II

Klar og straalende steg Solen op over Christiania den 25de Februar 1814. Der havde fra den tidlige Morgenstund hersket Liv og Bevægelse i de ellers saa stille Gader; thi man vidste, at skjæbnesvangre Beslutninger var taget, og at paa denne over det hele Land anordnede store Bededag25de Februar 1814 … Bededag] Denne dagen ble av prins Christian Frederik utnevnt til en ekstraordinær bededag. Hver eneste menighet skulle avlegge ed på at de ville støtte Norges selvstendighet, og skulle dessuten utpeke valgmenn, som igjen skulle utpeke representanter til nasjonalforsamling på Eidsvoll, der en ny grunnlov skulle utarbeides og vedtas senere denne våren. skulde Fyrste og Folk sværge at forsvare og opretholde Norges Uafhængighed.

Prins Christian Frederik, der forrige Maiforrige Mai] mai 1813 var kommet herop som Statholder, var for nogle Dage siden vendt tilbage fra sin Trondhjemsreise og det saakaldte Notabelmøde paa Eidsvold Værk. Han havde strax efter Ankomsten for en Forsamling af de forskjellige Autoriteter officielt ladet oplæse Kielerfredens Bestemmelser og Frederik VI’s Afstaaelseserklæring, hvilke man i det længste havde holdt hemmelig. Han havde derpaa antaget Navn af Regent og lovet at ville hævde det norske Folks Selvbestemmelsesret.

Stadig strømmede flere og flere ud af sine 23Huse. Borgerne stansede paa Gaden og vexlede Nyheder med Venner og Bekjendte. Det var især Løftet om «Fred og oplivede Næringsveie», som Tirsdagens Kundgjørelse havde bebudet, der var Gjenstand for Samtalen. Man havde saalænge sukket under Ufred og Trængselsaar, og Haabet om, at de «gamle gode Dage» skulde vende tilbage, lod alle med spændt Forventning imødese de kommende Begivenheder, hvortil denne Dags Høitidelighed skulde være Indvielsen.

Det klare, straalende Frostveir forhøiede den festlige Stemning. Og eftersom Gaderne fyldtes, løb det paany fra Mund til Mund, at svenske Herrer fra Feltmarskalken, Grev Essen,Grev Essen] Hans Henrik von Essen (1755–1824) var en svensk offiser, embetsmann, greve og stattholder i Norge. I 1811 ble han feltmarskalk, og han var sjef for annet armékorps under felttoget mot Norge sommeren 1814. Fra 1814 til 1816 var han stattholder i Norge. Etter 1816 ble han utnevnt til riksmarskalk. var ankommet den foregaaende Dag og var sendt bort med uforrettet Sag.

Men snart blev Opmærksomheden henledet til de militære Korps, som trak op Torvet og opstilledes i to Rækker ned til Palæet. Seet i vore Dage vilde disse Regimenter taget sig underlig ud; thi her, om nogensteds, kom de trange Tider tilsyne. Men der lyste Varme og Alvor i disse Ansigter; og mange viste Spor af tidligere at have «været med».

Menneskemassen omkring dem blev uvilkaarlig stille, medens de betragtede Opstillingen. Og da Kirkeklokkernes dybe, alvorsvækkende Klang faldt ind, gik der gjennem hele Forsamlingen denne uforklarlige Bæven, som kan gribe os forud for store og afgjørende Begivenheder.

Men Stilhed og alvorlig Stemning varer sjelden længe, og snart lød atter Liv og Snak. Alene 24Kirkeklokkerne vedblev at minde om Dagens høie og alvorsfulde Betydning.

«Aa, Herregud, som dette er rørendes!» sagde en Borgerkone med Silkehat af ubestemmelig Farve og en ligesaa medtaget BombasinsBombasins] et stoff laget av silke eller en blanding av silke og ull Kaabe. «Prinsen blir vel snart Konge ogsaa nu?»

«Det kan I forlade jer paa, Mor Madsen,» svarede den Tiltalte. «I har vel hørt, at han itirsdags lod kundgjøre, at han havde hørt Folkets lydeligelydelige] tydelige Stemme og vilde skaffe os Fred og oplivede Næringsveie? Ja, akkurat saa stod der. Gud velsigne vor naadige Prinsregent.»

