Sex Uger havde Ravn tilbragt paa sit Tagkammer i Madame Hansens Hus. Saarfeberen havde været langvarig og haardnakket, hvilket vel for endel skyldtes den Ophidselse, hvori hans Sind lige forud havde befundet sig. Og da Bedring omsider indtraadte, gik det langsomt med at vinde Kræfter.
Dette var naturligt; thi Tanken paa, hvad man beskyldte ham for, – hvad man maatte tænke om hans Forsvinden, – bragte ham paa Grænsen af Fortvilelse. Han kunde blive heftig og pirrelig – ja, tænkte med Bitterhed paa, at her laa han, uden at et Menneske paa Jorden bekymrede sig om ham!
Der gaves Øieblikke, da denne Bitterhed ogsaa vendte sig mod Margrete Seier –: Havde hun da saa strax kunde tage ham paa Ordet? Havde hun forladt ham for stedse?
Men saa erindrede han, at hun jo troede ham mellem den lille tapre Skare, hvis Skjæbne 301han havde tænkt at dele. Thi gjennem Doktoren kjendte han, hvad Rygtet fortalte om Begivenhedernes Gang. Kanske tog hun ham for død? – Og havde det ikke været bedre, end at ligge saaledes uvirksom i Afgjørelsens Stund?
Om Fredriksstads Overgivelse fik han høre samtidig med Konventionen til Moss. Det kom som et Tordenslag og tilintetgjorde alle hans Forhaabninger. Han vilde først ikke tro det; derpaa overvældede det ham aldeles. Feberen vendte tilbage. I sine Fantasier kunde han blive fuldstændig rasende; – han vilde op! Vilde redde, eller gaa under med Fædrelandet.
Doktoren bebreidede sig sin Uforsigtighed, og Madame Hansen pleiede ham med Omhu; men dette Tilbagefald tog Tid, og det var først i de allersidste Dage, han var begyndt at sidde oppe.
Denne Morgen var han staaet op med det Forsæt at skrive til Margrete Seier. Fortælle alt og paany sige Farvel for bestandig.
Medens han ventede paa Frokosten, tog han sin Pung frem. Den indeholdt endel Sølvpenge, men ikke nok til Doktor og Logi.
Han havde oftere tænkt paa dette, – tænkt paa den eneste Udvei, han vidste. Men at skulle henvende sig til sin Moster pinte hans stolte Sind.
Alligevel –
Madame Hansen afbrød hans triste Tanker, idet hun kom med Frokosten. Der var en Kone nede, som gjerne vilde tale med ham, sagde hun.
302«En Kone?»
«Ja hende, som fik Løitnanten herind.»
«Endnu en Kreditor!» mumlede han, da hans Vertinde var gaaet. «Endnu en Kreditor!»
Da Lisa fremstillede sig, studsede han. Hans uklare Forestillinger fra hin Nat havde aldrig identificeret hende med Kræmmersken, der førte saadan gaadefuld Tale. – Og det var med stor Høitidelighed, hun ogsaa nu begyndte:
«Sorrig og Glæde de vandre tilhobe, Lykke og Ulykke ginge paa Rad!» Hun stansede, trak Veiret langt og vedblev:
«Løtnan’ er inte nær saa blegnæbbet, som sidst vi saaes; – fast dette er naa heller inte noget at skryte af, Far!»
«Jeg er glad, jeg kan faa Leilighed til at takke Dem,» sagde Ravn, idet han reiste sig og rakte hende Haanden. «Uden Dem havde jeg neppe været ilive.»
«Aa inte noget at takke for. Ingen dør, før hans Tid kommer, Far.»
«Se her min gode Kone,» vedblev han og tog Pengestykkerne, han havde liggende færdig. «Forsmaa ikke denne Ubetydelighed.».
Men Lisa holdt Hænderne afværgende frem for sig.
«Jeg gjorde min Skyldighed, – bare min Skyldighed! Det er inte for Gods eller Guld, jeg kommer, Far.»
Hun satte sig paa, en Stol ved Døren, og han forstod, at Visitten var ikke endnu tilende. Han gik derfor tilbage til sin Plads.
303Det varede en Stund, førend Lisa kunde finde det rette Ord, endelig begyndte hun:
«Halvskrattendes Tale har hverken Hode eller Hale, heder det jo. Og ligefrem er beneste Vei. Jeg spør derfor med Forlov,Forlov] tillatelse om Løtnan’ skulde kjende noget til en fin Storkar, som heder Major von Grib?»
Ravn blev pludselig bleg, derpaa blussende rød og svarede hurtig:
«Hvad ved De om Major Grib; – og hvorfor spørger De, om jeg kjender ham?»
«Gammel Gjæld er bedre end gammel Steg –. Fast den graater inte for Guld, som inte Guld aatte,» svarede hun og dreiede sig lidt usikker paa Stolen. «Og der kommer aldrig Skade til Land, uden det er nogen til Gavn, heder det jo.»
«Kunde De ikke ligefrem sige, hvorfor De spørger mig om dette?» spurgte Ravn utaalmodig.
«Jo kors da! Jo kors da! Ligefrem er jo beneste Vei. Han skulde vel inte, – ja, tag mig det inte ilde op; – han skulde vel inte være – Far til Løtnan’?»
