Oberstløitnant Seier laa maalløs paa sit Leie. Vel syntes Bevidstheden at være vendt tilbage, men Tungen og hele den høire Side var lammet. Margrete erindrede, at han for endel Aar tilbage, medens hendes Moder endnu levede, havde lidt af Svimmelhed og Besvimelser. Sandsynligvis havde Dispositionen været der, og han var nu pludselig blevet rammet af Slag. Lægen, som Anders med stor Vanskelighed havde faaet fat paa, gav lidet Haab. Hvert Øieblik kunde man befrygte et nyt Anfald, som da vilde ende med Døden.
Stille og taareløs sad Margrete ved hans Seng, medens Time efter Time sneg sig hen af «den lykkeligste Dag i hendes Liv». Madame Rognli gik lydløst ind og ud; og i Salen sad Susanna for at være ved Haanden. Over hele Huset herskede dybeste Stilhed. Alle var ude for at se paa Indtoget, og Kramboden lukket i Anledning af Festen. Den eneste Afbrydelse 157var, naar Anders forlod sit lille Kammer og listede sig ovenpaa for at lytte ved Døren, eller naar en fjern Støi udenfra trængte ind.
Margretes Tanker arbeidede som i Feber, og de kom altid tilbage til Faderens besynderlige Opførsel Dagen forud. Dengang havde hun været saa optaget af det, som i disse Dage havde fyldt hendes Sind, men nu faldt hans Ord over hende med dobbelt Styrke.
Havde han havt en Forudfølelse af det, som skulde komme? Der havde jo hverken været Tale om Opbrud eller Udrykning – –
Hvorfor havde han spurgt, hvor hun ønskede at bo, om noget skulde tilstøde ham?
«Det vilde være mig en Beroligelse at have sørget for dig i Overensstemmelse med dine Ønsker. Hidtil har jeg altfor lidet tænkt paa dem,» havde han sagt.
Som en Lektie, hun kunde udenad, gjentog hun disse Faderens Ord, og de udslettede et helt Livs Ligegyldighed fra hans Side. Hun bebreidede sig bittert sin egen Mangel paa Kjærlighed og glemte, hvor tunge hendes barnlige Pligter mangengang var gjort hende.
«Stakkels kjære Far –» hun bøiede sig over ham, glattede Puden og holdt et Glas Vand til hans Læber. Men han gjorde en afværgende Bevægelse og lukkede Øinene.
Saa satte hun sig paa Skammelen foran Sengen:
Og saadan Uret, som hun havde gjort ham i Forholdet til hendes Moder! Hun var blevet 158saa betaget, da han nævnte hende. – Moderens Navn var jo ikke kommet over hans Læber siden hendes Død. – Og nu sagde han, at hun havde været en Engel!
Margrete holdt Hænderne for Ansigtet, og Taarerne begyndte at pible frem mellem hendes Fingre. Da hun tog dem bort, mødte hun sin Faders spørgende Blik.
«Aa, Far, Far!» hulkede hun og knælede foran ham. «Far, kjære, kjære Far, jeg vilde saa gjerne været en god Datter.»
Han løftede besværligt den Haand, han kunde røre, og lagde den paa hendes Hoved.
«Tilgiv mig al min Kjærlighedsløshed – lad mig faa være dit kjære Barn ––»
Der kom ingen Lyd til Svar, skjønt Læberne syntes at ville bevæge sig. Men Øinene lyste i underlig Glans, og Haanden gjorde Forsøg paa at stryge hendes bløde Haar. Saa sank den mat ned, og Øinene faldt atter sammen.
Time efter Time sneg sig hen. Da blev Stilheden afbrudt af Drøn af Kanonskud; men den Syge rørte sig ikke.
«Festen i Palæet!» tænkte Margrete. «Gud velsigne Dagen – Gud velsigne vor dyrebare Konge.»
«Frøken!»
Anders stod i Døren og vinkede paa hende.
«Tror De, han hører Skuddene?» hviskede han, da de var kommet ud paa Gangen.
Hun rystede paa Hovedet: «Han lagde ikke Mærke til Kanonaden ved Indtoget. Og heller ikke ved Ankomsten til Palæet.»
159«Aa, Frøken!» Taarerne stod den gamle Tjener i Øinene. Han viskede dem bort med Bagen af sin Haand og tilføiede: «Men han er stærk, Frøken. Urimelig stærk.»
Hun svarede ikke. Hvorfor betage ham dette stakkels Haab!
«Adjutanten har været her, Frøken. Han blev saa ræd, fordi han hverken saa Oberstløitnanten eller Frøkenen, da Kongen kom.»
Selv i denne Stund følte hun noget, der lignede en forbifarende Glæde:
«I ham var Far altid glad, Anders.»
«Han var det, Frøken.»
Idetsamme kom Madame Rognli ud fra Salen:
«De maa komme ind og spise, Frøken. De har jo ingenting smagt siden idagmorges.»
