XXVI

Da Kræmmer-Lisa havde modtaget den uventede Gave, begav hun sig strax til Kjøbmanden, hos hvem hun pleiede at tage sine Varer. Kjøbet af de «fine Band» var snart besørget; men Lisa var ikke færdig hermed. Hun kom først i Snak med nogle Kjendinger, hun traf i Kramboden; derpaa blev hun ifølge gammel Skik buden ind i Kjøkkenet for at bevertes. Under dette brød Uveiret løs. Hun blev, indtil det var over, og forlod Byen omtrent samtidig med Ravn, der ogsaa var opholdt af Tordenveiret.

Hendes Bestemmelse var at søge Nattely hos sin Beskytterinde, Madame Hansen, for at fortsætte sin Vandring ved Daggry den paafølgende Morgen. Men da hun først var kommet igang, tænkte hun, at hun kunde ligesaagodt gaa den Milen til Skydsskiftet. Hun var jo kjendt der med, og det var inte rigtig sømmeligt at vække den snille Mor Hansen ved Nattes Tider uden Nødvendighed.

264Humpende og lidt raskere end sædvanlig traskede hun afsted, thi Nattevinden isnede hendes Lemmer. Himlen var ganske klar; baade Maane og Stjerner skinnede. Men Lisa tænkte ikke paa det. Hun tænkte kanske slet ikke, eller undredes i det høieste, om der foruden hende fandtes Folk eller Fæ ude paa denne Tid af Natten?

Med et blev hun opmærksom –: Var det inte en Hest derborte, som stod og snusede til noget mørkt paa Veien?

Hun paaskyndede sin Gang og fik Øie paa Ravn. Han var faldt forover med Ansigtet mod Jorden, saa hun ikke kjendte ham; men idet hun hurtig skilte sig ved Skræppen, knælede hun ned og vendte ham om paa Siden. Maanen faldt klart paa hans Ansigt, og hun udstødte et Gjenkjendelses- og Forfærdelsesraab:

Død!

Død – kold og stiv. Han, som hun for faa korte Timer siden havde seet sund og rask, – som havde vist hende Godhed! – – Skulde da dette blive Enden paa det?

Men snart opdagede hun, at det var ikke Dødens Stivhed; og hun dyppede hurtig sit Forklæde i nærmeste Vandpyt og badede hans Ansigt og Tindinger. Lidt efter lidt forsvandt den askegraa Farve; og Hjertet begyndte at slaa; saa aabnede han Øinene og stirrede forvirret omkring sig.

«Han har inte faaet rigtig sin Bekomst, Far,» sagde hun, da hun havde faaet ham i en 265siddende Stilling. «Men i Guds søde Navn, hvordan er dette herre gaaet til, om jeg maa spørge?»

Ravn tog sig til Panden. Det var klart, at han ikke var ved fuld Bevidsthed.

«Det blir vel bedst at se, hvordan dette har sig,» mumlede hun og knappede hans Uniformskjole op. Ved at opdage Blod paa Skjorten, brettede hun den ihast tilside og bøiede sig over ham:

«Kugle, kan jeg tænke; – for Knivstik kan det inte være! – – Det ser stygt ud, Far; men han faar takke til, at det inte traf værre Stedet,» vedblev hun ved at se, at Kuglen var trængt ind gjennem hans høire Bryst. «Kunde jeg bare saasandt faa det Fanteriet ud, saa ved jeg en Salve, som er urimelig god til at gro.»

Og hun gav sig ifærd med at undersøge Skudsaaret.

«Naa, naa, – at saa lidet kan gjøre det, sa Troldet, han havde faaet en Grankongle i Øiet,» mumlede hun igjen, medens hun trykkede og klemte. «Ja, ja, bedre vingeskudt end hjerteskudt, heder det jo – men Gud trøste os! er ‘n inte igjen ganske hvid om Næbbet og saa stiv som et frossent Nød!»Nød!] (dial.) naut; kveg; dyr

Lisas velmente Undersøgelse havde sendt Ravn i en ny Besvimelse; og dennegang hjalp hverken Vand eller Tiltale.

Hun stod bange og raadvild –

Da faldt hendes Blik paa den halvt overgroede Vei til Madame Hansens Gaard. Hun 266kjendte hver Adkomst til det Sted og havde næste Øieblik fattet sin Beslutning.

Varligt tog hun nu Ravn under Armene og trak ham ud af Veien, hen under Skyggen af Træerne. Derpaa spændte hun raskt Skræppen paa. Ravns Hest stod lige ved Siden, og en ny Tanke slog hende:

«Gjem din Ven og gjem din Mund, siges der; men det umælende Bæst kan ogsaa snakke fra, og jeg har mine Tanker om dette Spelle,»Spelle,»] rettet fra: Spelle.» (trykkfeil) sagde hun ved sig selv og greb Hesten ved Tøilen. Dyret lod sig villig lede; og saa hurtigt, som hun ikke havde gaaet paa mange Aar, ilede Lisa afsted og naaede snart sin tidligere Madmoders Bolig.

Hun vilde ikke sinke sig med at vække Enken, men skyndte sig ind til det gamle Par i Drengestubygningen. Trods baade Døvhed og Sløvhed bragte hun dem snart paa Benene, fik fat paa en Grind til en Høvogn, og med denne ilede de alle tre til Ulykkesstedet, saa hurtigt, som deres gamle Ben vilde bære dem.

Ravn viste Tegn til Liv; men han lod sig viljeløs lægge paa den improviserede BærebørBærebør] båre og føre afsted; og nu varede det ikke længe, førend det spøgelsesagtige Tog stansede udenfor Madame Hansens Dør.

