XIX

Anders Nielsen, ExfaktotumExfaktotum] tidligere altmuligmann i det Seierske Hus, havde fundet sig tilrette i de nye Forhold, hvor han behandledes ganske som tilhørende Familien nedenunder.

Der maa være en Tiltrækningskraft i Menneskers Trang til nyttig Virken; thi anden Sammenknytning kunde neppe existere mellem den nøgterne og til det yderste sanddru Marthe Rognli og den gamle Herskabstjener, der stedse havde forstaaet at dække Virkelighedens Nøgenhed med en pralendepralende] skrytende Kappe.

Han henfaldt ikke til Dovenskab efter at have mistet Gjenstanden for sin tidligere Troskab. At gjøre Nytte stak ham i Blodet, og Opfindsomhed var hans mest udviklede Evne. Der han var, vilde han lægge sit Arbeide, indtil hans unge Herskab – saaledes vedblev han at kalde Margrete Seier, – havde truffet sit Valg for Fremtiden. D. v. s. havde taget sig en Ægtefælle.

196I Tankerne opstillede han de unge Mænd, som han holdt for passende Kandidater. To forkastede han imidlertid strax: Løitnant Grib kunde han ikke udstaa; og Løitnant Ravn manglede den rette borgerlige Stilling. Anders beklagede dette; den fremmede Løitnant havde vundet hans Hjerte. Men han vidste af sørgelig Erfaring, hvad Savn af materielle Goder vil sige. – Nei, Løitnant Krone, det var Manden! Han holdt nok ikke samme Maal som Ravn, og han førte sig heller ikke som en General, men Krones sad godt i det; og hos dem kunde Frøkenen blive, til hun flyttede ind i sit eget Hjem.

I sin nye Stilling havde Anders især vundet gamle Cathrine, hvem han hjalp med adskilligt, som hun nødig betroede den anden Pige: «Ungdommen var saa lidet at stole paa!»

En Eftermiddag var disse to alene hjemme. Susannas blege Ansigt og Nedstemthed var begyndt at ængste hendes Moder, og da hun intet fik ud af hende, havde hun idag taget hende med til sin mangeaarige Ven, Hans Nielsen Hauge, der var løst fra sin langvarige FængslingHans Nielsen Hauge … langvarige Fængsling] Hans Nielsen Hauge (1771–1824), legpredikant og samfunnsreformator, var sluppet ut av Akerhus festning i 1811 etter å ha vært fengslet i 9 år for brudd på konventikkelplakaten (forbud mot at lekfolk skulle forkynne i religiøse samlinger uten Kirkens tillatelse) og oppvigleri. og boede i Nærheden af Byen. Ogsaa den anden Tjenestepige og Gaardskarlen havde faaet en Fridag.

Madame Rognlis Kjøkken var mønsterværdigt. Væggene skinnede af Kobber- og Tintøi; saavel Gulv, som Borde og Bænke var skuret saa hvide som bleget Vox, og nogen Uorden kom her aldrig i Husgjerningens regelrette Gang. Intet Under derfor, at Anders kunde «kose» sig her med en lun Passiar og en «Spølkum Kaffe.»

197Da han havde faaet Koppen fyldt for anden Gang, lod han den staa og dampe af sig, skød Hatten tilbage paa Hovedet og ytrede med et tilfreds Suk, at Madame Rognlis Kaffe var min sandten ikke for Katten.

«Nei, det har han Ret i, Far,» svarede Cathrine, som med Albuerne paa Bordet og Spølkummen balancerende mellem de udspilede Fingre søbedesøbede] slurpet det glohede Indhold i sig. «Men retnaa blir det vel inte saa længe, før vi har dem hjemme igjen.»

Jomfru Susanna ser saa spagfærdig og tynd ud, mente Anders. Hun var anderledes ved Magt, da han saa hende første Gang.

«Har han ogsaa lagt Mærke til det?» spurgte Cathrine hurtigt og satte Koppen ned. «Selv siger hun nok, at ingenting er paafærde; men hun visner jus’som ganske bort. Gjør hun ikke det?»

