, fra vi var Smaapiger, har jeg bare en eneste Gang seet rigtig Hjerte hos hende; 234og det var, da han kom. Stakkel, det hun følte, kunde hun jo ikke for! Men en faar finde sig i det, som saart kan være, uden derfor at gaa den onde ivold.

Men Jette havde aldrig vidst, hvad det var, ikke at faa sin Vilje. Og saa stod hun i Veien og passede paa, saa de to aldrig fik være et Minut alene sammen. Og det var da ogsaa en Sorg og en Sukken, hvergang Løitnant Frederik kom fra Floods. Han boede i Præstegaarden hos os, forstaar De. Vi er jo lidt i Familie.»

Lena stansede, tog sit Lommetørklæde frem og pudsede sin Næse; først efter at have gaaet en Stund taus, begyndte hun igjen:

«Nei, den Sommeren, den glemmer jeg aldrig! Ferdinand Seier var ogsaa hos Floods dengang. Folk sagde, at han kom bare for Clarissas Skyld; og at ogsaa han var rent som forstyrret af Kjærlighed, – endda han pinte og plaget hende, saa hun blev baade rød og bleg, bare han viste sig.»

I sin Iver glemte Lena Holm, at Ferdinand Seier var Margretes Fader. Hun var fuldstændig hensat til den Tid, hun fortalte om:

«Saa en Aften kommer Løitnant Frederik hjem rent forstyrret og siger, han maa reise om Morgenen. Og hver af os tænker vi, at han havde friet og faaet en Kurv.

Men saa fik jeg snart anden Greie paa Sagen! Ud paa Formiddagen kommer Clarissa til mig. Præstegaarden laa ikke mere end ti Minutters 235Gang fra Floods. Jeg sad endda i Haven og syede. Hun græd og vred sine Hænder. Men før hun fik sagt noget, farer Jette ind i Lysthuset og befaler mig at gaa min Vei.

Jeg var rent ør og vidste hverken ud eller ind. For da Løitnant Frederik reiste om Morgenen, saa jo han ud som Døden selv, og saa nu dette? Jette, hun gav sig ikke, før jeg gik; men jeg listed mig ned igjen og bagom Lysthuset. Og nu fik jeg vide det, jeg aldrig før havde vidst, at Løitnant Frederik var saagodtsom forlovet med Jette! Der var ikke noget andet iveien, end at han skjønte, at Clarissa holdt af ham. Og hun stakkel, hun havde hverken Fader eller Moder, og saa var det Synd at skuffe hende –

Fy for al Ulykke! jeg faar Kvalme, naar jeg tænker paa det altsammen!» sluttede Lena heftigt og stansede atter sin Gang. Og paany maatte Lommetørklædet frem, forinden hun vedblev:

«Jette raadede da Clarissa til at gifte sig med Løitnant Seier. For saa kunde da Frederik Grib og alle Mennesker faa se, at de havde taget feil, sagde hun. Og forresten var Clarissa gaaet for vidt med Seier til at trække sig tilbage – Ja, jeg mindes ikke alt det, hun kom med! Men Fusk og Fanteri var det altsammen. For bagefter fik jeg vide, at hun havde sendt Frederik Grib bort med den Besked, at det var Seier, som Clarissa gjorde af:gjorde af] holdt av Han kunde jo selv se, at hun skiftet Kulør, bare hun saa ham? Ja, 236det var greit altsammen, akkurat som hun havde lært det i disse Romanerne, som hun læste baade sent og tidlig. For godt Hoved havde hun; og hun var aldrig oplært til at tænke paa andre end sig selv. Hun var jo eneste Barn; og Moderen mistet hun som ganske liden.

Som hun nu snakker og snakker for Clarissa – og, Gud bevares, det var saa sødt og rørende altsammen! – kommer Ferdinand Seier ind i Lysthuset. Han var ganske hvid i Ansigtet og saa mere forstyrret ud, end alle de andre tilsammens, syntes jeg. Men da gik det rent rundt for mig, og jeg maatte skynde mig bort.

Nogle Dage efter hørte jeg, at Clarissa og Seier skulde have Bryllup om tre Uger. Seier maatte reise ved den Tiden. Og Kongebrev havde han allerede løst, blev der sagt.

