XXXII

XXXII] rettet fra: XXXI (feilnummert kapittel)

Susanna Rognli havde ført en sørgelig Tilværelse i disse skjæbnesvangre Uger. Vel havde Frøken Seiers lille Besøg paa Turen til Moss givet hende en øieblikkelig Glæde, – hendes Hengivenhed for hende var dyb og usvækket, – men det havde tillige oprippet en Smerte, som ikke endnu var forvundet. Ravns Navn var ikke blevet nævnt.

Hun vidste god Besked om Begivenhedernes Gang, thi Anders Nielsen havde været som en levende Avis. Men det Navn, hun længtes efter at høre, men som hun var for undselig til selv at nævne, kom aldrig for hendes Øren. Han, der tidligere havde gaaet ud og ind i Huset, var som rykket ud af Tilværelsen.

Saa mødte hun en Dag Løitnant Grib. Hun havde halvveis glemt baade ham og hans Breve, – glemt næsten at føle Lettelse over hans Fraværelse.

308Adolf Grib var nemlig vendt tilbage saa opbragt over den uhæderlige Krig og Konventionen, at han neppe tænkte paa Susanna. Og selv om han havde gjort det, vilde han aldrig have nærmet sig Christoffer Mortensens Gaard. Den mindede ham om Margrete Seier og den dybeste Krænkelse i hans Liv. Han hadede hende, – om end ikke, som han hadede Ravn. Og han afviste sin Moders Forslag om at forsøge endnu engang i skarpe og heftige Ord: Om Margrete Seier laa for hans Fødder, vilde han ikke have hende! Vilde ikke høre hendes Navn!

Paa sine Spørgsmaal efter Ravn havde han strax faaet det beroligende Svar, at den fremmede Officer havde været Spion og forlængst havde gjort Svenske af sig.

Ravn var altsaa flygtet over Grænsen! – Han glemte, fra hvem Rygtet egentlig skrev sig, glemte ogsaa, at om Kuglen end ikke havde rammet dødelig, maatte den have paadraget ham en alvorlig Sygdom. Hvad man gjerne vil tro, tror man jo let; og Adolf Grib følte sig som friet fra en pinlig Byrde.

Som han denne Formiddag uden egentlig Maal eller Hensigt slentrede omkring i Gaderne og mødte Susanna, studsede han ved at se hende: Hun var jo skjønnere end nogensinde. Men ligesaa sky og forskræmt!

Og han smaalo og fulgte hende med Øinene, da hun løb forbi ham uden at svare.

Da Susanna kom hjem, gik hun som sædvanlig 309ind gjennem Kjøkkenet og fandt her Kræmmer-Lisa.

«Med Gud og Ære kan man Budskab bære; og Skam faa den, som inte vil hjælpe en nødlidende Ven,» begyndte Lisa med Salvelse og rakte hende Brevet.

Susanna kastede et sky Blik paa Haandskriften; og da hun saa, at det ikke var Gribs, tog hun Brevet og gik ind i Sovekammeret.

Med tilbageholdt Aandedræt læste hun, medens hendes Følelser truede med at overvælde hende –: Han var hendes Søskendebarn! – Han var den lille Gut, hun siden Moderens Fortælling saa ofte havde tænkt paa! – – Han – han!

Det varede noget, inden hun besindede sig. Naturligvis maatte hun strax gaa til ham – som han bad om! Men hun maatte først fortælle sin Mor om dette; – fortælle, at hun gik.

Idet hun nu søgte Moderen for at udføre sit Forsæt, mødte hun Cathrine, som ganske forstyrret forklarede, at «Mor var inde i Stuen hos en fremmed Storkar, som først havde spurgt efter salig Husbond.»

«Da jeg forklarte, at Husbond var død, bad han om at faa tale med Madame Rognli. Mor er naa inde hos ‘n.» sluttede hun.

