XV

Margrete blev ikke glemt af sine Venner. Sorenskriver Krone kom til Begravelsen og vilde tage hende med hjem. Kammerraad Grib kom ogsaa med samme Forslag. Men hun afslog det ene, som det andet. Forandringen var kommet saa pludselig og overvældende, at hun trængte at være alene for at sætte sig ind i den Fremtid, som nu laa foran hende.

Den var ikke lys: Vel havde Krones budt hende et Hjem, og Madame Rognli holdt det for en Selvfølge, at hun blev der; men kun hun selv og Anders vidste, at naar hver havde faaet sit, blev der neppe en Skilling igjen. En fattig Pige havde ikke mange Udveie i de Dage. Hun opdroges til Giftermaal, og glippede det, blev en «gammel Jomfrus» afhængige og oversete Liv hendes tunge Lod. Rigtignok var Margrete Seier bedre oplært, end de fleste af hendes jevnaldrende men der var liden Anledning til at gjøre sine Kundskaber frugtbringende; det Haab, hun selv 164satte til disse, bragte den gamle Tjener til Fortvilelse.

At hun kunde Tysk og Engelsk, – at hun kunde tage en Rolle i et fransk Skuespil og synge Duetter deri! – ja, alt dette havde været bra nok ivinter. Han havde været saa stolt af sit unge Herskab, naar han havde hentet hende hjem efter endt Komedie i Grænsehaven.Grænsehaven] Det Dramatiske Selskab var en teaterforening for amatører, stiftet av blant andre Bernt Anker, James Collett og Enevold de Falsen i 1870. Det holdt til på James Colletts eiendom Grændsehaven (nå Grensen), og var det viktigste teateret i Christiania fram til 1838, da det ble lagt ned. Men det passede ikke for hans Herres Datter at rende om i Byen som en anden FrançaiseFrançaise] kvinne av fransk herkomst, ofte synonymt med guvernante og undervise for Penge. Oberstløitnanten maatte jo vende sig i sin Grav!

Hans ellers saa rige Opfindsomhed stod ganske stille. Han havde mere end engang fundet paa Raad, hvor hans Frue og senere hans unge Frøken stod ganske raadvilde, men da havde man dog havt noget! Han sørgede oprigtig over sin Herre, og han følte Savn og Tomhed ved at være løst fra sin utrættelige Agtpaagivenhed med dennes Luner; men alt veg tilside under Bekymringen for Margrete. Som Dagene gik, blev hans knoglede Skikkelse endnu magrere, hans rynkede Ansigt endnu mere rynket. Først da gjentagne Breve fra Fru Krone bestemte Margrete til foreløbig at opgive sit Forsæt og tage til dem, aandede han lettere.

Dagen før hendes Afreise stak han Hovedet ind ad Døren og meldte, at Løitnant Ravn bad om at faa hilse paa Frøkenen.

Margrete reiste sig hastig, og der kom et Glimt af Glæde i hendes blege Ansigt. Men inden Døren atter aabnedes, var det forsvundet.

165«Jeg maa bede Frøken Seier ikke finde mig paatrængende,» sagde Ravn og tog den Haand hun rakte ham. «Jeg traf Deres Tjener paa Gaden og hørte, De imorgen skal forlade Byen. Jeg vilde saa gjerne faa sige Dem Farvel. Faa takke Dem –»

Det var kommet et saa forpint Udtryk i hendes Ansigt, at han stansede.

Men hun fattede sig hastig. Og idet hun bad ham tage Plads, spurgte hun, hvorledes Sagerne stod. Hun havde været som bortrykket fra Udenverdenen, sagde hun.

«Har da Frøken Seier ikke hørt om den engelske Gesandts Ankomst?»den engelske Gesandts Ankomst] Christian Frederik skriver i dagboken sin at rykter har nådd ham om at en engelsk utsending, en hr. Morrier (stavet feil: Morier), netopp har gått i land i Kristiansand og ventes til Kristiania neste dag. «Vi faar se hvad bud han bringer; jeg venter intet ubehagelig med hans komme, da han ikke synes at ha brydd sig stort om at samraade med de andre utsendinger før han kom hit; men jeg tviler ikke paa at han vil komme med trusler, indtil han indser at det ikke er et parti, men hele folket som vil gjøre motstand.»

Hun blev pludselig livlig: «Den engelske Gesandt? Vil da England hjælpe os?»

«Kongen haaber det. Han skal have havt flere Samtaler med ham, og Rygtet mener, at vi virkelig tør haabe paa Englands Mellemkomst. Jeg har rigtignok hørt, at Mr. Morriers Instruxer skal lyde paa, at England vil holde Traktaterne med Sverige. Men ogsaa, at han skal have ligefrem sagt, at man hjemme ikke ganske kjendte, hvordan Sagerne her stod.»

«Og Sverige – Kronprinsen?»