«Nei saa slemt er det vel inte, nei.»

«Nei, Vorherre kan naa inte være saa stenhaard at tage den Blomsten med, – mens vi gamle Træerne blive staaende,» sukkede hun og tørrede Øinene med Forklædesnippen.

«Har Madame Rognli mistet mange Børn? I taler saa ofte om dem, som borte er, Cathrine?»

«Borte er borte, og gjemt er gjemt; bedst derfor, den Sagen er glemt,» svarede hun, stod op og gjorde sig et Ærinde ind i Spiskammeret.

Anders blev nysgjerrig: Hun kom saa ofte med forblommede Hentydninger til de afdøde.

198«I taler saa billedligt, I, Cathrine,» begyndte han, da hun kom tilbage. «I skulde fortro jer til en Ven, om der er nogenting, som trykker. Det letter at tale om en Ting,» tilføiede han opmuntrende.

«Det er inte umuligt det,» mente Cathrine, som oftere havde følt Trang til Meddelelse. «Han er en pyntelig Fyr, han, Far; inte sligen en storsnudet Fant, som jeg først troede. ‘Obersten kan bli lei nok’, sa jeg; ‘men Tjeneren hører naa vel den slemmeden slemme] Fanden til,’ sa jeg. Gud forlade min syndige Mund.»

«Ja, slig gaar det ofte i Verden,» svarede Anders belærende. «Men en er naa inte ubehøvlet længer, naar en som jeg har tjent nogen og tyve Aar i et fint Hus.»

«Det er en ganske vakker Tid, det. Men inte noget at sige mod den Tiden, som jeg har været her i Huset. Ak ja – ja, san! Vi, som gaar udenom, vi ser lidt af hvert, vi Anders. Baade af det som glædeligt og det som tungsomt kan være.»

Cathrine sukkede; men saa kneb hun Læberne sammen, for at holde paa det, hun var lige ved at rykke ud med.

«Det har I Ret i, det, Cathrine. Jeg kunde kanske ogsaa ha lidt af hvert at fortælle til en god Ven,» udkastede Anders listelig.

«Ja, han, som har seet saa meget; – og som har slige Gaver til at fortælle.»

«Aa, jeg vil inte skryte. Men jeg har jo faret endel om i Norges Land og i Danmarks 199med. Og saa blir der altid endel Forskjel paa at tjene hos en høivelbaaren Oberstløitnant og en ret og slet borgerlig Familie.»Familie.»] rettet fra: Familie. (trykkfeil)

«En agtbar og dydig Familie skal ingen foragte,» svarede Cathrine prippen.

Anders’s Blik faldt paa Kaffeen og det indbydende Smørrebrød; og Samvittigheden slog ham:

«Madame Rognlis Hus er særdeles pent; og salig Oberstløitnanten talte altid om hende med overmaade Honnør,» svarede han formildende.

Der opstod en Pause.

«Hvorlænge har I da været her i Huset, Cathrine?»

«Jeg kom her, Aaret før Mor gik til Præsten. Vesle Susanna var bare 5 Aar dengangen.»

«Var det Madame Rognlis Søster, det?»

«Det var det, ja. Og sligen en Deilighed skinner inte Solen ofte paa i denne syndige Verden.»

«Det er Blomsten kanske, som hun taler om!» tænkte Anders. «Er hun død, hun?» spurgte han høit.

«Ak ja, Gud bedre os! Og Gutten med, tænker jeg.»

«Og Gutten? Hun blev gift da, før hun døde?»

Cathrine fik Skrupler og tog store Slurker af Kaffen. Anders fulgte hendes Exempel, medens han grundede paa, hvordan han vel skulde faa hende i Snakkehjørnet: Han havde nok Lyst til at høre mere om baade Blomsten og Gutten!

200«Døde allesammen da, Cathrine; – og Faderen med?»

