XVI

Det faldt Margrete tungt at skulle reise netop nu; men Hesten kom til Byen om Aftenen; den følgende Formiddag maatte hun afsted. Et andet faldt hende ogsaa tungt –: at skulle have en Hemmelighed for Fru Krone. Men i dette Stykke var Ravn bestemt. Hans stolte, ærekjære Natur kunde ikke finde sig i at staa som en anmassendeanmassende] påtrengende Lykkeridder i hendes Venners Øine. «De har Deres Frihed, Deres fulde Frihed,» havde han sagt. «Vil Gud give mig Held, skal jeg aabent møde for Deres Venner og forlange Deres Haand.»

«Og jeg svigter ikke mit Løfte,» havde hun svaret.

«Det tror jeg heller ikke, De gjør. Havde jeg næret nogen Tvil, havde jeg kanske ikke været saa rask til at give Dem Deres fulde Frihed,» havde han tilføiet med et Smil.

Og saaledes var de skiltes.

Inde paa Margretes Kammer laa hendes Sager

170omspredte; men hun kunde ikke overvinde sig til at tage fat paa Indpakningen; og hun følte en Lettelse, ved at Susanna, som havde boet oppe hos hende siden Faderens Død, ikke viste sig. Mødet – Løftet – den korte Samtale fyldte hendes Sind. Da hun tilsidst begyndte at lægge sine Sager ned, gik det langsomt og drømmende.

Alt det gamle og tilvante skulde jo nu høre Fortiden til! Og Fremtiden? – Fremtiden kunde visselig bringe hende Lykken! – men Fremtiden var usikker for alle – –

Hun blev revet ud af denne bløde, vemodige Stemning, da den gamle Tjener kom ind; og nu vendte Tanken sig i en anden Retning:

«Hvad skal der vel blive af dig, Anders?» spurgte hun, idet hun satte sig paa Kuffertkanten.

Som han altid pleiede at afparere enhver Hentydning til sig selv, saaledes svarede han ogsaa nu med en Mine, som skulde betyde munter:

«Af«Af] rettet fra: Af (trykkfeil) mig? Aa, kjære Frøken, det er da inte Umagen værd at snakke om det! Stor Nytte kan jeg vel inte gjøre. Men Føden tjener jeg da vel altids; og mere behøver en jo inte.»

Han havde talt ud af sit ydmyge, selvfornegtende Hjerte, og med Smerte tænkte hun paa, at dette altsaa var Lønnen for hans utrættelige Troskab! At hun ingenting – slet ingenting kunde hun gjøre for ham!

Da Anders følte, at han havde bedrøvet hende, 171rettede han sig raskt og sagde med stiv, militær Holdning:

«Det var jo inte saa ganske lidet, jeg havde lagt tilbedste. Men denne hersens PengeforstyrrelsenPengeforstyrrelsen] de dårlige tider under Napoleonskrigene har gjort Ende paa det altsammen. Baade paa det, salig Oberstløitnanten, og det som salig Fruen havde givet mig. Men slig er det jo gaaet bedre Folk end mig, – som Frøken nok bedst ved.»

Han fremsatte sin dristige Løgn med saa megen Suffisance,Suffisance] sikkerhet; overbevisning at han selv halvt om halvt troede paa den.

Men Margrete lod sig ikke skuffe.skuffe] lure Da faldt hendes Øine paa en liden Æske, som hun netop havde været ifærd med at pakke ind. Og efter at have givet Tjeneren den Besked, han ønskede, greb hun Æsken og ilede ned til Madame Rognli.

Hun havde altid været saa venlig mod hende, sagde hun, at hun vovede at bede hende om at faa denne Brystnaal solgt. Hun tænkte ikke paa Naalens Værdi, – Marthe betragtede nemlig med betænkelig Mine Brillanterne, hvis rene Vand spillede i Lysskjæret. Naalen havde tilhørt hendes Moder, men hun trængte ingen Stads for at mindes hende. Det gjaldt at faa Penge, selv om det ikke blev meget.

Den forsigtige Madame Rognli syntes mest tilbøielig til at fraraade en saadan Handel; men der var noget i den sortklædte Piges Blik, som overvandt hendes Betænkeligheder.

Udpaa Aftenen bragte hun ogsaa Margrete 172en ret antagelig Sum. Naalen var forresten ikke anderledes solgt, sagde hun, end at den kunde løses ind igjen. Siden hun ikke kjendte slige Sagers Værdi, havde hun fundet dette rigtigst.

