XXXV

Da Margrete Seier en Formiddag langt ud i September traadte ind i den velbekjendte Sal i Christoffer Mortensens Gaard, fandt hun ingen derinde.

Ved Efterretningen om det indtrufne var hun strax ilet til Byen. Fru Krone havde ledsaget hende; og hos hendes Venner havde hun senere boet. Men det meste af Dagen tilbrage hun hos Madame Rognli eller rettere i Leiligheden ovenpaa. Herhen var Ravn blevet bragt, og her havde han atter maattet holde Sengen en Ugestid.

Det var fra hans Faders Læber, Margrete hørte hans sørgelige Historie; og føltes Skyggen ved hans Fødsel end fra først af pinligt, saa laa det ikke i hendes Natur at bære paa Nag. Ingen mødte Majoren med saa megen Aabenhed og Varme, som hun.

Margrete havde nedenunder hilst paa Madame Rognli og Susanna og var gaaet ovenpaa 346i den Tanke at træffe Ravn og hans Fader. Ved at finde Værelset tomt, satte hun sig paa den gamle Plads ved Vinduet med sit Haandarbeide.

Men hun havde ikke siddet længe, førend hun hørte Ravns Skridt i Trappen, og hun skyndte sig at møde ham.

«Gustav, – idag ser du da fuldkommen rask ud?» udbrød hun glad og traadte et Skridt tilbage for bedre at betragte ham.

«Og synes du, det er fortidligt? Jeg har nu været utjenstdygtig siden i Juli; – to fulde Maaneder,» svarede han smilende og fulgte hende til hendes Plads ved Vinduet.

Margrete sukkede:

«Utjenstdygtig!» gjentog hun, da de havde sat sig. «Ak Gustav, – du faar vist ikke mere Brug for at være tjenstdygtig!»

Og hun sukkede paany og tog sit Arbeide op.

Ravn svarede ikke, men saa halvt aandsfraværende paa hendes bøiede Hoved og en af de lange, løse Lokker, der faldt nedover hendes hvide Hals og sorte Kjole. Hun gik endnu sørgeklædt.

«Far og jeg har gaaet en lang Tur sammen, Margrete. Formaliteterne ved at give mig sit Navn er nu tilende.»

Hun saa hurtig op:

«Margrete, – det er stygt, jeg ved det! Men jeg gruer for at skulle bytte det Navn, jeg selv har valgt.»

347Hun bøiede sig frem over det lille Bord og saa ham ind i Øinene:

«Han er din Far, Gustav. Alt andet maa være glemt.»

«Og tror du ikke, jeg ærlig forsøger det? – Gud ved, om det ikke ogsaa tilsidst er mig, som har størst Uret ved ikke at ville følge ham til Danmark.»

«Ja, – du ved, hvad jeg har sagt –»

«Nei, det Offer kræver jeg aldrig! Vi to hører Norge til. Undtagen Far, eier jeg ikke et eneste Baand, som knytter mig til Danmark.»

«Men det eier jeg!» udbrød Margrete med Varme. «Mange – dyrebare Baand! Kan nogen Magt paa Jorden borttage vort Søskendforhold til de Danske? – Vi har jo delt Sorger og Glæder med dem i Hundreder af Aar.»

«Det kan du nok have Ret i.» Han stansede, og det varede lidt, forinden han vedblev:

«Men det gamle Forhold er jo nu overskaaret for bestandig; – og derfor – Nei, se da ikke saa ulykkelig ud, Margrete! Jeg mener jo kun, om det skal vise sig umuligt, at vi kan bestaa som eget Kongerige.»

«Og det kommer det vist til, saadan som vi er omgivet af Forræderi. Jeg bliver ganske syg, naar jeg tænker paa det! Nu skal du høre, hvad Fru Krone skriver. Dette fik jeg imorges,» og hun trak et Brev op af sin Pose, aabnede det og læste:

«Løitnant Brun var her igaar paa Gjennemreise, 348og hvad han fortæller om Forræderi og Feighed, gaar til det utrolige. Disse Uslinger nede i Frederikstad kysser baade Lænken og de Hænder, som paalægger den. Arme, forraadte Norge! Enkelte haaber endnu. De vil vide, at den værste Forræder skal være sendt til Munkholmen,Munkholmen] festning på øya Munkholmen utenfor Trondheim, hvor man tidligere holdt politiske forbrytere fengslet og at de andre Uslinger skal være vel forvarede. Jeg tror intet mere. Men de redelige nu og i Eftertiden vil ikke glemme, at den ædle Christian stillede sig i Gabet, da Fienden aabnede sin Strube for at opsluge vort ulykkelige Land. Norges Skjæbne blive saa ulykkelig, den blive vil, saa skrækkelig, som fra Begyndelsen bestemt, kan den da ikke blive. Flere af vore Venner søger at bringe os Trøst. De fremholder en Mulighed, som jeg maaske burde have Selvovervindelse til at kalde Lykke: Skulde en Forening med Sverige kunne bevirke den Nordens Sammensmeltning, som din store Navne, min Margrete,Margrete] dronning Margrethe I (1353–1412), som grunnla Kalmarunionen og dermed regjerte over Norge, Sverige og Danmark engang haabede at have fuldbyrdet, ja, da burde vel ogsaa mit stakkels, syge Hjerte være tilfreds. Kunde, som de siger, Norsk-Svensk-Dansk faa en Enhedsklang, som vilde lyde vidt gjennem Landene, ja, saa Gud forbyde, at jeg skulde knurre, om ogsaa Forsynets Vei dertil maatte lægges over mine Hjerterødder. Om ogsaa den ædle Christian skulde være Offeret! Men endnu er dette en tom Lyd. Og neppe vil det nogensinde blive andet end en lydende Malm og klingende Bjælde; – Kjærligheden fattes.»lydende Malm og klingende Bjælde; – Kjærligheden fattes] referanse til Paulus’ første brev til Korintene 13,1: «Om jeg taler med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kjærlighed, da er jeg en lydende Malm og en klingende Bjelle.» Margrete lod Brevet synke.

349«Fru Krone opfatter Forholdene, som jeg kunde vide, hun vilde gjøre det,» sagde Ravn alvorlig. «Og det er ogsaa naturligt, at dette for Tiden er din Maade at se Tingene paa. Men du er altfor høisindet – altfor varmhjertet – til at holde paa Fordomme i Længden. – – Maa vi opgive vor kjæreste Drøm, skal Carl Johan blive Norges Konge – det frie, selvstændige Norges! – saa skal du nok se, at den Dag kommer, da du ser med andre Øine,» tilføiede han og bøiede sig efter hendes Broderi, som var faldt paa Gulvet.

«Din Beundring for denne Franskmand gjør dig blind, Gustav!»

«Franskmand siger du altid saa foragtelig! Jeg for min Del regner netop hans fremmede Herkomst for en Fordel. For en BorgenBorgen] garanti for hans Upartiskhed! For mig er Carl Johan det forsonende Punkt. – Det er til hans Agtelse for Menneskerettigheder, jeg sætter min største Lid, – – med ham til Mellemmand, tror jeg nok, det kan blive muligt at betragte Unionen som en ingenlunde ulige Forening, – som en FormælingFormæling] ekteskap mellem ny Kraft og gammel Berømmelse, Margrete!»

Margrete svarede ikke. I flere Minutter hørtes kun, hvordan Naalen febrilsk løb gjennem Broderiet.

Da hun saa op var hendes Øine fulde af Taarer:

«Paa den stakkels syge Kong Christianden stakkels syge Kong Christian] kongen fikk et nervesammenbrudd i kjølvannet av Mossekonvensjonen, og isolerte seg en lang periode tænker du slet ikke? – En Del af Fru Krones 350Brev var skrevet den attende; – tænk, hvor ulykkelig han var den Dag!»den attende … den Dag] Christian Frederik var født 18. september 1784

Ravn saa hastigt paa hende, betænkte sig lidt og sagde venlig:

«Du skal se, han har det ikke saa slemt, som du tænker, Margrete. Jeg har hørt, at Fødseldagen blev feiret noksaa muntert derude i Kongsgaarden. At han havde Dameselskab ogsaa om Aftenen.»

«Ja, hvad fortæller man ikke om ham! Er det dette, som har gjort dig saa – kold og uretfærdig?»

«Du misforstaar mig, Margrete! – Far siger, at der i Kjøbenhavn er dem, som mener, at havde ikke Kong Christian handlet, som han gjorde, havde han ikke indtaget sin Stilling, forinden Stormagternes Udsendinge kom herop, skulde vi aldrig havt den Chance, som vi nu har. Og det er meget muligt, at man kan have Ret.»

«Det samme har jeg hørt enkelte her ogsaa sige.»

Og hun bøiede sig paany over sit Arbeide.

