Da Døren var slaaet i efter Margrete, var det Adolf, som fattede sig først. Han gik hen til sin Moder, der sad fuldstændig overvældet af Sindsbevægelse.
«Dette var en SnausSnaus] skitten Affære! Mor skal have liden Tak, for at jeg blev hentet op for at spille Betler,»Betler] tigger sagde han sitrende af Harme, skjønt Stemmen lød kold og rolig.
Denne Bebreidelse bragte hende til Besindelse:
«Naa, – det manglede bare! Dette er Takken, fordi jeg fandt mig i at have denne uforskammede TøsTøs] nedsettende om jente i Huset? Du er utaknemlig, Adolf – ja, det er du! Og det imod din egen Mor.» Hun brød ud i lydelig,lydelig] høylytt krampagtig Hulken.
Sønnen vendte sig fra hende og mumlede en Ed mellem Tænderne.
«Jeg gad vide, hvad din Fader vil sige,» udbrød Fru Grib pludselig og næsten hoverende.hoverende] triumferende «Det var ham, som udklækkede denne –»
241Døren gik op; og den nye Gjenstand for hendes Vrede viste sig. Kammerraaden havde fra sit Vindu seet Margrete løbe afsted og Lena følge hende og kom nu for at høre Aarsagen til dette mærkelige Syn.
Hans Hustrus heftige Bebreidelser forvirrede ham et Øieblik; men tilsidst gik det op for ham, at Adolf havde faaet en Kurv.faaet en Kurv] fått avslag på frieri Han plirrede med Øinene og strøg sig over Panden; – kastede derpaa et skarpt, undersøgende Blik paa Sønnen –: Hm, staut Karl! – fin –– aristokratisk – –
«Vi bør ikke tabe Modet. Ikke hver Fæstning kapitulerer ved første Angreb. Adolf har jo endnu nogle Dages Permission,» sagde han høit.
Kammerraadinden blev blodrød. Havde hun ikke i sin Vrede jaget Margrete paa Døren?
«Naa, Mor, – siger ikke du det samme?»
«Fuglen er fløien,» svarede hun med et Forsøg paa at skjule Sandheden.
«Bah! Hun tog sig en Tur ovenpaa naturligvis. Du, som er saa vel inde i alt saadant, du maa da vide, at unge Piger kommer ud af Koncepterne ved deslige Ting?»
«Men jeg – jeg jog hende paa Døren,» stønnede Kammerraadinden, næsten mod sin Vilje.
«Hvad siger du, Kone?» foer Kammerraaden op. «Du jog hende paa Døren? Er du gaaet fra Forstanden? Ja, da er det rigtignok forbi med alle dine Planer. Og hvad vil min 242Broder sige, naar han hører dette? – Vi er prostituerede,prostituerede] bragt i vanry; utsatt for offentlig forakt Mor! Kompromitterede! Min Ære som Embedsmand har faaet en uudslettelig Plet!» og i sin Fortvilelse rev han sig i sit tynde Haar, medens han løb op og ned ad Gulvet.
Pludselig stansede han foran Sønnen!
«Men hvorfor gav hun dig Kurven, Adolf?»
Adolf Grib stod ved Vinduet; det bruste indeni ham, som han skulde kvæles. Hans Fader maatte gjentage sit udelikate Spørgsmaal, førend han hørte det. Idet han vendte sig, berørte hans Fod Margretes Broderramme, og med et voldsomt Spark blev den sendt langt henover Gulvet.
«Hvorfor gav hun dig Kurven?» gjentog Kammerraaden paany, fast bestemt paa at ville vide Besked.
Men nu faldt Kammerraadinden ind:
«Hun var skamløs nok til at sige, at hun foretrak en anden!» udbrød hun haanlig. «UndseelseUndseelse] beskjedenhet; sjenanse findes ikke hos den Slægt.»
Kammerraaden rev sig atter i Haaret:
«Og har du nogen Anelse om, hvem den Person kan være?»
«Ja,» svarede Sønnen mørkt.
«Og hvem er det?»
«En Slyngel – en Eventyrer, som ingen kjender! Far har selv seet ham – Nu ivinter paa Oberst Werners Bal.»
«Paa Oberst Werners Bal! Tror du, jeg lagde Mærke til de unge Herrer, som var der?»
243«Jo, du lagde netop Mærke til ham! Det var den fremmede Officer, som du var saa nysgjerrig efter at vide Navnet paa. Ravn kalder han sig.»
Kammerraaden tænkte sig om: Med et blev han bleg og gik et Skridt tilbage –
«Nu har jeg det!» mumlede han og satte sig tungt.
