XXIX

Da Margrete var vendt tilbage, fik Anders Nielsen det Hverv at gaa til Kongsvinger for gjennem Oberstløitnant Krebs at opsøge Ravn.

Hun havde følt saadan Lettelse ved at se ham gaa afsted: Om to eller tre Dage kunde han jo være her igjen – – –

Men der gik tre og flere; – og saa kom Rygtet om Krigens Udbrud; og om Fredriksstads og Kragerøens uværdige Overgivelse.Krigens Udbrud; og om Fredriksstads og Kragerøens uværdige Overgivelse] 3. august 1814 iverksatte svenskene sitt hovedangrep på Fredrikstad, med et kraftig bombardement fra Kråkøy, en øy i Hvaler kommune. De norske styrkene trakk seg tilbake etter ordre fra kongen, mot generalenes råd og vilje. Dagen etter ble festningen oppgitt, og Karl Johan etablerte sitt hovedkvarter der.

Man var som lynslaaet. Først havde ingen villet tro det. «Det er umuligt,» sagde Margrete Gang paa Gang, medens Taarerne trillede nedover hendes Kinder.

«Eller det er det sorteste Forræderi!» mente de andre, hos hvem Forbitrelsen kappedes med Sorgen.

Og alles Tanker vendte sig mod Kongen –: den forraadte Konge! Hvad skulde Enden blive, naar man husede Forrædere inden de vigtigste 286Poster? Man havde nok hørt Tale om Bestikkelser; men saa forfærdeligt, som Virkeligheden nu viste sig, havde Fantasien aldrig udmalet det!

Ja, hvad skulde Enden blive? Hvad sagde man i Armeen?

For ikke mange Dage siden, var der kommet nogle forhaabningsfulde Hastværkslinjer fra Vilhelm Krone, som nu laa ved Staffelts BrigadStaffelts Brigade] Bernhard Ditlef von Staffeldt (1753–1818), tysk-norsk offiser. Utnevnt til generalløytnant da Christian Fredrik ble konge i Norge i 1814.e i Smaalenene:

«Endelig skal vi da komme i Ilden!» skrev han. «Hver Mand jubler over at faa Leilighed til at gjøre sin Pligt. Jeg frygter ikke for Udfaldet.»

Og nu? Hvad sagde han nu? – Hvad sagde alle de mange, som havde slidt ondt med trøstigt Mod i Haab om Fædrelandets Frelse? – Men kunde det da ikke være et falskt Rygte? Opdigtelse – Opspind?

Men hver ny Efterretning stadfæstede Sandheden. Tropperne, som var indkvarterede i Bygden, fnøs af Harme og brændte af Begjærlighed efter at afvaske Skammen. Man talte ikke om andet – –

Margrete Seier bebreidede sig bittert, at hendes egne Bekymringer i denne forfærdelige Tid trak Tanken bort fra Fædrelandets Ulykke; men det hjalp ikke. Hvergang hendes søgende Blik i Alleen opfangede en Skikkelse, som kunde have Lighed med ham, hun ventede, sneg sig en lammende Angst over hende: hendes Hjerte syntes at staa stille. Og hver ny Dags forgjæves 287Venten var en Stadfæstelse paa hendes sørgelige Anelser!

Thi fra de Kanter, hvor hendes Tanke dvælede, kom ogsaa Rygter om Krig og Slag. Man vidste intet bestemt; men der blev fortalt, at Fiendens Angreb var tilbageslaaet, at Menig, som Befal, havde udvist Mod og Tapperhed.

Var han mellem disse Tapre? Havde det lykkes ham at afvaske Beskyldningen og gjenoprette sin Ære? – Eller var han faldt, inden hendes Brev naaede ham?

Endelig en mørk, regnfuld Aften kom Anders tilbage. Et eneste Blik sagde, at Sendelsen var mislykket.

«Er han død?» Ordene kom med unaturlig Ro.

«Død? Nei, Frøken, det er jeg vis paa, han inte er. Ialfald inte paa de Kanterne. Men jeg skal fortælle det altsammen, bare jeg faar lidt i Livet. For jeg har inte havt Mad i min Mund siden idagmorges. Provianten er sluppet op, Frøken, og Pengene med!» Han lænede sig tungt bagover mod Væggen og skalv i Knæerne.

Margrete ilede hurtig ud i Kjøkkenet, hvor Sussa Mørk lovede at «forpleie ham paa den bedste Levemaaden». Derpaa gik hun med tungt Hjerte ind til Fru Krone for derinde i det stille Kammer at oppebie de sørgerlige Efterretninger, som hun følte, ventede hende.

