VI

Ved Aarhundredets Begyndelse herskede der i alle Forhold en uhyre Forskjel fra vore Dage. Tiden før de ulykkelige Krigs- og Trængselsaar havde hørt til Landets mest blomstrende, og stor Rigdom paa enkelt Haand havde inden visse Kredse udfoldet en senere ukjendt Luxus. I Almindelighed bevirkede dog heldige Kaar, hvad man kunde nærmest kalde Tarvelighedens Overflod. Selv velstaaende Folk kjendte intet til de mangfoldige Smaafornødenheder, som et Nutidshjem kræver. Men alle bedre stillede eiede gjerne sin egen Gaard og beboede den alene. Der var over Bolig som over Personer en vis Stivhed, en nøieregnende Iagttagen af Formen; men saa var der ogsaa en gjennem Generationer nedarvet Soliditet, som forklarede det Monopol, de mente at besidde paa Fornemhed og Dannelse. I moralsk Henseende tog man det dog ikke nøie, skjønt man ogsaa her søgte at dække sig med en ydre Sømmelighedsform.

65Ved Siden af nedarvet Stivhed og slappe Sæder raadede der en Umiddelbarhed, som ikke engang Tidens sygelige Sentimentalitet havde formaaet at kvæle. Denne Sentimentalitet havde da heller ikke slaaet nogen rigtig Rod. Den kunde nærmest lignes ved et importeret Stadsplag, som man ikke sled paa til rent hverdags, men som man heller ikke kanske turde mangle. Tiden eiede, tiltrods for overspændt Snak om Maaneskinselskov og Lidenskabernes Excesser,Excesser] overdrivelser en sund, prosaisk Kjærne, der bar god og nyttig Frugt i det praktiske Liv – var det end saa, at den huslige Prosa altforaltfor] rettet fra: alfor(trykkfeil) ofte fik et skarptskarpt] rettet fra: skaprt (trykkfeil) Anstrøg af Grelhed. Romantiken var dog ikke Feststemning alene. Den havde Evne til ogsaa at kaste Glans over Hverdagslivets Trivialiteter, hvor Følelsen var ægte. Gjennem Trængselsaarenes Savn og Forsagelse, der udrensede saa mange Slagger, fik man se, at Guldet kunde paa Bunden have fuld Lødighed.

Ogsaa Selskabslivet bar i 1814 Spor af de trange Tider. Undtagen paa de Steder af Landet, hvor man ved KapervæsenetKapervæsenet] Ved kaperreglementet av 1807 (utstedt 14. september, etter den engelske flåtens overfall på København og bortførelse av den danske flåten) kunne de som hadde kaperbrev, kapre britiske skip og få dem prisedømt, dvs. få dem vurdert som konfiskert fartøy. I 1808 ble kaperreglementet utvidet til også å gjelde svenske fartøyer. Dette varte til fredsslutningen høsten 1814. nød en vis Velmagtsperiode, havde man lært sig til at slaa af paa alt, og ikke mindst paa Toilettet. Men hvad gjorde det? Man havde et eget Greb paa at fange Glæden og smykkede sig til Fest, som man kunde, idet Haab og Begeistring var skjønnere Prydelser, end den kosteligste Juvel.

– I Oberst Werners Hus var Lysene tændt og Thebordet dækket. Oberstinden trippede fra Værelse til Værelse for at forvisse sig om, at alt 66var iorden; og med militær Holdning og afmaalte Skridt gik Obersten frem og tilbage i Dansesalen. Han havde netop modtaget Melding om, at PrinsregentenPrinsregenten] Christian Frederik vilde hædre Festen med sin Nærværelse, og skjønt dette ikke kom uventet, virkede Visheden beroligende. Medens han nu i Tanken gjennemgik Aftenens Program, vendte hans Hustru tilbage fra sin Runde og stillede sig foran et Speil for at give ogsaa sin Person et sidste, prøvende Blik.

«Du er charmante, min Bolette,» sagde den galante Oberst. «Du, som dit hele Hus er superbe.»

«Jeg kan ikke sige, jeg netop glæder mig over, at Gribs kommer,» sagde Fruen og vendte sig med en let Panderynken. «Jette Grib er min kjødelige Kusine; – vi fik jo invitere dem, siden de nu engang er i Byen.»

«Kammerraad Grib er en habil Mand. Jeg har kjendt ham fra Ungdommen. Hans Halvbror Frederik var dengang min gode Ven. Senere blev vore Veie skilte. Jeg har ikke hørt fra ham paa –»

Han stansede. Der hørtes Bjældeklang udenfor; nog nu kom Gjæsterne Slag i Slag.

Skjønt Damer og Herrer samledes i særskilte Værelser, bragte Hans Høiheds forventede Ankomst mere Liv over den første Stivhed. Det var alene Fruerne omkring Sofabordet, som urokkelig vedligeholdt den konventionelle Værdighed. Med tilspidsede Bemærkninger lod de hver indtrædende Gjæst passere Revu, og ve den unge Pige, som forsaa sig mod Formen.