«Faderen? Hvem beder ham stikke sin Næse i det, som ikke kommer ham ved!» udbrød hun og satte skjælvende af Bevægelse Koppen haardt mod Bordet.

«I er saa braa, Cathrine, jegjeg] rettet fra: Jeg (trykkfeil) kan skjønne, at I har inte tjent i fine Huse,» svarede Anders lidt ærgerlig.

«Fine mig her, og fine mig der! Gud bevare min Mund. Tungen er et lidet Lem, men pukkerpukker] knurrer; mukker storligen, staar der i Skriften,»Tungen er et lidet Lem …] referanse til Jakobs brev, 3,5: «Saaledes er ogsaa Tungen et lille Lem og fører store Ord. Se, hvor lille en Ild der stikker saa stor en Skov i Brand!» svarede hun.

«Tror I inte, jeg ogsaa har lært at tie? Da Oberstløitnanten tog mig i Tjeneste, var jeg en ubehøvlet Kar, med Tugt at melde. Men saa sa’n: ‘Anders’, sa’n, ‘hvad du saa mener, skal du holde ren Mund. Tankerne,’ sa’n, ‘er dine egne; men Ordene blir hver Mands Eiendom. Hus’ paa det,’ sa’n; ‘og kniber det med at holde paa det, saa gaa ud og tag dig en Pibe.’»

«Aa, kjære Kjedel svært inte Gryden? En skulde tro, jeg inte vidste, at tie, gir mindst Svie. Kan han holde paa sit, Far, saa skal han nok faa se, at jeg kan holde paa mit,» svarede hun stødt.

Anders forstod, at han havde baaret sig dumt ad og sagde opmuntrende:

«Tiendes Hund og stille Vand har bedraget saa mangen en Mand! Der kan bli for meget af en god Ting ogsaa. Men I, Cathrine, I kan prise jer lykkelig, som har levet saa mange Aar i sligen en pen, gudelig Familie. En lærer der 201mere Visdoms Kundskab end i de fine Husene, tænker jeg. – Bedst er det jo, naar begge kommer tilhobe i Samdrægtighed, saaledes som med salig Fruen. Har nogensinde Englene staaet færdig til at bære nogen ind i Himlen, saa var det hende, det svær’ jeg paa.»

«Gud forlade hans syndige Overbevisning, Far! Tror han det gaar slig til? Nei, gjennem Sorg og Jammer bør det os at indgaa i Guds Rige,» svarede Cathrine forfærdet.

«I faar lære mig lidt I, Cathrine?» Han vilde gjerne udslette Indtrykket af sine uoverlagte Ord.

«Aa, Gud bedre mig saasandt, jeg kan nok inte lære nogen, jeg. Jeg er bare en gammel Krykke, som Vorherre faar annammeannamme] ta imot forfor] rettet fra: faar (trykkfeil) Jesu Pines og Døds Skyld!

SelverSelver] selv er jeg et usselt Rør;
men, min søde Jesus, hør:
Har jeg syndet uden Maade,
revs mig du derfor med Naade!»Selver … med Naade] salmen «Vil dog Himlen intet tale» av Thomas Kingo (1634–1703), jfr. Landstad nr. 326. Hos Landstad (utg. fra 1888) er denne siste halvstrofen litt annerledes: «Selv er jeg et uselt Rør, Men, o søde Jesu, hør: Har jeg syndet uden Maade, Refs mig du igjen med Naade!»

sang hun andægtig.

De sad lidt tause. Saa spurgte Anders prøvende:

«Døde saa den vesle Gutten, som I snakket om, Cathrine?»

«Hvem? – Han vesle Gustav? Døde’n siger I?»

«Døde’n inte? Naa, saa lever’n da?»

