VII

Madame Rognli pleiede sjelden gjøre nogen Forandring i den engang vedtagne Husorden. Men i disse Dage nødte nogle Ulemper ved en Skorstenspibe hende til at forlade sit og Datterens Sovekammer og flytte ind i et Værelse, som den sidst afdøde Christoffer Mortensen havde benyttet. Det laa i Sidefløien til Gaarden og med Indgang fra Svalgangen, som i begge Etager løb langs med den indre Side af Bygningen. Værelset var lyst og venligt og med en Rigdom paa Sol; men Marthe Rognli skulde aldrig taget det ibrug, om ikke de øvrige Rum i Huset havde været optaget.

For Susanna var denne lille Forandring en hel Begivenhed. Hun vaskede og pudsede sine Nelliker og halvt udsprungne Maanedsroser,Maanedsroser] en tidlig kulturrose med hyppig blomstring. Betegnelsen var særlig brukt om en variant av Rosa chinensis, innført i Europa i 1798. for at de skulde faa det rigtigt godt i de to Solvinduer. Og hun overtog med Glæde den hele Flytning, da Cathrine sukkede over, at «salig Husbonds Kammers ikke skulde faa staa ifred».ifred».] rettet fra: ifred. (trykkfeil)

90Da hun var færdig, hentede hun Nøglerne til sin Morbrors Komode, der stod herinde, og hvor hun skulde lægge sit Tøi. Og det var med en vis høitidelig Nysgjerrighed, hun aabnede Skufferne.

Hun følte sig næsten skuffet, da hun fandt dem tomme. Men pludselig opdagede hun et indre Gjemme, dækket af et Skyvelaag.

Det var vanskeligt at faa skudt Laaget tilside; men endelig lykkedes det, og hun fik Øie paa nogle Pakker, indsvøbt i gulnet Papir. Den største indeholdt en Bibel i Skindbind med Beslag og Spænder af Sølv. Hun aabnede den med Pietet.Pietet] ærbødighet Men istedenfor Morbroderens Navn, som hun havde ventet at finde, stod der med store, snirklede Træk:

Givet min kjære, yngste Datter
Susanna Mortensen
paa hendes Confirmations-Dag
Anno 1784.

Længere nede paa Siden var tilføiet med usikre, næsten barnlige Bogstaver, der dog havde en vis Lighed med den anden Skrift:

«Dømmer ikke, Gud er barmhjertig.»Dømmer ikke, Gud er barmhjertig] referanse til Lukas 6,37: «Og dømmer ikke, saa skulle I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal der forlades eder.»

Hun blev staaende med Bogen i Haanden og stirrede paa dette Navn:

Susanna Mortensen? – Hun havde jo aldrig vidst, at hendes Moder havde nogen Søster?

«Dømmer ikke, Gud er barmhjertig,» læste hun igjen.

Susanna var ikke vant til at sende Tanken udenfor sit daglige Livs trange Ring. Men ligesom 91som en Fugleunge, der første Gang prøver Vingerne, flagrede de pludselig bort fra Redet for at søge det ukjendte. Men de fandt ingen Kvist at hvile sig paa, og efter en famlende Flugt vendte de atter tilbage til det samme Spørgsmaal, hvorfor hun aldrig havde hørt, at hendes Moder havde havt en Søster?

Kanske de andre Pakker kunne fortælle noget herom?

Hun aabnede disse ihast. Men der var kun nogle Ubetydeligheder, foruden et Silketørklæde, som aflokkede hende et Beundringsraab.

«Hvor fandt du dette?»

Hun vendte sig forskrækket: Hendes Moders Stemme var saa skjærende haard.

Madame Rognli greb Tørklædet, og idet hun stirrede paa de fine Blomster i den gulnede Bund, gjentog hun sit Spørgsmaal.

«Her i Skuffen,» stammede Susanna.

Hendes Moders Øine faldt nu paa Bibelen:

«Den ogsaa,» mumlede hun og sank ned paa en Stol.

Uvilkaarlig trak hun den til sig; – aabnede den og saa paa Faderens velkjendte Skrifttræk. Da –

«Dømmer ikke, Gud er barmhjertig,» læste hun idetsamme; og Bogen gled ud af hendes rystende Haand.

Men næste Minut var hun atter sig selv.

«Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! Som et Menneske saar, skal det og høste,»Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! Som et Menneske saar, skal det og høste] referanse til Paulus’ brev til Galaterne 6,7: «Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste.» sagde hun med fast Stemme.

92Susanna stod bange og uvis, om hun skulde gaa eller blive.

«Denne Bibel har tilhørt din Moster, Susanna. Hun, som døde, to Aar før du blev født.»

«Er det hende, jeg er opkaldt efter?»

«Ja. Du har sagtens hørt om hende?»

«Nei, ikke før jeg saa Navnet i Bibelen.»