67Opmærksomheden blev større, da Oberstløitnant Seier traadte ind med sin Datter. De var til en vis Grad «nye» i denne Kreds; og ingen af dem var populær. Seiers afvisende og sære Væsen gjorde ham aldrig til nogen kjær Gjæst; og tiltrods for Skjønhed og ædle Egenskaber var ikke Margrete afholdt af sit eget Kjøn. Der var noget uafhængigt i hendes Væsen, som man ikke taalte. Og dog var denne Forsyndelse mod en Beskedenhedsform, der for mange gjaldt som Hovedsagen ved Opdragelsen, at søge deri, at hun saa lidet tænkte paa sig selv.

Med en Hofmands Holdning hilste Oberstløitnanten paa Værtinden, der presenterede ham og hans Datter for enkelte af Damerne ved Bordet, og sluttede med: «Min Kusine, Kammerraadinde Grib.»

Oberstløitnanten bukkede og kom for et Øieblik ud af Fatning. Saa tog han sig i det, gjorde en let Undskyldning, fordi han ikke strax havde gjenkjendt hende, og trak sig efter en høflig Bemærkning tilbage til næste Værelse, hvor han i Døren mødte Værten.

Tillykke for Fru Grib havde nye Gjæsters Ankomst ledet Opmærksomheden bort fra hendes paafaldende Forvirring. Nu rettede hun sig og kastede et stjaalent Blik til Margrete Seier, som havde sluttede sig til en Klynge unge Piger, længer nede i Værelset.

Kammerraadinden var stadselig klædt i stiv mellemblaa Atlask.Atlask] glatt silkestoff Snittet var rigtignok ikke fra igaar, men Farve og Stof var fuldstændig frisk.

68Over sin fyldige Hals bar hun en gjennemsigtig Krave af fineste Broderi; i Brystnaalen, som holdt denne sammen, funklede kostelige Brillanter. Guldkjeden var svær og massiv, ligesaa Gulduhret, og Krogen, hvori det var heftet til Bæltet, var af kostbart, drevetdrevet] uthamret Arbeide. Hendes Kappe var splinterny, efter Dagens Mode rig paa Sløifer og Strimler; og hun følte med Tilfredshed, naar hun lod Blikket streife hen over de øvrige Fruer, at hun kunde sige «Spader to»sige «Spader to»] triumfere over til dem allesammen. Tillykke for hendes Sindsro, anede hun ikke, hvad disse Damer tænkte om hendes antikveredeantikverede] gammeldagse Kjole. For tiltrods for Tidens Tarvelighed, forstod man sig ogsaa dengang paa Chic, om man end brugte en anden Benævnelse.

Synet af Margrete og hendes Fader havde lagt en Dæmper paa hendes første, selvbehagelige Stemning; men ved Prinsens Ankomst blev hun atter oplivet. Vistnok havde hun tænkt sig en saa ophøiet Person – han var jo saagodtsom et kronet Hoved! – omgivet af større ydre Pomp; alligevel følte hun sig som i en høiere Sfære.

Da Musikens første, langtrukne Toner lod sig høre, førte Christian Frederik Oberstinden ind i Balsalen. Et Øieblik hindrede de ældre Herrer de yngre i at komme frem; der opstod lidt Pres og Uro, og under dette hørte Margrete til sin Forundring sit eget Navn:

«Frøken Seier forlovet med Løitnant Grib? Nei undskyld, Frøken, det tror jeg ikke.»

De talende stod med Ryggen mod hende; 69hun kjendte ikke Damen, men Herren hørte til Prinsens Opvartning.

«Jeg har det fra sikre Kilder. Der er dem, som vil vide, at Løitnant Grib allerede modtager Gratulationer.»

BlodetBlodet] rettet fra: «Blodet (trykkfeil) for op i Margretes Kinder, men hun hørte ikke mere, da hun idetsamme blev engageret. I Døren mødte hun Adolf Grib, der søgte hende. Hun betragtede ham som Luft og besvarede ikke hans Spørgsmaal, om hun vilde tilstaa ham næste Dans?

Ballet blev stedse livligere. Da man stillede sig op til tredie Dans, en rask Fandango,Fandango] norsk selskapsdans med navn lånt fra en spansk dans, kjent fra tidlig på 1700-tallet i hele Europa. I Norge kom den i bruk først på 1800-tallet. førte Vilhelm Krone Margrete Seier ind i Balsalen. Idetsamme kom Løitnant Grib hurtig imod dem:

«Kommer jeg atter forsent!» udbrød han skuffet. «Men næste Dans lader jeg mig ikke fratage! Ikke sandt, den vil allernaadigst blive mig tilstaaet?» spurgte han med en forceretforceret] tvungen Bestræbelse for at spøge.

«Jeg holder ikke af at besvære min Hukommelse,» svarede Margrete koldt og vendte sig fra ham.