«Lever’n? Gud høre, at det var saa vel! Men inte fordi jeg tror det, naar han kom ud i slig Krig og Oprør og ForstyrrelsensForstyrrelsens] (foreldet/bibelsk) ødeleggelsens Vederstyggelighed:Vederstyggelighed] styggedom; avskyelighet

202«Orlog og Krig og Tvis og Oprør
i mange Lande man ogsaa hør,
som Christus selver omspaaede.
I slig Blodstyrtnings og Jammers Nød
omkommer mang’n i elendig Død,
der er stor Sorrig og Vaade.»Orlog og Krig … Sorrig og Vaade] Dette er femte strofe av salmen «Løft op dit Hoved al Christendom» av Søren Kjær Paludan (ca. 1510–1582). Grundtvig har gjenbrukt salmen, men sløyfet denne strofen. Jfr. Landstads salmebok nr. 104.

sang hun atter.

«Men kjære, vene, reiste da den vesle Gutten i Krigen da?» spurgte Anders forvirret.

«Vesle Gutten? Gaar det inte an at bli stor kanske?»

«Omforladelse, Cathrine. Jeg forstod det, som han døde, da han var liden. Men saa blev’n stor da. Og saa reiste’n i Krigen, kan jeg tænke.»

«Gjorde’n det? Aa, han snakker, som han har Vet til, han, Far! Jo, jeg skulde tro det, at salig Husbond – Gud glæde hans Sjæl i Himmerig! – skulde sendt Øiestenen sin i Krigen. Men det var vel, som han alletider sa, at det kom af Arten og Uroen i Blodet. For han var inte stor Pjokken, han vesle Gustav,Gustav] rettet fra: Gnstav (trykkfeil) før han kunde haandtere Sablen, som hænger ved Siden af den gamle MunderingenMunderingen] uniform her oppe paa Loftet. – Og skyde da! Skyde, det kunde’n, længe før han gik til Præsten.»

Hun stansede lidt; men Anders tømte sin Kaffekop og tænkte: Nu er hun kommet paa Glid!

«Ja, Krig og alt sligt, snakket’n støt om! Han sa det inte akkurat; men han drømte nok om at bli en stor Mand maa vide. – Men saa gjorde’n naa, som salig Husbond tænkte bedst da, fra først af.»

203«Og hvad var det da, Cathrine?»

«Ja, – jeg er inte saa akkurat sikker paa det. For i Krambod vilde han paa ingen Maade staa. Men det var slig et Par Aar efter, at ‘n havde gaaet og læst,gaaet og læst] gått for presten; gått til konfirmasjonsforberedelse at ‘n reiste. Stakkar, han mente nok, at ‘n skulde holde det, han havde lovet, om at forsage Djævelens Væsen og Gjerninger.forsage Djævelens Væsen og Gjerninger] referanse til trosbekjennelsen, som konfirmanter må avlegge For han var altid saa ordholden som en Laas. Men det kan nok ingen ude i den store, vederstyggelige Verden i de fremmede Lande. Og endda mindre en stakkars Pjok, som til og med var saa hidsig som Varme i Krudt.»

«Og hvor reiste han hen da?»

«Hvor han reiste hen? Til London vel. Til det store ugudelige Babel,det store ugudelige Babel] I 1. Mosesbok forklarer historien om Babel og Babels tårn hvorfor verdens folk snakker ulike språk. Etter den store syndefloden snakket alle mennesker i noen generasjoner samme språk. Men da de bestemte seg for å bygge et tårn som nådde helt opp til himmelen, forvirret Gud språket deres slik at de ikke lenger kunne forstå hverandre. som Mor kalder det.»

«Men saa var ‘n her i Huset, da han var liden da, kan jeg tænke?»

«Ja lad mig se! Han kunde vel være en syv – otte Aar gammel, da Frua døde.» Hun kastede et speidende Sideblik til Anders og vedblev: «Ja, saa omtrent, ja! Og saa varede det inte længe, før han kom her. – Gud tilgive mig, men var jeg inte i Førstningen ganske ræd for den vesle Stakkaren da! Han gik omkring med slige gnistrendes Øine, at en kunde tro, han stod paa Spranget til at rende lige lukt paa en. Men da han fik roet sig lidt, og da han skjønte, at Husbond og jeg mente det vel og var fredelige Folk, saa blev ‘n jus’som et lite Lam. En kunde viklet ‘n om Lillefingeren sin med det gode. Men ymtedes der bare saa meget som et Ord 204om Moderen, saa Gud naade det! Da var ‘n som et vildt Dyr.»