Enken var ikke faldt isøvn efter det uvelkomne Besøg, og Støien udenfor bragte hende strax til Vinduet. Ved Lisas Bøn om Hjælp kom hun skjælvende i Klæderne og skyndte sig derpaa at lukke op.

267«Lad os ligesaa godt faa ‘n ovenpaa med det samme,» sagde Lisa. «Der ligger ‘n bedst – og mest borte ogsaa. Det er inte værd at nævne noget om ‘n, før han er bra igjen og kan snakke for sig selv, ser I. For jeg har saa mine egne Tanker om dette Spelle, jeg!» Hun sagde dette saa hemmelighedsfuldt, at Enken var nær ved at gaa fra Sans og Samling.

Da Ravn var bragt tilsengs, tilbød Lisa sig paany at undersøge Saaret; men han vægrede sig bestemt. Hun skulde hente en Læge, paastod han heftig.

«Naa, som han vil da, Far! Men inte fordi jeg tror stort paa Dokterkur. Skal en leve, saa lever en nok alligevel. Det gaar naa, som Vorherre vil, – idag rød, imorgen død, heder det.» Hun lagde misfornøiet Sengklæderne tilrette og tilføiede: «Ellers saa ved jeg naa en i Lakkegaden; og han kan jeg gjerne gaa efter, om I tror, det er noget bedre.»

«Han har redelig betalt for Bryderiet,» sagde hun nedenunder til Madame Hansen, førend hun paany begav sig ud. «Men inte fordi jeg tror, han staar det over, faar først Dokterne Kløerne i ‘n.»

Ravn tilbragte en smertefuld Nat; og da Lægen kom, blev Undersøgelsen lang og pinlig.pinlig] smertefull Denne begyndte derpaa at spørge om de nærmere Omstændigheder ved Ulykken, men Ravn svarede afvisende og forlangte med feberagtig Heftighed, at Doktoren ikke alene skulde fortie det indtrufne, men ogsaa, at han var der i Huset; han gav sig ikke, forinden han fik det Løfte.

268Nedenunder optog imidlertid Doktoren et Slags Forhør. Lisa fortalte uforbeholdent, hvad hun vidste, indtil han paa slet norsk, – han var nemlig Tysker, – begyndte at tale om Forklaring for Øvrigheden. Da kom der Skræk i hende. Hun nærede baade Mistro og Frygt for Lovens Mænd og holdt sig helst i længst mulig Afstand fra disse. Neppe havde derfor Doktoren lukket Døren i, førend hun beredte sig til at fortsætte sin Vandring.

Enken tryglede og bad hende blive; men hun var ubevægelig. Efter at have spist Frokost forlod hun sin Beskytterinde med det Forsæt ikke at se Byen igjen paa den første Tid. Der var kommet en saadan Panik over hende, at da hun paa Landeveien fik Øie paa Ravns Pistol, greb hun den og gik et langt Stykke ud af sin Vei for at faa den kastet i et dybt Vand, hun vidste om i Nærheden.

Doktoren derimod havde forladt Huset, fast bestemt paa at faa Rede paa denne besynderlige Affære, trods sit nødtvungne Løfte til Patienten. Men som han nu gik der i den fredelige Morgenstund, medens Solen skinnede muntert paa det efter Regnet forfriskede Landskab, medens Lærken slog sine Triller i den blaa Luft, og alt omkring ham fortalte om Tryghed og Fred, syntes Tanken paa Overfald og Mord altfor urimelig. Det havde naturligvis været en Duel! Havde man kanske i Norge ikke Lov til at duelere, siden den saarede var saa ivrig for at holde Sagen skjult?

Hjemme i sin ensomme Stue, – han var en 269ugift Mand, – begyndte han paany at gruble over det indtrufne. Men det endte med, at man fik se Tiden an. Han vilde om Eftermiddagen atter se til sin Patient og søge at faa mere ud af ham.

Men om Eftermiddagen havde Sygdommen antaget en alvorligere Karakter, og snart gjorde Feberen enhver Meddelelse umulig. Dag for Dag blev Tilstanden værre og lagde fuldt Beslag paa hans Tanker. Vistnok følte han af og til sin Stilling pinlig; men da han ikke kunde komme paa det rene med, hvad han burde gjøre, iagttog han fuldstændig Taushed. Han var forresten ikke Læge, men en af de tyske Barbersvende, der i Krigens Tid var kommet til Norge som Feltskjærer.Feltskjærer] militær sårlege Han besad imidlertid en let Haand, adskillig Erfaring og virkelig Interesse for Chirurgien. Dertil behandlede han sin Patient med den største Omhu, saa Ravn ikke var i de sletteste Hænder.

Hans ufrivillige Vertinde gjorde ogsaa sit bedste. Hun kviknede formeligformelig] virkelig i under denne Pleie, da hun først havde vænnet sig til det skyedeskyede] som man unngår Kammer. Det var jo noget andet end at tænke sig sløv over sine egne Ulykker! Men Lisas Formaning til at holde Sagen hemmelig, hvilket i Begyndelsen havde skræmt hende, gjorde hende senere forsigtig. Hvad hun egentlig frygtede, vidste hun ikke; men hun undgik omhyggelig alt, der kunde antyde, at hun havde fremmede i Huset.

Og underlig nok rygtedes det ikke. Madame Hansen havde intet Samkvem med Naboerne; og disse var forlængst færdige med hendes Affærer.

270De to gamle havde taget for god den Forklaring, Kræmmer-Lisa fra først af havde givet dem; og paa sin sløve Maade passede de Gjæstens Hest ligsaa trofast, som de varetog sine andre Gjøremaal.

I flere Uger svævede Ravn mellem Liv og Død.

Men hvergang Doktoren forlod ham, tænkte han alligevel, at han nok stod det over; – «han syntes at have saadan udmærket Konstitution.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.