Susanna blev næsten fortvilet: Hvad skulde hun gjøre? Hendes Fætter bad hende komme strax! Hvad skulde hun gjøre? – Og hun ilede ud i Kjøkkenet, hvor Cathrine netop havde sat en Skaal Melk frem for Lisa.

310«Hvor langt er der did, Lisa?»

«Aa, om ‘n er rapfodet, gjør ‘n det naa paa mindre end en Time, eller saa,» svarede Lisa og satte Melkeskaalen, hun netop havde ført til Læberne, ned igjen.

«Vil du forklare mig Veien?»

«Jøs, ja da! Ja, det skal snart være gjort.»

Susanna løb, for at gjøre sig færdig, men stansede ved Dagligstudøren: Hun længtes saa efter at fortælle sin Mor dette – dette forunderlige – –

Cathrine kom hurtigt efter hende:

«Jøsses, Susanna! Hvad er det, hun tænker paa? Hun vil da inte have nogensomhels Befatning med det Kvindfolket derude?»

«Aa, jeg vilde saa gjerne tale med Mor,» hviskede Susanna. «Jeg maa skynde mig afsted til en syg, Cathrine.»

«Saa kan jeg eller Anders Nielsen følge hende.»

Susanna betænkte sig: Men hun mindede sig idetsamme, at Ravn havde sagt, hun maatte fortie hans Opholdssted og ikke omtale ham for nogen. Hun skulde faa vide hvorfor, naar hun kom.

«Nei tak, Cathrine. Nei tak. Du maa sige Mor, at jeg er gaaet ud til en syg. Hun skal faa Besked, naar jeg kommer tilbage.»

Susanna talte med alvorlig Bestemthed. Engang imellem viste det sig, at hun var sin Moders Datter; og Cathrine lod hende i Fred.

Da de var kommen ned paa Gaden, tilbød 311Lisa sit Følge; men dette afslog Susanna. Hun fik derfor en nøiagtig Beskrivelse af Veien og ilede afsted.

Lisa saa efter hende: «Om Blodet er aldrig saa tyndt, er det tykkere end Vand,» mumlede hun og vilde gaa videre. Idetsamme stansede hun:

Hvad om hun begav sig til den gamle Ræven?den gamle Ræven] den netopp ankomne major von Grib Han, som havde forstødt baade Mor og Barn, havde godt af at faa svie i Pungen ialfald!ialfald!] rettet fra: ialfaldl (trykkfeil) – Jo ældre Bukken, des haardere Hornet, siger man jo; og gamle Ræve skal være slemme at fange! – – Men hun fik prøve! Han skulde allenfalsallenfals] i alle fall faa høre alt det, hun havde udstaaet for hans Skyld – – –

Imidlertid ilede Susanna videre, medens hun i Tanken gjentog den Besked om Veien, hun havde faaet; da hørte hun lige ved Siden af sig:

«Er De atter ude, Jomfru Susanna? Det er da svært, saa mange Ærinder De har idag?»

Susanna blev ganske bleg: Løitnant Grib var den, hun nødigst vilde træffe i denne Stund.

«Hvor skal De hen?» gjentog han, da hun ikke svarede. «Kanske kunde jeg have Lyst til at gjøre Dem Følge. Sandt at sige, slentrer jeg omkring uden Maal eller Med.»

«Jeg skal til en syg,» stammede Susanna. «Tak, jeg trænger ikke noget Følge.»

For at vildlede ham, tog hun den modsatte Vei af den, hun skulde. Men Gribs tidligere Følelser var med et kaldte tillive, og han besluttede at følge hende.

312«Men hvor ialverden skal De da hen, Susanna?» spurgte han tilsidst, da de var kommet langt ud over Drammensveien. «Hvor bor Deres syge?»

«Lad mig ifred! Lad mig gaa alene!» bad hun næsten grædefærdig.