«Det var rart! Folk pleier ikke være saa – Det er kanske paatide da, at du faar høre om den Skam, som vi bærer paa! Andres Synd kan tjene til Advarsel i denne slemme og ugudelige Verden.»

Susanna slog Øinene til Jorden. Hendes Moder strøg sig med Haanden over Panden og begyndte:

«Jeg havde en liden Søster, ser du. En vakker liden Søster. Mor døde, da hun kom til Verden; og saa faldt det til mig at passe denne vesle Stakkaren, endda saa liden, jeg selv var! Det var vel derfor, at hun voxte slig ind i mig, som hun gjorde! Da jeg blev gift, saa var hun ikke sytten Aar, men hun skulde alligevel styre Huset for Far og Christoffer. Vi havde en gammel tro Tjenestepige foruden Cathrine – og saa hende, som Far og Mor havde taget til sig af Barmhjertighed, og som lønnede dem med –– Men det nytter ikke at snakke om Redskaberne – –»

Hun trak sit blaaternede Lommetørklæde frem og aftørrede Sveden, som perlede paa hendes Pande.

93«Jeg var ikke ofte i Byen; vi havde stort Hus og Bestyr. Og Susanna var sjelden hos os. Men naar jeg saa hende, synes jeg, hun lignede en Guds Engel, saa deilig var hun. Gud tilgive min forfængelige og kjødelige Kjærlighed!»

«Det gik bra med Stellet, sagde baade Far og Christoffer. Og det gjorde det vist; for Susanna var flink og ferm paa alle Maader. Ingen af os drømte om, at Fristeren kunde lure ved vor fredelige Dør. Vi tænkte, at Guds Velsignelse maatte hvile over det Hus, hvor hans Navn blev holdt i Ære; – men alene Herren kjender Hjerter og Nyrer, – og han tugter derefter.»men alene Herren kjender Hjerter og Nyrer, – og han tugter derefter] kanskje en referanse til Profeten Jeremias, 17,10: «Jeg Herren er den, som ransager Hjertet og prøver Nyrer og det for at give hver efter sine Veje, efter sine Idrætters Frugt.»

«Saa var det en Dag – Gud lade dig aldrig opleve saa tung en Stund!»

Og atter førte Marthe Rognli Lommetørklædet over Panden, Men saa gjorde hun sig haard og vedblev:

«Vi havde et Veir den Dag, som paa faa Timer gjorde Høst til Vinter. Stormen piskede Træerne bare og stivnede baade Jord og Vand. Knapt en Hund næntenænte] orket vi at slippe ud. – – Din Far og jeg stod ved Vinduet og talte om, at der vilde nok spørges Ulykker paa Søen efter dette, da saa vi en komme ridende ind paa Gaarden. Det var Christoffer paa en skumsved Hest. Jeg kjendte jeg blev som Is!

«Og Ulykke var der. Slig, som jeg aldrig kunde tænkt det. Susanna var borte; og Far stred med Døden.»

«Borte? Var hun død?» udbrød Susunna.

«Død? Hvad havde det været! Nei, hun 94havde forladt sin graahaarede Fader og sit agtværdige Hjem; hun havde glemt Tugt og Ære for at følge en af denne Verdens fulefule] slemme Bedragere.

«Christoffer var saa udaset,udaset] utslitt at han knapt kunde staa; men vi maatte afsted. Far stred jo med Døden. – Jeg glemmer aldrig den Fart! Naar Vindstødene kom, maatte jeg holde mig i Hestemanen for ikke at blæse af, og alligevel kjendte jeg det ikke: Jeg bare sansede at Susanna var borte – og borte paa slig Vis. Jeg skulde gladelig givet Livet, for at have havt hende igjen uskyldig og ren som før – –»

Hun stønnede høit. Men saa begyndte hun paany:

«Herren var alligevel naadig. Far levede. Ja, han levede hele otte Dage. Han tilgav og velsignede hende, som havde lagt ham i Graven. Og saa gik han ind til Hvilen i Gud.»

Marthe sad ganske stille. Saa tog hun halvt aandsfraværende Søsterens Tørklæde og begyndte at lægge det sammen. Men hun slap det pludselig, som det havde brændt hende –

«Det varede ikke længe, før vi fik Brev fra Susanna,» begyndte hun igjen. «Hun havde det godt i alle Maader, skrev hun. Vi fik ikke ængste os for hende og ikke sørge. Vi fik helst glemme hende!

«Christoffer, stakkar, han mente naa altid, at det endda kunde ende vel. Som om der kunde bli Velsignelse for den, som havde lagt sin Faders graa Haar med Sorg i Graven! Aa 95nei. Den, som saar Storm, høster Hvirvelvind.Den, som saar Storm, høster Hvirvelvind] kanskje referanse til Profeten Hoseas, 7,8: «Thi Vind saa de, og Storm høste de.» Han forskjød hende, da Stadsen var forbi, det blev Enden paa den Syndens Herlighed. Men i Silke og Fløiel havde hun været klædt, det kjendtes paa Fillerne, som hun og Gutten havde paa sig.»