«Sørget ‘n saa svært over hende?

«Ja; – han gjorde det, Far.»

«Men hvorfor reiste ‘n sin Vei?» spurgte Anders igjen.

«Han havde ingen Ro paa sig. Og Husbond kunde aldrig sige Nei til ‘n. Saa kom ‘n da til det største Handelshuset i London; – og det vil sige noget, det, min Far.»

«Mindre kunde kanske gjort det,» mente Anders.

«Det kostet nok urimelig mange Penge, at faa ‘n did. Men godt gik det. Han sendte Husbond og mig slige fine Gaver. Ja, jeg tviler paa, at Dronningen selv har finere Kastetørklæde end det, som jeg fik. Og jeg har havt det nedlagt i Kamferhavt det nedlagt i Kamfer] for at det ikke skulle gå møll i stoffet siden den Dagen, det kom. Aa, Herregud, ja! Aa, Herregud!»

«Kanske han lever og er i London endda?»

«Ak nei, det er nok inte saa vel! Hvad med Synden kommer, med Synden forgaar, havde jeg nær sagt – Gud tilgi min slemme Mund! Nei, han er inte i London. I Krigen er ‘n; om ‘n inte er slaat ihjel da.»

«Hvad for en Krig?» spurgte Anders med en vigtig Mine.

«Ved jeg det da! – Jeg bare ved, at han skrev saa rørendes om, at enten kom ‘n igjen som en Mand, der havde gjort os Ære, eller ogsaa kom ‘n slettes inte mere igjen. Husbond læste Brevet for mig. Han havde ingen anden, stakkar, 205at snakke med om den Sag –» hun stansede forskrækket.

«Og spurgtes der siden ingenting om ‘n?»

«Jo kors da. Han skrev baade tidt og jevnt. Og Dagen før Husbond døde, vilde ‘n endelig ha fat i alle Brevene. – ‘Cathrine,’ sa ‘n; ‘jeg faar aldrig se ham mere i denne Verden,’ sa ‘n. ‘Men skulde han komme igjen, saa sig ham, at Christoffer Mortensen tænkte paa ham hver eneste Dag, saa længe han levede. Og sig ham ogsaa, at det kjæreste og bedste, han har havt i denne Verden, det var ham og hans Mor. – – Jeg har nok ikke været til stort Glæde eller Gavn for nogen, jeg, Cathrine,’ sa ‘n en Stund efterpaa. ‘Men tror du ikke, den vesle Stakkaren blev lidt lettere, da han fik pusle omkring her? Det var vel ikke rart for ham, det ved jeg nok. Men kunde jeg gjort ham eller hans Mor noget godt med det, saa skulde jeg revet Hjertet ud, det ved jeg.’»

Cathrine stansede og tørrede Øinene og det varede lidt, før hun vedblev:

«Saa udpaa Kvælden igjen, saa sa ‘n: ‘Jeg har skrevet til ham. Og Brevet faar du sende, naar jeg er borte. Du faar sætte paa Dødsdagen, skjønner du. Og skulde han komme igjen, saa faar du sige, at alt det, jeg kunde lægge tilside, det hører ham til. Og at Testamentet ligger i den inderste Skuffen i Skatol –’»

Cathrine kunde ikke mere: Graaden kvalte hendes Stemme.

«Saa laa han en Stund med foldede Hænder,» 206begyndte hun paany. «Men saa sa ‘n igjen: ‘Faar du se ham, Cathrine, saa skal du sige, at jeg velsignede ham for hver Dag og Time, som vi to har været sammen. Og at jeg fandt det ganske rimeligt, at han reiste. Glem ikke det!’ sa ‘n hvast og reiste sig braat op i Sengen. ‘At det var rigtigt og rimeligt, at han reiste! Rigtigt og rimeligt!‘ – – Aa nei, jeg skal saavist inte glemme at sige det; kommer ‘n saasandt bare igjen.»