Han saa forbauset paa hende. Men i dette Øieblik kom et Par at hans Kammerater imod dem og stansede ham. Uden at tænke paa, hvor det førte hen, løb Susanna indpaa en Fodsti, hun saa tilhøire. Kun en eneste Gang vendte hun sig for at se, om han var fulgt efter hende, men hun saa ligesaalidt Adolf Gribs Jægeruniform, som nogen af de andre Officerers; og i samme ilsomme Fart løb hun videre.

Med et stansede hun paany. Hun var fra Barn af vant til at finde Retning efter Sol og Skygge: Som hun nu saa op mod Himlen og derefter paa Skyggerne, var det ikke at tage feil af, at hun gik mod Vest.

Og hun skulde jo mod Nordost!

Hun følte, hvordan Graaden vilde frem, men hun bed den i sig: Hun fik gaa tilbage til Byen og derfra tage den anviste Retning, – der var ikke andet for!

Hun gik hurtigt, men løbe kunde hun ikke, da hun atter var i Nærheden af Byen; og derfra tog hun de Gader, Lisa havde sagt. Et Par Gange indbildte hun sig, at hun saa en graa Uniform; men hun vovede ikke at vende Hovedet helt om for at undersøge, om det virkelig var saa.

313Gud være lovet! Der borte var det lille rødmalede Hus med Veirhanen paa Mønet! Nu vidste hun, at hun var paa ret Vei. Nu skulde hun tage Fodstien, hun saa derborte, og gaa over Markerne. Hun aandede lettere, men syntes, hun havde været en hel Evighed underveis.

Idet hun slog ind paa Fodstien, saa hun sig tilbage, og hendes opskræmte Blik syntes at se en Uniform i det fjerne. Derpaa løb hun afsted saa hurtig, som Benene vilde bære hende, og stansede først, da hun forpustet naaede Madame Hansens ensomme Bolig.

Beklemt bankede hun paa forskjellige Døre; men intet gjæstfrit «kom ind» svarede hende. Hun fulgte da Svalgangen, som hun troede til Kjøkkenet, og her traf hun Madame Hansen ifærd med at vaske op efter Middagen.

Om her ikke boede en syg Herre?

«Jeg ved ikke om nogen syg Herre,» svarede Madame Hansen studsstuds] kort; avvisende og kastede et flygtigt Blik paa Susannas enkle, men nette Paaklædning.

Havde hun da atter gaaet feil? Susanna blev nu bange for Alvor.

«Men heder De da ikke Madame Hansen?» spurgte hun næsten fortvilet.

Idetsamme hørte hun en Banken i Gulvet, og Madame Hansen forsvandt.

«Vær saa god, – De kan gaa ovenpaa,» sagde hun høflig, da hun lidt efter kom tilbage. «Døren lige op for Trappen.»

Susanna stansede udenfor og drog Veiret dybt; saa bankede hun paa.

314Han hilste hende som en kjær og kjendt Slægtning; men Susanna stod betagetbetaget] grepet af hans magre Ydre. Nu, han havde barberet sig, saa han endnu blegere ud, og Uniformen hængte om ham, som den kunde være laant.

«Men Susanna da! Har du ingen Velkomsthilsen til dit hjemkomne Søskendebarn? Fra jeg første Gang saa dig i Morbrors Stue, har jeg i Tankerne kaldt dig min kjære, lille Søster.»

«Velkommen,» sagde hun og rakte Haanden frem. Taarerne stod hende i Øinene.

«Men sæt dig nu. Det var snilt, du vilde komme! Jeg har ventet paa dig siden tolv. Og nu er Klokken snart to.»

Hun satte sig, og hendes Fætter begyndte at fortælle, hvorfor han maatte holde sig skjult, indtil han blev stærk nok til offentlig at fralægge sig en Beskyldning, som under de nærværende Forhold kanske kunde gjælde hans Liv. Thi saaledes havde det i den senere Tid stillet sig for ham. – Hun var den eneste, sagde han, som han personlig formaaede at henvende sig til, om end det Pengelaan, han trængte for at klare Udgifterne ved sin Sygdom, maatte komme fra hendes Mor. Det var ham umuligt, saa svag som han var, at skrive til Madame Rognli, endnu mindre at kalde hende til sig.