Hustru og Søn betragtede ham forbauset.
«Ja – saa er det! Saa er det ganske vist!» gjentog han Gang paa Gang.
«Men, du Fredens Gud! hvad er nu paafærde?» udbrød Kammerraadinden og saa spørgende fra den ene til den anden.
«Der er gaaet et Lys op for mig, Jette! – Kan du huske, hvilken Lighed jeg fandt mellem denne fremmede Officer og mine Brødre? Læg dette sammen med, at Gustav skriver, han har en Undersøgelse at gjøre, forinden Testamentet træder i Kraft. Jeg sætter hundrede mod en paa, at Løitnant Ravn er Gustavs naturlige Søn.»naturlige Søn] sønn født utenfor ekteskap
«Gustavs Søn? Ja, det skulde blot mangle!» raabte Kammerraadinden, medens Adolf uvilkaarlig greb til Kaarden. «Men naturlige Børn tager jo ikke Arv?» føiede hun hurtigt til.
«De kan lyses i Kuld og Kjøn.De kan lyses i Kuld og Kjøn] Lysing i kull og kjønn var etter gammel norsk rett et vilkår for at barn som ble født utenfor ekteskap skulle få arverett etter faren på samme måte som barn født i ekteskap. Dette er naturligvis Hensigten med min Broders Reise herop. Hvad andet skulde han her i denne vanskelige Tid? Moderen er sandsynligvis tysk eller fransk. Han opholdt sig flere Aar i disse Lande før sit Ægteskab. Han har ikke villet omtale 244Sagen for den nøieregnende Frederik. – Har vel overhovedet fortiet det hele, indtil der var noget at vinde –»
Kammerraaden blev mere og mere sikker i sine Slutninger. «Jeg begriber ikke, at jeg ikke før har tænkt paa dette,» føiede han til.
Hans Hustru havde fulgt hans Ord med spændt Opmærksomhed; og nu blev hendes Ansigt ligesaa blegt som hans.
«Er det, som du tror, – og som Adolf mener, saa samles jo paa denne Maade alt hos –» hun var ikke istand til at fuldføre Sætningen.
«Naa, naa! – gifte er de da ikke endnu, Jettemor! Heller ikke har vi jo Vished for nogenting. Men hvad der først og fremst gjælder om, er at formilde Frøken Seier. Husk paa det. Om det lederleder] tretter; gjør lei av aldrig saa meget paa!» Og Kammerraaden ilede ud.
Moder og Søn blev alene tilbage.
Adolf havde kastet sig ned i en Lænestol. Trækkene var fordreiede af det heftige indre Oprør, og han rystede som under Feber.
Hun gik hen og lagde Haanden paa hans Skulder:
«Adolf – aa, vær ikke saa ulykkelig. Jeg holder ikke ud at se dig saaledes!»
Men han skød hendes Haand bort og mumlede med halvkvalt Stemme:
«Rør mig ikke! Eller jeg svarer for ingenting. – – Tror du, jeg er oplagt til at høre 245paa Fruentimmerklynk, naar jeg kunde sælge min Sjæl for at faa Hævn? Og Hævn skal jeg faa! Hævn!»
Han foer op fra Stolen; og idet han gjentog de samme Ord, styrtede han ud af Værelset.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Charlotte Korens roman Familien Grib. En Fortælling fra 1814 kom ut i 1893. Hun hadde allerede i 1880 (anonymt) utgitt Bevægede Tider. En Fortælling fra 1814, som handler om de samme personene og de samme begivenhetene som skildres i Familien Grib, men den hadde hun alltid vært «yderst misfornøiet med», skrev hun til Ragna Nielsen 10. desember 1900 (NB Ms.fol. 4297:a). Den omarbeidede utgaven er strammere i komposisjonen og bedre strukturert omkring de overordnede intrigene. Hennes svoger, historikeren Ludvig L. Daae, skrev et lite forord i den nye utgaven.
Romanen er både et slektsdrama og en kjærlighetshistorie, og handlingen er lagt til 1814, et skjebneår i norsk historie. Kjærlighetshistorien mellom Margrete Seier og løytnant Ravn, alias Gustav Grib, er den bærende intrigen i romanen, men her finner man et stort og broket persongalleri.
Jorunn Hareide har utstyrt romanen med kommentarer og en fyldig innledning om romanens historiske kontekst og tematikk.
I likhet med mange norske kvinnelige forfattere fra annen halvdel av 1800-tallet er Charlotte Koren nærmest totalt glemt i dag, til tross for at i samtiden var hun mye lest. Hun utga åtte romaner og seks historiske verker, i tillegg til noen mindre artikler.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