«Kom hun da hjem?» hviskede Susanna, da hendes Moder paany stansede.

«Ja, ni Aar efter, stod hun en Aften i Kjøkkenet paa Rognli. Hun og Gutten havde vandret paa sin Fod fra det Sted, Skipperen satte dem iland. – Det sved i Hjertet at se sin Søster som den, hver Mand turde pege Finger ad; men vi tog hende ind til vort. Og der blev hun, til hun døde – knappe to Maaneder efter.»

Susanna hulkede sagte.

«Ja, du kan nok graate,» sagde hendes Moder mildere. «Hun var saa ulykkelig, som bare den er det, som har mistet alting uden at faa Fred. Han, som havde gjort hende ulykkelig, bar hun endda i Hjertet; og Gutten var hendes Afgud. Og hun var hans ogsaa. Vi fik ham ikke fra hende, saalænge hun levede. Og da hun døde med ham i Armene, og vi maatte slide ham fra hende med Magt, saa troede jeg han havde raset sig ihjel.»

«Gutten? Hvor er der blit af ham?»

«Han var ikke længe hos os –» Hun reiste sig hurtig og forlod Værelset.

Susanna saa efter hende; og i Medlidenheden med den ukjendte Moster, blandede der sig en Følelse af Bitterhed mod Moderen: At 96hun kunde været saa haard, saa hjerteløs mod sin arme, ulykkelige Søster!

Hun forstod ikke, at hendes Moder havde elsket denne Søster, dybere og stærkere end sit eget længe ventede Barn. At denne Kjærlighed havde overvundet alle Hensyn, da dette Barn skulde have Navn. Hun vidste jo ikke, hvordan denne Kjærlighed blandede sig ind i Moderfølelsen, da hendes egen lille Pige mere og mere lignede den tabte Søster. Hun vidste heller ikke, hvordan hendes Moder stred mod denne «afgudiske Kjærlighed» og kjæmpede for at bøie sig i fuld Lydighed under den Gud, som hun kun kjendte som en streng og nidkjær Dommer –

Nei, Susanna forstod intet af dette. Ikke mere, end hendes Fader havde forstaaet sin Ægtefælles Kamp for at blive en Hustru efter Skriftens Ord. Han havde taget det som en selvsagt Ting, at hun stadig bøiede sin stærke Vilje ind under hans og aldrig lod sin store Overlegenhed komme tilsyne. Ja, Søren Rognli var gaaet i sin Grav med Enfoldets hele Selvtillid og sikre Tro paa sin Overmagt i Kraft af Ægtemand.

Skulde nu hans Datter vedblive at være ligesaa blind for det selvforsagende Liv, som rørte sig indenfor hendes Moders kolde, tillukkede Ydre?

Stakkels Susanna var et lidet varmhjertet Menneskebarn, og Formaningen til at sky Verden og dens forfængelige Væsen, lød ofte som en Dom over Uroen og Længslen indeni hende. Ligetil Seiers flyttede ind i Huset, var hun voxet 97op sky og udestængtudestængt] rettet fra: udestænkt (trykkfeil) fra Udenverdenen. Men nu var det anderledes. Frøken Seier forekom hende som det deiligste paa Jorden; og oppe hos hende skiftede alt Udseende.

Noget som det, hun nu havde hørt, var dog aldrig kommet indenfor hendes Tankeverden. Og medens hun omhyggelig lagde de udtagne Sager tilbage paa deres Plads i Komoden, var hendes hele Sjæl fyldt af Historien om den ukjendte Moster.

En Skikkelse mørknede pludselig Vinduet; forinden hun endnu havde lukket Skuffen ilaas, stod Løitnant Grib i Døren.

«Skræmte jeg Dem, Jomfru Susanna?» spurgte han smilende og kom nærmere. «Ovenpaa er ingen hjemme, og saa fik jeg Øie paa Dem gjennem Vinduet.» Han satte sig uden at tage Chakoen af.af.] rettet fra: af.» (trykkfeil)

«Vær saa god at gaa ind i Stuen,» bad hun forlegen.

«Tak – det vilde blot forstyrre Madame Rognli. Min Tid er desuden knap! Jeg vilde kun spørge, om hvordan DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) slap fra Deres Skræk forrige Fredag?»

«Jeg besvimede og blev baaret hjem.»

«Baaret hjem! Af hvem?»

«Af en Kone – de kalder hende Kræmmer-Lisa.»

«Det store, mandhaftige Fruentimmer, som befatter sig med at spaa?»

«Det kan nok være, hun gjør det ogsaa.»