Grib skiftede Farve, men han beherskede sig; thi hans Blik faldt paa Ravn, der stod i Nærheden.

«Næste Dans blir altsaa min?» sagde han med dirrende Stemme. «Glem det nu ikke!» raabte han efter hende, da hun og hendes Kavaller forsvandt i Balsalen.

«Hvad har stakkels Grib gjort Dem, Margrete?» spurgte Vilhelm Krone, da de havde 70stillet sig op. «Jeg er bange, De har fornærmet ham dødelig.»

«Saa slipper jeg ialfald hans Paatrængenhed.»

«Men frygter De ikke hans Fiendskab?» spurgte han smilende.

«Frygter?» Hun hævede Hovedet, og de runde Skuldre sænkede sig. «Frygter? Nei!»

Løitnant Ravn havde endnu ikke deltaget i Dansen, men ligesom Fandangoen sluttede, gik han hen og bukkede for Margrete.

«Vil De danse?danse?] rettet fra: danse (trykkfeil) Jeg sagde netop til Løitnant Krone, at De syntes at have slaaet Dem fra Ungdommen iaften. Og han mente, det kunde ligne Dem,» sagde hun smilende.

«I har altsaa begge taget Feil! Maa jeg have den Ære?»

– Flere af de ældre havde taget Plads inde i Balsalen, og blandt disse Kammerraadinde Grib. Men hun følte ingen Glæde ved at betragte de unge, og Synet af Margrete Seier snørte hendes Hjerte sammen: Moderen op ad Dage! – Og hvad gik der af Adolf? Han havde jo grebet Planen med Begjærlighed –?

Hvergang en en ny Dans begyndte, speidede hun efter ham –: Nu maatte han da vel? – Men det endte hver Gang i Skuffelse.

Hvad for noget! Kom han nu for sent?

Hun reiste sig hurtig for at faa Rede paa dette; men inden hun naaede Døren, var han forsvundet.

«Om jeg begriber, hvad dette skal blive til!» mumlede hun og satte sig ved et af Vinduerne, 71hvor de tunge, mørkerøde Gardiner et Øieblik sendte hendes Tanker i en anden Retning. Men saa mumlede hun igjen: «Hvad skal det vel blive til?»

«Man har solgt Huden, førend Bjørnen er skudt,» lød det tæt ved hende.

Hun vendte sig; det var to ældre Herrer, der talte sammen.

«Og skudt skal den ikke blive, saalænge der flyder Blod i norske Aarer. Giv os blot Brød og Vaaben, saa er vi uovervindelige,» føiede den anden til.

Herrerne fjernede sig, og Kammerraadinden faldt tilbage i sine bekymrede Tanker.

«Jette! Har du lagt Mærke til den høie, mørke Officer i den fremmede Uniform, som danser med Frøken Seier?» Kammerraaden havde nærmet sig paa sin sædvanlige, lydløse Maade; nu trak han en Stol derhen og satte sig.

Fru Grib saa i den anviste Retning og blev pludselig bleg. Hendes Ægtefælle saa det:

«Tilgiv mig!» sagde han hurtig. «Det var ikke paa ham, jeg tænkte. Den unge Mand minder mig mere om Gustav.»

Hun tog sig sammen: «Jeg maa smile af min Barnagtighed,» sagde hun koldt, «Jeg syntes jeg saa Spøgelser. Nu ser jeg ikke nogen Lighed med mine Svogre.»

Hun betonede det sidste Ord skarpt, og vendte sig fra de dansende.

Kammerraaden tog sig til Panden: «Ogsaa mig forekommer nu Ligheden mindre. Det Træf, 72at han danser med Frøken Seier, gjorde vel ogsaa sit! Hun ligner sin Moder, som den ene Draabe Vand den anden. Synes du ikke Jette?»

Han saa hurtig paa hende: «Det er godt, jeg ikke lod hende reise alene!» tænkte han. «Du ved, jeg har overladt alt til dig,» sagde han høit.

«Og hvad tænker du om Adolf? – Han har ikke endnu danset med hende? Og dette er fjerde Dans!»

«Du tror da ikke –?»

«Han blev strax saa overmaade glad. Saa rent ivrig for det.»

«Naa, naa, Jettemor! Du faar stelle med dette. Jeg skjønner mig ikke paa sligt. – Se, der har vi ham!»

Han reiste sig nervøs: Dette saa jo ikke lovende ud? Derpaa gik han hen til Sønnen, ikke for at tale om denne Sag, det laa ikke i hans Plan, men for at tilfredsstille sin Nysgjerrighed med Hensyn til Frøken Seiers Kavaller.

Adolf Grib bed Tænderne sammen og svarede haanlig:

«Hvad han heder? Han kalder sig Løitnant Ravn.»

«Ravn? Hvem er han saa egentlig?»

«Ja, det kan nok Far spørge om! Det er en høist tvetydig Person, som har forstaaet at indsnige sig hos hans Høihed.»

«Hm! Han er altsaa dansk? Efter Uniformen antog jeg ham for Udlænding.»