«Man ved intet med Bestemthed! Men det er klart, at man ikke tør haabe paa nogen fredelig Løsning. Kongen har opfordret til at danne flere FrikorpserFrikorpser] militære enheter av frivillige, opprettet under krigsforhold og ofte uavhengige av landets regulære styrker; overløpere, desertører og straffedømte sluttet sammen i væpnede forbund under egne Anførere. Vaaben og Amunition skal de naturligvis forsynes med. NationalkokardenNationalkokarden] en liten sirkelrund plate eller rosett av stoff, anbrakt som kjennetegn eller hederstegn på militære hodeplagg skal være graa og grøn, hører jeg.»

166Margrete svarede ikke. «Hvordan lever Kongen?» spurgte hun lidt efter.

«Han synes meget forhaabningsfuld. Jeg har selv hørt ham ytre sin Glæde over den engelske Gesandts Ankomst. Mr. Morrier skal være en human og intelligent Mand. Han skal have lovet at gjøre, hvad han formaar for at skaffe de norske Udsendinge, som nu er paa Veien til England, Foretræde hos den engelske Regjering. Han skal være vis paa, at England vil gjøre alt muligt for at opretholde Freden.»

«Opretholde Freden? Men hvordan? Krig vilde ikke være den værste Ulykke, Løitnant Ravn.»

«Det har De Ret i. Og jeg er ogsaa sikker paa, at vi vil kjæmpe til sidste Mand for vor Frihed.»

«Jeg har været saa egenkjærlig – har tænkt saa meget paa mig selv i den sidste Tid,» sagde hun efter en liden Pause.

«Det kalder jeg ikke egenkjærligt, Frøken.»

«Ak jo! – Men gjerne – Gud ved, hvor gjerne jeg vilde give Livet for mit Land.»

«Det tviler vist ingen paa. Heller ikke Kongen. Han spurgte nylig efter Dem.»

«Han viste Far stor Velvilje.»

Der indtraadte atter en Pause.

«Har De nu bestemt Dem til at blive hos Krones?» spurgte Ravn adspredt.

«For det første ialfald. De er mine ældste, bedste Venner. Jeg har heller ikke stort Valg.»

Han saa forundret paa hende.

167«Jeg har ikke mange Venner,» vedblev hun, med det Forsæt at faa en naturlig og venskabelig Samtale igang til Afsked. «Til virkelige Venner regner jeg kun Krones, de snille Rognlis – og Dem. Ja, for vi er gode Venner, ved De? Og det maa vi vedblive at være, – om ikke for andet, saa for Fars Skyld! Han holdt mere af Dem, end jeg har seet ham –» hun bøiede sig over sit Arbeide for at skjule de frembrydende Taarer.

Ravn reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage paa Gulvet. Fristelsen til at sige, hvor dyrebar hun var ham, blev ham for stærk. Det hjalp ikke, at han gjentog for sig selv, at det vilde være samvittighedsløst – slyngelagtigt! At han paany spurgte sig, hvad Fremtid han vel kunde byde?

Han stansede.

Idetsamme skjød det gjennem hans Tanke, – at kom hun til Krones, vilde hun kanske ægte Vilhelm Krone og blive en lykkelig Hustru?

Og han fortsatte sin urolige Gang – –

Margrete havde ogsaa kjæmpet for at blive Herre over sine Følelser, men forgjæves. Da han atter kom i Nærheden af hende, saa han Taarerne trille nedover hendes Kinder, og ved dette Syn var de sidste Betænkeligheder bortblæst:

«Frøken Seier –»Seier –»] rettet fra: Seier – (trykkfeil)

Han sagde hende, hvordan alt, hvad han tidligere havde higet efter og stævnet mod, var falmet og skudt tilside for hans første Kjærlighed.

168– – Det var vel Uret – Vanvid! – men turde han komme igjen og kræve hende som sin, hvis Lykken skulde gaa ham med? Hvis han kunde skabe sig en Fremtid, der gav ham Ret til at bede hende dele med ham Godt og Ondt?

Da han taug, betragtede han hende i aandeløs Spænding. Hun var bleg og skalv, men saa reiste hun sig, og idet hun rakte ham Haanden sagde hun ligefrem, hvor kjær han var hende. Paa Guds vide Jord den kjæreste –

Næste Øieblik sluttede han hende i sine Arme.

– Dørene i Christoffer Mortensens Gaard gik lydløst paa sine Hængsler. Den sidste Christoffer – Pebersvenden – havde ikke kunnet udstaa knirkende Døre, men havde selv med Olje og Fjær draget tilfeldts mod hver saadan Mislyd, og efter hans Død havde Cathrine samvittighedsfuldt overholdt Skikken. Saaledes gik det til, at ingen af de to hørte Døren gaa op. Et Sekund stod Susanna Rognli paa Tærskelen, – saa gled Døren lydløst i efter hende.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.