Margrete fulgte Opfordringen, og Tjeneren indtog hendes Plads.
Da hun havde spist og var staaet fra Bordet, lagde Marthe Rognli sin Haand paa hendes Skulder:
«Har De sagt ham, at Død og Dom staar for Døren?»
Margrete foer sammen: «Vær ikke saa grusom, kjære Madame Rognli.»
Marthe saa paa hende. Men det bønlige Udtryk i det skjønne Ansigt bragte hende ikke til at vakle:
«Grusom, siger De? – Men De skjønner det ikke, stakkars Barn. Det vilde være grusomt, ikke at benytte Tiden. De faar tænke paa, at en Menneskesjæls Frelse staar paa Spil.»
«Hvad kan vi vide?»
160«Vi ved ingenting uden dette –: at paa Døden følger Dommen. Bed Gud, at han vil være langmodig og naadig. At han i sin Almagt vil hjælpe, saa Frelsen ikke for sidste Gang blir stødt bort,» sagde hun fast.
Margrete vendte tilbage til sin sørgelige Vagt; og hun lod Tjeneren gaa.
Nedenunder begyndte Folkene at komme hjem, og alle berettede de om Stadsen og om Leveraabene for den nyvalgte Konge. Trods sin dybe Sorg blev Anders staaende for at høre deres Beretning. Han var en ligesaa loyal Undersaat som trofast Tjener.
Cathrine var mest imponeret af Æreporten, skjønt den anden Pige forsikrede, at «den holdt paa at ryge ned!» Men da hun begyndte at tale om de unge, hvidklædte Damer, som strødde Blomster, afbrød Anders hende barsk: Det var inte værd at nævne dem idag!
«Nei, det er sandt, det, Anders,» svarede Cathrine sagtmodig og med Forstaaelse. «Stakkars, stakkars Frøken! Aa ja, ja – idag rød, imorgen død.»
Krambodsvenden kom idetsamme farende:
«Snakker Dere om Stadsen, Godtfolk?» spurgte han. «Men Dere, som ikke har været nede ved Slottet,Slottet] et herskapshus i sentrum? Det kongelige slott ved enden av Karl Johans gate sto ferdig først i 1849. som de nu kalder det, Dere har ikke seet det rareste.rareste] morsomste Dernede er der udstaferet med alle optænkelige Ting! – Med Skiber, som en aldrig skulde seet Mage til! Og saa skal der være stor Folkefest i Haven. – Begfaklerne staar alt færdige til at tændes. Klokken mellem ni og ti 161skal der lukkes op for alle. – Jeg løb bare hjem saalænge for at faa lidt at leve af. Endda de siger, der skal komme til at vanke baade Øl og Brød i al Overflødighed. Og Kongen skal komme ud og tale med os; og –»
«Hvad staar I her og skvaldrer om?» lød pludselig Marthe Rognlis Stemme. «Ved I ikke, at ovenpaa strider en med Døden?»
Medens hun sagde dette, gled hendes Øine hen over Anders. Han følte Bebreidelsen; og uden et Ord gik han ind i det lille Kammer, han havde ved Siden af Krambodsvendens.
Da Aftenen faldt paa, trak han Skoene af og gik ovenpaa for at vaage med sin unge Frøken.
Natten bragte intet gjentaget Anfald af Sygdommen, men derimod et Par Timers rolig Søvn.
Og der gik Dage og Nætter i samme Tilstand. Den syge forstod tilsyneladende, hvad der blev sagt til ham, – ogsaa Marthe Rognlis Ord om Død og Dom. Lægen kom og forlod dem uden at kunne sige noget. Var det, som Anders mente, at Oberstløitnanten var «urimelig stærk»; eller havde den strenge Haugianerinde Ret i sit Haab om en barmhjertig Forlængelse af Naadetiden?
– Det var den femte Nat. Margrete vaagede alene. Hun havde formaaet Tjeneren til at gaa tilhvile; Marthe Rognli, som hidtil havde delt hendes Nattevagt, havde ogsaa forladt hende.
Den syge sov, og medens hun knælede foran Leiet og betragtede ham, syntes hans Ansigt saa roligt og fredfuldt, at et Haab om Helbredelse 162skjød gjennem hendes Sjæl. For ikke at forstyrre ham blev hun liggende i samme Stilling; – ogsaa over hende faldt en velgjørende Ro, derpaa en betagendebetagende] overveldende Træthed. Hovedet sank ned paa Puden, og Øinene lukkede sig – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Hun vaagnede ved et Angstraab. Bag hende stod Anders og stirrede forfærdet paa det marmorhvide Ansigt, som oplyst af Morgensolens første Straaler mødte hendes forfærdede Blik. Skjælvende bøiede hun sig fremover –: Aandedrættet var stanset. Han var kommet denne frygtelige Kreditor, hos hvem ingen Prutten eller Omgaaen nytter; – for hvis «du skal» hvert Jordens Barn maa bøie sig.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