«Fødelandet ubekjendt. Herkomst ligesaa.»

73Kammerraaden faldt i Tanker – –

– Imidlertid dansede Løitnant Ravn og Frøken Seier uden at ane, hvilken Opmærksomhed de var Gjenstand for. De havde oftereoftere] ganske ofte været sammen, og ganske nylig i Margretes Hjem; men dette var første Gang, Samtalen gik ud over den formelle Konversationstone. Musikken, Snakken og Uroen omkring dem havde borttaget det pinlige ved en tête-à-tête;tête-à-tête] (fr.) ansikt til ansikt; (fortrolig) samtale og forinden de vidste det selv, var de gledet ind i en af disse Samtaler, hvor Sjæl og Hjerte aabner sig, skjønt Ordene kan være almindelige nok. Forundret lyttede Ravn: Saadan høisindet Varme og Hjertensgodhed havde han aldrig mødt. Men saa trak Trylleriet ham med sig, og det blev Margretes Tur at læse i hans Indre. Med Følelsens sikre og hurtige Opfatning forstod hun, at han bar paa en Sorg, som ingen maatte kjende. At hans indesluttede Væsen havde sin Grund i en lyssky Sjæl, der betragtede Udenverdenen halvt som fiendtligfiendtlig] rettet fra: fientlig (trykkfeil) Leir, selv naar han gjorde fælles Sag med den. Her var lidet af Glæde; lidet af ungdommelig Forhaabning. Men desto mere af Viljekraft og Ærgjerrighed.

Hun kunde nok følge med, hvor det gjaldt disse Egenskaber; men hun var en kjærlig, varmhjertet Pige, og hans Ord skurrede i hendes Øre, da han nævnte deres fælles Følelse for Frihedens Sag.

«Nei, nei! Her føler vi ikke ens!» udbrød hun. «Jeg er fædrelandskjærlig; – De er ærgjerrig.»

74«Og maa da den ene af disse Følelser fortrænge den anden.»

«Kanske ikke – i Almindelighed. Ikke, naar det Land, Gud har givet en fremfor Jordens øvrige, har Fred og gode Dage. Men naar det er i Nød og Fare; – ja, da maa hver egen om noksaa dyrebar Interesse træde tilside. Da maa vi være rede til at ofre alt, – Livet med! – for vort kjære, kjære Land.»

«Deres Ord falder skarpe, Frøken. Ved De, at DeDe] rettet fra: de (trykkfeil) her frakjender mig en hæderlig Mands Egenskaber?»

Hun blev forundret. I sin Varme havde hun glemt, hvad de gik ud fra. Og da dette slog hende, sagde hun ligefrem:

«Jeg talte taabeligt og upassende. Kan De tilgive mig?»

«Men om jeg nu siger, at der kunde være et Korn af Sandhed i det, som De nys bebreidede mig?»

«Saa, – ja, saa er Forholdene alene Skyld i det. – Vort Lands Fare vil snart forjage enhver mindre ædel Følelse.»

Han smilte: «Tak Frøken, fordi De tager mit Forsvar – mod mig selv.»

Den unge Piges Ansigt og Hals farvedes af dyb Rødme og hun sagde hurtig: «Glem mit tossedetossede] dumme Snak! Aa, gjør det! – jeg beder Dem.»

«Hvorfor skulde jeg det. Jeg er ikke saa rig paa Deltagelse, at jeg kan give fra mig den Smule Deltagelse, jeg netop har faaet.

75Hun saa spørgende paa ham: I hans Blik mødte hun Alvor og Sandhed.

«Det vilde være haardt at berøve mig den, Frøken. Lad mig bevare den, som et dyrebart Minde i et fattigt Liv,» bad han.»

Margrete blev forvirret; men det var nu deres Tur til at møde i den lange Engelskdans.Engelskdans] eldre turdans Da de kom tilbage, havde hun gjenvundet sin Fatning, og Gustav Ravn sin Besindelse.

De stod tause. Der var et saadant Udtryk af Sorg i Ravns Ansigt, at hun blev rørt. Medlidenhed med den fremmede og forældreløse fyldte hendes Hjerte, og hun sagde paa sin aabne, naturlige Maade:

«De har altsaa ikke mange Venner, Løitnant Ravn? Jeg skal være Deres Ven, naar De trænger en. Husk det.»

Han saa paa hende, som om han ikke troede sine Sanser, og det varede lidt, inden han svarede:

«De er ædelmodig, Frøken Seier. Tak. Saasandt hjælpe mig Gud, De skal ikke have ødslet Deres Godhed paa en uværdig.»

De blev atter afbrudt, og senere under Dansen var der ingen Leilighed til at gjenoptage Samtalen.

Da Ravn førte sin Dame til en ledig Stol, kom Vilhelm Krone imod dem.

