XXVIII

Mørk og nedstemt havde Christian Frederik trukket sig tilbage til sine private Værelser.

Det sidste svage Haab om en fredelig Løsning af Norges Sag var nu slukt; thi de fire Gesandter var vendt tilbage fra Sverige med uforrettet Ærinde. De Betingelser, han havde opstillet for Fred eller Vaabenstilstand, var afvist. Carl Johan krævede hans formeligeformelige] fullstendige Tronfrasigelse og Frederikshalds og Frederiksstads Besættelse af svenske Tropper som Garanti for Vaabenstilstanden.

Kongen reiste sig og saa ud. Fosseduren trængte ind gjennem det aabne Vindu og faldt sammen med hans egne sørgelige Tanker:

Han gjenkaldte sig, hvad de fire Herrer havde sagt, forinden de denne Morgen forlod Moss. I en Privataudients havde jo Mr. Forster paany forsikret ham om Umuligheden af Hjælp 277fra England? – Alle havde de jo lige til det sidste tilraadet den frivillige Forening med Sverige? Tilraadet den som eneste Redning fra Undergang – –

«Men de reiste dog uden at erklære Krig fra deres Suveræner!»Suveræner] overhoder mumlede han tilsidst og forlod Vinduet.

Han tog sig til Panden: Var det ikke et Skræmmeskud blot dette, at Benningsens HærBenningsens Hær] den tyskfødte Levin August von Benningsen (1745–1826) var general for den russiske armé og gjorde seg bemerket under Napoleonskrigen havde faaet Befaling til at rykke gjennem Jylland for at angribe Norge?

Men selv om dette var usandt, var jo Krig uundgaaelig? – Hvad andet kunde Angrebet paa HvaløerneAngrebet paa Hvaløerne] Svenske styrker angrep Hvaler 26. juli 1814. betyde? Hvad andet Kongen af Sveriges Proklamation om Ulovligheden af Rigsforsamlingen paa Eidsvold?

Krig? – Hvordan vilde Krigen ende? – – Hvad vilde følge efterpaa?

En sagte Banken paa Døren afbrød ham i hans Grublerier, og han vendte sig barskt mod den indtrædende Kammertjener.

«En fremmed Mand har flere Gange i Løbet af Dagen bønfaldt om at faa et Brev afleveret i Deres Majestæts egne Hænder,» meldte denne.

Med et spændt Udtryk greb Kongen Brevet; men hans Ansigt opklaredes, medens han læste; og idet han trak sit Uhr frem, sagde han:

«Sig, at strax er den bedste Tid til at modtage Brevskriveren. – En Konge ved aldrig, hvorlænge han er Herre over sine Handlinger; 278– og jeg mindre, end nogen,» tilføiede han sagtesagte] stille for sig selv.

Christian Frederik faldt atter i Tanker; men de var øiensynlig mindre mørke; hans Ansigt opklaredes, og han kastede flere Gange Blikket mod Døren. Det varede heller ikke længe, forinden den aabnedes for en sortklædt Skikkelse, indhyllet i et langt Slør.

Margrete Seier stansede et Øieblik for at samle sit Mod, saa slog hun Sløret tilside, gjorde en dyb, taus Hilsen og sank ned paa det Sæde, Kongen deltagende bød hende.

«Tal kun frit ud,» sagde han venlig. «Er der noget, hvormed jeg kan tjene Dem, saa vær vis paa, at Kong Christian omfatter sine Venner med samme Følelse, som Prinsen gjorde det.»

«Deres Majestæt maa ikke finde mig altfor paatrængende,» stammede Margrete.

«Sig kun, hvad De ønsker. Husk, at jeg er en Fader for alle i dette betrængtebetrængte] vanskeligstilte Land. Hver Undersaats Sag er min egen.»

Hun trak Veiret langt og tungt: «Deres Majestæt,» begyndte hun fastere, «det, som nu giver mig Mod til at træde frem for min Konge, gjælder ikke mig selv. Det gjælder en, hvis Ære er angrebet, – og hvem Forholdene stiller saa, at han kun har en stakkels ung Pige til at tale sin Sag.»

«Og hvorfor kommer han ikke selv? Intet er mig kjærere, end at skaffe den forurettede Ret. – Jeg havde smigret mig med, at 279saalænge Christian Frederik beklædte Norges Trone, skulde ingen gaa utrøstet eller uhjulpen bort, saasandt det stod i hans Konges Magt at hindre det. Hvorfor da bruge Mellemmand, – er hun end den elskværdigste af sit Kjøn?»