«Fik du tale med Oberstløitnant Krebs? Fik du leveret ham Skriverens Brev?» spurgte Fru Krone, da Anders viste sig.

288«Aa ja, langt om længe fik jeg det med,» svarede han og satte sig træt paa den Stol, hun bød ham. «Men det var ellers ingen let Sag at faa Tag i Obersten, Frue. Først, saa var han naa inte paa Kongsvinger, da jeg kom der. Han var ved Lier Skanse. Og did begav jeg mig da strax. Men inte før var jeg der og tænkte, jeg skulde faa tale med Obersten, før det kommer Bud fra Fienden! Generalen deres sendte en Parlementær,Parlementær] (av fr. parlementaire) utsending; forhandler som de kaldte det, for at melde, at Svensken vilde spise tilaftens paa Lier –»

«Ja, der skete jo Angreb?» udbrød Fru Krone ivrig og glemte, hvordan Margrete brændte efter en anden Efterretning.

«Ja, og det baade hedt og vel! Men Krebsen er inte den Manden, som skjøtter om ubudne Gjæster, han. Han modtog dem efter Hjertelaget. Tre Gange drev han dem tilbage, endda det rigtig krydde af Blaakjoler.Blaakjoler] svenskene hadde blå uniformer Og sidste Gangen var han lige i Hælene paa dem en halv Mil og vel saa det.»

«Faldt der mange?»

«Inte af vore. En tre – fire Mand, kanske.»

«Men kunde ikke –?» spurgte Margrete. Hun var ikke istand til at fuldføre Sætningen.

Anders besindede sig:

«Morningen efter denne KommersenKommersen] oppstyret; uroen fik jeg da snakke med Obersten; og fik givet ham Brevet fra Skriveren,» begyndte han hastigt. «Men det nyttede ingenting. Han saa bare saa løseligt i det. Jeg fik vente, til han fik Stunder til private 289Sager, sa’ ‘n. Og dermed saa ‘n til Døren, saa jeg skjønte, jeg fik gaa.»

Da han mødte Margretes bedrøvede, spørgende Blik, vedblev han:

«Men saa gav jeg mig ikast med Soldaterne, jeg, Frøken. For det var jeg stø paa, at Løitnantens Fjæs, det skulde jeg kjendt under Chakoen, om han saa havde sværtet det. Men som jeg gaar der og spør og graver, saa kommanderes der til Afmarsch. Krebsen, han vilde ikast med Svensken igjen, han! Og dennegangen tænkte ‘n at traktere med varm Frokost til en Forandring.»

«Er det sandt, som Rygtet siger, at der har staaet et Slag ved Midtskog Kirke?»Midtskog Kirke] Eidskog kirke på Matrand spurgte Fru Krone og glemte sig atter i sin Iver for at høre Stadfæstelse paa Rygterne.

«Ja, det er inte farligt at sige det, Frue. For det har jeg da seet med mine egne Øine, det! Fast jeg og dem, som jeg gik med, kom for sent til den muntreste Dansen – – Ja, Obersten marscherer da afsted i Spidsen for 800 Mand for at gaa lige bardus paa Fienden. En anden Afdeling skulde tage Veien over Fjeldet og falde ‘n i Ryggen.

Det er en forunderlig Ting med denne Trommen! Hoppede inte Hjerte i Livet paa mig, da jeg hørte Marschen – akkurat som dengangen jeg var Unggut! Og saa er jeg gammel SolungSolung] person fra Solør ogsaa, maatro. Og det ene med det andet, det gjorde, at jeg slettes inte kom ihu, hvor gammel og støl jeg var –:

290Du faar freste og gaa med! sa jeg til mig selv. Gjør du ingen anden Nytte, saa snuser du vel op denneherre Løitnanten! Og skulde en Kugle træffe dig – ja, saa spares kanske en, som bedre er. Og saa det ene med det andet gjorde, at jeg gik med den Afdelingen, som skulde over Fjeldet.

