XXXVI

I Skumringen den 10de Oktober holdt en Vogn udenfor Gustav Gribs og Margretes Hjem.

Nogle Øieblikke efter kom de begge ud, steg ind og kjørte afsted.

«Jeg skal aldrig glemme, at du har føiet mig i dette, Gustav,» sagde hun og trak Sløret for Ansigtet.

Han trykkede sin unge Hustrus Haand uden at svare.

Lidt efter begyndte hun igjen i samme dæmpede Tone:

«Din Fader fortalte mig, medens du var ude, at han havde talt med en af Deltagerne i Deputationen i Formiddag. Afskeden med Kongen havde gjort et uudsletteligt Indtryk, havde han sagt. Formanden, Etatsraad Treschow,Etatsraad Treschow] Niels Treschow (1751–1833), professor var saa bevæget, at han kunde ikke faa Ordene frem. Biskoppen maatte fuldende Talen i hans Sted. – Og tænk saa, hvad Tronfrasigelsen maa have kostet Kongen selv?»

358Hendes Mand svarede ikke strax. Men saa bøiede han sig imod hende:

«Du skal nok faa se, at naar den Tid kommer, da vi for Alvor indser, at Fred er bedre end Krig, da vil vi dømme Christian Frederik anderledes, end vi nu i vor Skuffelse har gjort. Da siger vi kanske ogsaa, at det er hans Optræden vi i Virkeligheden, – ialfald for en stor Del! – skylder vor Selvstændighed. Om der end hefter Svaghed og Mangel ved hans som ved alle menneskelige Handlinger!»Handlinger!»] rettet fra: Hanlinger (trykkfeil)

«Gud velsigne dig for det, du der siger, Gustav, du ved ikke, hvor godt det gjør mig! – Var du derude? Er Fartøiet kommet?»

«Ja; jeg kommer lige derfra. KutterenKutteren] skarpbygget seilfartøy ligger ved Stranden. Man har ogsaa en KanonschalupKanonschalup] krigskip med kanoner i Beredskab for i Tilfælde af Vindstille at bugsere Kongens Fartøi til Jeløen.Jeløen] Jeløya, en øy i Moss kommune – OrlogsbriggenOrlogsbriggen] briggrigget skip som tilhører orlogstjenesten, dvs. militærtjenesten til sjøs «Allart» venter der for at føre ham tilbage til Danmark, blev der sagt.»

Margrete sukkede, og saa kjørte de videre i Taushed.

Ved Indkjørselen til Ladegaardsøen stansede Vognen, og begge steg ud.

Skumringen var nu blevet dybere; og da de i Afstand passerede Exkongens Bolig, saa de Lys derinde i forskjellige Vinduer.

Kort efter stod de ved Stedet for Indskibningen.

«Se her! – her har jeg udfundet en Plads, hvor du kan sidde ubemærket,» sagde han og pegede paa en omblæst Træstamme. «I 359Mørket vil ingen kunne opdage os i denne Afstand.»

Hun satte sig og slog Sløret tilbage.

Aftenen svarede til hendes Sindsstemning: Den overtrukne Himmel, de bladløse Træer, som en enkelt Kraake fløi henover med sit hæse Skrig, – og saa nede ved Stranden det lave, sortmalede Fartøi. En stor flydende Ligkiste lignede det; – og i det skulde jo hendes lyse Drømme og Forhaabninger bæres til Graven – –

Vandet skvulpede sagte mod Stranden, og Lysene fra Kutteren sendte et svagt Skjær ud i det stedse tiltagende Mørke.

Hendes Mand gik speidende frem og tilbage. – Pludselig stansede han; og i den nu fuldkommen mørke Aften skimtedes Fakkellys mellem Træerne.

Nogle Minutter senere stod Christian Frederik dernede med sine faa Venner.

Margrete havde reist sig. Trods Afstanden kunde hun i den stærke Lysning fra Faklerne tydelig skjelne hans Ansigtstræk, og Taarerne kom hende i Øinene: Hvor han var bleg og medtaget!