«Fordi Deres Majestæt selv har vendt Tilliden fra ham; jaget ham bort» svarede hun med lav Stemme.

«Ah! Hans Navn?»

«Løitnant Ravn.»

«Den Forræder! Unge Pige, denne Henvendelse for en Person, som har listelig sneget sig ind i min Nærhed for bedre at spille under Dække med Fienden, kan maaske tale for Deres gode Hjerte. Men den overrasker mig fra Oberstløitnant Seiers fædrelandssindede Datter.»

Margrete var med et sig selv igjen

«Hans Konge er ført bag Lyset,» sagde hun modig. «Deres Majestæt og Norges Sag har ingen villigere til at ofre Liv og Blod for det Storværk, som snart – om Rygtet taler Sandhed! – skal afgjøre vor Skjæbne.»

En Sky gled over Kongens Ansigt: «Hvorpaa grunder De denne dristige Paastand?» spurgte han uvillig.

«Det er Sandhed, Deres Majestæt. Men hvordan skaffe Beviser, hvor der ingen bestemt Anklage findes? Forræder! – Spille under Dække med Fienden! – – Blev han da nogensinde hemmelig fundet hos de fremmede Gesandter? Har ikke Deres Majestæt selv benyttet ham som Budbringer? – – Han er forvist fra 280sin ærefulde Plads i Deres Majestæts Nærhed. Men har han derfor gjort fælles Sag med Fienden? Nei. I dette Øieblik staar han sandsynligvis i Oberstløitnant Krebs’s Rækker. Han vil heller kjæmpe som Menig, end være uvirksom, medens Fare truer vort dyrebare Land. Den stakkels Soldat – det navnløse Nummer, – kan ligesaa villig ofre Liv og Blod som Officeren. Det er jo ikke Stillingen, som skaber Manden! Nei, sin Degradation kan han bære; – men ikke Deres Majestæts Unaade. Oh, Kong Christian!» udbrød hun inderligt og knælede foran Kongen. «Skjænk ham paany Tillid, og rens hans Navn. Det vilde kun være Retfærdighed; men jeg beder om det som Naade! Deres Majestæts kjærlige Hjerte kan ikke afslaa min Bøn. Ikke, saasandt De selv haaber paa Barmhjertighed.»

Hendes Bevægelse og Skjønhed rørte Kongen ligesaa meget, som hendes Ord. Han nødte hende venlig til at indtage sin Plads og vedblev derpaa:

«Gud forbyde, at jeg skulde lukke mit Øre for en saa varm Bøn. Der skal blive givet Befaling til Løitnant Ravns Tilbagekaldelse til sin forrige Stilling,Stilling] rettet fra: Stillng (trykkfeil) – med mindre han skulde foretrække en passende Post under Kammerherre Krebs.»

«Gud lønne og velsigne Deres Majestæt,» svarede Margrete og reiste sig for at tage Afsked.

Kongen betænkte sig et Øieblik, derpaa lod 281han hende ved en Haandbevægelse atter sætte sig. Der var aabenbart noget mere, han ønskede at sige. Alligevel nølede han.

«Deres Bøn er tilstaaet, og vor Samtale kunde jo dermed være tilende,» begyndte han endelig. «Men en dobbelt Tilskyndelse bevæger mig til at gjøre et ligefremt Spørgsmaal. En aaben Besvarelse skylder De mig – baade som Deres Ven og Konge. I hvilket Forhold kan Frøken Seier staa til den unge Mand, hvis Sag hun taler med saa megen Varme?»

«Jeg er hans forlovede Brud, Deres Majestæt.»

«Ah,» svarede Kongen og rødmede uvillig. «Altsaa som jeg tænkte! Løitnant Ravn skal visselig ske fyldest. Men uanseet den sidste, uheldige Sag, forekommer han mig ikke som noget passende Valg for min afdøde Vens Datter. Trods ydre Egenskaber, – og jeg indrømmer, at disse ingenlunde hører til de almindelige! – er hans Stilling altfor uklar og usikker. Han havde ingen Ret til at knytte en Piges Skjæbne til sin. Det smerter mig, men denne Oplysning tjener ikke til at hæve ham i min Agtelse. – Jeg taler til den forældreløse; hun maa vide, at hendes Konge mener hende det vel,» tilføiede han ved at se en brændende Rødme paa Margretes Kinder.