Ravn stod maalløs.
«Ja – for bedrager inte mine gamle Øine mig, saa er Løtnan’ denne vesle Gustav, som jeg af og til stjal mig til at se, mens han boede hos Christoffer Mortensen?»
«For Guds Skyld, gode Kone! – hvad kjender De til vesle Gustav?»
Lisa var nu vis i sin Sag:
304«Jeg tjente hos Mor til Løtnan’ – ja hos gamle Christoffer Mortensen da! – – Og saa gik jeg Ærinder mellem den fine, strunkestrunke] stram; flott Løtnan’ Grib og Jomfru Susanna Mortensen, – Gud glæde hendes Sjæl i Himmerig! Og aldrig saa meget som drømte jeg om, at det skulde komme Ulykke af den Herligheden. For Jomfru Susanna havde været god nok for en Prins, – ja, om han saa havde været Konge med. Ja, det havde hun! Og da Ulykken var skeet, saa jog Marthe Mor Rognli mig ud af Huset. Jeg gav hende inte noget efter. Vi var to haarde Stene og kunde aldrig male godt sammen. Og jeg gik med Hode like høit efterpaa – ja det gjorde jeg. Og ingen Nød havde jeg, endda jeg mistet Manden, som jeg blev gift med. Nei, det havde jeg inte, takket være Gud og gode Mennesker! Men saa fik jeg høre, at Jomfru Susanna var kommet slig hjem igjen. Og jeg stjal mig ind paa Rognli for at se hende; – men hun var død. Jeg saa hende i Kisten. – – Aa, Gud hjælpe os! Aa, Gud hjælpe os! Fra den Stunden har jeg inte havt en rigtig glad Dag længer. Jeg tog strax Skræppen paa Ryggen og Stav i Haand og vandrede Landet rundt. Før havde jeg gaaet bare Smaature! Men hver Gang, som jeg kom til Byen, saa stelte jeg det, saa jeg fik se ‘n vesle –»
Hun kunde ikke fuldføre Sætningen, men skjulte Ansigtet i Hænderne og hulkede høit.
Ravn var ligesaa betaget, og han tørrede 305Sveden af sin Pande. Da hun nogenlunde havde fattet sig, spurgte han nølende:
«De nævnte Major Grib! – hvad ved De om ham?»
«At han kom til Byen igaar.»
«Til Byen? – Her?»
«Ja, Far. Han bor hos Carstens i Raadhusgaden. Og det var det, som jeg gjerne vilde vide, om det inte var ham, som voldte Ulykken? Om han inte er Far til Løtnan, mener jeg?»
Ravn kastede et Blik paa den knoglede Skikkelse, som, enten hun havde Skræppen paa Ryggen eller ei, i hele sit Ydre lignede en omstreifende Taterske, og det bød ham høilig imod, at hun skulde kjende de sørgelige Tildragelser, han saa omhyggelig havde søgt at skjule for Verden. Men det var jo en Kjendsgjerning, og han svarede kort:
«De tager ikke feil med Hensyn til Personen. Men han og jeg har intet at gjøre med hinanden.»
«Jeg kunde tænke det! Jeg kunde tænke det! Han var inte den, som hjalp i Nødens Stund, skjønte jeg bagefter. Endda han var rundhaandet nok, saalænge det var noget, han vilde ha frem. – – Jeg kjendte ‘n inte igjen, jeg, – nei, det gjorde jeg inte. Der var inte noget Krudt i Øinene længer, slig som i gamle Dager! – Tænk inte ville ha noget med sit eget, kjødelige Barn! – – Men Marthe Mor Rognli har naa vel Løtnan’ talt med?» sluttede hun spørgende.
Ravn fik en pludselig Tanke:
306«Jeg kunde ønske at faa tale med mit Søskendebarn, Susanna Rognli. Kunde De skaffe nogle Linier til hende? Tror De, hun kunde – vilde komme til mig her?»
«Det vil hun visselig. For Jomfru Susanna er Godheden selv. Ja, det er hun. Men Løtnan’ fik skrive akkurat, hvorledes det altsammen har sig; for hun er inte den, som gaar til fremmede Mandspersoner, skal jeg fortælle. Men Brevet skal hun redelig faa, og Veien skal jeg vise hende; det kan han stole paa.»
«Og naar tror De, hun kan være her?» spurgte Ravn, som havde faaet nyt Liv og pludselig var blevet ligesaa utaalmodig efter at træffe sin Slægt, som han hidtil havde gruet for det.
«Aa, om en to – tre Timer; eller høist fire.»
Han saa paa sit Uhr: «Klokken er ikke ni. Tror De, Klokken tolv?»
«Jeg skal gjøre mit bedste.»
Lisa betragtede ham, medens han skrev; og gjennem alle hendes forvirrede og halvtænkte Tanker strømmede Fortiden saaledes ind paa hende, at da hun reiste sig for at modtage Brevet, følte hun sig næsten forundret over ikke at være den ranke, kraftige Pige, som gik Ærinder for hans Moder.
«Som to Draaber Vand! Som to Draaber Vand!» mumlede hun, idet hun forsvandt gjennem Døren.Døren.] rettet fra: Døren.» (trykkfeil)
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