«Ved I, hvorlænge denne Dans har varet?» spurgte han smilende. «To Timer! To drøie Timer. Jeg har maattet sørge for et Par af Fars gamle Venner, som er kommet til Byen i Forretninger. 76Og slige Forretningsfolk sætter ens Taalmodighed paa en haard Prøve. De foreslog, at man burde undersøge Betingelserne for en Forening med Sverige, førend vi haanlig afviser den.»

«Som om et frit, uafhængigt Folk ikke skulde have Ret til at vælge for sig selv!» svarede Margrete heftig.

«Maatte Sverige saasandt give os Ro til at træffe vort Valg, lille Frøken.»

Det var Kammerraad Grib, som paa sin lydløse Maade havde nærmet sig.

«Jeg har kun flygtigt havt den Ære at hilse paa Frøken Seier,» vedblev han og bukkede. «De kjender mig kanske ikke? – Kammerraad Grib.».

Margrete reiste sig hurtig og neiede.

«Vi ere Slægtninge, unge Dame. Det vil da sige, Deres Moder og min Kone var Kusiner.»

«Jeg ved det,» svarede hun. Hun kunde tilføiet, at Løitnant Grib havde ofte nok oplyst hende herom.

«De ligner paafaldende Deres Moder, Frøken Seier. Hun staar iaften saa tydelig for mig, at jeg kunde have Lyst til at spørge, om ikke den Koralsnor, De har om Deres Hals, engang har været hendes?»

«Jo! Har Kammerraaden kjendt Mor nøie?» udbrød Margrete livlig.

«Saa temmelig nøie. Ja, – saa temmelig nøie. Naar De nu snart, som min Kone og jeg 77haaber, vil beære os med et Besøg, skal vi tale sammen om Deres Fru Moder og de –» Kammerraaden syntes at faa noget i Halsen, kræmtede lidt og sluttede: «de gode, gamle Dage.»

Margrete takkede. Han vedblev:

«Naa Krone, ivrig Danser! Hvad?» Og uden at oppebie Svar, vendte han sig mod Ravn, der ogsaa var blevet staaende:

«Undskyld, unge Mand! De mindede mig nylig saa levende om en kjær Person, at det interesserer mig at vide, om Deres Familie er norsk eller dansk?»

«Jeg er født i Tyskland,» svarede Ravn koldt.

«Ikke Nordmand altsaa?»

«Mine Forældre befandt sig paa Reise,» svarede han endnu mere afvisende.» Men Kammerraaden lod sig ikke genere:

«Jasaa! Deres Navn er mig ubekjendt, trods Slægtskabet med mit eget. De ser forundret ud, Løitnant! Hører da ikke Ravne og Gribbe til samme Familie?»

«Aa» – «saaledes.»

«Bliver Kammerraaden længe i Byen?» spurgte Vilhelm Krone hurtigt for at give Samtalen en anden Retning.

Men Kammerraaden blev ham Svaret skyldig, da Prinsen idetsamme kom henimod dem. De sidste Par Timer havde han gjort Høfligheden Fyldest ved Samtale med de ældre Herrer; nu var han vendt tilbage til Balsalen og havde faaet Øie paa Frøken Seier.

78«Jeg har jo ikke endnu hilst paa min skjønne Veninde,» sagde han og rakte hende Haanden. «Jeg haaber Deres Begeistring for vor store Sag er ligsaa varm, som tidligere?»

«Er det muligt, saa varmere, Deres kongelige Høihed,» svarede hun efter at have besvaret hans Hilsen med en dyb Neien.

«De er en Pryd for Deres Kjøn,» vedblev han med et varmt Blik «De er høisindet og modig, som en Mand, uden at savne Kvindens Blidhed. De forstaar at sænke Begeistringens Glød i hans Barm. Opflamme til ædel – berømmelig Daad.»

Margretes Kinder blussede ved Fyrstens varme Lovtale, og hun slog Øinene ned. Han vedblev:

«Frøken Seier besidder ogsaa en anden Egenskab! Holder De fremdeles af Menuet? Det er en kongelig Dans, og jeg kunde ønske at ‘træde’ den, som der staar i Visen, om De vil være min Dame?»

Idet Margrete takkede, faldt Prinsens Øine paa Ravn, som tilligemed Krone havde trukket sig nogle Skridt tilbage. Kammerraaden var forsvundet.

«Ah! Min Ven Løitnant Ravn! Længes De fremdeles bort fra vor gode Stad? Efter Kugleregn og Krudtlugt?» spurgte han smilende.

«Jeg længes efter at gjøre min Pligt, Deres kongelige Høihed.»

«Denne unge Herre er ligesaa begjærlig efter at vise Svensken, hvad vi duer til, som Deres 79Fader, Frøken Seier! Og Sandsynligheden er vel ligesaa stor, for at han skal faa sit Ønske opfyldt, som for en fredelig Løsning af vor retfærdige Sag. – I hvert Fald har jeg Dem i Erindring, Løitnant Ravn. Danser De Menuet?»

«Nei, Deres kongelige Høihed.»