«Og derom tviler hun ikke, Deres Majestæt. Og hun er heller ikke blind for den Dom, Verden vil fælde over hendes Valg. Men hun gav sin Kjærlighed, inden hun selv kjendte den.

282Hun havde saa længe seet og hørt det, som var ædelt og mandigt, – ikke i Forholdet tiltil] rettet fra: tll (trykkfeil) hende selv, men i Forholdet til hendes Fader, – at Viljen var bundet. Hjertet fulgte sin egen Tilskyndelse.» Der laa saadan tillidsfuld Barnlighed i hendes Ord: en Konge havde jo en hellig Ret til at kjende hendes Følelser!

Christian Frederiks modtagelige Sind blev bevæget. Men han svarede:

«Lykkelig den, der har vundet en saa ren Tilbøielighed! Men min Dom om Løitnant Ravn bliver den samme. Besidder han de Egenskaber, som De tillægger ham, burde han selv være den første til at indse sin Pligt mod Dem. Det bliver egenkjærligt, letsindigt – ligefrem uforsvarligt at binde til sig en, som man ikke engang tilnærmelsesvis kan byde de Kaar, hun tilkommer. Han skulde aldrig talt til Dem om Kjærlighed.»

«Kan der ikke gives Øieblikke, da man ikke er Herre over sine Følelser?»

«Men det er isaafald en Svaghed. Og det forandrer ikke Sagens Uforsvarlighed.»

Der opstod en pinlig Pause. Margrete kjæmpede med modstridende Følelser. Tilsidst begyndte hun med lav Stemme:

«Deres Majestæt ved ikke, hvad det vil sige at møde fuld Forstaaelse, naar man har levet ene og venneløs! Er det saa underligt, at man da tænker mindre paa det, Verden kræver, end paa Hjertets Krav? – Gives der da ikke noget høiere og dybere – noget helligere! – end 283ydre Tryghed og Velvære? – Skal en Mand dømmes letsindig eller lav, fordi han har hædret en Pige med at tro hende villig til Forsagelse?»

Kongen svarede ikke; men der var noget i hans Blik, der bragte hende til paany at udbryde:

«Desuden har Løitnant Ravn gjengivet – ja, fra første Stund af givet mig min fulde Frihed. Men en norsk Pige bryder aldrig sit Ord; og hun svigter aldrig en Ven i Nøden! Maa Gud skjænke Deres Majestæt et langt og lykkeligt Regimente, saa skal det nok vise sig – saasandt han ogsaa skjænker os Livet! – at vi skal blive, ikke alene Deres Majestæts mest hengivne, men ogsaa lykkeligste Undersaatter.»

Hendes Kinder glødede, og Øinene straalede i fugtig Glans. Christian Frederik betragtede hende med Beundring. Et Øieblik syntes han tilbøielig til at fortsætte Samtalen; men han opgav det, reiste sig og sagde alvorlig:

«I et gammelt Ord heder det, at hvad Gud har sammenføiet, skal ikke Mennesker adskille.hvad Gud har sammenføiet, skal ikke Mennesker adskille] referanse til Matteus 19,6: «Saaledes ere de ikke længer to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, maa et Menneske ikke adskille.» Jfr. det kristne vielsesritualet, hvor dette inngår. Her ser referansen ut til å være myntet på forholdet mellom en konge og hans folk, som oppfattes som uadskillelig. Maa dette kunne anvendes i nærværende Tilfælde! Vigtige Sager kræver nu min udelte Opmærksomhed; men ske, hvad vil, Christian Frederik skal aldrig glemme den Tillid, hans unge Veninde har vist sin Konge. Gud være med Dem, kjære Pige»

Hun var allerede ved Døren, da han kaldte hende tilbage.

«Tiderne er usikre, og Eventualiteterne uberegnelige,» sagde han. «Jeg vil give Dem en egenhændig Opreisningsskrivelse til Løitnant Ravn.»

284Kongen gik hen til sit Skrivebord og nedskrev hurtig nogle Linjer, som han sammenfoldede og gav hende:

«Jeg haaber, jeg har gjort min Uret god igjen,» sagde han venlig. «Dette Papir vil sikre Ravn en passende Stilling hos Kammerherre Krebs. – Og saa, Gud befalet!»

Han rakte hende Haanden, og drevet af sit Hjertes Tilskyndelse, førte hun den ærbødig til sine Læber. Derpaa gjorde hun en dyb Komplimentgjorde … en dyb Kompliment] neide og var næste Øieblik ude af Værelset.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.