Da Margrete kom ovenpaa, fandt hun Tjeneren Anders ifærd med at lægge i Ovnen. Han blev derpaa staaende for med et gammelt Tyendes Forrettighed at udbrede sig over stakkels Jomfru Susannas Forskrækkelse og Madame Rognlis Strænghed. Historien havde verseret i baade Krambod og Kjøkken, og Anders vilde paany forklare sin Andel i Forskrækkelsen: Det havde været Cathrines Skyld! Hun blev rent forstyrret, da Folk stimede sammen. Og saa var Jomfru Susanna gledet undaf som en Aal! – Og Margrete forsikrede for mindst tiende Gang, at hun aldrig tvilede paa hans Paalidelighed.
«Skal jeg komme med Lys, Frøken?»
«Nei tak. Det lyser saa vakkert i Ovnen. Du hører nok, naar Far kommer, Anders?»
Da Margrete blev alene, saa hun sig om i den store, men lune Sal med en Følelse af Velvære. Ogsaa heroppe var samme gammeldagse 58Soliditet som nedenunder. Men her fandtes baade Armstole og fine Speil, baade Gyldenlæders Betræk og Forgylding. Det store, hollandske Tæppe midt paa Gulvet havde altid gjældt for en Sjeldenhed, og paa dette satte hendes Fader ogsaa særlig Pris.
Saa gik hun til Vinduet og saa ud. Stjernerne tindrede og blinkede paa Aftenhimlen; – og medens hun stirrede derop, faldt Tanken paa hendes afdøde Moder, hendes fromme, milde Moder. Aa, hvor forskjellig fra deres haarde, strænge Værtinde nedenunder.
At to saa forskjellige Væsener kunde bygge sit Haab paa samme Grund? Var der da saadan Forskjel paa en HaugianerHaugianer] medlem av Hans Nilsen Hauges (1771–1824) menighet og en Hernhut?en Hernhut] Hernnhuterne: en evangelisk sekt grunnlagt i Sachsen i Tyskland i 1727 av greven og presten Nikolaus Ludwig von Zinzendorf. Det herrnhutiske Societet i Drammen (også kalt Brødremenigheten) ble stiftet i 1746 som et kirkesamfunn. I sin glanstid i siste del av 1700-tallet hadde herrnhuterne ca. 100 medlemmer i Drammen. Menigheten ble nedlagt rundt 1810.
Hun søgte at mane Moderens Billede frem – Hun tænkte paa deres smukke Hjem i Kjøbenhavn, hvor hun selv havde ført et lykkeligt Liv med Skolegang og Fritid. – – Hvorfor var hendes Mor dengang saa ofte bedrøvet?
Det tunge var jo ikke kommet da? Den Ulykke, som havde gjort hendes Fader saa fortvilet – som hun selv aldrig havde faaet rigtig Rede paa – –
Saa tænke hun paa Flytningen op til Norge. Og hvor alt da blev forandret –
I det samme dukkede en anden Skikkelse frem: Det var Tjeneren Anders. Hendes gode Ven, medens hun var liden, hendes Moders Hjælper i de trange Kaar – og nu hendes egen. Ja, havde hun ikke havt ham!
«Anders er en Tusindkunstner!» havde hendes 59Mor saa ofte sagt, naar han fandt paa Udvei, hvor alt syntes stængt. Og det var han endnu. Hvad skulde hun gjøre uden –
Hun vendte sig hurtig: Han, hun tænkte paa, lukkede netop Døren op. Han stod med Lys i Haanden, og hendes Fader traadte ind.
Oberstløitnant Seier var en fornem Mand med et koldt, afvisende Ydre. Den gulagtige Hudfarve og de buskede Øienbryn, der ligesom Haaret havde en mat, blygraa Farve, gav hans Udseende noget sygeligt og skummelt. Han var Militær fra Top til Taa og omgikkes Datter som Tjener efter militære Principer.
Margrete blev staaende, medens han lagde Chako og Kappe fra sig. Saa spurgte hun, om han ønskede noget før Aftensmaden?
«Nei tak. – Anders?»
«Hr. Oberstløitnant!»
«Har Løitnant Mørch været her i Eftermiddag?»
«Han hentede Papirerne og fik Besked.»
Oberstløitnanten gik nogle Gange op og ned ad Gulvet. Anders blev staaende ved Døren med stiv, militær Holdning.
«Noget mere at befale Hr. Oberstløitnant? spurgte han tilsidst.
«Nei. Du kan gaa.»
Derpaa fortsatte han sin Gang med korte, urolige Skridt, idet han holdt sig paa det store, bløde Gulvtæppe. Margrete tog sit Strikketøi og satte sig ved Sofabordet i den nederste Ende af Salen.
60«Margrete – det er sandt! Jeg har en Hilsen til dig fra Sorenskriver Krone.»
«Sorenskriver Krone! Er han i Byen?» spurgte Margrete glad.
«Jeg traf ham tilfældigvis ieftermiddag. Da jeg hørte, han agtede at hilse paa os, inviterede jeg ham til imorgen Aften.»