«Undres mig paa, hvad PontecorvenPontecorven] grev Bernadotte, se note over siger, naar han hører dette?» bemærkede en af de nærmeststaaende.

«Ja, det maa I nok sige! Kanske han slaar sig tiltaals med Sverige.»

«Gud ved, hvad de i Sverrige vil med slig en udenveldsudenvelds] utenlandsk Karl! Og det efterpaa slig en Mand som Augustenborgeren,»Augustenborgeren] Christian August (1768–1810) av slekten Augustenborg, dansk offiser og siden kommanderende general i det søndenfjellske Norge. I 1809 ble han kalt til svensk tronfølger, tok navnet Carl August og ble adoptert av Karl XIII. Han døde plutselig under en manøver i Skåne, og det oppsto rykter om at han var forgiftet. sagde Konen med Silkehatten.

«Ja, det kan I nok sige, Mor Madsen,» svarede Borgeren, hun først havde talt til. «Men dem om det! Han skal være svært morsk af sig, siges der. Og Menneskeblod vyrdervyrder] akter han ikke mere end Vand. Vi bare faar ønske, han blir der, han er, til Prinsregenten har lært Svensken, at her i Landet har han ikke noget at gjøre.»

«Og det kan I lide paa, han gjør i en Haandvending,» svarede Mor Madsen.

«Hastværk er Lastværk og fylder ingen Sæk!» lød det fra et høit, magert Fruentimmer, som i 25Trængslen var trykket indpaa de Talende. Hendes Ydre var paafaldende, Ansigtet furet og veirbidt, og Øinene havde et skarpt, speidende Blik. Hun bar paa Ryggen en svær Skræppe, som tyngede hendes magre Skikkelse forover og fortalte om hendes HaandteringHaandtering] yrke; virksomhet som omvandrende Kræmmerske.Kræmmerske] småhandler

«Er det dig, Lisa?» spurgte Borgeren og saa strengt paa hende. «Jeg synes, du gjorde rettest i at holde dig borte fra Byen.»

«Og hvorfor det, om jeg maa spørge? Maatte de ikke lade mig gaa frank og fri og gjøre Undskyldning til, dengangen jeg havde faaet frit LosementeLosemente] innlosjering paa Raadstua?Raadstua] arresten Men var der ingen Skam, saa var der naa heller ingen Ære ved Besøget, og derfor – Kjære vene, er inte dette Datteren paa Rognli da?» sluttede hun, næsten forfærdet ved Synet af en ung Pige, som i den bølgende Menneskemasse blev ført lige imod dem.

Den unge Pige kunde neppe være sytten Aar. Hun var spædlemmet og fin, med skjær Hud og deilige Øine. Hendes naturlige Skyhed var nu blandet med Skræk, og hun søgte instinktsmæssig Beskyttelse hos Konen med Silkehatten, idet hun halvt grædende forklarede, at hun var kommet bort fra sit Følge.

«Turde kanske jeg by mig til at tage vare paa sligt fint Kvindfolk?» spurgte Kræmmersken. «Har du inte Penge, kan du allenfalsallenfals] i alle fall ha Barmhjertighed, siger Ordsproget; og Jomfru Susanna har seet mig før, ved jeg. Fast Venskabet 26med Marthe Mor Rognli er inte no at skryde af.»

Men Jomfru Susanna blev endnu mere forskrækket og rykkede nærmere sin nyvalgte Beskytterinde.

«Tak den, som byr!» udbrød Lisa spotsk. «Hovmod staar for –»

I dette Øieblik skede en Tilbagerykning af de opstillede Tropper, og i Trængslen blev den unge Pige atter ført afsted og trykket henimod Soldaterne. Medens hun fortvivlet saa sig om efter sit Følge, mødte hendes Blik et bekjendt Ansigt.

«Aa, kjære Løitnant Grib, hjælp mig at komme bort!» udbrød hun bedende.

