XVII

Da Susanna lukkede Døren til sit Kammer efter det Glimt, hun havde havt af de to ovenpaa, synes hun, at Solen ikke skinnede som før, at alt omkring hende var blevet tomt og glædeløst.

Indtil nu havde hun ikke været sig helt bevidst, hvilket Haab hun havde gjemt paa; og kanske forstod hun det ikke endnu. Hun bare følte. Følte, at med Livets Glæde og Lykke var det forbi.

Længe sad hun ganske stille uden at røre sig; da faldt hendes Blik paa Mosterens Bibel, som hun tidligere paa Dagen havde taget ud og læst i, saaledes som hun jevnlig pleiede, og som hendes Moder havde tilladt hende.

Mekanisk vilde hun aabne den, men Bogen gled ud af hendes skjælvende Haand og ned paa Gulvet. Idet hun tog den op og ifølge en from Skik vilde kysse den hellige Bog til AfbigtAfbigt] unnskyldning; bønn om tilgivelse for sin Uagtsomhed, faldt den op, og hendes Øine 179mødte de velkjendte Ord: «Dømmer ikke, Gud er barmhjertig.»

Hvad var der i disse saa ofte læste Ord, som nu satte hendes Hjerte i saadan Bevægelse og afløste den tidligere unaturlige Ro? – Mindst af alt deres Mening. Menneskenes Dom, eller Guds Barmhjertighed var i dette Øieblik intet for Susanna. – Nei, de fremmanede for hendes indre Syn en ung Pige, der elskede, – og som var gjenelsket. Som for denne Kjærlighed solgte sin Ære og prisgav sig til Verdens Haan og Spot –

Men hvad gjorde det? Paa sine Knæ kunde hun takket for en saadan Lod! Eiede hun kun hans Kjærlighed, vilde da ikke Alverdens Pine være for intet at regne? – – Alt, hvad Livet ellers maatte bringe, vilde hun villigen ofre, eller villigen bære for dette ene –

Og uvilkaarlig foldede hun Hænderne over Brystet og stønnede høit.

Nu i sin første, overvældende Smerte havde hun ingen Følelse af at være et i Kristendom vel oplært Barn. Hun agtede ikke, at hendes ubedte Bøn var syndig Attraa; at hun tragtede efter det, som tilhørte en anden. Hun slog en Streg over at besidde det i Tugt og Ære. Hun ænsede ikke, at hun vilde føre Skam og Skjænsel over Moderens under bitre Sorger graanede Haar! Hvad var Moders Kjærlighed mod det, hendes Hjerte higede efter? Livet i Faders og Moders Hjem forekom hende at have været som en gold Ørk, et kvælende Øde, hvorfra Lykkens Lys og Sol havde været udestængt. – –

180Og dog havde disse Forældre inderlig elsket deres lille Pige og i alt havt til eneste Maal at føre hende fremad mod Evighedens forjættedeforjættede] lovede Land.

Pludselig blev hun grebet af en feberagtig Uro. Hun styrtede op og gispede efter Luft. Hun kunde ikke udholde dette! Nei, hun kunde ikke! Hun kunde ikke!

Det var, som om alt, hvad der havde slumret indeni hende af Opsætsighed og Lidenskab, nu reiste sig til Kamp mod Optugtelsens mangeaarige Værk. Og medens hun vred sig under sin Hjerteve, og det trange Rum i Værelset synes uudholdeligt, knyttede hun sin Hat paa, kastede et Tørklæde over Skuldrene og styrtede ud.

Ung og let følte hun neppe Jorden under sine Fødder, idet hun ilede ud af Byen og opad den saakaldte St. Hanshaug, hvor Slottet nu ligger, men som dengang var Skov og Mark. De faa Mennesker, hun mødte, vendte sig nysgjerrig og saa efter hende; men hun mærkede det ikke. Først ved Toppen af Bakken stansede hun for at trække Pusten.

Raske Skridt kom imod hende, – et halvt forskrækket Udraab, og hun stod Ansigt til Ansigt med Løitnant Grib.

Hans Forbauselse var stor. Men da hun vilde smutte forbi, stillede han sig foran hende og spurgte leende, om hun gik paa forbudne Veie?

Tonen saavelsom Ordene skurrede i Susannas Øren, og hun forsøgte paany at slippe forbi.

181«Susanna! – er De syg? Eller er noget paafærde?» udbrød han derpaa, slaaet af det paafaldende Udtryk i hendes Ansigt.

Hans Deltagelse bragte Taarerne frem, men hun taugtaug] tidde fremdeles.

Medens han saa paa hende, mindedes han pludselig hendes Forvirring hin Dag, da hun havde faaet Øie paa Løitnant Ravn. Han havde glemt sin Mistanke dengang over saa meget andet, men nu vaagnede den med fornyet Styrke. Og atter dukkede Ønsket op om at lokke dette ud af hende. Om Ravn aldrig var hans Rival hos Frøken Seier, saa vilde en saadan Historie gjøre ham foragtet i hendes Øine!

«Susanna, – De kan ikke staa her og græde, Folk kunne komme forbi. – Nei, De maa ikke gaa heller! De kan ikke gaa afsted paa denne Maade. – Kom og sæt Dem derborte, – der bag Træerne kan ingen se Dem. Kom nu bare, – kom, jeg er jo Deres gamle, gode Ven!»

Og det lykkedes ham at faa hende til at sætte sig paa en omblæst Træstamme, hvor de var omgivet af høie Furutrær og havde en liden Underskov mellem sig og Stien.

«Susanna, er De gaaet ud for at møde nogen? – Nei, bliv nu ikke forskrækket! Mig kan De trygt betro Dem til.»