«Det er Skade. Vil De behage at underrette – Ah, se, der har vi vor ærede Vert.»Vert.»] rettet fra: Vert. (trykkfeil)

Ravn trak sig atter tilbage; og Obersten fjernede sig for at opfylde Prinsens Ønske. Snart lød ogsaa Menuettens majestætiske Toner; og Christian Frederik bød Margrete Haanden.

Menuet var ikke dengang almindelig. Den smukke Musik, og at Prinsen førte op med Frøken Seier, bragte snart Selskabet ind i Balsalen. Trængslen blev saa stor, at Ravn kunde takke sin Høide for Synet af de dansende.

Havde Prinsen kaldt Menuet en kongelig Dans, saa gjorde hans Dame ikke Ordene tilskamme. Let og ukunstlet bevægede hun sig efter den statelige Musik, indtil hendes dybe Neiens gratiøse Ynde fremkaldte en Bifaldsmumlen mellem de omkringstaaende.

– Kammerraadinde Grib og hendes Søn havde betragtet Dansen med blandede Følelser. De havde truffet hinanden, idet Fru Grib vilde forlade Salen, og var ført tilbage af Trængslen. Adolf havde været heldig nok til at skaffe hende en Stol; og han blev staaende hos hende.

Hans oprørte Sind begyndte at lægge sig: Han havde sat sit Maal – ingen paa Jorden 80skulde hindre ham fra at naa det! Og medens han nu var Vidne til den Udmærkelse, hans tilkommende Hustru var Gjenstand for, besluttede han at overse det passerede: Unge Damer havde jo altid Nykker – – –

Hans Moder følte og tænkte noget lignende: Ogsaa hun vilde glemme og tilgive! Tilgive Margrete Seier, at hun var sin Moders Datter. Hun kunde jo ikke for det, stakkels Barn! Ja, hun vilde tilgive – hun vilde glemme – hun vilde samle gloende Kul – – –

Denne ædelmodige Beslutning blev fra nu af Kammerraadindens Opreisning og Husvalelse,Husvalelse] trøst hvergang hun følte det ydmygende ved at skulde smigre for sin forhadte Slægtnings Datter.

– Da Prinsen og hans Dame forlod Salen, styrtede Adolf Grib efter; og dennegang var han heldigere, thi Margrete havde forlængst forvundet sin Ærgrelse!

Med Stolthed førte han hende derpaa frem til den nye Dans. Selv dansede han godt, og han vidste jo, at ogsaa nu vilde alles Blikke følge hans Dame. Hvad Margrete angik, saa var hun i saadan straalende Stemning, at hun taalmodig hørte paa alle de smukke Ord, hendes Kavaller kom med; og efter Dansen fulgte hun ham til hans Moder. Kammerraadinden sagde strax «du» – og gav sig ikke, forinden «Niecen» lovede at besøge dem, saasnart hendes Fader vilde tillade det.

«Og saa har du dine kjære Krones i Nærheden,» tilføiede Fru Grib, idet hun instinktsmæssig 81 følte, at Niecen just ikke vilde overhænge sin Fader for at indfrie sit Løfte.

Da Margrete havde sluppet væk fra sine Slægtninge, søgte hun ind i et af de fjernere Værelser for at samle Aftenens vexlende Indtryk.

Værelset var tomt; og hun sank ned i en Stol, medens Blikket aandsfraværende hvilede paa de malede Tapeter, der i indrammede Felter fremstillede Scener fra Svenskekrigene, særlig de Træfninger, hvori de røde Uniformer havde seiret over de blaa.de røde Uniformer havde seiret over de blaa] nordmennene i røde uniformer seiret over svenskene i blå

Hun vaktes op ved faste Skridt –

«Er det altfor dristigt at komme efter saa megen Ære, som De nys har nydt?»

Løitnant Ravn stod foran hende med et mørkt, tungsindigt Udtryk.

«At danse med Prinsen? Den Ære deler jeg med altfor mange til at blive forfængelig,» svarede hun med et lyst Smil.;

«De har Ret, – og jeg er en Dumrian!» sagde han og satte sig paa den Stol, hun skjød imod ham.

«Naa – gjorde vi vore Sager godt?»

«Jeg troede ikke, Frøken Seier satte Pris paa Smiger?»

«Hvem gjør ikke det,» svarede hun let. «Men Spøg tilside! Tror De, der gives en Fyrste, som i Elskværdighed kan maale sig med vor elskede Prins?»

«De mener, han er uovertræffelig?» svarede han undvigende.

82Hun lagde ikke Mærke til dette og vedblev:

«Dersom De vidste, – dersom De begreb, hvordan mit Hjerte slaar ved Tanken paa det, som forestaar! Ikke af Frygt! Vort Folk, som her har den soleklare Ret, skal seire, – maa seire. Hvad Krav har vel Sverige paa os? Har vi ikke Lov til at bestemme vor egen Skjæbne?»

«Jo Retten har vi. Og det er det, vi maa stole paa.»

Det var i hans Stemme noget, som bragte hende til at se spørgende paa ham.