«Men det er ingen Springvei, den Marschen. Og Soldaten var saa udarmet af ussel Levemaade og Natteuro, at mestendels Halvparten sakket af og blev liggende igjen, baade her og der. Og allesammen kom vi forsent til at gjøre rigtig Besked for os, da vi endelig var fremme. Men Krebsen havde ganske vakkert greiet det paa egen Haand, han. Det var Kar’en, som en skal lede efter Mage til, det! – Men saa hjalp vi naa med til at gjøre rent Bord, vi ogsaa da. En forskrækkelig Mængde faldt af Fienden, og endda flere tog dem i Skov og Myr. – – – Fast jeg inte kan rose mig af Kjærlighed til Svensken, saa er naa Menneske Menneske alligevel da, og det rigtig grøsser i mig, naar jeg tænker paa al den Elendigheden. – – Ja, dennegangen fik ‘n lære, at det inte er værd at komme ‘Baggen’Baggen] svensk begrep for nordmennene for nær. For han har baade Tænder og Klør. Og Kloen slog ‘n i hele Bagagen! Mange hundrede Vogner og Kjærrer – Krudtvogner og Stadsvogner – Hester og Penger. Ja, det var dem, som mente, at Soldaterne havde faaet Fingre i en urimelig Mængde Mynt. Men det saa naa inte jeg noget til.»

«Men fik du saa ikke bagefter tale med 291Oberstløitnant Krebs?» spurgte Margrete utaalmodig.

«Jo kors da. Men dette var inte strax, det, Frøken. Dem maatte først roe sig og komme til Orden, skjønner hun. Men saa snart, som jeg kunde se mit Snit til det, saa vovet jeg mig frem igjen. – Ja, – og saa fik jeg den Besked, at sligen en Løitnant havde han hverken hørt eller spurt,» sluttede Anders, der den hele Tid havde gruet for at rykke ud med denne ubehagelige Efterretning.

«Men dette er jo umuligt! Hvor skulde han da være?» spurgte Margrete fortvilet.

«Ja vidste jeg det, Frøken, saa skulde jeg lægge ivei igjen sporenstregs,» svarede han, rørt af hendes blege Ansigt. «Men saa slemt, som Obersten mente, kan det naa vel aldrig være.» Han stansede lidt og tilføiede nølende: «For han spurte bent ud, om vi kunde være tryg for, – at han inte havde rømt over Grænsen?»

Margrete førte hurtig Haanden til Hjertet, De sidste Dage havde bragt saa mange rystende Budskab om Forræderi og Feighed, at man snart kunde mistænke hvemsomhelst. Men næste Øieblik afviste hun den forfærdelige Tanke –

Men hvor var han? Havde en Ulykke mødt ham? Var han død?død?] rettet fra: død?» (trykkfeil)

Da Sorenskriveren hørte om den mislykkede Sendelse, trak han paa Skuldrene med en Mine, som sagde mere end Ord. Og vel søgte hans Hustru at give Margrete al den Trøst, hun formaaede; men ogsaa hos hende var Mistanken 292vakt. Denne pludselige Forsvinden kunde alene forklares paa en Maade!

For det øvrige Hus forblev Sagen en Hemmelighed.

Margrete gjemte fra nu af sin Sorg for sig selv; men hun sendte Anders tilbage til Byen med Bøn om at anstille alle mulige Undersøgelser. At hun selv skulde reise derind, havde hendes Venner bestemt modsat sig.

Det var tunge Dage, som fulgte. Tungere og tristere ogsaa paa Grund af det vedholdende Regn, som Dag og Nat skyllede ned og truede med et nyt Uaar. Faa af de Rygter, som naaede dem fra Krigsskuepladsen, tjente til at vække Haabet paany: I Hjerterne, som i Naturen, var der graat i graat.

Og saa – sent en Aften – kom Sorenskriveren fra Byen med et Budskab, som for flere Minutter gjorde dem alle maalløse: Krigen var allerede endt ved Konventionen til Moss.Konventionen til Moss] Mossekonvensjonen: våpenhvile i Moss 14. august 1814, hvor Norge måtte bøye seg for de fleste betingelsene fra svensk hold

Vel søgte han at formilde Efterretningen ved at kalde det en Vaabenstilstand; men ingen lod sig bedrage. Det, som i lange Maaneder havde staaet som et truende Spøgelse, det, som man holdt for Ulykke og Vanære, var den uafviselige Virkelighed:

Norge skulde forenes med Sverige.

Slaget nedsænkede Familien i dybeste Sorg. Hvad hjalp den Trøst, at intet endnu var afgjort? At Kongen alene i Storthingets Hænder kunde nedlægge sin Krone? At alt stod paa det uvisse, indtil Folkets Repræsentanter var traadt sammen 293og havde taget sin Beslutning? Krigen var jo i Virkeligheden endt. – Uhæderlig endt! Og dermed alt Haab ude.