Det var til en Officer i graa Jægeruniform, hun nu henvendte sig. Han var af Middelhøide velbygget og meget blond. Trækkene var regelmæssige, men Udtrykket arrogant. Han studsede ved at blive tiltalt, saa forundret paa hende og udbrød derpaa med nedladende Venlighed:

«Er det ikke min lille Veninde fra Rognli? I alle gode Aanders Navn, hvordan kommer De her?»

«Jeg havde følge med Cathrine og Oberstløitnantens Anders,» stammede hun halvt grædende.

«Er De paa Besøg i Byen?»

«Vi bor herinde nu,» svarede hun øiensynlig forundret over Spørgsmaalet.

«Javist ja. At jeg kan være saa glemsk! De er blit saa stor og vakker, Jomfru Susanna. Jeg kjendte Dem næsten ikke igjen. Er Deres Mor i Nærheden?:»

27«Mor her? Nei, Mor er en Tur paa Rognli. Men Frøken Seier mente, jeg kunde gaa ud og se paa Stadsen.»Stadsen.»] rettet fra: Stadsen,» (trykkfeil)

«Frøken Seier? Kjender De Frøken Seier?»

«De bor hos os.»

«I Christoffer Mortensens Gaard?»

«Mor eier den nu.»

«Ja – saa. Men hvordan Pokker er det gaaet til, at jeg aldrig har seet Dem der?»

«Jeg har ofte seet Dem gaa baade ud og ind,» svarede hun troskyldig.

«Og saa har De ikke villet hilse paa en gammel Ven? Fy skam Dem, Susanna!»

Hun svarede ikke.

«Var De ude og saa paa Stadsen itirsdags med?»

«Nei, dette er første, allerførste Gang jeg ser paa sligt – og bare jeg var vel hjemme igjen!» udbrød hun, idet Skrækken atter vendte tilbage, da hun saa Kræmmer-Lisa trænge sig imod hende.

«Men De maa først se Prinsen! Nu er han her paa Øieblikket.»

«Det fik være det samme, bare jeg kunde komme bort,» svarede Susanna, som kjæmpede med at holde Graaden tilbage.

«Jeg kan ikke forlade min Post. Men her maa dog findes et Menneske –» og han saa sig søgende omkring.

«Hvad siger Herren om Hægter? sa Skrædderen, han kunde inte sy Knaphul,» bemærkede Lisa med et Knix. «Turde jeg kanske naa by 28mig til?» tilføiede hun. Men Susanna trak sig saa langt bort, som Trængslen vilde tillade.

«Hvad skal vi gjøre, Susanna –?»

I det samme meldte fjerne Hurraraab Prinsens Komme, og Løitnant Grib maatte skynde sig paa sin Post.

«Prinsen kommer! Prinsen kommer!» raabte man fra alle Kanter; og Hurraraabene nedenfra lød stedse nærmere. Hvor stakkels Susanna stod, blev Presset saa voldsomt, at hun troede, hendes sidste Time var kommet. Jubelraabene skraldede i hendes Øren, og idet hun instinktsmæssig famlede for at folde Hænderne, forlod Bevidstheden hende.

Næste Øieblik vilde hun være nedtraadt, om ikke Kræmmersken, – der hele Tiden havde holdt sig ved Siden af hende, – havde grebet hende om Livet og holdt hende oppe, indtil det blev muligt at bane sig Vei ud af Trængslen.

«En, som er besvimet!» bemærkede man hurtig; – og saa vendte alles Blikke sig igjen mod Toget, der langsomt kom opover mod Kirken.

– Christian Frederik var dengang i sit otte og tyvende Aar. Hans smukke Ydre og venlige, ligefremme Væsen havde fra første Øieblik vundet Stemningen for ham. Nu, da man i ham saa Landets Frelser, kjendte Begeistringen ingen Grænse:

«Gud velsigne vor Regent!» – «Længe leve vor naadige Prinsregent!» – «Hurra for Prins 29Christian!» lød det ustanselig. Mænd og Kvinder kappedes om at lægge sin Hyldest for Dagen. Mødre løftede sine smaa Børn iveiret, forat de skulde se Folkets Redder, – og de smaa klappede i Hænderne, medens Hurraraabene rungede omkring dem.