Hendes Ægtefælle stod lidt længer tilbage. Ogsaa han var rystet af Scenen foran ham –: de mørke, reiseklædte Skikkelser, som det flimrende Lys fra Faklerne gav en egen sørgelig Høitidelighed; det dybe, skvulpende Vand, de to smaa Fartøier –

En kongelig Flotille!Flotille] liten sjømilitær flåte

360Og uvilkaarlig tænkte han paa Jubelen hin straalende Maidag for knappe fem Maaneder siden, da Christian Frederik som Landets kaarne Konge drog ind i sin Hovedstad.

Nu vendte Kongen sig til sine Omgivelser og sagde hurtig Farvel.

Margrete traadte et Skridt frem –: hendes hele Sjæl higede efter at takke ham til Afsked, sige ham, at hun vidste, – og mange, mange med hende! – at han i Hjertet aldrig havde svigtet et eneste af sine Løfter – –

Idetsamme steg Kongen ombord med sit lille Følge. De tre Herrer, som blev tilbage, stod med blottede Hoveder, indtil han forsvandt i Kutterens Kahyt.

Faklernes stærke, flammede Skin lyste klart over Vandet og de to smaa Fartøier, der strax lagde fra Land.

Gustav Grib satte sin Hat paa; thi ogsaa han havde under Afskeden staaet med blottet Hoved:

«Margrete, skal vi ikke nu gaa?» spurgte han sagte.

Men hun rørte sig ikke. Hendes Ansigt var hvidt og ubevægeligt som Marmor – – – –

Følge og Fakler var forsvundet; Fartøierne ude paa Fjorden kunde alene skjelnes som smaa lysende Prikker fra Lanternerne, og endnu stod hun i samme ubevægelige Stilling.

Men pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brød ud i voldsom Graad.

«Margrete, – græd da ikke saa! Gud den 361almægtige kan jo lyse op for ham, – og for vort Land.»

Hun svarede ikke; men da han lagde hendes Arm i sin, fulgte hun mekanisk. Tause vendte de tilbage til Vognen, og under dyb Taushed kjørte de til sit Hjem.

«Jeg er glad, din Far er borte iaften,» sagde hun, da de gik opover Trappen. Og hans Svar var et varmt Haandtryk.

Først da de efter Aftensbordet sad sammen i deres lyse, lune Stue, talte han atter til hende om det, som han vidste fyldte hendes Sind. Han appelerede til hendes høisindede og fordomsfrie Syn paa andre Ting, hendes varme, kjærlige Hjerte: Var da Udsoning ikke bedre end Had? Fred bedre end Krig? – Som alt nu stillede sig, havde man Grund til at haabe, at dette, som jo endnu føltes tungt, kunde blive til Landets Lykke. Til dets Frihed og sande Vel!

Det var jo saa naturligt, at hun ikke endnu forstod dette! – Men de to maatte da bedre end nogen kunne vide, at naar Haabet synes slukt, naar alting synes mørkt som den mørkeste Nat, kan Lykken være ifærd med at bryde frem! Rig Lykke, – om den end ikke kommer ad de Veie og paa den Maade, de selv vilde valgt!

Og saa maatte hun huske paa, sluttede han, at kunde Foreningen ikke ske paa de Vilkaar, man satte som Betingelse, – ske saaledes, at Norge blev et frit, uafhængigt Rige, – ja, da vilde man kjæmpe for Selvstændighedens Sag til sidste Mand!

362Bleg og træt havde hun lænet sig tilbage i Sofaen, medens han talte, og der var flere Gange gaaet en smertelig Trækning over hendes Ansigt. Men saa tog hun sig sammen:

«Din Moster bebreidede mig engang, at jeg, som har havt en troende Mor, ikke vilde indse, at Guds Veie ikke er vore Veie,» sagde hun. «Men hun misforstod mig. Hans Vilje og Veie er ganske vist de bedste –»

Hun stansede, – Taarerne kom hende i Øinene, og hun tilføiede med bevæget Stemme:

«Hav lidt Taalmodighed med mig, Gustav! Jeg skal nok lære at forstaa, – jeg skal nok lære ærligt at sige, at hvad Gud giver, det skal vi modtage med Tak. – Ja, at hvad han forener, det skal intet Menneske ønske at adskille.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.