«Jeg tror nok, jeg kjender hende. Men sæt 98Dem da, Susanna! De ser ud, som De ønskede mig paa Døren?»

Hun rødmede og slog Øinene ned. Der var noget saa skjært, ungdomsfriskt og uskyldigt over hende, at han uvilkaarlig tog Chakoen af.

«Kjære Jomfru Susanna, De har da vel ikke imod at snakke lidt med mig?» vedblev han høfligere. «Jeg glemmer saa let, at De nu er stor og voxen! Jeg tør vel ikke spøge med Dem, som naar jeg mødte Dem i gamle Dage? Husker De, da jeg frelste Dem fra den sinte Oxen?»

«Ja, det husker jeg godt,» svarede hun, idet hun saa op og smilede. «Men vil ikke Løitnanten gaa ind i Stuen? Her er saa –»saa –»] rettet fra: saa – (trykkfeil)

«Her er alt, hvad mit Hjerte begjærer!» afbrød han hende hurtig og reiste sig. Han havde hørt Skridt i Trappen og ønskede ikke at blive truffet paa denne Visit. «Farvel, Susanna! Glem mig ikke.» Og inden hun ret havde besindet sig, var han borte.

Idet Adolf Grib hurtig ilede henover Svalgangen og ned den nedre Trappe, vendte Løitnant Ravn sig og saa udover Rækværket. Derpaa fortsatte han sin Gang til Oberstløitnant Seiers Dør. Den var laaset; og han maatte gaa med uforrettet Sag.

Udenfor Madame RognlisRognlis] rettet fra: Rognlies (trykkfeil) Dør stansede han. Han nølede lidt; saa bankede han paa. Da ingen svarede paa hans Banken, aabnede han Døren og traadte ind.

99Han blev staaende i den tomme Stue og lod Blikket glide fra Gjenstand til Gjenstand – Da der blev gløttet paa Kjøkkendøren, og gamle Cathrines rynkede Ansigt viste sig, vaagnede han op, som fra en Drøm.

Ved Synet af en Uniform i sin Madmors fredelige Stue, slap Cathrine Dørgrebet og gjorde et underligt Knix.

«Er Madame Rognli eller hendes Datter hjemme?» spurgte han med et Smil.

«Aa«Aa] rettet fra: Aa (trykkfeil) kors da!» og Cathrine smækkede Døren igjen.

Ravn gik hen til det gamle Stueuhr: «Gid det vilde slaa!» tænkte han og betragtede det med et eget, vemodigt Udtryk.

Han hørte ikke Døren blive aabnet, eller Susanna komme ind, førend hun stod ved Siden af ham.

«Et vakkert Uhr!» sagde han forvirret. «Det er vist gammelt?»

«Det er fra Oldefars Tid.»

Han tog sig nu sammen, og spurgte høfligt, om hun var Jomfru Rognli? Og turde han uleilige hende med nogle Papirer til Oberstløitnant Seier? Han kom ikke ind ovenpaa.

«Nei, de er borte idag,» svarede Susanna og tog imod Papirerne.

Hans Ærinde syntes udført, men han blev staaende og begyndte paany at betragte det gamle Stueuhr. Pludselig vendte han sig raskt, saa alvorlig paa Susanna, og sagde med en Hjertelighed, der underlig berørte hende:

100«De maa ikke blive vred, om jeg beder Dem vogte Dem for den Officer, som jeg nylig saa gaa herfra. En hensynsløs Karls uvorneuvorne] uvørne; uforsiktige Snak kan let skade en ung Pige, om hun er aldrig saa uskyldig. Havde jeg truffet Deres Moder, vilde jeg sagt dette til hende.»

«Mor er ikke rigtig tilstede.» stammede Susanna.

«Jeg er blit Adjutant hos Oberstløitnant Seier og kommer daglig i Huset. Skulde nogen ville fortrædigefortrædige] fornærme Dem eller skulde De paa nogen Maade trænge Hjælp eller Forsvar, kan De trygt henvende Dem til Gustav Ravn.»

Klangen i hans Stemme gik Susanna lige til Hjertet. Hun sitrede af indre Bevægelse, og om hendes Læber spillede et usikkert Smil; men hun svarede ikke.

Ravn saa paa hende med venlig Deltagelse, og idet han rakte Haanden frem, vedblev han:

«Glem nu ikke, hvad jeg har sagt. De kan trygt stole paa mig, for jeg er –» han stansede, «Deres Søskendebarn» vilde han have sagt, men rettede det til, «for jeg er en ordholden Mand.»

Neppe var han borte, førend Susanna ilede ind paa sit Kammer, overvældet af Eftermiddagens vexlende Indtryk. Hun forstod ikke, hvad der pludselig var kommet over hende; men der var mere Jubel end Smerte i hendes heftige, krampagtige Graad.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.