«Nei,» svarede hun og brast i heftigere Graad.

«Har da nogen gjort Dem Fortræd, Susanna?» spurgte han igjen, da hun blev roligere. «Vær bare oprigtig. De ved jo, at jeg holder af Dem.

182Jeg havde ellers ikke saa let glemt Deres Moders Uforskammethed! – Og har jeg ikke altid været snil imod Dem? Husker De dengang, jeg reddede den lille Fuglen, som sad fast, bare fordi De bad om det? –

Dengang havde De Tillid til mig, Susanna?»

Hun svarede ham ikke; men hun blev siddende og lod ham tale, thi der var et Slags Lindring i hans Deltagelse. Den Advarsel, som saalænge havde bragt hende til at sky ham, tænkte hun ikke paa, hun mindedes blot, at han havde været snil imod hende i hendes Barndom.

«Har Deres Moder været haard imod Dem, Susanna?» spurgte han pludselig som en Indledning til det, han ønskede at vide.

«Nei.»

«Eller nogen anden da? Har nogen anden været det?»

«Nei.»«Nei.»] rettet fra: Nei.» (trykkfeil)

Han betænkte sig. Hun var jo saa sky som en vild Fugl!

Da han atter saa paa hende, vendte hun sig ikke længer fra ham. Solstraalerne, som skinnede gjennem Træernes Grene, faldt paa hendes Ansigt, der omgivet af den svære, opstaaende Hatteskygge saa endnu barnligere ud. Graaden havde gjort hende roligere; men om hendes Læber vibrerede der et saa rørende Udtryk af Sorg, at hans Medlidenhed blev vakt og samtidig dermed Vrede mod den, der maatte have voldt den.

«Susanna, nu skal De sige mig, hvorfor 183De er saa bedrøvet,» udbrød han næsten barsk.

Hun foer sammen, men svarede ikke.

«Jeg«Jeg] rettet fra: Jeg (trykkfeil) er vis paa, det er Oberstløitnant Seiers forrige Adjutant, som er Skyld i det?»

Han saa stift paa hende; men hun sad som forstenet.

«Susanna, glem ikke, at jeg er Deres Ven. Deres sande, oprigtige Ven, som De har kjendt, fra De var liden! Mig kan De betro Dem til; jeg skal forsvare Dem. – Har denne Mand fornærmet Dem? Har han bedraget Dem?»

«Nei, – nei,» stønnede hun.

«Tør De med Haanden paa Hjertet sige, at det ikke er for denne Ravns Skyld, De græder?»

Det susede for Susannas Øren, og hun lukkede uvilkaarlig Øinene.

«Jeg ser det,» udbrød Grib heftig. «Den Slyngel! Men han skal faa undgjælde for det! Han skal –»

Nu kom hun til Besindelse:

«Løitnant Ravn har ingenting, – slet ingenting gjort mig!» afbrød hun ham hurtig og reiste sig for at gaa. Men han stillede sig igjen iveien for hende.

«Hverken med Ord eller Gjerning?»

«Nei.»

Hun sagde det saa bestemt, at han blev skuffet.

«Naa – det glæder. Og nu kommer han vel heller ikke i Huset mere efter Oberstløitnantens Død?»

184«Frøken Seier reiser imorgen!» sagde Susanna hurtig for at skjule sin Forvirring.

«Reiser? – Til Sorenskriver Krones?»

«Ja.»

Han fløitede. Men saa vendte han sig igjen mod hende. Hun saa saa barnlig smuk ud, at han glemte sin Smule tidligere Forsigtighed:

«Susanna, vi to maa mødes igjen?» udbrød han. «Du ved ikke, hvor meget jeg tænker paa dig, – hvor meget jeg holder af dig!» Han vilde legge Armen om hendes Liv; men hun sled sig raskt løs og styrtede afsted i fuld Fart, nedover mod Byen.

Han saa efter hende og mumlede ærgerlig:

«Der begik du en Dumhed, Frants Adolf von Grib! Nu løber hun vel hjem og fortæller Frøken Seier dette, og saa bliver det dig, som – Men opgive hende gjør jeg ikke. Dertil er hun altfor nydelig. – Og saa er her saa fordømt kjedeligt om Dagen.»

Han skød Chakoen tilbage og tørrede Sveden af Panden.

«Det bliver bedst kanske, at jeg strax aflægger min naadige Kusine en Afskedsvisit! – Og mærker jeg noget – ja, da – da er vel mit Ord ligesaa godt som Jomfru Susannas?» var hans næste Tanke.

Og han begyndte at fløite en rask Melodi, idet han fortsatte sin Vei.

– Da Susanna naaede sit Hjem, stansede hun forpustet. Hun havde ingen mødt, og ingen var at se i den folketomme Gade.

185Uvilkaarlig blev hun staaende; – men saa sneg hun sig sagte ind paa sit Kammer og tog Ydertøiet af.

Man havde ikke bemærket hendes Fraværelse. Madame Rognli troede, at Datteren var ovenpaa og hjalp Frøken Seier. Og Margrete – havde ikke savnet hende.

Men da hun denne Aften lagde sit Hoved til Puden, var det med en usigelig saar og fredløs Følelse. Hun havde fra sin Barndom lært, at Synden bestaar i Tanker, Ord og Gjerning; og hun havde denne Eftermiddag syndet i Tanken. En ny og ukjendt Magt havde holdt sit Indtog i hendes af bevidst Skyld uberørte Sjæl, og i dens Følge kom Uro og Hjerteve. Flere Gange foldede hun Hænderne til Bøn; men hun kunde ikke bede. Og da hun omsider slumrede ind, følte hun sig som udstødt fra baade Gud og Mennesker.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.