Udenfor Kirken steg Prinsen af. Han blev her modtaget af Byens Embedsmænd og fulgt til sin Kirkestol.

Foran denne stansede han et Sekund, medens hans hurtige Blik opfangede Sindbilledet:Sindbilledet] symbol; allegori et draget Sværd, omslynget af en Oljegren, og Ordene: «Prins Christian, Norges kraftige Styrer i Krig og Fred». Saa satte han sig og bøiede Hovedet.

Da han atter saa op, følte han, hvordan alles Øine i den overfyldte Kirke var rettede mod ham; og han saa sig omkring med et lyst, freidigt Blik.

Den første Del af Gudstjenesten paahørte man i Stilhed; men da Biskoppen fra Prækestolen oplæste de officielle Aktstykker om Meddelelsen af de store Omvæltninger, der havde fundet Sted, gikgik] rettet fra: glk (trykkfeil) en urolig Mumlen gjennem Forsamlingen. Derpaa fulgte Christian Frederiks Beslutning at forsvare Landets Uafhængighed.

Under den paafølgende Salme begav Prinsen sig til en Forhøining, opreist foran Koret, hvor hans Stab og de høiere Embedsmænd og Officerer samlede sig omkring ham.

Hele den tætpakkede Forsamling aandede neppe, da Biskoppen langsomt og høitidelig opfordrede til Edsaflæggelsen. Og med oprakte 30tre Fingre gjentog Regenten og hver Mand i Kirken:

«Vi sværger at hævde Norges Uafhængighed og at ofre Liv og Blod for vort elskede Fædreland.»

Prinsen var meget bleg; og idet han saa sig om til alle Sider, sagde han hurtig og bevæget:

«Gud den Almægtige har hørt vor Ed. Han kjender min Oprigtighed og vil skjænke mig Kraft og Held til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til Forsvar af dets Rettigheder. Vort Haab staar til Forsynet. Det beskytte vor retfærdige Sag formedelst den Samdrægtighed,Samdrægtighed] enighet der besjæler os alle, og paa hvilken vor Pakt er bygget saa fast som paa Norges Klippegrund.»Gud den Almægtige … Norges Klippegrund] Dette er nesten ordrett hva Christian Frederik skrev i dagboken: «Gud den almægtige har hørt Vor Eed. Han kiender min Oprigtighed og vil skienke mig Kraft og Held til at udføre det store Værk til Folkets Frelse og til Forsvar for eders Rettigheder. Vort Haab er til Forsynet, at det vil beskytte vor retfærdige Sag, formedelst den Samdrægtighed der besieler os alle, og paa hvilken vor Pagt er bygget saa fast som paa Norges Klippegrund.» Charlotte Koren har altså hatt adgang til dagboken.

Under den paafølgende Bøn herskede samme dybe Stilhed. Men da Orglet faldt ind, og Salmen: «Knæl Fyrste; med dit Folk knæl ned!»«Knæl Fyrste; med dit Folk knæl ned!»] En strofe fra Adam Oehlenschlägers (1779–1850) dikt «Der er et yndigt Land» (Samlede Digte II, 1823), som ble utelatt i senere versjoner og ikke synges i dag. bruste frem fra det store Kor af Sangere og Sangersker, rev Stemningen alle med sig. Til hvilket politisk Parti man end hørte, hvilken Betydning den enkelte end kunde have lagt i sin Ed, i dette Øieblik stemte alle i, besjælede af dette ene – at ville forsvare sit elskede Lands Selvstændighed med Liv og Blod, med Offer af alle egne Interesser.

Under den temmelig lange Præken, som nu fulgte, faldt maaske den gamle Bekymring over dem, som saa Landets Frelse ad andre Veie; men da man til Slutning sang:

«HeldHeld] lykkeønskende tilrop eller utsagn Norge, held Norges Regent!»

31 sluttede de sig loyalt til Sangen. Og da Prinsen derpaa dybt bevæget traadte frem og paany tiltalte Forsamlingen med faa og hjertelige Ord – ja, da lagde de ærlig sin egen Mening tilside og tænkte: Maaske dette alligevel er Forsynets Vei!

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.