Brylluppet stod hos Floods; og fint og stadselig var der i hver Krog. Jette gik omkring, som bare Solskin. Men Bruden havde ikke mere Farve i Kinderne end et nybleget Lagen. Aa, Herregud for en Dag!

Saa ud paa Eftermiddagen – vi havde saavidt drukket Thevandet, – saa kommer Løitnant Frederik ridende ind paa Gaarden, Gjæsterne hviskede og tiskede. Brudgommen saa ud, som om han vilde sprude baade Ild og Krudt; men Bruden, hun sneg sig bort, og jeg fulgte hende – – –

Han fandt hende alligevel. ‘Clarissa’, sagde han og tog hende i Haanden. Og hun saa op, 237som et skræmt Lam og prøvede paa at smile – aa, Gud hjælpe os for et Smil!

‘Clarissa,’ sagde han igjen, ‘Gud velsigne Dem.’ Og saa vendte han sig braat og gik hastig ud. Men Bruden laa paa Gulvet, stiv og kold.»

«Stakkels arme Mor!» hviskede Margrete.

«Ja, det kan De nok sige, Barnet mit,» svarede Lena og tog atter sin Tilflugt til Lommetørklædet.

«Vi fik da Liv i hende,» begyndte hun igjen. «Men havde der ikke før været Glæde i Bryllupshuset, saa blev der endnu mindre efter dette. Næste Morgen reiste de nygifte; – og jeg saa dem aldrig mere.»

«Har De aldrig seet Løitnant Frederik heller?»

«Jo, en eneste Gang. Og da fortalte han, hvordan han var blit narret. Jeg var jo Clarissas eneste Ven, sagde han.»

Margrete vilde spørge videre. Men Jomfru Holm svarede kort og adspredt, indtil Margrete pludselig udbrød:

«Men, kjære Jomfru Holm, hvordan kunde De komme til at bo sammen med disse Mennesker, naar De vidste alt dette?»

Lena studsede: Hun havde aldrig rigtig tænkt over den Ting.

«Ja, hvordan gik det vel til? Mor døde nu samme Aaret, som Ulykken skete; og saa faldt hele Husstellet paa mig. Og alt det Kavet, det tog paa en Maade Tankerne bort fra Frederik 238og Clarissa. Siden, saa døde Far ogsaa. Og den Part af det, han efterlod sig, som tilkom mig, det skulde Hans Grib stelle med. Far havde bestemt det saa; for han havde saa gode Tanker om hans Forstand. Og det var ogsaa efter hans Vilje, at jeg skulde bo hos Hans og Jette. Stakkels Jette, hun havde stukket Piben indstukket Piben ind] kapitulert; gitt seg og taget tiltakke med Hans ved den Tid! Og saa fik det jo bli, som Far havde bestemt. Ialfald for det første, tænkte jeg. Men det var ikke let at komme bort igjen! Hvor længe Pengene varede, har jeg glemt. Men en vakker Dag hørte jeg, at de var opbrugt; og at jeg alligevel kunde faa blive der og tjene for Føde og Klæder. Og paa de KonditionerneKonditionerne] betingelsene blev jeg da. Jeg vidste jo ingen andensteds at gaa, for Søskende havde jeg ikke ilive. Men alene Vorherre ved, hvor mangen saar Dag der ligger bag mig i det Hus. – Jeg er blit krum i Ryggen og sløv og ligeglad med alting. – De maa tro, Barnet mit, at jeg var anderledes i gamle Dage; – dengang, som Clarissa og jeg var Venner.»

Atter trykkede Margrete hendes Arm; og saa fortsatte de sin Gang i Taushed. Men da de fik Skrivergaarden i Sigte, slyngede Margrete sine Arme om hende og kyssede hende flere Gange, idet hun hviskede:

«Dette er fra Mor – for Kjærligheden til hende.»

Deres Komme vakte Overraskelse, men endnu større Glæde; og alene Fru Krone fik Sandheden 239at vide. Den blev nøgternt fortalt; men den trængte heller ingen Udsmykning for at vække hendes høieste Uvilje.

«Guskelov, jeg har dig tilbage min Pige,» sagde hun. «Nu er du min Datter; ingen uden vi har herefter nogen Ret til dig.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.