«Maa jeg sige min Mening aabent, Frøken Seier.»

«Og det spørger De om?»

«For en Stund siden bebreidede De mig at jeg ikke havde den rette Fædrelandskjærlighed, –»

«Nei – De misforstod mig!» afbrød hun ham.

«Men som jeg dengang sagde, siger jeg igjen. Jseg mangler eders varme Begeistring. Ikke for at frigjøre mit Fædreland, – min Mors Land. Hver Blodsdraabe i mig vil jeg give – gladelig give for denne store Sag. Men ikke i alt formaar jeg at se med eders Øine. Jeg formaar for Exempel ikke at hæve en vis ophøiet Person til Skyerne.»

«Prinsen?»

«Nei, bliv nu ikke bange! Jeg undervurderer ikke hans ædle Hensigter. Jeg er ham taknemlig for den Venlighed, han oftere har vist mig! Men jeg skulde nok ønske en mere erfaren og staalsat 83Feltherre. Der skal noget til at maale sig med Helten fra Austerlitz og Mohrungen.»Austerlitz og Mohrungen] Slaget ved Austerlitz, eller trekeiserslaget, var et avgjørende slag i napoleonskrigene, utkjempet mellom keiser Napoleons franske styrker (som vant) og en alliert hær med russiske og østerrikske tropper den 2. desember 1805. Jean Baptise Bernadotte deltok her som kommandant for 1. armékorps i Napoleons nye Grande Armée. Den 25. januar 1807 ledet han de franske styrkene i slaget ved og i byen Mohrungen i Øst-Preussen (i dag i Polen), hvor de slo tilbake et russisk angrep.

«Skam Dem! Skam Dem! De kan da ikke sætte denne grusomme, beregnendeberegnende] rettet fra: beregnede (trykkfeil) Franskmand over vor høisindede, uegennyttige Fyrste?»

«Her er ikke tale om personlige Følelser,» svarede Ravn alvorlig. «Men en Soldat ved at vurdere en udmærket General. De skal huske, at Carl Johan har aflagt Prøve paa en Feltherredygtighed, som selv hans Fiender omtaler med Beundring. Han hører visselig blandt Tidens største Mænd.»

«Og Prins Christian! Tror De ikke, ogsaa han hører blandt dem?»

Ravn nølede:

«Det maa Tiden vise, Frøken Seier. – Da jeg ved Rygtet om mine Landsmænds betrængte Stilling var ilet hjem, vil jeg ærlig tilstaa, at Forholdene herhjemme gjorde et nedslaaende Indtryk. Men da jeg snart forstod, at vi alle har det i os, som tør trodse en overlegenoverlegen] rettet fra: overleger (trykkfeil) Fiende, – da blev Hærens slette Udrustning min mindste Sorg.»

Han stansede atter; og hun betragtede ham spændt.

«Frøken, – De kan ikke som jeg vide, hvordan til en vis Grad alt beror paa den øverstbefalende. Det er ham, som skal sætte Kræfterne i Bevægelse. – Maa det saasandt ikke vise sig, at vor Overanfører bedre forstaar at opføre en Menuet, end at føre Armeen frem under Krigsmusik og Kugleregn.»

84«Store Generaler har forenet disse Egenskaber,» svarede Margrete med dyb Uvilje.

«Ganske vist. Men Krig er en alvorligere Dyst, end at bruge store Ord. Maa vi bare komme til at juble ligesaa høit over vore Seire, som over de svenske Gesandters haanlige Afvisen!»

Margrete var oprørt: Hendes Begeistring havde aldrig været krydset af nogen Tvil om Christian Frederiks Evne til at gjennemføre sin ædle Plan. Hun var vant til, at hver den, som ikke blindt troede paa hans Begavelse i alle Retninger, blev holdt for Landsforræder. De Ord, som nu lød i hendes Øre, betog hende først Fatningen; men saa udbrød hun:

«Aa, hvor bittert jeg er skuffet i min Tillid til Dem! Hvordan har De kunnet tale, som De har gjort, naar De gaar med saadanne afskyelige Tanker? Hvem ved, om De ikke hemmelig hører mellem dem, som stemmer for en Forening med Sverige?»

Han betragtede hende med et eget Udtryk:

«Frøken Seier, kanske ingen længes mere efter at faa vise Fienden, hvad vi duer til, end jeg. Jeg er Soldat med Liv og Sjæl. Paa den Vei er ogsaa mit største, mit eneste Haab for Fremtiden! Men kunde vore Vaaben skaffe os den Uafhængighed og Selvstændighed, vi med Rette kan fordre, – ja, da synes jeg, det var ikke nogen Ulykke, om Krigen endte med Halvøens Forening. Dette synes da at have være Naturens Mening?»