De var saa optaget, han af at fortælle, og Susanna af at høre, at de ikke lagde Mærke til, at der blev talt høit i Kjøkkenet nedenunder, endnu mindre til de lette, listende Skridt, som kom opover Trappen. Lidt efter blev der banket paa Døren.

315«Doktoren!» tænkte Ravn og skiftede Farve, ærgerlig over at han skulde finde Susanna der. Men det var Adolf Grib, som nu stod paa Tærskelen.

Overraskelsen var gjensidig. Grib fattede sig først.

«Saa det er her, De holder Dem skjult, min Hr. Overløber!» sagde han haanligt. «Vogt Dem. Har man ikke netop klare Beviser for at kunne fælde en æreløs Person, saa forstaar Pøbelen i denne Tid at holde Rettergang. Jeg skal øieblikkelig lade rette vedkommende vide, hvor De holder Dem skjult.»skjult.»] rettet fra: skjult. (trykkfeil)

Susanna udstødte et Forfærdelsesraab.

«Se mig til den dydige Jomfru, som altid har ageret saa sky og ærbar! Nu holder hun Stevnemøder med mistænkelige Personer. Dette er altsaa den syge Ven? Jeg fik s’gu Mistanke om, at der maatte være Ugler i Mosen, da jeg saa Dem komme løbende tilbage igjen og derpaa sætte afsted paa en anden Kant.»

«De skal staa mig til Ansvar for det Sprog, De tillader Dem med denne unge Pige!» raabte Ravn heftig.

Grib lo haanlig:

«Saa De ikke saa forbandet spidsnæbbet ud, skulde jeg igjen tugte Dem,» svarede han tirrende. «Nu overlader jeg Dem til Retfærdigheden; – enten det saa bliver Lovens eller Pøbelens.»

Han vendte sig og gik henimod Døren. Susanna ilede efter ham.

«Aa, De vil ikke, – De vil ikke gjøre 316det?» bad hun forfærdet og lagde Haanden paa hans Arm.

Han saa paa hende: Den svære Hat, som hun havde paa hin Aften paa St. Hanshaugen, omrammede hendes yndige, bedende Ansigt og fremhævede det barnlige Udtryk, men han var i dette Øieblik altfor opfyldt af hadefulde Tanker til at have Følelse for hendes Skjønhed. Han maatte, han skulde knuse ham, – denne hans Dødsfiende, – han, som han kunde takke for sin Lykkes Forlis!

Og han svarede spottende:

«Hvad giver De mig, for at jeg skal skaane Deres Kjæreste?»

«De er saa god at behandle Jomfru Rognli med Agtelse!» raabte Ravn paany, medens han skalv af Harme.

«Er De vis paa, De har mere Ret til hende, end jeg? Jeg har ældre Krav paa Jomfruens Venskab.»

«Hun er mit Søskendebarn.»

Grib blev forbløffet. Men derpaa brast han ud i en skraldende Latter:

«Søskendebarn! Det var et kosteligt Paafund. Søskendebarn! Tak, vi ved, hvad det betyder.» Og han saa spottende fra Ravn til Susanna.

«Løitnant Grib, jeg taaler ikke flere Fornærmelser!»

«Til Tjeneste.» Grib lagde Haanden paa Kaarden.

Susanna udstødte et gjennemtrængende Skrig og stillede sig mellem dem.

317 Men nu var det forbi med Gribs paatagne Koldblodighed. Alt, hvad ondt der fandtes i ham, bruste op; han styrtede ind paa Ravn, greb ham om Livet, og inden den anden kunde sætte sig til Modværge, kastede han ham bagover, saa Hovedet stødte mod den skarpe Kant af Bordet, der blev revet med i Faldet.

Susannas Rædselsraab gjenlød over hele Huset.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.