«Jeg er inte sikker paa, om det inte var baade Synd og Skam at reise fra en Kar, somsom] rettet fra: som som (trykkfeil) holdt af ‘n slig som sit eget Barn, og vel saa det,» bemærkede Anders uvillig.

«Synd og Skam?» udbrød Cathrine harmfuldt. «Synd og Skam? Hørte ‘n da inte, Far, at Husbond sa, det var rimeligt og ret? Og han skjønte det vel bedst, skulde jeg mene. – Fast det er saart at tænke paa alle dem, som borte er,» tilføiede hun modfalden.

«Ja, det kan I nok sige, Cathrine!» svarede Anders deltagende. «Det forstaar nok jeg – Men hvem er det, som snuser derude paa Gangen?» udbrød han hurtigt og reiste sig.

«Gud hjælpe os! Det skulde da vel inte være Svensken?»

«Svensken? Der er vel andre Fanter til end Svensken!»

Forinden han naaede Udgangsdøren, gik denne langsomt op. Ved Synet af Kræmmer-Lisas foroverbøiede Skikkelse, gav det et Sæt i Cathrine, og hun saa paa hende med et sky Blik.

207«Goddag Cathrine. Jeg skulde snakke med Mor Rognli. Jeg saa efter hende herude paa Gangen. Hun er vel hjemme?»

«Dem er borte begge to.»

«Jasaa!» svarede Lisa skuffet. «Naar ventes dem saa hjem igjen?»

«Det ved jeg ikke saa nøie.»

«Ja, saa faar jeg sætte mig og vente. For Enighed og Kjærlighed er den rette Herlighed; og som Varme prøver Guld, saa prøver Nød Vennehuld,»Vennehuld] vennekropp sagde Lisa med en vis høitidelig Vigtighed, idet hun trak en Stol frem og satte sig ved Skorstenen.

«Sukkermund har Gift i Bund,» mumlede Cathrine og satte Kopperne sammen. Da faldt hendes Blik paa Kræmmersken, og det slog hende, hvor mager og forsulten hun saa ud.

«Kanske du vil sætte dig bortaat, og faa dig en Taar?» spurgte hun nølende.

Lisa lod sig ikke dette byde to Gange. Men Anders fandt hendes Selskab under sin Værdighed og fortrak.

Da Kaffe og Smørrebrød var fortæret, satte Lisa sig atter til Skorstenen, trak en liden Rul Skraatobak op af Lommen og brød et Stykke af. Derpaa ragede hun lidt Aske frem, begyndte forsigtig at vikle Lag for Lag af Tobaksstykket og lægge dem paa Asken.

«Jeg tør nok inte røge i Marthe Mor Rognlis fine Kjøkken,» sagde hun, idet hun lagde de tørrede Blade paa et Stykke Papir, hun førte med sig for det Brug. «Men retnaa, skal jeg kunne 208by en Pris saa god, at dem har inte finere RapeeRapee] revet tobakk; grov, kornet snus ude i Krambua.»

Og op fra sin uhyre Lomme hentede hun nu en liden glat, rund Sten og begyndte at fabrikere denne Rapee som kunde sammenlignes med den bedste i Kramboden.

Da hendes Fabrikat var færdig og vel forvaret i en rund Snusdaase, reiste hun sig, slog et Par Slag paa Laaget, før hun aabnede det, og bød Cathrine en Pris. Men Cathrine undskyldte sig. Lisa satte sig da atter til Ildstedet, og med Fødderne paa Skorstenskanten og lænet tilbage paa Stolen tog hun selv sin Tilflugt til det Opfriskningsmiddel, som skulde tjene til at korte Tiden, indtil de fraværende kom tilbage. Cathrines alt andet end forblommedeforblommede] halvskjulte Vink, om at det var bedst at pille af forinden, var talt for døve Øren.

