XII

«Hvor uligt min kjære Fru Grib!»

Og Fru Krone begyndte atter at gjennemlæse et Brev, hun netop havde modtaget fra Margrete Seier.

«Begriber De det, kjære Fru Krone?» skrev hun. «Nu har jeg jo flere Gange maattet afslaa hendes Indbydelse og sagt til baade hende og hendes Søn, at Fader ikke vil tillade mig at reise, og saa sender hun alligevel Hest igaar? Jeg blev ganske ulykkelig og ønskede virkelig at komme afsted. Det er jo saa forskrækkelig leit at sige Nei saadan Gang paa Gang til sine egne Slægtninge. Men Fader vilde intet høre derom; og da jeg forklarede ham om Hesten, svarede han blot: «Hvis Kammerraadinde Grib er saa ubetænksom at sende Hest, forinden hun ved, om hendes Invitation bliver modtaget, faar hun selv bære Følgerne. Dette kan du sige hende; – naturligvis paa en høflig Maade.» Men det var sandelig lettere sagt end gjort! Og saa kom 143Løitnanten ogsaa og bad. Talte om, at de var vore nærmeste Slægtninge, o. s. v., indtil Fader blev vred. Nu har jeg skrevet til Kammerraadinde Grib saa godt, jeg har kunnet. Jeg satte «Kjære Tante» over og forklarede, at Fader ikke vilde undvære mig; men jeg er bange, dette har saaret hende alligevel. Kjære, snille Fru Krone, kunde ikke De søge at pynte lidt paa det?»

Fru Krone lod Brevet synke og tænkte atter: «Hvor uligt Fru Grib! Hun, som tidligere aldrig havde spurgt –»spurgt –»] rettet fra: spurgt – (trykkfeil)

Idetsamme erindrede hun, hvordan Kammerraadinden sidste Vinter havde udtalt sin Glæde over det forventede Besøg af Margrete. – Men alligevel –? En saadan Iver var saa ulig hende!

Fru Krone sad i Haven. Det var en usædvanlig varm Dag i Begyndelsen af Mai, og Solens Straaler føltes dobbelt velgjørende ovenpaa den strenge Vinter med de mange Savn.

Rundt omkring hende var der Arbeidsfolk, baade i den store Have og ude paa Markerne. Ellers var det en forholdsvis stille Dag i Skrivergaarden. Der var ingen Fremmede, Sorenskriveren havde været paa Embedsreise siden Dagen forud, og de to ældste Døtre var paa Besøg.

Idet hun foldede Margrete Seiers Brev sammen, kom den yngste, halvvoxne Datter løbende:

«Mor, nu er vi færdige! Vi har lagt otte, svære Sengelagt otte, svære Senge] sådd åtte store bed med Ærter. Sussa siger, hun bare ønsker, dede] ertene var vel oppe igjen, og havde SkjælmerSkjælmer] ertebelger med,» tilføiede hun leende.

144Hendes Moder gjorde Plads for hende ved Siden af sig.

«Mor, ved du, hvorfor jeg nu kommer? Jeg har en liden Overraskelse til dig.»

«Overraskelse?»

«Jeg har lært hele den vakre Sang, du fik forleden. Jeg hørte mig den netop nu, medens jeg lagde Ærterne.»

«Schmidts?»Schmidts] Frederik Schmidt (1771–1840), norsk/dansk teolog, dikter og medlem av Riksforsamlingen på Eidsvoll. Han var også en god venn av Christiane «Mor» Koren (1764–1815, Charlotte Korens farmor). – Fru Krone huskede paa den kjære Ven, som for et Par Dage siden havde havt Versene med sig; og neppe havde Sofie med komisk Pathos fremsagt de første Linjer:

«End Norge paa sin Klippefod
saa fast og rolig hviler,
og trodser trygt bag Sønners Mod
de tændte Tordenkiler –»End Norge paa sin Klippefod … Tordenkiler] Dette er ikke de første linjene, men annen halvstrofe av første vers, om man skal dømme etter Christiane Korens dagbøker, hvor diktet er skrevet opp torsdag 5. mai 1814. Nok et eksempel på at Charlotte Koren må ha hatt dagbøkene for hånden under arbeidet med romanen: Lad Rænkesmedens hæse Skraal / Kun stedse spaae Ulykker; / Hver ægte Nordmand har et Maal, / Som Mundsveyr ey forrykker. / … / End Norge paa sin Klippefod / Saa fast og roelig hviler, / Og trodser trygt bag Sønners Mod / De tændte Tordenkiler. // Paa Retfærds evig faste Grund, / Og ey paa Sand vi bygge; / Og hvad vi svor med enig Mund, / Skal evig Kraft betrygge. / … / Ved Viisdom, Kraft og Enighed / Tilkiæmpes Frihed, Hæder, Fred, / Og fast som Dovres Klippegrund / Staar Templet, Nordmænd bygge.

forinden Tankerne bevægede sig om det, som Sangen dannede et Slags Akkompagnement til.

Hvorfor kunde hun ikke være glad over det, hun havde hørt? Man var jo saa forhaabningsfuld deroppe paa Eidsvold! Konstitutionskomiteens Arbeide gik jo saa raskt fra Haanden; – og der var jo ingen Tvil om, at Prins Christian vilde blive valgt til Konge – –

«– – – – – – – – – –
og fast som Dovres Klippegrund
staar Templet, Nordmænd bygged.»

sluttede Sofie. Men det varede lidt, forinden hun fik den Ros, som hun ventede. «Aa Mor, – om vi Smaapiger ogsaa kunde gjøre noget for den store Sag?» udbrød hun derpaa.

145«Smaapiger kan gjøre det samme som vi andre Kvinder, Barn. Bede ham, der har Rigernes Skjæbne i sin Haand, skjænke vort Land Frihed og Fred.»

Sofie svarede ikke, en aktiv Deltagelse vilde tiltalt hende mere. Da hun atter vendte sig til sin Moder, havde denne lænet sig tilbage paa Bænken, og hun saa, hvorledes Taarerne langsomt rullede nedover hendes Kinder.

Var det Versene? – Sofie sad ganske betuttet.

Men det var ikke Versene. Det var alt dette, som laa i det Ord «valgt», hendes Tanker bevægede sig om. – – Hun vidste det jo! Hun vidste saa godt, at han ikke længer kunde have Arveret til Tronen. – Det var ikke noget Nyt – – –

«Stakkels Kong Frederik! Stakkels miskjendte Kong Frederik!» lød det tause Suk indeni hende.

«Mor, – der holderholder] stanser en KariolKariol] tohjulet hestekjøretøy til persontransport ved den lille Port!» raabte Sofie, styrtede op og løb afsted.

«Den lille Port» var ved Enden af den store Have. Landeveien gik forbi der, og godt kjendte stansede gjerne for at skyde en Gjenvei gjennem Haven, da Veien gjorde en betydelig Sving.

Fru Krone havde ogsaa reist sig; men førend hun havde gaaet mange Skridt, meldte Sofie, at det var Faderens Hest og Kariol, hun saa. Selv var han allerede staaet af.

146«Kald paa en af Arbeidsfolkene og faa ham til at kjøre Hesten rundt,» raabte hendes Moder og skyndte sig for at møde den hjemkommende.

«Du kommer tidligere, end jeg havde ventet?» sagde hun, da hun havde ønsket ham velkommen.

«Jeg kunde været her allerede i Formiddag, da der var en Sag, som blev udsat. Men saa fik jeg Lyst til at lægge Veien om Eidsvolds Værk. Jeg har adskillige Nyheder, – naar jeg har været opom Kontoret, skal du faa dem allesammen.»

«Aa lad mig faa dem strax! Jeg ved, hvad ‘opom Kontoret’ vil sige,» Og halvt modvillig gav han efter og satte sig hos hende paa Bænken, hun nys havde forladt.

Sofie leirede sig i Græsset foran dem; hun var næsten ligesaa ivrig som hendes Moder for at høre Nyhederne.

«Saa du Prinsen?» var Fru Krones første Spørgsmaal.