«Margrete, – du kunde da ikke ønske tilbage det gamle Afhængighedsforhold til Danmark?» spurgte han lidt efter.

Hun lod Arbeidet synke og saa paa ham med store Øine:

«Ønske det tilbage? – Nei, er der nogen, som har næret overspændte Forhaabninger om Norges Storhed som eget Kongerige, saa er det vel mig!» svarede hun vemodigt. «Og gladelig 351skulde jeg give alt, hvad jeg har arvet, og staa der som den fattige Margrete Seier, om jeg endnu kunde haabe paa Virkelighedsgjørelsen af denne Drøm.»

Han saa paa hende med et eget Udtryk:

«Og hvad vilde ikke jeg give for at kunne være med i Kampen for denne Sag, tror du? – Ikke engang de faa Seire under dette ulykkelige Felttog skulde jeg faa være med om at vinde! Du forstaar ikke, hvad en Soldat føler, naar han holdes udenfor i Farens Stund.»

Margrete reiste sig, og idet hun lagde Haanden paa hans Skulder, sagde hun i samme vemodige Tone:

«Er der noget, som det holder haardt at sige, saa er det vel dette –: ‘Ikke som jeg vil, men som du vil, Herre Gud’Ikke som jeg vil, men som du vil, Herre Gud] referanse til Lukas evangelium 22,42, om Jesu sjelekamp i Getsemane have: «Fader! om du vil, da lad denne Kalk gaa forbi mig. Dog, skje ikke min Vilje, men din!» – –. Jeg har forsøgt det, Gustav. – Har forsøgt om denne grusomme Forening at sige det samme, som Kong Christian sagde om vor: ‘At hvad Gud sammenføier, skal ikke Mennesker adskille’. – Men jeg kan ikke tro, at det er Gud, som har sammenføiet – eller vil sammenføie –». Hun brast i Graad og kunde ikke fuldføre Sætningen.

Han lod hende græde, indtil en sagtesagte] svak Banken paa Døren bragte hende til at tage sig sammen og vende sig.

«Er det dig, Susanna,» sagde hun venlig, idet hun tørrede Taarerne bort. «Kom nu og sæt dig hos os, saa vi kan glemme alt dette sørgelige, som vi har talt om –».

352«Der var en Mand inde i Kramboden og bad om at faa dette i dine egne Hænder,» svarede Susanna og rakte hende et Brev. «Han kommer igjen ieftermiddag, om der skulde være noget Bud opover.»

Hun satte sig ikke. Hun skulde hjælpe sin Mor med Middagen, sagde hun.

Susanna havde lært sig til at sige «du» og «Margrete». Hun holdt saa inderlig af hende, og hun følte sig baade stolt og rig, ved at Ravn var hendes Søskendebarn; men hun var ikke endnu fri for den Pine, som ingen drømte om, at hun gik med, medens hun stille og venlig udrettede sit Dagværk ved Siden af en, hvis langt haardere Strid heller ingen forstod:

Marthe Rognli skulde jo tage den svære Uret, som her var begaaet – sin egen og andres, – og lægge den paa det Guds Lam, som bærer Verdens Synd.lægge den paa det Guds Lam, som bærer Verdens Synd] referanse til Johs. 1,29: «Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: ‘Se det Guds Lam, som bærer Verdens Synd!’» «Hvad Mennesket saar, skal det og høste,» havde hun engang sagt, og Ordene havde vendt sig imod hende selv. Gud dømmer ikke med Menneskenes Dom. «Gud er barmhjertig.» – – Hun maatte nu begynde forfra i Kjærlighed. Det var ikke let eller hurtigt lært; men hun havde faaet et nyt Livsmaal. Og hun vilde sikkerlig ikke hvile, førend dette Maal var naaet, – førend hun blev «større end den, der indtager en Stad».større end den, der indtager en Stad] referanse Salomos ordspråk 16,32: «Den Langmodige er bedre end en vældig Helt, og den, som styrer sit Sind, er bedre end den, som indtager en Stad.»

«Jeg vilde saa gjerne, Susanna skulde slutte sig lidt til mig,» sagde Margrete, da hun havde aabnet Brevet og seet «Lena Holm» under det. «Men hun er saa forunderlig sky.»

353«Kanske det ligger til vor Slægt,» svarede Ravn alvorlig. «Hun er ganske vist glad i dig. Og det er min Moster ogsaa. Meget mere end i mig.»

Han reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet, medens Margrete læste sit Brev.