Margrete blev betænkelig: De havde ikke havt fremmede, siden de kom til Byen. Hendes Fader vedblev:
«Det kan naturligvis ikke falde dig vanskeligt at beværte et Par Gjæster? Vor Værtinde, den gode Kone, vil sikkert staa dig bi. Det er desuden Søndag,»
Dette, at det var Søndag, spøgte just som en uhyre Vanskelighed i Margretes Hoved. Og medens den urolige Gang blev fortsat, sneg hun sig sagte ned for at aflægge Madame Rognli nok et Besøg.
Lidt efter vendte hunhun] rettet fra: han (trykkfeil) lettet tilbage. Men hverken Tausheden eller den urolige Gang blev afbrudt, førend Aftensbordet var dækket og et Fad dampende Risengrød bragt ind.
«Far – vil du spise?»
«Aah, Maden! Ja naturligvis.»
«Kommer her flere end Sorenskriveren?» spurgte Margrete, da hun havde øst op.
«Jeg staar ikke paa den ligefremme Fod med nogen, at jeg kunde invitere dem saaledes en famille.en famille] (fr.) i familiekretsen; fortrolig Men jeg bad ham tage sin Søn med, det er for hans Skyld, han bliver over imorgen.»
61«Den unge Krone er et meget velopdragent ungt Menneske,» begyndte han igjen lidt efter. «Ungdommen er nutildags lidet agtpaagivende i sine Manerer. Han komportererkomporterer] oppfører sig upaaklagelig. Men den anden unge Mand har et bedre Væsen.»
«Hvem mener Far?» spurgte Margrete og bøiede sig dybere over sin Tallerken.
«Den fremmede Løitnant, som jeg har seet dig danse med. Ravn heder han jo?»
«Ja, han er en Ven af Vilhelm Krone.»
«Margrete! Naar har du lagt dig til den vulgære Maner at nævne unge Herrer ved deres Døbenavn? Du bør erindre din Stilling. Erindre, hvis Datter du er.»
«Jeg har været vant til at nævne ham saa, siden jeg var en liden Pige,» svarede Margrete rødmende.
«Godt. Jeg vil tro, det var en Uagtsomhed. Ved du da noget mere om Løitnant Ravn?»
«Ikke andet, end at han har tjent i den engelske Arme i Spanien. At han nu er kommet hjem for at tilbyde Fædrelandet sin Tjeneste. Løitnant Krone har fortalt mig, at de bor sammen.»
«Saa maa Krones kjende hans Familieforhold. Min forsigtige Ven Skriveren vilde ikke lade sin Søn bo sammen med en aldeles ubekjendt Person – en aventurier,»aventurier] eventyrer; upålitelig person bemærkede Oberstløitnanten halvt for sig selv.
Maaltidet fortsattes i Taushed, indtil han atter spurgte:
62«Naar er vi budne til Oberst Werner? Til Mandag eller Tirsdag?»
«Til Tirsdag.»
«Der maa vi altsaa gaa. Jeg har lovet at komme. Men hermed kunde jeg ønske at have gjort Selskabeligheden Fyldest. Denne uvante Uro begynder at trætte mig.»
Hans Datter kvalte et uvilkaarligt Suk: Skulde det muntre, bevægede Liv allerede ophøre?
«Skal Far have mere?»
«Nei Tak. Er ogsaa du færdig? – Vær saa snil og kald paa Anders.»
Margrete takkede for Maden, saaledes som hun var oplært til, ved at føre Faderens Haand til sine Læber. Saa gik hun for at kalde paa Tjeneren.
Og nu skulde hun opleve det utrolige: Thi medens hun satte Tallerkenerne sammen paa Aftensbordet, hørte hun Anders faa Befaling til at indbyde Løitnant Ravn til næste Aften, sammen med Løitnant Krone. Alene dette, at der skulde komme et Par Gjæster, var usædvanligt; men at en ung, aldeles fremmed Mand blev indbudt, var uhørt!
Oberstløitnanten begyndte paany sin rastløse Vandring, og selv fortsatte hun sit mekaniske Arbeide.
Omsider tog han en Bog og satte sig i Sofaen. Margrete sad paa den anden Side af Bordet; Arbeidet sank ned i hendes Skjød, og hun stirrede frem for sig, som om hun derude i det 63tomme Rum kunde se de Skikkelser, som fyldte hendes Sind. Om hendes Læber spillede et lykkeligt Smil, Øinene straalede, Kinderne fik dybere Farve –
«Margrete! Du glemmer at pudse Lysene.»pudse Lysene] skjære ned vekene
Oberstløitnanten lagde sin Bog ned; hans Datter skyndte sig at gjøre sin Forsømmelse god igjen.
«Jeg haaber, jeg skal ikke oftere maatte minde dig om dine just ikke talrige Pligter?»
Magrete lagde Lysesaxen ned paa Brættet og stillede det foran sig som et Memento.Memento] påminnelse Oberstløitnanten hævede atter Bogen; og snart hørtes ingen anden Lyd i Salen end Strikkepindernes Klirren og en sagte Raslen, naar Bladene i Bogen blev vendt.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