Margrete anede mindst, at Naalen laa vel forvaret i Marthe Rognlis sikreste Chatolskuffe.

Tidlig paa Formiddagen den følgende Dag havde Margrete sagt Farvel til alle nedenunder. Baade Madame Rognli og Susanna havde ladet hende alene; der var jo ikke mere at hjælpe med.

Anders var igjen. Hans Ansigt havde hele Morgenen havt nogle besynderlige Trækninger; og hvert Øieblik forsvandt han. Nu havde han været saa længe borte, at Margrete holdt paa at søge ham, da han kom farende med en Mine, som skulde udtrykke glad Overraskelse.

«Det var da en kuriøskkuriøsk] underlig Sag!» udbrød han, stammende og forpustet. «Kommer her ikke en netop nu, som skyldte salig Oberstløitnanten Penger. Ventelig har han hørt, hun skal reise, Frøken. Men neimen, om det er ofte, Folk betaler ukrævet i disse hersens Tiderne, nei.»

Margrete saa forundret paa ham, medens han lagde nogle sammenklistrede Dalersedler og Smaamynt paa Bordet.

«Jeg skjønner nok, at inte Frøken blir noget synderlig rig ved denne Bakketellen;Bakketellen] bagatellen – men det som med Gud og rette tilkommer hende, er hun jo nødt til at tage imod,» vedblev han og gav sig til at laase Margretes Kuffert.

«Hvem kunde skylde Far Penge, Anders?»

173«Ja – aa hed ‘n da? – Kapten – nei, Løitnant – Pokker tage disse fine Navnene, de blir siddende i Halsen paa en Stakkar.» Og Anders gav Laasen et Dunk for at forvisse sig om, at den var smeldt i, greb Kufferten med begge Hænder og marscherede afsted.

Idetsamme kom Adolf Grib opover Trappen. Han havde været der sent den foregaaende Aften, thi ogsaa han havde faaet vide om hendes Afreise, men da havde hun undskyldt sig for at tage imod ham. Nu gik han raskt ind i Salen.

Han havde fattet sikkert Haab om at sætte sin Hensigt igjennem, siden ingen Fader stod hindrende iveien. De Par Gange, han havde truffet hende efter hans Død, havde dog lært ham, at han fremdeles maatte gaa forsigtig tilværks.

Det var derfor med ærbødig Hensynsfuldhed han hilsede hende, idet han beklagede, at det ikke var til hans Forældre, hun nu vilde reise. Hun vidste jo, hvor inderlig de havde ønsket dette.

Margrete havde rakt ham Haanden, men forholdt sig næsten taus under alle disse Beklagelser, indtil han sluttede med at spørge, naar hun vilde glæde MolandMoland] gården der Adolf Gribs foreldre bor med sin Nærværelse?

Det vidste hun ikke, svarede hun. Herefter maatte hun rette sig efter Fru Krone.

«Men, kjære Kusine!» – han betonede det sidste Ord – «vi er jo Deres nærmeste Slægt? De ved ikke, hvor bedrøvet Mor er, over at De ikke vil komme til os! Jeg skriver til hende idag. Kan jeg sige, De kommer for Exempel i 174næste Uge? Om De vidste, hvilken varm Deltagelse vi alle føler for Dem!»

Hans Nærværelse var hende i dette Øieblik ubeskrivelig imod. Næsten enhver fremmed vilde pint hende; og han fremfor de fleste. Forinden hun kunde svare, stod Anders atter i Døren, og uden at tilsigte nogen Uhøflighed tog hun nogle Smaapakker og bad ham bringe dem ned til det øvrige Tøi.

Grib blev purpurrød af Harme; men han lod Vreden gaa ud over Tjeneren:

«Skal denne mangfoldige Person ogsaa til Krones?» spurgte han snerrende. «Jeg tænkte næsten, han skulde ombytte sit libererede Skrudlibererede Skrud] liberi; uniform for tjener med Vadmelskoften, da jeg saa ham sælge sin bedste HabitHabit] drakt til Sergeant Jakobsen. – Formodentlig skal den nu undergaa en ny Forvandling og blive Underofficersuniform.»

Den sidste Yttring var tiltænkt Margrete; thi Adolf Grib havde forlængst udfundet, at Oberstløitnantens aflagte Klæder blev af Tjeneren omsyede til Liberi. Men Braaden ramte ikke. Som et Lyn slog Sandheden ned og aabenbarede et nyt Træk af den gamle Tjeners Omhu og Hengivenhed. Hun formaaede ikke længer at høre paa Grib, men idet hun rakte ham Haanden til Farvel, forlod hun med en hurtig Undskyldning Salen.