Da hun var færdig, stod Taarerne hende i Øinene. «Du maa gjerne læse det,» sagde hun.

Papiret var grovt, og Haandskriften stiv og uøvet som dens, der sjelden skriver. Indholdet lød:

«Kjære Clarissas Barn.

Jeg havde ikke tænkt, at mine gamle Øine skulde oplevet saadan Glæde, som jeg nu kan takke min uforglemmelige Clarissas Datter for. Men for Gud er ingenting umuligt. Og underlige er hans Raad; tænk, at den Aften med al dens Uhygge skulde blive at regne for min Lykkes Stund. Men jeg vil ikke sige mere om dette, for Far og Mor er overmaade bedrøvede. Og jeg kunde tænke, det maatte spøge imod nogenting, slig en Styr og Opstuds, som vi havde dengang, som Majoren var ventendes. Det var som til den største Begravelse. Men Adolf har altid været en haard Hals,haard Hals] stivsinnet, stridbar person og han kunde ikke vente andet, end at det maatte butte engang. Ellers tror jeg nok, de har hørt ganske bra fra ham, for igaar sagde Mor ved Bordet paa sin storagtige Maade, at der, han nu var, 354havde han mere Udsigt; for her i Landet var ingenting mere for en ung Mand. Men dette voldte nu vel ogsaa Louises Forlovelse; Glæden mener jeg. For Mor er overmaade glad i Forlovelsen, som jo ogsaa er meget ærefuld. Og Far med. Ja, jeg vil ikke sige dem et ondt Ord paa, for jeg er altfor lykkelig. Men Mor blev næsten som tomset, da hun hørte, at jeg skulde faa et LivøreLivøre] pensjon til min Dødsdag og flytte herfra. Og dette var ikke saa rart heller, for uden at rose mig selv, saa har jeg redelig trasket og strævet og lukket og laaset for hende alle disse Herrens Aar. Men det, som er forunderligt og mest rørende, det er, at det paa en Maade er fra Løitnant Frederik, at disse Penge kommer. Tænk, at det skulde blive ham, som forsørgede mig paa min Alderdom! Gud glæde ham, der han er. Jeg fik ikke sove, da jeg kom paa dette her inat var. Og naar saa Mor faar greiet sig, saa jeg kan reise herfra uden Synd, saa drager jeg afsted og leier mig ind hjemme i Bygden hos Mor Wahlbom tæt ved Kirken, der som Fader og Moder ligger. For jeg bliver her slet ikke ind under Jul, eller til LouisesLouises] rettet fra: Lousis (trykkfeil) Bryllup med den forskrækkelige Staaken. Nei, da kommer jeg i et pent, stille Hus og faar roet mig til at ture Jul som min egen Herre. Og lidt Nytte kan en nok komme til at gjøre, hvorhenne en saa er. Men jeg faar aldrig fuldtakket hende, Barnet mit, for al denne ufortjente Godhed. Jeg faar bede Vorherre gjengjælde dette 355med dobbelt Lykke for hende og hendes, og tænke paa hende Nat og Dag med fuldt Hjerte.

Gamle
Lena Holm.

Post Scriptum.
Tænk, jeg er buden til Bryllups til Skriverens.Skriverens] hos sorenskriver Krone Det skal være overmaade fint, hører jeg. Men det er ikke mere end hun fortjener, Barnet mit. Louise har alt Pudsen istand; men Mor siger, hun vil ikke gaa. Men jeg tænker, hun opper sig og gjør det, for jeg saa igaar, at hun havde fremme den blaa Atlaskkjolen. Og saa har jo Majoren lovet at komme og bo her.»

«Hvad kan hun mene med, at vort Bryllup skulde være overmaade fint?» spurgte Ravn, idet han rakte hende Brevet tilbage. «Det skulde jo være i al Stilhed?»

«Aa, dette er bare noget, som spøger i Jomfru Holms Hjerne. Hvem kunde ønske Stads eller Munterhed i denne Tid? Om der saa aldrig var andre Grunde.»

«Stakkels Margrete! Var det ikke for Fars Skyld, vilde du vist helst udsætte vort Bryllup?»

«Nei, det vilde jeg ikke. Alting er jo saa usikkert. Saa uberegneligt! Desuden glæder jeg 356mig inderlig til at have din Fader hos os en Tid. Tænk, hvor omhyggelig han nu sørger for, at alt skal blive godt og smukt? Lidt Glæde maa vi da søge at berede ham.»

«Margrete – hvordan skal jeg kunne takke dig?»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.