Endelig, efter næsten en Times Forløb, hørte man dem i Trappen. Lisa trak Fødderne til sig og lagde Ansigtet i høitidelige Folder for at møde sin fordums Madmoder med sømmelig Mine.

Som hun ventede, kom Madame Rognli og hendes Datter ind gjennem Kjøkkendøren. Hun reiste sig, knixede og begyndte i en syngende Tone:

«Hvad man i Ungdommen nemmer,nemmer] lærer man i Alderdommen ei glemmer; og Forstand kommer med Aarene, Mor Rognli. For naar jeg saaledes gaar alene i min Enslighed, saa kommer dem for mig alle de Optugtelsens Ord, som jeg 209har lært i dette Hus. Og derfor vilde jeg gjerne engang gjengjælde og vise min Takskyldighed.»

Madame Rognli saa skarpt paa hende; hun troede, hun var drukken.

«Du skulde tage dig noget nyttigt for, Lisa. Dette Dagdriverliv ender tilsidst med Ulykke,» sagde hun strengt.

Men Lisa agtede ikke hendes Ord; hun var altfor opfyldt af det Ærendes Vigtighed, hun var Overbringer af.

«Ringe Mands Raad skal ingen forsmaa; og skiddent Vand slukker ogsaa Brand,» begyndte hun igjen med en vigtig Mine. «Ligefrem er beneste Vei, – og derfor faar jeg i alskens Ærbødighed udbede mig en Samtale i Enrum. I skal visselig ikke angre det, fast I vel heller ser min Hæl end min Taa. Gammel Ulv narrer en inte i Fælden, Mor Rognli.»

Kræmmer-Lisa sluttede denne HarangueHarangue] lang og omstendelig tale med et Smæk med Læberne, som yderligere bestyrkede Madame Rognli i hendes Tro. Og idet hun uvillig vendte sig fra hende, svarede hun:

«Naar du blir nøgtern, Lisa, kan du hente noget, jeg vil give dig. Du synes at have faaet mere end nok for Øieblikket.» Med disse Ord forlod hun Kjøkkenet.

Nu først gik det op for Lisa, hvad hun mente; og denne ufortjente Mistanke gjorde hende rasende. Den tidligere brautende Vigtighed forsvandt, og hun knyttede uvilkaarlig Haanden –:

Dette hovmodige LæserpakLæserpak] haugianere skulde faa angre det! Naar dem inte vilde tro, at hun hverken for 210Guld eller Gods vilde være med om at skade Slægten – ja, saa skulde dem faa svie for det!

Susanna var blevet tilbage. Hun havde seet, hvordan Moderens Ord havde forbitret Kræmmersken, og sagde nu trøstende:

«Mor vil nok give dig noget nu strax ogsaa,ogsaa,] rettet fra: ogsaa. (trykkfeil) Lisa»

Som en Vind var Lisa hos hende.

«Aa nei, aa nei, for et fint Tørklæde! Mener jeg inte, at det er pureste Silken?» sagde hun med pludselig sød Stemme, idet hun tog fat i Susannas Tørklæde. «Saa fine Sager har aldrig været i Lisas Kramsæk. Ja, hun er god, hun, Jomfru Susanna! Mild mod den ringe og fattige; – og derfor skal hun visselig faa sin Løn.»

Idetsamme stak hun hurtig et Brev i Susannas Haand og mumlede: «Med tro Haand og taus Mund vandrer man Verden rund!»

Susanna var blevet blussende rød; men uvilkaarlig lukkede hun Haanden om Brevet. Lisa vedblev:

«Hils Marthe Mor Rognli, at forsmaaet Raad kommer inte igjen. Den, som med Utak lønner, faar lære til ‘n skjønner.

Med disse Ord dreiede hun sig raskt om, greb Kramsækken og marscherede afsted uden Tak eller Farvel, idet hun med et Smæld slog Døren i efter sig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.