85Hun havde ladet ham tale ud; men nu for hun op:

«Naturens Mening!» udbrød hun. «Byder Tanken paa en saadan Forening ikke vor inderste Natur imod? Se der!» vedblev hun og pegte paa Væggemalerierne. «Viser disse ikke tydelig nok, hvilke Følelser der hersker mellem Nordmænd og Svensker? Jeg var ikke mere end tolv Aar, da jeg om Vaaren 1808 kom herop; men jeg husker nok, hvordan jeg dengang jublede med over de Svenskes Nederlag. Stolthed over mine tapre Landsmænd bandt mig strax til Norge! Jeg glemte alle Savn fra vort Liv i Kjøbenhavn, hvor jeg var født og voxet op. Jeg var en norsk liden Pige. Hver Nordmand forekom mig som Ven og Broder! Og da saa Nøden for Alvor blev følelig – det var jo en forfærdelig Vinter, som fulgte! – ja, saa led jeg med dem; saa bad jeg for dem! – – Men nogen skulde dengang vovet at tale om at underkaste sig Sverige! Nei, ikke en var dengang saa æreløs.»

Hun var saa straalende skjøn, medens hun stod der i den tynde, hvide Dragt, med Glød paa Kind og Glans i Øiet. Men hvilke Følelser end hendes Skjønhed vakte, saa tillod han ikke Følelsen at blive Herre over det Sandhedens Alvor, der var Grundtonen i hans Sjæl.

«Hvem tænker her paa Underkastelse?» sagde han rolig. «Det er Forholdene kanske, som har gjort, at jeg kan se paa en saadan Forening lidt anderledes, end I andre, som med Nationalstoltheden ogsaa har indsuget Nationalhadet.

86 – For mig staar det, at om Krigen – og paa Krig tyder jo alting nu! – ja, om Krigen kunde føre til en Forening, som gjengav os vore længe savnede Rettigheder og gjorde os til et jevnbyrdigt Folk med Sverige, saa vilde dette være den skjønneste Udgang, en Krig kunde faa.»

«Du store Gud! De taler jo næsten, som Forræderne taler?» udbrød Margrete og slog Hænderne sammen.

«Hvad De der siger, Frøken, skulde ingen Mand ustraffet have vovet at komme med! Jeg har svoret mit Land Troskab, og jeg har aldrig brudt mit Ord. – Det kan godt være, at jeg ser Tingene mørkt; Livet har aldrig været nogen Leg for mig. Og med at bygge Luftkasteller har jeg lidet befattet mig. – – Men hvad jeg har seet i den virkelige Verden, Frøken Seier, det er, hvad som senere eller tidligere gjerne blir en liden, enestaaende Nations Skjæbne. – – Hvis nu, for Exempel, Danmark ogsaa traadte ind i Unionen, vilde saa ikke en Nordens Stormagt kunne tiltale Dem?»

«Med Pontecorvo til Konge?»

«Det er Feltherren, jeg beundrer, Frøken! Jeg befatter mig ikke med at besætte Troner,» svarede han smilende, idet han slog over i Spøg.

Hun sukkede: «Dersom De vidste, hvor bedrøvet De har gjort mig!»

«Undskyld –»

«Margrete vendte sig hurtigt: Adolf Grib stod lige bag hende.

87«Undskyld, at jeg afbryder denne pikante Samtale», sagde han med et uhyggeligt Smil. «Deres Fader spørger efter Dem, ma chère cousine.»ma chère cousine] (fr.) min kjære kusine. Overklassen krydret den gang det norske språket med enkelte franske gloser.

Oberstløitnanten selv viste sig idetsamme, for at lade sin Datter vide, at det var paatide, de tog hjem.

«Ogsaa Dem har jeg søgt, Løitnant Ravn!» sagde han derpaa. «Forstod jeg Dem ikke feil, saa havde De ikke endnu faaet noget bestemt Regiment at slutte Dem til?»

«Nei, Hr. Oberstløitnant.»

«Hans kongelige Høihed har naadigst overdraget mig et Korps, som indtil videre ialfald, lader mig blive i eller i Nærheden af Christiania. Kunde De have Lyst til at succederesuccedere] etterfølge Løitnant Mørch som min Adjutant? Hvor lidet bindende Stillingen er, og hvor let det er at blive overflyttet til et andet Regiment, kan Mørchs Exempel lære Dem. Vil De overveie mit Forslag og imorgen Formiddag lade mig vide Deres Svar?»

Ravn bukkede overrasket. Den gamle Officer vedblev:

«Jeg har talt med hans kongelige Høihed om Sagen. Den har hans Bifald. Imorgen Formiddag altsaa, Hr. Løitnant. Kom Margrete, vi maa sige Farvel.»

Han bød hende Armen og førte hende ud af Værelset paa sin sædvanlige stive, formelle Maade. Adolf Grib fulgte dem.

Ravn blev tilbage, fuldstændig forvirret –: 88Hvad kunde dette betyde? Hvad var Meningen? – – –

Pludselig vendte han sig til Krigsstykkerne paa Væggene –: «Naar det kommer til Kamp, saa skulde hun finde ham i de forreste Rækker,» mumlede han.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.