Stadig kom der nu detaljerede Beretninger om det korte Felttog. Man fik fuld Besked om Sammenstødene ved Tistedalselven og Øiestad. Ligeledes om den ulykkelige Affære ved Onstadsund.den ulykkelige Affære ved Onstadsund] Det er mulig Charlotte Koren tenker på slaget ved Langnes, 9. august 1814, i nåværende Askim kommune i Indre Østfold. Dette markerte slutten på Napoleonskrigene i Skandinavia. Da de norske styrkene måtte oppgi Fredriksstad, reorganiserte de seg bak Glomma og bygde en petongbro ved Langnes for å trekke styrkene tilbake. Svenskene gikk til angrep, og slaget ble blodig for svenskenes vedkommende, med flere hundre falne. Oberst Hagermann, som ledet de norske styrkene, planla et motangrep, men kong Christian Frederik ble forferdet over de store tapene og ga ordre til at broen skulle ødelegges og forsvaret opphøre. Hagermann protesterte, men måtte følge ordre. Dette var det siste sammenstøtet mellom svensker og nordmenn. Deretter fulgte fredsforhandlinger, som resulterte i den såkalte Mossekonvensjonen.

Denne Efterretning var den tungeste. Ikke blot, fordi den i sig selv var afgjørende; den satte den hidtil forgudede Konge i et nyt og sørgeligt Lys.

Fru Krone ramte dette Slag haardest. Hun havde omfattet Christian Frederik med en Inderlighed, der var vidt forskjellig fra saa manges hurtigt opblussede Begeistring –: Kong Christian skulde jo frelse Norge og oprette, hvad Danmark havde forbrudt ved at svigte sine Brødre i Nødens Tider og Farens Stund. – –

Og havde han da virkelig svigtet sit Folks Tillid? Brudt sine Løfter?

Hun kunde ikke tro det! Det maatte være en grusom Misforstaaelse, eller det sorteste Forræderi.

Alle Militære, som kom der i Huset, udtrykte sin Harme i stærke Ord. Fredriksstads uforklarlige Overgivelse og Kongens VægelsindVægelsind] vakling og Modløshed oprørte dem paa det dybeste.Forfatternote: Og dette var ingen forbigaaende Følelse. Forf. har kjendt en Officer fra Felttoget i 1814, som – skjønt senere varm Unionsven – omtalte Christian Frederik med en Ringeagt og Bitterhed, som mere end sexti Aar ikke havde formaaet at udslette.

294Dette altsaa, var Enden paa deres korte Frihedsdrøm! Og det, medens stolte Løfter endnu gjenlød i deres Øren, og de brændte af Længsel efter at forsvare sin Selvstændighed! Om der saa aldrig havde været Bestikkelse og Forræderi med i Spillet, saa var det dog i Hovedsagen Kongens Uduelighed, man kunde takke for Felttogets sørgelige Udfald!

Og det var ikke de Militære alene, som brød Staven over Kongen. Hvert nyt Besøg – hvert nyt Brev talte herom. Nu i Forbitrelsens Hede glemte man Hensynet til den danskfødte Husfrue; og stille, uden et modsigende Ord, hørte hun paa deres Klager. Saa gik hun ind i sit eget Kammer og græd bitterlig.

Der var ogsaa en anden i Huset, som taus bar paa sin Smerte: Som en sky Fugl trak Margrete sig bort fra alle, selv fra Fru Krone. I Dybet af sit Hjerte følte hun den Skjænsel, som var overgaaet hendes Land; men ved Siden laa den bitre Sorg, at han, som hun saa blindt havde troet paa, – som saa fuldt eiede hendes Kjærlighed, – ikke havde hævet sin Arm til dets Forsvar.

Var han faldt paa Valpladsen, vilde hun visselig sørget. Med Livets Lykke og Glæde vilde det været forbi. Men hun kunde baaret dette – hun kunde da seet hver Mand frit i Øinene! Men nu – – –

«Frøken, jeg skjønner mig inte mere paa nogentingen, jeg,» sagde Anders Nielsen, da han efter sin anden frugtesløse Undersøgelse kom 295derop. «Dem siger, derinde i Byen, at ingen staar til troendes i denne Forstyrrelsens Tid. – Og her er Brevet til Løitnanten; det nytter inte, jeg gaar med det længer!»

«Aa Frøken!» vedblev han og vendte sig halvt bort, «aa Frøken – det gaar inte an at sørge. Dem er inte anderledes naa tildags! For naar selve Generalen, som sad i Kongens Raad, inte var bedre, end at han gav Svensken Besked om hele Forsvaret, hvad kan en da vente af andre, da? Fy for Fanden for en Kar! – – – Men endda det værste –» han vendte sig helt mod hende og sænkede sin Stemme til en Hvisken: «Det værste, Frøken, – det værste er, at dem mener, Kongen selv inte skal være bedre, end de andre.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.