«Nei. Men jeg har en Mangfoldighed af Hilsener fra vore Venner.» Han stansede, tog sin Hat af, strøg Haaret tilbage fra Panden og satte atter Hatten paa, forinden han fortsatte:

«De er alle ved godt Mod, skjønt der gaar Rygter om, at Prinsens UdsendingPrinsens Udsending] Carsten Anker (1747–1824), embetsmann og politiker og eier av Eidsvoll gård skal ikke havt Held med sig i England. Den engelske Prinsregent har ikke villet modtage ham, heder det. Han skal have henvist ham til Lord Liverpool,Lord Liverpool] Robert Jenkinson, 2. jarl av Liverpool (1770–1828), britisk statsminister 1812–1827 147som under Lord Castlereaghs Fraværelse forestaar de udenlandske Anliggender, og denne Herre siges at have været ubevægelig. Han skal ligeud og paa det bestemteste have erklæret, at England ikke kan anerkjende Prins Christian som Regent. Den engelske Regjering kan ikke forhandle med ham. England vil opfylde sine Forpligtelser til Sverige. – Hvorfra man havde disse Rygter, kunde ingen med Bestemthed sige. Prinsen skal ikke have hørt noget direkte.»

«Kanske det hele er Opspind for at skræmme os?»

«Det er muligt! Men selv om det skulde være sandt, bør det ikke nedslaa vort Mod, da man med Bestemthed ved, at den engelske Nation er paa vor Side. Det er jo Bevis nok paa Stemningen, at der i disse Dage skal være ankommet tyve tusind Tønder Korn fra England.»

«Gud være lovet! Faar vi saasandt Levnetsmidler, saa frygter jeg ikke!» udbrød Fru Krone.

«Det er ogsaa styrkende, hvordan vi overalt har Stemningen for os. Ikke mindst i Danmark. Der skal Begeistringen for vor Regent være almindelig, hørte jeg. Ja, i Kjøbenhavn gaar alle, som vil vise sin Interesse for Norges Sag med grønne Baand, – baade Mænd og Kvinder.»

Taarerne kom Fru Krone i Øinene: «Jeg vidste, de vilde ikke svigte os!» mumlede hun.

148«Hørte du noget Nyt fra Krigsskuepladsen?» spurgte hun lidt efter.

«Man vil vide, at Napoleon har antaget de allieredes Tilbud og erklæret sig villig til at erkjende Ludvig den attende for Frankrigs Konge. Han skal nu begive sig til Elba, som er tilstaaet ham med suveræn Magt! Sic transit gloria mundi,Sic transit gloria mundi] (lat.) slik forgår verdens storhet. «Pater sancte, sic transit gloria mundi» sies seremonielt av en munk ved en ny paves innsettelsesseremoni, for å minne paven på at han, på tross av sin nye tittel, stadig er dødelig. kan man nok sige her, om nogensinde.»

«Ak ja. – Og Pontecorvo?»

Rygterne om ham er for gode til at være sande. Han skal have tilbudt at renoncere paarenoncere paa] oppgi den svenske Trone mod en høi Post i Frankrig, eller et Fyrstendømme i Tyskland.»

Fru Krone foer halvt op fra Bænken:

«Kunde det være muligt! Ja, da skulde jeg velsigne ham. – Men jeg tror det ikke. Nei, jeg tror det ikke.»

«Jeg heller ikke. Ikke mere end det Rygte, at Exkongen GustavExkongen Gustav] Gustav IV Adolf (1778–1837), konge av Sverige 1792–1809, ble styrtet av tronen ved en militæroppstand på grunn av sin holdning under napoleonskrigen skal befinde sig i det russiske Hovedkvarter for at gjenindsættes paa Sveriges Trone. – Men hvorom alting er, man er nu fast bestemt paa at forsvare Fædrelandet og vore Rettigheder til det yderste.»

«Og Gud vil lægge sin Velsignelse til det. – Lad Pontecorvo aldrig saameget gjælde for totusind Mand – som man jo slaar ham an til? Ja, om man saa føier et Nul til, frygter jeg endda ikke. Jeg tror paa Mirakler, og Miraklernes Tid er ikke forbi.»

Hendes Mand svarede ikke strax; og lidt efter reiste han sig for at gaa til sine Forretninger. 149Margrete Seiers Brev, der laa paa Bænken, faldt idetsamme ned. Men da Sofie tog det op og rakte det til sin Moder, var dennes Tanker langt borte fra baade Margrete Seier og Kammerraadinde Gribs ihærdige Invitationer.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.