Adolf Grib blev nødt til at gaa, og idet han mellem Tænderne mumlede en Ed og noget om «forbandet Hovmod», speidede han efter Susanna. Han fik virkelig ogsaa Øie paa hende; 175men hendes Moder stod tæt ved, og med en familiær Hilsen gik han videre.

Inde paa sit Værelse havde Margrete kastet sig paaknæ foran Sengen; og med Ansigtet skjult i Puderne hulkede hun høit:

Saalangt Erindringen gik, mødte den ikke andet end utrættelig Kjærlighed og Selvopofrelse fra denne trofaste Tjener. Og nu skulde hun skilles ogsaa fra ham! – – Han, som havde vaaget over hende, stelt for hende – – –

Hun hørte ham i Salen.

Hurtig tørrede hun Taarerne bort og løb derind. Og idet hun slog Armene om hans Hals, berørte hun hans rynkede Kind med sine Læber.

«Farvel kjære, gamle, trofaste Ven,» hviskede hun. «Gud lønne dig. Jeg kan det ikke.»

«Men Frøken da! Frøken –»

«Se her,» vedblev hun roligere, idet hun trak en broderet PorteføljePortefølje] seddelbok op af sin Pose. «Denne skal være et Minde om baade Moder og mig. Den har tilhørt hende. Indeni finder du nogle Penge. Det er ikke Meningen med dem at ville betale dig det, vi skylder dig! Det kan vi aldrig. Men kommer bedre Tider, saa deler vi atter. Vi to kan aldrig glemme hinanden.»

«Det er da inte –?»

«Pengene, du gav mig? Nei, dem beholder jeg. De skal blive mine Lykkeskillinger, Anders.»

«Kjære Frøken,» stammede Anders, medens Taarerne trillede nedad hans Kinder. «Bogen siger jeg saa mange Tak for. Men Pengene kan jeg inte tage. Hun trænger dem selv, Barn.

176Hun ved inte, hvordan Verden er, naar en ingen Penge har.» Og han udtog Tegnebogens Indhold og lagde det paa Bordet.

Margrete protesterede, men maatte tilsidst med et Suk føie sig efter ham.

– Da hun var borte, gik Anders med tunge Skridt opad Trappen. Inde i Salen blev han staaende, og en saar, kvælende Følelse snørte hans Hjerte sammen. Da faldt hans Øine paa et lidet Tørklæde, som Margrete havde lagt efter sig. Han stod lidt og saa paa det; – saa foldede han sine Hænder og sagde med Inderlighed:

«Kjære Gud Fader, tag du hende i din naadige Varetægt, hvor hun gaar, og hvor hun staar.»

Ogsaa Marthe Rognli var kommet ovenpaa, men var stanset i Døren.

Oberstløitnantens Tjener havde hidtil forekommet hende som en Ikketroende; og maalt med hendes Maal, hørte han jo heller ikke til «den lille Flok».den lille Flok] mulig referanse til salmen «Hvor salig er den lille Flok» (nr. 82 i Landstads salmebok), skrevet i 1827 av læreren Niels Johannes Holm (1778–1845), som tilhørte Brødremenigheten i Christiania. Første strofe lyder slik: «Hvor salig er den lille Flok, / som Jesus kjendes ved! / I ham, sin Frelser, har den nok / Nu og i Evighed. / I Kjærlighed, i Haab og Tro den vandrer her, / Og hist skal bo med ham, / naar Haab og Tro forgaar, men Kjærlighed bestaar.» Hans Kjendskab til sin Gud indskrænkede sig vel nærmest til en PietetsfølelsePietetsfølelse] ærefrykt for det Hellige, den han skyldte sin afdøde Frue, hvis Fromhed havde kastet Lys over Tjenerens, som over Datterens Vei. Og dog –: Havde han ikke i sit Liv æret Gud bedre end mange Troende? Havde han ikke i Selvforglemmelse Dag efter Dag trofast anstrengt alle Evner og Kræfter for deres Gavn og Glæde, som han fra Ungdommen af havde viet sin Tjeneste?

Det var maaske dette, som slog Madame Rognli, da hun stille gik sin Vei. Thi da Middagen kom, blev den forbausede Anders buden 177til hendes eget Bord. «Du faar nu være som hjemme her,» sagde hun. «Det kunde vel blive lidt at gjøre i Kramboden; – i hvert Fald faar det bli ved dette, til vi ser, hvordan alting greier sig,» tilføiede hun forsigtigere.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.